"Jeg er gået død i det én gang, og så blev jeg skilt"

Kender du Himmellund? Stedet, hvor solen skinner lidt mere end andre steder. Stedet, hvor kvinderne er tyndere end slanke, og hvor bilerne er enten meget større eller langt mindre – men smartere – end i andre kommuner. Og stedet, hvor pengene flyder i en lind strøm, uden at nogen taler om det, og hvor samtalerne i stedet drejer sig om den nyeste grønne juice, den rigtige øko-bondegård og det helt perfekte sted at tage på retreat. Det lyder måske som et fantasisted, og Himmellund findes da heller ikke i virkeligheden. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Himmellund er et fiktivt sted, som forfatteren Karin Heurlin har opfundet til sin seneste roman ”7 år efter”, men hun lægger ikke skjul på, at hun er stærkt inspireret af det område, hun selv bor og har boet i det meste af tiden, siden hun var 29 år: Hellerup og Gentofte. 

– Jeg lever jo selv i noget Himmellund-agtigt noget. Jeg bor et privilegeret sted i Danmark med nogle privilegerede mennesker omkring mig. Jeg er et sted i livet, hvor jeg ikke skal have flere børn, der er egentlig ikke flere kampe at tage, jeg er der, hvor jeg gerne vil være – og hvor jeg har drømt om at være – og det er alle mennesker omkring mig også. Og så burde det hele jo være let. Der burde ikke være noget at skrive om. Men det er ikke bare let. Det synes jeg ikke, at det er, og jeg oplever, at der er mange, der går og bøvler med alt muligt. Når jeg vælger at skrive en roman, kunne jeg jo skrive om drager og trolde og alt muligt, hvor der sker en hel masse. Alligevel har jeg valgt at skrive om det her miljø, fordi jeg synes, det er så interessant. Alle de her problemer, vi går og skaber for os selv. 

LÆS OGSÅ: "Vores sammenbragte familie holdt ikke, men det gjorde kærligheden"

Kan du komme med et eksempel? 

– Når man ikke har noget problem, kan det godt gå hen og blive et problem. Jeg synes, at folk f.eks. snakker så meget om, hvordan man skal trække vejret, og hvordan man skal spise. Altså, det er jo helt basale ting, som lige pludselig er blevet et projekt og noget, man skal bøvle med. Og jeg synes også, at rigtig mange er ulykkelige og føler, de er det forkerte sted i livet. Der er så meget stress og angst. Og jeg synes simpelthen, at det er interessant at skrive om, hvorfor det, der skulle være så let, faktisk er ret svært. 

Hvilke udfordringer har du selv? 

– Jeg synes blandt andet, at det her voksenstadie, jeg er i nu, er ret svært. I alle andre stadier af livet har jeg skullet noget. Gå i skole. Have en uddannelse. Møde manden, jeg skulle have børn med. Have gang i en karriere. Men nu skal det bare køre rundt. Og det synes jeg godt, at der kan gå lidt tomgang i. Det er svært, synes jeg. Jeg er ikke ret god til det der lange seje træk, hvor man tømmer opvaskemaskine, kører børnene til musik og laver aftensmad. Hver dag. Jeg er gået død i det én gang, og så blev jeg skilt.  

Karin har tidligere skrevet romanen ”Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere”, der langt hen ad vejen var baseret på egne oplevelser i forbindelse med hendes skilsmisse i 2012. Den aktuelle roman handler om Mette, der er flyttet fra en jysk landsby med mand og tvillinger til Himmellund. Hun gør alt, hvad hun kan, for at passe ind og forstå de nye omgivelser. Et tema, som Karin også i høj grad kan kende fra sit eget liv. 

– Jeg er født og opvokset uden for Bogense på Fyn. Langt ude på landet. Da jeg mødte min eksmand som 29-årig, havde jeg boet nogle år i København i en lille fremlejet lejlighed. Han var 17 år ældre end mig og havde fire børn, to ekskoner og to børnebørn. Det var en kæmpe omvæltning for mig at flytte ind i hans store villalejlighed i Hellerup med au pair og guldtapeter. Det er nok det største skift i mit liv nogensinde. Jeg havde aldrig været i Hellerup før, og jeg syntes, det var en helt anden verden. Folk så anderledes ud, havde et andet sprog og nogle andre spilleregler. 

Hvordan så de anderledes ud? 

– Noget af det første, jeg tænkte, var: Hold kæft, nogle tynde håndled alle kvinderne har ... 

Det beskriver du også indgående i din roman? 

– Ja, og det mærkelige er, at nu har jeg boet her i kommunen i så mange år, og jeg kan jo se, at jeg selv er blevet en af dem. Jeg tabte mig helt vildt meget, efter jeg flyttede herud. Det var meget mærkeligt, men det handlede jo nok om, at jeg gerne ville passe ind. Jeg går også i det samme tøj som alle andre herude, og jeg kan tage mig selv i at kindkysse på Strandvejen eller sidde og snakke med en veninde om et nyt, dejligt meditationshold, jeg har været på, og bagefter høre om hendes hundepsykolog. Samtidig er der en stemme inde i hovedet på mig, der siger: Hvad ER det dog, vi sidder og snakker om, ha ha. 

Så du føler dig stadigvæk anderledes? 

– Ja, og det synes jeg er så interessant. Jeg føler mig stadig sådan lidt udenfor. Men måske er det bare en grundfølelse for alle mennesker? Jeg er dog glad for at bo her. Når man lærer folk at kende, finder man jo ud af, at selvom de ser utrolig smarte ud og går vildt meget op i boligindretning, så er de faktisk smaddersøde. De er ikke monstre. Det er noget af det, jeg prøver at beskrive i min bog. Alle karakterer i min roman har både gode og dårlige sider. Også hovedpersonen. 

Din nye roman bliver beskrevet som en antiskilsmisseroman, hvorfor? 

– Jeg ville gerne lave en rigtig kærlighedshistorie, og en rigtig kærlighedshistorie handler jo ikke om forelskelse. Forelskelse er sindssyge. En kærlighedshistorie, derimod, handler om at kunne klare at tømme opvaskemaskine hele tiden og sammen håndtere, når der kommer vand i kælderen, uden at man bliver uvenner. I sådan en kærlighedshistorie kan man jo nemt blive fristet. Blive forelsket i en anden. Eller blive fristet af at arbejde for meget eller af en ny kostretning. Blive fristet til at flygte. Og kan man så finde sammen igen? Kan det blive godt igen? Mit budskab er, at det kan det godt. Man kan stå i et mega stort, sort hul og alligevel komme op igen.  

Og det kender du fra dig selv?

– Ja, og der bliver det lidt svært. Men jeg vil godt ganske kort sige, at jeg i min fortid har været utro, og det synes jeg ikke, at der kommer noget godt ud af. 

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: "Jeg har besluttet at være en, der ikke mobber"

Har du også været udsat for utroskab? 

– Ja, det har jeg også. Men igen, det var i fortiden, lad os lade det ligge der. 

Men det er noget, du også bruger en del plads på i din roman? 

– Ja, for kan man tilgive det? 

Kan man det?

– Det synes jeg godt, at man kan. Jeg tror generelt, at man kan komme over mange negative ting i et parforhold, hvis man indser, at kærlighed måske ikke er noget, man sætter forrest hver eneste dag. Nogle dage kan man godt lige glemme at kysse og grine. Det behøver ikke være så vidunderligt hele tiden. Det er noget, jeg selv har fundet ud af. Jeg har været dårlig til ikke at være forelsket. Det må jeg indrømme. Når forelskelsen er forsvundet i mine forhold, er jeg gået lidt i panik, det vil jeg gerne stå ved. Jeg har tænkt: Det her er ikke godt nok. Eller: Var det det, der var til mig? Og så er jeg gået videre til en ny kæreste. Men der må jeg sige, at her på mine ”gamle dage” har jeg lært, at der er noget andet end den nye spændende forelskelse også. Og et af budskaberne i min roman er netop, at selv et virkelig kedeligt og dårligt forhold kan blive godt igen. 

Datingcoachen

Karin er i dag selv landet i et forhold, som har udviklet sig fra den første forelskelse til en hverdagskærlighed, der fungerer, og som hun ikke har lyst til at stikke af fra. Efter sin skilsmisse i 2012 havde hun en periode som single, hvor hun gjorde alt, hvad hun kunne for at finde en ny mand. 

– Jeg har aldrig kunnet lide at være single, så jeg oprettede mig hurtigt på Elitedaters.dk og begyndte at date. Det var dog overhovedet ikke lige så sjovt, som jeg havde forestillet mig, det var faktisk meget rædselsfuldt. 

Hvorfor? 

– Det er lidt som en jobsamtale, hvor man ikke rigtig ved, om man vil have jobbet, eller om de vil have en. Det er alt andet end afslappet. Og jeg syntes også, at jeg blev sådan en ufed udgave af mig selv. Jeg begyndte at blære mig lidt – noget jeg ellers aldrig før havde gjort – for at gøre indtryk. Man kan let føle sig så lille bitte, når man sidder der. På et tidspunkt var jeg på date med en høj, flot mand inde ved Søerne. Bagefter tog vi hver til sit, og jeg syntes egentlig, at han var rigtig dejlig. Men næste dag fik jeg en sms, hvor han skrev: ”Kære Karin, tak for mødet i går, jeg synes, du virkede meget nervøs, så jeg vil råde dig til at gå ud og date nogle flere mænd. Held og lykke”. 

Hvad tænkte du lige der? 

– Heldigvis har jeg gode veninder, og vi døbte ham straks ”Datingcoachen” og grinede lidt af det. Jeg gik ud og datede nogle flere mænd, og det gik lige så dårligt som med alle de andre dates, jeg havde været på. En aften nogle måneder senere spurgte en veninde, om hun ikke lige måtte se et billede af ham ”Datingcoachen”, og jeg gik ind på hans profil og viste hende billedet. Jeg er ikke noget teknisk geni, så jeg vidste ikke, at når jeg var inde og se hans profil, så kunne han se, at jeg havde været derinde. Og for ham betød det, at jeg simpelthen ikke kunne glemme ham, ha ha, så han spurgte, om jeg ville med ud og have en burger. Det ville jeg gerne, og derefter var jeg solgt. Det var han også. Siden da har Bo og jeg været sammen, og det er syv år efterhånden.  

Hvad faldt du for? 

– Jeg havde helt sikkert aldrig mødt ham, hvis det ikke havde været for det datingsite. Ingen af vores veje ville naturligt have krydset hinanden. I den medieverden, jeg kommer fra, må man godt være lidt smart og særlig, og det er vigtigt, at man kan google folk og finde ud af ting om dem. Men Bo kørte bare på en helt almindelig cykel, han googlede aldrig sig selv, han var bare i orden, og han ville mig og mine børn. Han er sjov, han behøver ikke fylde det hele, og han har virkelig god jordforbindelse. 

Hvad tænkte du om, at han havde tre børn?

– Det var jo den lille pakke i forhold til, hvad jeg havde prøvet før, ha ha. Nej, altså, jeg mødte hans børn et ad gangen, og jeg var seriøst ved at dø af skræk, for det var sateme vigtigt, at de kunne lide mig, at jeg kunne lide dem. Og første gang, mine børn skulle møde hans børn, var også nervepirrende. Der var virkelig meget på spil. Bo havde mødt dem en gang først, og så skulle vi komme hjem til ham i Gentofte og møde dem alle på en gang. Da jeg så mine børn gå op ad trappen med deres bamser i armene, var jeg virkelig nervøs. Hvordan ville Bos tre børn reagere? Hvordan ville mine reagere? Men jeg havde ikke behøvet bekymre mig. Børnene kastede sig straks ind i kampen med at være sammen og kunne lide hinanden. Bos store søn var sådan en smart 2.g’er på Øregaard på det tidspunkt, men han tog et tylskørt på og styrtede rundt i huset og legede med mine børn. De gjorde virkelig alt, hvad de kunne, for at det skulle blive godt, og det er jeg faktisk meget, meget rørt over. Og det har de gjort lige siden. 

Sammenbragt på den gode måde

Karin, Bo og børnene flyttede sammen efter et par måneder, og så kom opgaven med at få den sammenbragte storfamilie til at fungere. Det er gået over al forventning, måske fordi Karin og Bo har haft en meget no bullshit-agtig tilgang til det. 

– Jeg kan godt blive lidt træt af måden, hvorpå man snakker om sammenbragte familier, for jeg har aldrig haft følelsen af, at jeg har trukket noget ned over hovedet på mine børn. Jeg synes, at det, der er sket for dem, har været godt. Og jeg har heller aldrig givet dem mulighed for at svare på spørgsmål som: Er I okay med det her? Eller: I skal sige til, hvis I ikke kan lide Bo, ikke? Det er mig, der bestemmer, at det er sådan her, det er. Sådan har Bo også været i relation til sine børn, og jeg tror, at det er en af grundene til, at det er gået så godt. 

LÆS OGSÅ: Katerina Pitzner: "Jeg har arbejdet meget med mig selv gennem livet"

Overvejede I aldrig at bevare hver jeres base? 

– Nej, jeg ville have hele pakken og bo sammen, og Bo havde været single i syv år og var også klar til det, og det var hans børn også. Men man skal sateme interessere sig for de nye børn, når man flytter sammen. Jeg kan godt forstå, at det går galt, hvis man bare kommer og vil have det bedste værelse til sine egne børn og egentlig ikke gider at høre om papbørnenes venner eller skole. 

Du skulle også forholde dig til, at Bos børn var noget ældre end dine?

– Ja, helt sikkert. Men jeg tror også, at det var en fordel. Hvis vi havde haft børn i samme alder, havde der måske været flere problemer. I dag er det kun Bos yngste, der stadig bor hjemme, og mine børn er hos deres far hver anden uge. Hans børn bor ikke længere hjemme, hans ældste datter er på min alder og har børn på mine børns alder, og der er mange, der spørger, om mine børn ikke synes, det er forvirrende. Men det synes de ikke, de har jo aldrig oplevet andet. Og nu sidder jeg ikke og prøver at lave det hele til et lyserødt glansbillede, for der er helt sikkert også mange udfordringer, men jeg synes bare, det er vigtigt at sige, at en sammenbragt familie sagtens kan fungere. Jeg synes heller ikke, at mine børn er ofre, fordi de er skilsmissebørn. Selvfølgelig er er mange tasker, der skal pakkes, mange farveller og meget savn, men man kan altså godt få det til fungere på en god måde. 

Hvad var den største hurdle ved at flytte sammen? 

Karin tænker sig længe om. 

– Altså, det gik faktisk ret let alt sammen. Men det var måske også fordi, mine børn var vant til kaos. De har aldrig haft den der helt normale far-mor-børn-i-et-parcelhus-familie, og Bos børn var klar til, at deres far skulle møde en ny. Men jo, der var da meget at se til i begyndelsen, og vi har f.eks. prøvet at stå nogle nætter, hvor min mindste havde tisset i sengen, og samtidig kom Bos ældste slingrende hjem fra fest. Altså, sådan er det jo, og der er udfordringer med børn i alle aldre. Men jeg synes, at vi er enige om børneopdragelse, og det er f.eks. Bo, der lærer mine børn at cykle i skole og selv taget toget, jeg er mere pylret, og så er Bo meget, meget anderledes end mine børns far, og det bruger de godt. Far er lidt crazy, som de siger, men der er ro på Bo. Det kunne være interessant at høre de store børn i dag, om de synes, at det hele har været lige så ukompliceret, som jeg har oplevet det, for det kan da godt være, at de har skullet sluge mere end mig.  

Hvad har været den største berigelse ved din nye storfamilie? 

– Jeg føler mig virkelig heldig. Når den store dreng, der læser jura, bimler rundt og leger med mine børn, så er jeg seriøst ved at smelte. Så kan man godt klare, at de roder lidt, og at man står meget i køkkenet. For DET gør man. Og så er jeg mega taknemmelig over, at jeg har fået en chance mere for at få en kernefamilie, og at en kernefamilie kan se ud på mange måder. Jeg er glad for, at Bo gider at engagere sig i mine børn. Han er 52 og kunne have valgt en jævnaldrende, der havde voksne børn, og som han kunne gå i teateret med hele tiden. I stedet har han fået to ulveunger ind, der sviner. Og fylder. Det håndterer han, selvom han da godt engang imellem kan sidde i lænestolen med avisen og sige: ”Kan I ikke lige lege ovenpå?”. Og det forstår jeg sådan set godt.