Sarah Skyt Persson
Foto: Les Kaner Forfatter Sara Skyt Persson er aktuel med sin debutroman ”Sku’ det være en anden gang”.

Forfatter Sarah Skyt Persson: "Jeg mærkede et massivt forventningspres"

Når man vokser op i Herning, kan man blive alting, så længe man stifter familie og lander et fast højstatus-job, før man fylder 30. Men Sarah Skyt Persson ville først og fremmest være forfatter. Så hun flyttede til København og skrev en bog om nogle af de fortællinger, vi drukner os selv og hinanden i.

Sarah Skyt Persson er født og opvokset i Herning. Slægten på morens side rækker tilbage til de første uldkræmmere på heden, og Sarah har altid fået fortalt, at hendes familie har været med fra Hernings begyndelse. Hernings historie er også hendes familiehistorie. Alligevel flyttede hun fra byen og til København, da hun var 22 år. Hun mente ikke, at hun kunne udleve sin drøm, hvis hun blev i Herning.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det er den rejse, Timm og jeg aldrig er færdige med at tale om"

– I Herning er det okay at tænke stort og ville noget, som måske virker helt urealistisk. Der er så mange muligheder i Herning, men en af de muligheder er bare ikke at blive forfatter.

Og Sarah ville være forfatter. Det har hun aldrig været i tvivl om. Men hun turde ikke sige det højt. Nu er hun det. Forfatter. Og aktuel med sin første roman, der udkom i august. ”Sku’ det være en anden gang” hedder bogen, og den handler om 30-årige Maria, der arbejder som kasserer i Sydbank i Herning. Single, barnløs og med en affære med sin gifte chef.

Maria er frustreret over, at hun ikke kan hakke punkter af på livets tjekliste. Hverken drømmejobbet, drømmemanden eller børneflokken har hun opnået. Og det på trods af, at hun bor i en by, hvis motto er: ”Her er alle muligheder åbne”. Idéen til romanen opstod, fordi Sarah selv oplevede stor rådvildhed og en frustration over ikke at have levet op til egne – men især andres – forventninger, da hun fyldte 30 år.

Sarah Skyt Persson
Foto: Les Kaner

– Jeg tilhører en generation, der er vokset op med en idé om, at vi kan blive alting. Og så er det lidt som om, at så skal man simpelthen også blive det helt store. Der var særligt én episode, der kickstartede min bog. Jeg var hjemme på besøg i Herning, og der mødte jeg en gammel skolekammerat, som for det første havde travlt med at undskylde, at hun ikke også var flyttet til København. Og for det andet havde hun travlt med at undskylde, at hun var blevet sygeplejerske og ikke læge.

– Det var jo helt absurd, når man tænker over det. Men vi ligger under for et præstations-ræs, hvor man virkelig skal udrette en masse. Også meget mere end vores forældres generation behøvede at udrette. For dem var det rigtig fint at blive folkeskolelærere, som begge mine forældre blev. Eller pædagog. Og det var også fint at blive det sted, man var vokset op. Vi kan jo ikke alle sammen flytte til København og blive læger og advokater. Hvorfor skulle det også være så meget bedre?

– Det var noget af det, jeg gerne ville skrive frem med bogens hovedperson, Maria. Hun har ikke så meget styr på noget som helst, og hun vil bare gerne være glad. Det er omgivelserne, der ikke rigtig vil lade hende være det. Hvis hun bare fik lov til at være glad for at bo i Herning og arbejde i Sydbank, så ville hun være tilfreds. Det er udefra, hun hele tiden får at vide, at det ikke er godt nok.

Kasserer i Sydbank

Sarah voksede op i et lidt atypisk Herninghjem, som var fyldt med bøger over det hele. I reolerne, på bordene, på gulvet. Hendes mor påstår, at ”bog” var det tredje ord, Sarah kunne sige. Lige efter ”mor” og ”mam”. Allerede som helt lille kunne Sarah lange passager fra børnebøgerne udenad, og hendes bedstemor, der var børnehaveklasselærer, lærte hende at læse, inden hun begyndte i skole.

– Vi var også en familie, hvor der blev fortalt historier. Der var fortællinger i luften altid. Det var sådan, vi forstod os selv som familie og som mennesker. Hvor sande fortællingerne var, betød ikke så meget, men de var der hele tiden. Det er nok lidt en flok galopperende mytomaner, jeg er vokset op med, så det ligger til højrebenet på et eller andet tidspunkt at producere en forfatter i familien.

Hvad kendetegner Herning i dine øjne?

– Det er en dejlig, tryg by at vokse op i. Den har en god størrelse, hvor der på én gang sker noget, men samtidig ikke sker alt for meget. Hvis jeg skal tænke på noget af det, jeg har med fra Herning i forhold til at blive forfatter, så er det det med, at tingene ikke behøver at være så realistiske. Men man kan ikke rigtig blive kunstner i Herning.

Hvorfor?

– Før jeg flyttede til København, havde jeg aldrig været til en litteraturoplæsning. Det fandtes ikke. Min far tog mig meget med på biblioteket, men ellers var det med bøger kun noget, der fandtes hjemme hos os. Herning har et meget stærkt erhvervsrettet fokus. Man kan heller ikke læse noget som helst humanistisk på universitetsafdelingen i Herning. Det medfører en stor effektivitet, men det efterlader ikke så mange muligheder for sådan en som mig. Jeg var utroligt glad for at vokse op i Herning, og jeg tænker ikke på mig selv som en, der er flygtet derfra. Jeg flyttede bare hen imod det, som jeg vidste, jeg skulle.

Men først arbejdede du faktisk i Sydbank – ligesom Maria i din bog?

– Ja, og jeg var helt vildt glad for at være kasserer i Sydbank. Jeg var super glad for mine kollegaer, mit skrivebord og mit navneskilt. Og for at betjene kunder. Jeg syntes, det var virkelig hyggeligt, og der var friskbagte boller med Nutella om morgenen. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle videre.

– Det var sådan en lidt sær ting, at jeg overhovedet var endt i en bank, men det kom sig af, at min mor syntes, det var på tide, at jeg fik et arbejde. Jeg var 15 år, jeg var blevet smidt ud af kirkekoret, fordi jeg var uenig med organisten, og så havde jeg omdelt reklamer i 14 dage og arbejdet en uge i en grillbar.

– Jeg tror, min mor var begyndt at blive lidt bekymret for, om jeg overhovedet kunne finde ud af at have et arbejde. En dag kom hun hjem med et opslag om en piccolinestilling i Sydbank og med en kraftig opfordring til at søge jobbet. Det gjorde jeg så og fik det. Jeg tror, at jeg var så glad for jobbet, fordi det var en lille verden, jeg fik for mig selv.

– Mine forældre var ved at blive skilt i de år, der var krisetilstand derhjemme, og det at være teenager i skolen er jo altid kompliceret. Men i banken fik jeg den her verden, hvor kollegaerne bare lukkede mig ind i deres fællesskab, og jeg fik lov til at være med til alting. Julefrokosterne, firmaudflugterne, rødvinsaftenerne hjemme hos en af kollegaerne. På den måde var det et virkelig interessant vindue ind til voksenverdenen for sådan en ung pige, og samtidig var det et sted, jeg havde for mig selv.

Hvorfor blev du ikke bare i banken så?

– Allerede dengang vidste jeg, at jeg gerne ville skrive. Jeg sad faktisk engang til en julefrokost i Sydbank og havde fået erhvervschefen som bordherre, og han syntes, det var på tide, at vi skulle snakke lidt alvorligt. Han spurgte, hvad det hele skulle blive til med mig. Og så slyngede jeg ud, at jeg skulle være forfatter. Han kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen, og så sagde han noget i retning af: ”Jamen Sarah, du virker jo ellers ganske fornuftig”. Der gik så en del år, før jeg faktisk satte mig ned og forsøgte at skrive noget. Men drømmen var der allerede dengang.

Sarah Skyt Persson
Foto: Les Kaner

Forventningspres

Sarah blev i banken, til hun var 22 år. Så skulle der ske noget. Hun flyttede til København for at læse litteraturvidenskab, dansk og filosofi. Der gik lang tid, før hun følte sig hjemme i hovedstaden og på universitetet, men hun var glad for at kaste sig over noget, hun brændte for. Da uddannelsen var i hus, begyndte hun at mærke omgivelsernes forventninger til, at hun skulle stifte familie og få et godt, fast job.

– Min far joker altid med, at jeg er typen, som det kan tage enormt lang tid at komme fra A til B. Og så længe man er i 20’erne, er det ligesom okay, at man famler lidt rundt og har nogle forskellige omveje og prøver noget af. Men så snart man passerer den der milepæl, der hedder 30 år, så træder man ind i et voksent årti. Jeg oplevede, at jeg skulle have styr på det hele, og hvorfor havde jeg egentlig ikke allerede det?

– Den følelse, jeg skrev romanen på, var følelsen af at gå rundt og vente på et klik, der ikke rigtig kom. Jeg ventede på, at min brik skulle falde på plads i puslespillet. Samtidig vidste jeg ikke rigtigt, hvor jeg skulle hen. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg ville skrive. Og det var samtidig gruset i maskineriet. For det gjorde, at jeg ikke rigtigt havde lyst til nogle af de ting, som jeg burde have lyst til. F.eks. at få et fast fuldtidsjob. Eller at få børn. Men inde i mit hoved var det jo netop fast arbejde og børn, der ville betyde, at jeg ikke fik tid til at skrive.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: For mig blev det meget ødelæggende, at min far døde

– Da jeg fyldte 30, havde jeg været færdig på universitetet i halvandet års tid og var ikke nået et skridt nærmere i forhold til at have en retning i livet. Jeg havde været projektansat på Louisiana Litterature og havde været vild med det, men det var et job, der kun fandtes halvdelen af året. Jeg søgte en stilling, som jeg burde søge, som fuldtidsgymnasielærer, og fik den.

– Den dag, jeg skulle underskrive kontrakten, havde jeg det som om, jeg ikke kunne få vejret. Da kontrakten skulle udskrives, gik netværket ned, så der ikke var forbindelse til printeren. Og jeg kan bare huske, at jeg stod og var så bange for, at min kommende arbejdsgiver kunne se, hvor glad jeg var for, at han ikke kunne få kontrakten printet ud. Jeg lovede, at jeg ville komme tilbage dagen efter, men da jeg gik derfra, tænkte jeg: Jeg kommer aldrig tilbage hertil. Det kunne jeg bare ikke.

– På det tidspunkt havde vi allerede drukket champagne med min mor, og hun var så glad for, at jeg nu fik både pensionsordning og gode barselsforhold. Så da jeg ringede til hende for at sige, at jeg alligevel ikke tog jobbet, var det en af de samtaler, hvor jeg lige lagde telefonen på bordet, mens hun snakkede af.

Sarah griner højt.

– Men nu, hvor jeg selv har fået en søn, forstår jeg hende jo godt. Man vil altid sine børn det bedste. For min mor var det et ønske om, at hendes barn nåede i sikker havn med et godt job.

Var det primært fra din nærmeste familie, at du oplevede et forventningspres?

– Jeg mærkede et massivt forventningspres både fra min mor og fra familien generelt. Jeg kommer fra en familie, hvor der er nogle stærke fortællinger om, hvem vi er, og hvem vi skal være, og det kan godt være noget, man drukner i. F.eks. fortællingen om, at familie er det vigtigste, så det skal man skynde sig at stifte. Eller fortællingen om, at det er vigtigt at have et arbejde, og derfor skal man simpelthen bare skynde sig ud og have den der fastansættelse et eller andet sted. Og jeg følte ikke, at jeg kunne leve op til noget af det. Eller havde lyst til at leve op til det.

– Samtidig havde jeg nærmest ikke fortalt til en levende sjæl, at jeg gerne ville skrive. Det var i mange år min lille hemmelighed, som jeg kun lige delte med de nærmeste. Og ja, bordherren selvfølgelig, efter et vist antal glas rødvin, ha ha. At blive forfatter var det, jeg allerhelst ville, og samtidig var det bare så usandsynligt, at jeg ikke rigtig kunne overskue at dele det med nogen. Hvilket så også betød, at folk mildest talt var overraskede, da romanen blev antaget. For mange kom det som et lyn fra en klar himmel. Men for mig føltes det som noget, jeg havde arbejdet virkelig længe på. Nærmest altid.

Så kom barnet

Sarah tilhører det, man kalder Generation Y, Millennials eller simpelthen mig-generationen. En generation, der ifølge Center for Fremtidsforskning netop er karakteriseret ved at have fået at vide, at alt var muligt, og at man er sin egen lykkes smed. Ved at træffe de rigtige valg kan man bestemme, om livet og karrieren bliver en succes. Og hvis succesen ikke indtræffer, er det i høj grad ens egen skyld.

Sarah ville egentlig gerne have børn, og hun havde også en kæreste, som hun havde mødt i Herning, lige før hun flyttede til København – og som efterfølgende flyttede over til hende – men det hele skulle gå op i en højere enhed med drømmen om at skrive den første roman.

Sarah Skyt Persson
Foto: Les Kaner

– Og igen var det sådan, at folk simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare blev gift og fik hus og børn. Jeg følte, at folk så på mig og tænkte: Hvad er der galt med Sarah? Hun har uddannelse, stabil kæreste, tilbud om fast job – hvad er problemet? Har hun mon en livskrise, følte jeg, de tænkte. Det havde jeg jo faktisk, og måske var alle tankerne i virkeligheden kun inde i mig selv.

– Jeg ved dybest set ikke, hvad andre gik og tænkte om mig. Men jeg følte, at jeg var sat af i forhold til alle andre, jeg kendte, som bare kørte på med uddannelse, job og familie. Da jeg var knap 31, besluttede jeg mig endelig for, at nu ville jeg skrive den her bog. Jeg tog lidt fri fra arbejde, isolerede mig og gik i gang. Der gik et par måneder, og så var jeg pludselig gravid.

– Omkring 14 dage forinden havde min kæreste sagt, at han syntes, det var nu, vi skulle have et barn, og jeg havde sagt til ham, at jeg bare lige ville have ET år mere, så var jeg klar. Men ja, så var jeg altså allerede gravid. Jeg gik vildt i panik og var helt rundt på gulvet over det. Fordi det ikke var noget, jeg havde valgt, det kom bare …

Men der er jo en vis risiko for, at det sker, hvis man ikke passer på…?

– Det kan man sige, ha ha. Og jeg burde have været knap så chokeret, det sagde min mor også! Men så var jeg til en tidlig scanning, og med det samme jeg så billederne på skærmen, havde jeg det sådan: Ja, det er mit barn, det vil jeg have. Og så forsvandt alle de bekymringer, jeg havde haft. For bekymringerne havde handlet om alt det udenom.

– Alt det, jeg troede, jeg skulle nå, inden jeg blev gravid, og hvad et barn ville ændre ved mit liv. Og så viste det sig faktisk, at det var det bedste, der kunne ske – også for min skriveproces. Det gav mig sådan en nu-eller-aldrig-følelse. Det var den vildeste deadline at have den terminsdato. Jeg VILLE være færdig. Det blev jeg så ikke helt.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler Olsen: Min søn gav mig en nyhed, der fik mig til at græde

Sarah gjorde bogen færdig, mens hun var på barsel med lille Svend, og i dag kan hun slet ikke forestille sig et liv uden ham.

– Nu får jeg så meget energi og kærlighed fra Svend, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skulle gøre uden. Samtidig er det med at blive mor endnu en fortælling, man virkelig, virkelig nemt drukner i. Man kan have nok så mange idéer om, hvad en god mor er, men lige pludselig er barnet der, og så må man bare navigere så godt, som man kan. Så det er det, jeg gør.

Hvem er Sarah Skyt Persson

Sarah Skyt Persson

Sarah Skyt Persson, 33 år

  • Forfatter aktuel med debutromanen ”Sku’ det være en anden gang” og gymnasielærer på deltid.
  • Født og opvokset i Herning, uddannet cand.mag. i dansk og filosofi og har været med til at starte skrivelinjen på Københavns Kunstskole, hvor hun selv har været elev.
  • Bor i København med sin kæreste, Evan Birkebæk, der er mekaniker og tegner. Sammen har de sønnen Svend på et år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Bøger