Petra Kleis

Foto: Privat Petra Kleis' opvækst har ikke altid været nem.

Fotograf Petra Kleis: ”Da jeg var 13, blev min storebror Johannes kørt ned af et tog”

Petra Kleis er fotografen, alle vil fotograferes af. Og hun har en fortid tungere end de flestes. Som helt ung kom hendes storebror ud for en togulykke. Han mistede begge ben og sin forstand, og deres mor gik i opløsning. Men Petra ønsker ikke, at man skal have ondt af hende. Alt andet. Hun er tough og følsom og vokset op med konstant dårlig samvittighed over at få lov til at leve sit liv.

Ulykken

“Jeg er vokset op i lilleputbyen Mårslet syd for Aarhus, tæt på skov og strand. Det er et underligt sted. På et tidspunkt var det en af de rigeste byer i Danmark, fordi der ikke er noget socialt boligbyggeri. Samtidig skete der alle mulige sindssyge ting i 90’erne. Folk kørte galt og døde, børn og forældre begik selvmord, og så var der min brors ulykke…”

“Da jeg var 13, blev min storebror Johannes kørt ned af et tog. Han var 15. Han var sammen med sin kammerat, de var på vej til fest og var fulde, og da de skulle over skinnerne, slog han hovedet ned i den ene skinne og kom til at ligge mellem skinnerne. Hans ven kunne ikke nå at gøre noget. Toget kørte over min bror, og han mistede begge sine ben. Han lever stadig. Eller… lever...”

“Min mor var meget deprimeret, siden hun var 12. Men hun kunne skjule, hvor dårligt hun havde det. Min far vidste det ikke, og jeg vidste det ikke, før min brors ulykke, hvor hun krakelerede fuldstændig.”

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: "I stedet for at blive anerkendt, bliver vi genstand for hån"

“Johannes havde altid været meget aktiv. Han blev danmarksmester i udspring flere gange, og han spillede basket. Han var en høj, flot fyr. Pludselig kunne han ikke noget. Han begyndte at drikke øl, ryge meget hash og selvmedicinere sig, fordi han havde fantomsmerter. Han kom på genoptræningscenter, hvor det ikke var Guds bedste børn, der boede. Johannes blev brugt som narkokurer. Han var så ung og så så uskyldig ud, at han kunne køre ud i byen i sin rullestol og hente stoffer, uden nogen lagde mærke til det. Han begyndte selv at tage nogle af de hårde stoffer, og da han kom hjem igen, var han blevet endnu mere vanvittig. Alle hans venner var i gang med alt muligt, og hans liv var gået i stå.”

“Min mor begyndte at selvmedicinere sig med metadon, og min bror fik en lejlighed i Aarhus. En aften kylede han alle sine ting ud fra fjerde sal og røg på den lukkede på ungdomspsykiatrisk. Min mor gik endnu mere i hundene og røg på den lukkede på voksenpsykiatrisk, hvor de lå med en etages adskillelse.”

Skrøbelige sind

“Min mors metadonmisbrug endte i et selvmordsforsøg. Jeg gik i 1. g. Jeg var angst, når jeg låste mig ind efter skole. I hvilken tilstand ville jeg finde hende? Jeg havde sjældent venner med hjem, og når jeg havde, skulle jeg først ind og tjekke, om hun var okay. Hun var decideret skæv og kunne rejse sig fra sengen og gå direkte ind i en dørkarm. Hun græd sjældent. Hun var mere apatisk. En dag lå hun livløs, fordi hun havde taget for mange piller. Jeg fik hende til at kaste op og ringede efter en ambulance. På hospitalet kunne de se i hendes prøver, at hun havde meget metadon i sit blod, fordi hun havde selvmedicineret sig, fordi hun havde det så skidt. Så var det slut med hendes arbejdsliv, hun arbejdede på et fortovshjem. Hun var nok 50, vil jeg tro.”

“I min gymnasietid røg min mor og min bror ind og ud af den lukkede. Min mor var meget deprimeret, og min bror var dybt skizofren og meget voldsom at være sammen med. Han stak tit af fra de hjem, han boede på, og han kom tit ud lige før juleaften, fordi der ikke var nok bemanding. Direkte hjem i julehyggen med et skingrende vanvittigt og skizofrent menneske. Der var nogle juleaftener, hvor det sprang totalt i luften, og han endte med at blive hentet af politiet.”

“Min far og jeg forsøgte at holde skruen i vandet. Jeg red meget, og jeg tror, at det har reddet mig, at jeg havde en hest, der skulle passes. Min far holdt sammen på det hele i alle de år. Han er sej. Og rimelig træmandsagtig. Det er man nødt til at være. Der er aldrig noget, der har været tabu i familien. Men det har ikke været sådan, at vi satte os ned for at holde et stort familiemøde og gav hinanden et knus bagefter. Det var mere tragikomiske samtaler og “Hvem laver aftensmad?” Min far og jeg er begge meget hårdføre, lidt for hårdføre måske. Kyniske. Jeg er en underlig kombination af helt ekstrem følsom og helt ekstrem hård og hårdfør nok til ikke at være gået i stykker af det, der er sket.”

“Jeg havde konstant dårlig samvittighed. Over at jeg havde et liv, og min bror ikke havde. At min bror sad på en lukket afdeling, og jeg ikke gjorde. Der var meget skyldfølelse, destruktion og melankoli. Jeg gik på massivt druk i weekenderne og passede ikke særlig godt på mig selv. Jeg gik mange ture for mig selv og isolerede mig.”

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: "Det er jeg ikke stolt af. Vores forhold er født i forbudt kærlighed"

Hvem er du?

“Da jeg blev gravid med tvillingepiger som 29-årig og boede i København, besluttede jeg mig for ikke at se min bror, fordi jeg var så bange for, at han ville slå mig i maven og freake ud over, at der var noget levende inde i maven på mig. Jeg så ham ikke i tre år. Det gik voldsomt ned ad bakke for ham, og mine forældre har fortalt mig, at han kørte ud til dem i kørestol i vintermånederne uden tøj på, stivfrossen, på flugt fra pushere, der ville have penge. Pusherne kom også ud til min mor og far og krævede penge og truede med, at de ellers ville tage ind og tæve Johannes. Mine forældre var under et stort pres. Og var i stor sorg. På et tidspunkt besluttede min mor sig for ikke at se ham, hvilket var ret vildt for hende, for hun har altid været meget vedholdende og overbærende og aldrig været sur på ham, selv om han var så urimelig. Hun har altid tænkt, at det var, fordi han var syg. Men hun var nødt til at tage afstand fra ham. Hun kunne ikke holde til det mere, fordi det var så voldsomt.”

“I mellemtiden var min mor blevet mere psykisk stabil. Hun fik medicin, der virkede bedre på hendes depressioner, og hun glædede sig rigtig meget til at blive bedstemor. Så fik hun en sygdom, der gjorde, at vævet omkring hendes vitale organer stivnede, så lungerne ikke kunne udvide sig og trække sig sammen. Det samme skete med mavesækken, blæren og slimhinderne, som holdt op med at virke. Hun havde udsigt til at blive kvalt og gik lige så stille i forfald.”

“For at det ikke skulle være nok, brækkede hun sin lårbensknogle, da hun var ude at gå med hunden. Men lægen var overbevist om, at det var ryggen, den var gal med, så de endte med at operere hende i ryggen. Det blev ved med at gøre ondt i hendes ben, så hun bad dem om at tage et røntgenbillede, og det viste sig, at knoglerne sad fuldstændig forskudt. Hun blev opereret tre gange, men det voksede ikke sammen, som det skulle, fordi der var gået for lang tid, fra bruddet skete. Hun havde det så dårligt, og det eneste, der holdt hende i live, var hendes børnebørn.”

“Da der var gået tre år, besluttede jeg at tage ud at besøge Johannes. Han boede på et hjem i Skejby. Den eneste grund til, at jeg kunne kende ham, var, at han sad i kørestol og ikke havde nogen ben. Jeg har aldrig set noget lignende. Han var et skelet. Dækkene på hans kørestol var punkteret, så han kørte rundt på fælgene, han havde kun underbukser på. Der var cigaretskodder og tomme øldåser overalt, brændemærker i sengen og alt muligt på væggene, jeg ikke ville vide, hvad var. Og det var altså et bosted, så der var nogen, der holdt øje med ham. “Hallo, hvad laver I?” tænkte jeg. Jeg spurgte ham, om han kunne huske, hvem jeg var? Det kunne han ikke og råbte, at jeg skulle gå min vej. Han var så overdrevet psykotisk, og jeg græd så meget.”

“Så gik jeg min vej. Jeg kunne jo ikke gøre noget. Det er gået op for mig i løbet af årene. Da jeg var yngre, udtænkte jeg alle mulige planer. Skulle jeg tage ham med ud at rejse? Finde et andet sted, han kunne bo? Men du kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes. Efter den periode røg han på den lukkede, hvor de endelig beholdt ham i så lang tid, at de afrusede ham for at se, hvad der var tilbage af ham. “Hvorfor gjorde I ikke det for 10 år siden?” tænkte jeg. Så kunne det være, at der var en lille chance for at redde noget af ham.”

“Mens han var der, døde min mor meget, meget forpint i 2018. Hun gav sin krop til videnskaben, og forhåbentlig har lægerne lært en masse af alle hendes skavanker.”

“I dag bor min bror på et hjem og er nogenlunde stabil, men han er stadig dybt skizofren. Det er i hvert faldt et halvt år siden, jeg sidst har set ham. Det var en søndag klokken 10, og han havde drukket fem øl.”

LÆS OGSÅ: Kit var udsat for partnervold i 15 år: "Jeg burde have haft en Oscar for min præstation"

Struktur og drukture

“Det er ikke let for mig at være i et forhold. Mit nervesystem har svært ved stabilitet. Men da jeg mødte Mikkel for 10 år siden, kunne jeg godt se, at hans ro ville være god for mig. Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle have familie og børn. Jeg har tænkt, at jeg skulle være alene, fordi det er det letteste.”

“Hvis strukturen og stabiliteten ryger, får jeg det rigtig dårligt. Jeg kan få angst og en masse dårlige tanker, blive usikker og synes, at jeg er dårlig til at være menneske, ven og partner og en dårlig fotograf.”

“Stoffer har jeg aldrig nogensinde rørt. Det har min bror vaccineret mig mod. Men jeg har drukket alt for meget alkohol og været på alt for vilde byture vel vidende, at der kommer en kæmpenedtur dagen efter. Derfor skal jeg lade være med at tage på drukture torsdag, fredag, lørdag som tidligere. Jo mere kontrol, der er over mit liv, jo mere frihed oplever jeg.”

“Jeg har det bedre med mig selv i dag, end jeg har haft hele mit liv. Jeg har det godt. Virkelig godt, faktisk. Jeg tror altid, at der er nogle sider af dig selv, som du ikke kan lide. Jeg kan være ekstremt kontrollerende, fordi jeg har brug for at have kontrol over det, der sker. Jeg kan blive meget ked af det og slået ud, hvis planen bliver ændret, og er dårlig til at sidde stille, særligt ved familiemiddage. Jeg skal helst gå rundt og ordne. Jeg kan slet ikke have den der fornemmelse af idyl.”

“Jeg føler mig stadig ret meget som en ø. Jeg er meget alene og er mig selv nærmest. Jeg ville ønske, at jeg kunne være mere tilfreds og glad for det, jeg har. Men jeg stræber hele tiden efter mere, særligt i mit arbejdsliv. Det er en egoting. Jeg vil gerne arbejde i udlandet, skyde forsider for internationale magasiner og lave store kampagner, men jeg ved også, hvor meget det koster, og hvor meget jeg er væk. Det er de færreste, som har en stor karriere i udlandet, som også har et godt parforhold og familieliv. Og jeg har brug for at være hjemme og have min hverdag for ikke at gå i hundene. Jeg er splittet.”

“Jeg er helt vildt glad for mit arbejde. Men jeg hader det også. Jeg skal stole på min mavefornemmelse og passe på med ikke at kigge mig for meget omkring. Jeg kan hurtigt komme til at føle, at jeg er den dårligste af alle fotografer i verden. Om du så er fucking Mario Testino, slipper du ikke af med den følelse, tror jeg. Den kan æde dig op.”

“Jeg har det allerbedst, når jeg er i mit sommerhus, omgivet af min kæreste og mine venner. Jeg er en bonderøv fra Jylland, der helst vil hænge ud med de andre bonderøve. Så laver vi mad, går ture, fortæller historier, griner, bader, spiller spil og chiller. Jeg har det også rigtig godt, når jeg fotograferer og laver portrætter især.”

“Mit liv har været fyldt med død og ulykke. Men det har også været fyldt med alt muligt andet. Jeg har flyttet mig, også fysisk, til København, da jeg fik min læreplads i 2007. Det var en lettelse, men gav mig også dårlig samvittighed. Det har der været rigtig meget af. Fordi min familie har haft det så pisse-dårligt. Især min bror. Fordi han aldrig kommer til at opleve de ting, jeg oplever. Det er så trist, at hans liv blev sådan. På grund af en åndssvag ulykke. Fordi han blev kørt ned af et tog.”

Om Petra Kleis, 38 år

  • Har bl.a. fotograferet Dronning Margrethe og forsiden med Andrea Elisabeth Rudolph til Eurowomans julinummer 2021.
  • Hun har også samarbejdet med kunstneren Maja Malou Lyse om bogen Girlfication.
  • Hun bor på Nørrebro med sin kæreste Mikkel Damkiær, som er iværksætter og reklamefilmproducer.
  • Sammen har de tvillingerne Noelle og Billie på seks år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Sorg og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg