Fotoreportage fra fødestuen
SPONSORERET indhold

Det blev en pige!

Hver dag ser 160 små, bløde babyer første gang dagens lys rundt om i Danmark. Hver eneste fødsel er en stor, intim oplevelse for forældrene. Der bliver blødt, svedt og skreget og ikke mindst fældet en sø af glædestårer. ALT for damerne fik æren af at være med, da Lise og Lasses anden datter Linea kom til verden på Hillerød Hospital.

Af:: Simone Anet Bodholdt Foto: Les Kaner
24. nov. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

10.00
Lise Bloch Holmsgaard og hendes mand Lasse træder ind på Hillerød Hospital. Det er lørdag, og der er helt stille på fødeafdelingen. Lise skal sættes i gang, hun er gået 12 dage over tiden, og det er ikke helt normalt for en flergangsfødende kvinde. Selvom hun er besværet af den struttende mave, tusser hun stille og roligt rundt og har ikke ondt endnu. Da Parrets ældste datter, Laura, kom til verden for fem år siden, gik fødslen så stærkt, at Lise knap nok nåede op ad trapperne til fødeafdelingen. Efter fødslen blev hun syet med 11 sting, så hendes største frygt er, at hun vil briste igen.
Ikke længe efter, den lille familie er ankommet, får Lise taget vandet for at sætte fødslen i gang. Og så er det ellers bare at vente.



12.17

Jordemoderen Mette Monsrud spørger til, hvordan hun kan være en god jordemoder for Lise og Lasse. Hun har arbejdet som jordemoder siden 1983 og taget imod tusindvis af børn. På Hillerød Hospital er jordemødrene på vagt i 12 timer ad gangen, og ofte når de to fødsler plus det løse, som Mette siger. De første veer får Lise til at blive helt stille, hun suger luft ind og svarer med spag stemme på Mettes spørgsmål. På en skala fra et til ti ligger hendes smerter nu omkring de syv.

LÆS OGSÅ: Derfor spiser Nadia sin moderkage



13.22

Lise er seks centimeter åben, og Mette udbryder, at det bliver en drøm af en fødsel. Hun beder Lise trække vejret ind gennem næsen og helt ned i maven. Lise får et bælte om maven, der registrerer barnets hjertelyd. Ti minutter efter rammer presseveerne, og Lise forsvinder ind i sig selv. Der kommer ingen lyd fra hendes læber, men kinderne har fået farve, og hun bider tænderne hårdt sammen, hver gang smerten bølger ind over hende.



13.41

Lineas hjertelyd er faldet, derfor har Mette fået selskab af afdelingsjordemoderen, som skal tage en lille prøve fra barnets hoved for at undersøge blodets pH-værdi. Prøven skal fortælle, om Linea mangler ilt og derfor skal hurtigere ud. Heldigvis ser alt fint ud, og Mette kan fortsætte arbejdet med at sikre, at Lise ikke brister under fødslen. Hun holder Lineas hoved i åbningen for at give Lise tid til at udvide sig og bruger et særligt teknisk greb, der kaldes den norske metode.

LÆS OGSÅ: 3 kendte mænd om at være far



13.58

3940 gram og 52 centimeter. Linea er ankommet til verden. Den sidste del af rejsen gik som smurt. Lise ånder lettet op, da Mette fortæller, at hun klarede fødslen uden at briste.


13.59
Tårerne løber ned af Lasses kinder, da Linnea bliver lagt på Lises mave. Han er lettet efter en halv times hårdt arbejde med at holde Lises ben og gispe med på Mettes instruktioner. Det er frustrerende for ham ikke at kunne hjælpe sin kone og bare skulle se til, mens hendes ansigt er fortrukket i smerte. Nu er det hele overstået, og mens Lasse klipper navlestrengen over, ser Lise for første gang ordentligt på sin datter. "Hun har meget hår", hvisker hun gennem smil og tårer.

15.07
Linea får sit CPR-nummer og bliver målt og vejet. Langsomt er hudens blålige nuance aftaget, og hun har fået en fin lyserød babyfarve. Samtidig tjekker Mette for ganespalte, og om ørene sidder rigtigt.



15.35

Jordemoder Mette Monsrud, der lige har været på kursus i Norge fortæller, at dér lægger jordemødrene altid nybagte mødre om på venstre side, og sådan ligger de og ammer for første gang. "Det er vigtigt med hud til hud-kontakt. Særligt de første 24 timer, fordi det frigiver hormoner", forklarer hun. Lise følger instruktionerne, og roen sænker sig over stuen, mens Linea får mad hos sin mor for første gang.


LÆS OGSÅ: Sådan får du sunde vinterbørn