Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Spiseforstyrrelser
Foto: Anne Nørkjær Bang

Spiseforstyrrelser

Fra anoreksi til bulimi: Julia tog 40 kg på i løbet af et halvt år

28-årige Julia Lundsteen har gennem 12 år kæmpet med voldsomme spiseforstyrrelser og et selvværd, der var så dårligt, at hun til sidst havde lyst til at køre i grøften. Her er hendes historie om vejen tilbage til livet.

Jeg har været syg i 12 år. I de første fire-fem år havde jeg anoreksi, og det skiftede så over og blev til en form for tvangsoverspisning, hvor jeg tog 40 kilo på. Til sidst blev det til bulimi, hvor jeg skiftevis overspiste og kastede op. Så kom jeg i behandling. I dag er jeg erklæret rask.

ANOREKSIEN
Allerede som barn var jeg god til at sætte nogle ret vilde, urealistiske mål for mig selv. Da jeg var fem år, havde jeg en klar ambition om, at jeg ville på herrelandsholdet i fodbold. Jeg spillede meget sammen med min tvillingesøster, og da vi var omkring 13-14, fik vi gjort os ret godt bemærket til nogle unionssamlinger for unge piger. De store sjællandske klubber fik øjnene op for os, og vi begyndte at spille fodbold i Brøndby.

Derfra gik det stærkt. Da jeg skiftede til Brøndby, begyndte jeg også i gymnasiet, og det betød store omvæltninger i mit liv. Jeg gik fra at have været den bedste i den lille klub til pludselig at gå blandt nogle af Danmarks allerdygtigste ungdomsspillere. Jeg følte mig så utilstrækkelig. Og på en eller anden måde plantede der sig der en tanke i mit hoved om, at hvis jeg bare lige tabte mig lidt, så ville det blive meget bedre.

LÆS OGSÅ: Her er diagnosen, som rammer flere kvinder end mænd

Jeg sammenlignede mig meget med de dygtige fodboldspillere på Brøndbys elitehold. De var sindssygt fitte og vildt gode. Jeg ville så gerne være ligesom dem. Jeg intensiverede min træning. Selvtræning, styrketræning, alt hvad jeg kunne komme på for at blive lige så god som dem på urealistisk kort tid. Jeg tabte mig og blev faktisk en lidt bedre fodboldspiller. Jeg kom på ungdomslandsholdet, U-19-landsholdet, som det hed på det tidspunkt, og alligevel kunne jeg ikke fokusere på andet end, at jeg ikke var god nok. Jeg var jo ikke den bedste.

Det begyndte langsomt at tage overhånd med motionen og med mine idéer om, hvad, og især hvor lidt, jeg skulle spise for at være sund. Jeg droppede at gå til fester, for jeg kunne slet ikke se, hvordan det skulle harmonere med en sund livsstil. Der er mange elitesportsudøvere, som ikke fester og sådan noget, så jeg havde et fint alibi i fodbolden.

Spiseforstyrrelser er enormt ensomme. Nogle gange, når der kom et øjeblik af klarhed, kunne jeg godt se, at andre mennesker på min egen alder havde det væsentligt sjovere, end jeg havde det. Men jeg var bare så opsat på det. Der var kun to ting, der styrede i mit liv på det tidspunkt: At få gode karakterer i skolen og at være den bedste på fodboldbanen. Og så var jeg sådan set klar til at give afkald på alt andet.

Jeg blev virkelig asocial i skolen. Jeg havde ikke særligt mange venner, og når vi havde frikvarter, løb jeg, når jeg så mit snit til det, rundt i gaderne i stedet. Alt handlede om forbrænding. Jeg skulle hele tiden have noget motion.

Jeg tror egentlig, at jeg var en af de sidste, der kunne se, at der var noget galt. Trænerne i Brøndby blev ret hurtigt bekymrede, og det gjorde mine forældre også. Men jeg boede i Holbæk og spillede i Brøndby, så jeg var meget væk, og de havde ikke mulighed for at holde øje med det sundhedsræs, jeg var begyndt at køre.

Julia Lundsteens spiseforstyrrelse blev sat i gang, da hun begyndte at spille fodbold på eliteplan i Brøndby. Foto: Julia Lundsteen. 

Jeg kom i behandling under Team Danmark hos en diætist, da jeg var 16-17 år, men jeg fortsatte alligevel med at tabe mig. Jeg løj meget og sagde for eksempel, at jeg skulle spise brunch med en veninde, når jeg i virkeligheden bare tog i træningscenteret.

Vægttabet begyndte at gå ud over mine evner som fodboldspiller. Jeg blev kørt over inde på banen, og mit spil var blevet unuanceret og uklogt, fordi min hjerne simpelthen ikke havde energi til at skulle tænke på fodbold mere.

I dag er folk jo meget kulhydratforskrækkede, men sådan var det egentlig ikke så meget for mig dengang. Det var ikke fordi, jeg spiste mange kulhydrater, generelt spiste jeg ikke ret meget af noget, men det var især fedt, jeg slet ikke kunne tillade mig selv at spise. Det fik jeg så taget revanche for senere, da det så slog over og blev bulimi. Men på det her tidspunkt var det en kombination af ekstremt meget motion og ekstremt lidt mad.

Min familie kunne godt se, at den var helt gal. Og de var faktisk ret konsekvente. De kunne godt finde på at lægge en Mars-bar på bordet og sige: Nu spiser du den bare. Det var angstprovokerende for mig. Og hvis jeg havde været udsat for sådan noget, sørgede jeg for at løbe om natten. Så mens de andre lå og sov, løb jeg rundt og fik forbrændt det, jeg havde spist.

LÆS OGSÅ: "Hvis jeg skar i mig selv, tog jeg ikke mit liv den dag. Så kunne jeg leve en dag mere."

Min idrætspsykolog spurgte mig på et tidspunkt: Hvorfra kommer motivationen til at spille fodbold lige i øjeblikket? Og der måtte jeg jo bare konstatere, at 95 % af det handlede om, at jeg forbrændte kalorier. Legen og det sjove ved at spille fodbold, som jeg jo altid har elsket, var blevet en så lille del af det.

Jeg var blevet advaret mange gange, og på et tidspunkt skete det så: Jeg blev ekskluderet fra landsholdet og sat af Brøndbys elitehold. Jeg drak altid en masse vand, inden jeg skulle vejes, men de regnede mig ud, og til sidst sagde de: "Nu kan vi simpelthen ikke retfærdiggøre, at du løber rundt inde på banen længere." Det var jo heller ikke særligt motiverende for de andre piger at se på. Lige på dagen var jeg dybt ulykkelig, men den efterfølgende dag kom jeg til at tænke på, at det måske var meget fint, for nu stod fodbolden ikke længere i vejen for, at jeg kunne sætte mit energiindtag endnu mere ned. Nu kunne jeg bare lave hovedløs motion, uden at tænke på at jeg skulle have energi til fodboldbanen.

TVANGSOVERSPISNINGERNE OG BULIMI
Lige omkring min studentertid fik jeg det lidt bedre i hovedet. Jeg begyndte at blive social og feste mere, og jeg fik min menstruation som 19-årig, hvilket jo var et tegn på, at kroppen var begyndt at udvikle sig, om end forsinket. Jeg gav mere og mere afkald på den der tynde, fitte drengekrop, som havde været mit ideal.

Jeg flyttede hjemmefra og begyndte at studere på Københavns Universitet. Mine forældre var meget nervøse for, at jeg skulle ryge tilbage i det gamle restriktive mønster, men faktisk skete det komplet modsatte. De så, at jeg tog på, blev større, og de forstod slet ikke, hvad der foregik.

Den selvkontrol, som dominerede min anorektiske periode, var slået over i kontroltab. Jeg proppede mig bare og kunne slet ikke styre det.

Jeg er 173 høj. Jeg har fundet nogle papirer, som siger, at jeg har vejet omkring 46 kilo, da min vægt var lavest. Og min højeste vægt ligger på 85, måske højere. Så det er 30-40 kilo, jeg har taget på over et halvt år. Og det var først, da jeg havde taget de mange kilo på, at jeg også begyndte at kaste op, for at vægten ikke bare skulle stige og stige.

Maden blev en måde at håndtere mine følelser på. Ligesom sulten var, da jeg havde anoreksi. Jeg har generelt haft svært ved at vise følelser, ved at blive gal eller græde. Så i stedet for at give udtryk for, at "nu er jeg ked af det" eller "nu er jeg vred", som folk, der har en normal følelsesregulering gør, så spiste jeg eller sultede mig.

Følelserne handlede især om lavt selvværd. Jeg følte mig aldrig god nok. Mit liv var nederlag på nederlag, og selvom jeg fik 13 i et fag, var jeg ikke glad, for det var jo bare fordi læreren ikke havde gennemskuet, hvor dårlig jeg var.

Det var en periode, som var fyldt med skyld og skam, som jeg så også spiste på. Det var meget en enten-eller-tankegang, jeg kørte efter. Enten var det ingen mad, eller også var det hele Brugsens chokoladeafdeling. Det var massivt, og jeg stiftede da også en pæn gæld i den periode. En dag med massive overspisninger kan jo sagtens koste flere tusinde kroner.

Vægt generelt er enormt tabubelagt. Især når det handler om overvægt. Set i bakspejlet kunne der måske godt have været flere, der spurgte ind til det. Men det er nemmere i dag at sige: "Uh, du er godt nok blevet tynd", end det er den anden vej. Der siger man ikke noget. Men folk kunne jo godt se, at jeg ikke havde det godt. Når jeg ser billeder af mig selv fra den tid, ser jeg også ked ud af det og ulykkelig ud på alle mulige måder.

Jeg var godt klar over, at jeg havde brug for hjælp. Men jeg skammede mig så meget over det. Jeg hadede mig selv, og det har jeg også skrevet i mange af mine dagbøger: "Jeg hader mig selv, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne komme ud af den her krop."

Men det var ikke kun min krop, jeg hadede. Spiseforstyrrelser kan godt få en til at ændre en lille smule personlighed. Og man kan godt få en adfærd, som man virkelig kan skamme sig over.

Nogle af historierne fra den tid er rigtig dystre, men der er også nogle, jeg kan grine af i dag. For eksempel boede jeg på et tidspunkt hjemme hos mine forældre, og de var nødt til at låse vores køleskab og låse maden væk, så jeg ikke gik og spiste hele tiden. Men fryseren stod ubevogtet hen om natten. Så på den selvsamme gård, hvor jeg år forinden havde tvangsmotioneret om natten, da jeg havde anoreksi, tilbragte jeg nu natten med at spise frosne forårsruller, og hvad jeg ellers kunne finde i fryseren. En nat fandt jeg en kage dernede, og det blev jeg selvfølgelig vildt glad for. Jeg kunne ikke tø den op, for så ville mine forældre opdage det, så jeg spiste den frossen. Næste morgen kunne min mor ikke forstå, hvor den kage, hun skulle have med på arbejde, var blevet af. Men det var jo mig, der havde spist den. Og sådan var der mange situationer, hvor man udsatte folk for alt muligt og stak en masse løgne for at kunne tilfredsstille sin spiseforstyrrelse.

Der er mange eksempler, hvor det virkelig har været skamfuldt. Jeg er blevet taget af min mor i at sidde og overspise fælt, og jeg har stået med hænderne nede i en skraldespand og ledt efter mad, hvor nogle af mine veninder kom forbi. Jeg er stadig virkelig ked af mange ting fra den periode, men hvis jeg skulle græde over det hele, kunne jeg græde fra nu af til jeg blev gammel. Nu prøver jeg at have lidt selvironi omkring det. Se det på en sjov måde. Det synes jeg også, at mine omgivelser er rigtig gode til.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

Der var engang, hvor jeg var rigtig træt af livet. Jeg kørte i min fars bil med automatgear, satte speederen i bund og var fuldstændigt ligeglad med, hvad der skete. Jeg sagde til mig selv: "Hvis det er en mand, der synger på den næste sang, jeg hører i radioen, så kører jeg i grøften. Hvis det er en kvinde lader jeg være". Og så var det heldigvis en kvinde. Men stadig i dag kan jeg godt tænke: Var jeg mon kørt i grøften, hvis det havde været en mand?

En dag fortalte jeg min søster om episoden. Hun tog det med alvor, og hun sagde, at hun ikke troede, at jeg var kørt i grøften, hvis det havde været en mand, der sang. Men så, efter lidt tid, spurgte hun: Hvad nu, hvis det havde været en duet? Og så skraldgrinede vi jo. Det var den rareste måde at håndtere det på.

BEHANDLINGEN
Det var mine forældre, der tog initiativ til, at jeg kom i behandling. Jeg var helt ligeglad med mit liv på det tidspunkt. Hvis jeg ikke var kommet i behandling, tror jeg godt, at jeg på det tidspunkt kunne have fundet på at træffe beslutningen om, at jeg ikke skulle være her mere. Det var rigtig hårdt.

Da jeg blev indlagt, blev mit Dankort taget, og jeg fik den mad, jeg skulle have, hverken mere eller mindre, i løbet af en dag. Jeg lærte at spise normalt. Og jeg tabte mig faktisk af at spise normalt. Jeg kunne mærke, hvordan min krop hurtigt fik det bedre, og jeg fik lidt mere overskud, fordi jeg ikke havde de store udsving i vægten.

Jeg var døgnpatientindlagt Kildehøj Privathospital i syv måneder, indtil jeg begyndte at kunne prøve at sove hjemme. Det tog lidt over et år, før jeg var rask. Jeg tog det i meget små skridt. To skridt frem, et tilbage. Hele tiden. Absurd nok havde jeg nogle veninder, der havde stået ved mig, uanset hvor meget jeg havde prøvet at skubbe dem fra mig, og en familie, der virkelig var der for mig, og det var guld værd i den periode, hvor jeg skulle prøve at komme tilbage til et liv, som jeg ikke rigtig havde levet i mange år.

28-årige Julia Lundsteen var syg i 12 år, inden hun endelig kunne kalde sig rask fra sine spiseforstyrrelser. I dag læser hun statskundskab på Københavns Universitet, men holder lige nu orlov fra studierne, for at tænke over hvad der skal ske i fremtiden. 

I sommeren 2014 følte jeg mig fuldstændig klar til at komme ud og videre med mit liv. Men det var for hurtigt. Overspisningerne vendte tilbage, og jeg måtte kapitulere og tage tilbage i behandling.

Det, der virkelig hjalp mig i behandlingen, var at lære at håndtere mine følelser på en god måde. Det var først, da jeg kom i behandling, at jeg lærte at kunne græde og blive vred.

I DAG
Jeg har været i behandling med én, som siger, at hun bærer sin fortid med stolthed. Det kommer jeg aldrig nogensinde til at sige. Men det har givet mig en enorm uddannelse i mig selv og i livet generelt. Jeg kender mig selv virkelig godt i dag og kan forudsige ret præcist, hvordan jeg vil reagere i forskellige situationer. Jeg ved også, hvad jeg skal være opmærksom på. For eksempel skal der aldrig være noget, der hedder "forbudte fødevarer" for mig. Jeg løber, men det er uden pulsur, og jeg vil ikke have nogen vægt i min lejlighed. Jeg går heller aldrig i et fitnesscenter igen. Ikke fordi jeg er bange for, at det trigger noget, men jeg synes bare, at det er sådan et trist sted at være.

Jeg spiller desværre ikke fodbold mere. Jeg har forsøgt flere gange, men det er ikke godt for mig. Så nu er fodbold begravet sammen med spiseforstyrrelsen. Til gengæld elsker jeg stadig at se fodbold i fjernsynet og på stadion.

Det er svært at sige, hvorfor det lige blev mig. Min tvillingesøster har aldrig haft noget, og vi har haft samme opvækst og begge spillet elitefodbold. Der er mange elitesportsudøvere, der ikke får spiseforstyrrelser. Men jeg har altid været et sensitivt barn, og jeg har altid haft en stor angst for at blive voksen. Det kan godt spille ind, tror jeg.

LÆS OGSÅ: Julie fik et "englebarn" - og sagde farvel til hende på Facebook

Hvis man er alkoholiker, så skal man helt give afkald på alkohol, men det kan man ikke gøre på samme måde med mad. Så man bliver jo hele tiden konfronteret med det. Hvis jeg kunne leve uden mad, så havde det nok været det nemmeste for mig. Jeg har ingen problemer med at spise i dag, og jeg går gerne ud og spiser med andre. Men jeg har en enorm respekt for, at hvis jeg er uopmærksom og ikke passer nok på mig selv i perioder, så kan jeg få det rigtig svært.

Jeg sætter utrolig stor pris på mit liv i dag. Og jeg har en kæreste, som godt kan rumme den fortid, jeg slæber rundt på i bagagen. Jeg er 28 år og måske ikke helt der, hvor jeg gerne ville være i mit liv i forhold til karriere og sådan noget. Men sammenholdt med de perioder i mit liv, hvor jeg virkelig har været nede, så er jeg lykkelig i dag. Jeg er blevet et mere overbærende menneske. Jeg har det jo grundlæggende godt, så det går nok, hvis kassemedarbejderen er lidt langsom, eller brevet er blevet krøllet i posten.

Hvis man kender nogen, som man mistænker for at have en spiseforstyrrelse, bør man reagere. Vi er så gode til at gøre det modsatte, fordi det er så ubekvemt at skulle blande sig i andres liv. Men hvis der er noget, som er fejlagtigt at gøre i forhold til en spiseforstyrrelse, så er det ikke at sige noget. Hvis man har en mistanke, så er der sikkert en god grund til det. Og jo længere personen får lov at køre det ud, jo sværere er det at blive rask.

LÆS OGSÅ: To unge mænd sagde, at Julie ikke burde have bikini på. Her er hendes svar

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Light og salte fisk"

LÆS OGSÅ: Ida led af angst i fire år - sådan kom hun over det

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Bulimi, Spiseforstyrrelser og Anoreksi