”Min positive tilgang har altid hjulpet mig ud af offerrollen”
Foto: Bjørli Lundin

”Min positive tilgang har altid hjulpet mig ud af offerrollen”

Fra barnebrud til selvstændig ildsjæl

Hun blev gift væk som 13-årig og var allerede mor til to, da hun ankom til Danmark fire år senere. Men Razan Haugaard har aldrig været et offer - og det er netop budskabet, hun i dag bruger til at hjælpe andre flygtningekvinder med at integrere sig i det danske samfund.

- Hvis man befinder sig i en undertrykkende situation, bliver man offer for den. Jeg har altid bevaret kontrollen over min situation og har aldrig følt mig magtes- eller hjælpeløs. Min positive og optimistiske tilgang til tingene har altid hjulpet mig ud af offerrollen - men det er nogle gange hårdt arbejde at gøre sig fri.

Sådan fortæller den nu 47-årige Razan Haugaard. I løbet af sit knap fem årtier lange liv har hun både været barnebrud, kurdisk frihedskæmper, politisk flygtning og i dag; karrierekvinde og mor til fire.

Da hun første gang satte fod på dansk jord, bare 17 år gammel og med to små børn på armen, så udsigterne ikke umiddelbart lyse ud. Men den unge iraker valgte at se det med helt andre øjne. For hende blev uddannelse, en skilsmisse og et nyfundet mod til at tage hånd om sit eget liv starten på en dannelsesrejse – og en bedre tilværelse.

 

Gift væk for penge

I byen Sulaymaniyah, hvor Razan voksede op, var arrangerede ægteskaber ikke usædvanlige. Det var det til gengæld at gifte en pige i så ung en alder væk. Morens beslutning kom derfor som et chok for Razan, og hun var ikke i tvivl om, hvad formålet var.

- Min mor havde svært ved at acceptere, at vi ikke havde råd til de samme ting som før krigen mod Iran. Hun havde veninder, hvis liv var præget af en vis velstand, og det skulle ikke kunne ses udadtil, at vi konstant var i pengenød. Hun ønskede, at alle børnene fik en uddannelse og klarede sig selv, så det at gifte mig til en rig familie, kunne være med til at give hende sit drømmeliv tilbage.

Trods klager og protest endte Razan med at blive gift med den en del år ældre partisan, og bare kort efter vielsen flyttede hun med ham ud i bjergene, hvor de kurdiske frihedskæmpere gemte sig fra Saddam Husseins folk. For manden og hans gruppe var det en festdag. Det var det ikke for 13-årige Razan. Hun var skrækslagen for både bryllupsnatten og ægteskabet.

- Det at blive hustru og mor med alt det ansvar, som det indebærer, var ikke altid nemt. Jeg har haft søvnløse nætter på grund af angst for ikke at være god nok, ikke at kunne gøre det rigtigt og at fejle som mor. Jeg skulle arbejde hårdt for at fremstå som en voksen og selvsikker kvinde.

Det er kvinder som mig, de kalder ofre

I den nye bog ”Det er kvinder som mig, de kalder ofre” skildrer forfatter og kulturjournalist Dorte Hygum Sørensen hele historien om Razan Haugaards barske, men også glædesfyldte liv – om både flugt, kærlighed, svigt, sorg, familie og om at stå mellem to kulturer. Se mere på gyldendal.dk 

Mødet med en ny kultur

Usikkerheden fortsatte, da krigen fire år senere førte Razan, manden og deres nu to børn på flugt mod Europa. Ved ankomsten i Danmark blev de midlertidigt adskilt fra hinanden, og selvom Razan oplevede at blive taget godt imod, var den første tid angstprovokerende.

- Da jeg lige var kommet til Danmark, blev jeg adskilt fra min mand i en uge eller to, mens myndighederne forsøgte at finde ud af, hvem vi var, og hvor vi kom fra. Jeg har aldrig følt mig så alene, som da jeg sad dér, 17 år gammel, på et værelse i et vildt fremmed land med mine to børn.

Så snart en hverdag begyndte at forme sig, blev Razan dog hurtigt positivt stemt over for de nye omgivelser. Familien blev sendt til Sundby på Lolland, hvor velkomsten var fantastisk. Folk var rare, og der gik ikke længe, før Razan begyndte at få veninder i nabolaget.

- Kvinderne var fri på en helt anden måde, end jeg før havde kendt. Og jo mere jeg spurgte, jo mere fandt jeg ud af, på hvor mange områder friheden gjaldt. Jeg blev fascineret af deres kropsfrigørelse, og at de turde at føle lyst og at gøre, hvad de havde lyst til uden at føle skyld eller angst for at blive straffet for det. Hvis mænd bestemmer over kvinders kroppe, lyst og seksualitet, så bliver kvinder aldrig fri. Så længe det står på, kan kvinderne ikke gøre sig frie, blive hele, stærke mennesker og folde deres potentiale ud.

 

”Det er mit ansvar at gøre noget”

Drømmen om den form for frigørelse, Razan fik øje på hos de danske kvinder, blev byggestenen i hendes videre dannelseshistorie. Hun er siden blevet skilt, gift på ny, mor til i alt fire, skilt igen, indehaver af en hel række uddannelser - og ikke mindst en imponerende karriere hvor hun hjælper med at integrere flygtninge- og indvandrerkvinder.

- Tanken om at gå den vej arbejdsmæssigt opstod, da min yngste søn engang spurgte mig, om han var halvt perker. Jeg tænkte: Hvad sker der? Jeg bor i Hellerup, som er et multikulturelt område, hvor minoritetsproblemer normalt ikke er på tale. Det skræmte mig at høre, at der blev talt sådan blandt børnene, og jeg følte, at det var mit ansvar til at gøre noget ved integrationen i Danmark. Jeg kunne ikke forvente, at politikere og andre skulle ændre nogle menneskers fordomme om indvandrere og flygtninge eller få borgere med ikke-dansk baggrund til at følge sig trygge i samfundet.

Senest har Razan været med til at udvikle programmet ’Kvinder i Job’, der skal sikre, at flere med flygtninge- eller indvandrerbaggrund kommer i arbejde. På arbejdet deler hun dagligt ud af de hårdt opsparede erfaringer og redskaber, hun selv har brugt for at nå til, hvor hun er i dag. Faktisk ser hun det som en pligt, og hun ved om nogen, hvad det kræver.

- Man ved ikke altid selv, at man er underlagt social kontrol, men når jeg i mit arbejde giver kvinderne eksempler og får dem til at tale sammen om det gode liv, så begynder de at få øje på egne muligheder og kan handle. Jeg prøver at få dem til i fællesskab at forstå deres liv, så de kan forandre det, forklarer Razan Haugaard.

bogbillede---intext.jpgSe, hvor du kan købe bogen ”Det er kvinder som mig, de kalder ofre” her