FYRET... Hvad pokker gør jeg nu?

Anne Marie Escobar Schytt havde for et år siden fået nyt job som chefkonsulent på Sjælland i firmaet KompetenceCenter Danmark, da hun i december 2008 ved et salgsmøde fik at vide, at firmaet var gået konkurs. – Jeg var godt klar over, at vi måske skulle skrue forventningerne lidt ned i firmaet, men konkursen havde jeg ikke set komme, siger hun.

– Lige først var jeg bare skuffet. Der var blevet sat så mange projekter i gang, og jeg syntes, vi gav op meget hurtigt. Naturligvis blev jeg også ret utryg ved at have mistet mit arbejde på den måde. Jeg havde ikke prøvet at være en del af en konkurs før. Jeg vidste, jeg var berettiget til tre måneders løn gennem Lønmodtagernes Garantifond, men hvordan og hvornår jeg kunne få pengene, anede jeg ikke. Og til sidst kom bevidstheden om, at jobmarkedet er ekstremt svært i øjeblikket, og at det sikkert ikke ville blive nemt for mig at finde et nyt job.

– Da jeg gik hjem den dag, følte jeg mig meget ensom. Jeg var blevet separeret et halvt år før, havde en hjemmeboende datter på 10 år og var nervøs for, hvordan fremtiden skulle blive.
– Der gik da også over to måneder, før jeg fik min løn. Det var ikke rart, da vi nåede til den 31. december, og der stadig ikke var gået noget ind på min konto. Vi holdt en spartansk jul, men alligevel hobede regninger sig op, og jeg var nødt til at ringe til banken og forklare, at jeg havde brug for et midlertidigt lån til at klare de faste udgifter. Det fik jeg, og endelig sidst i januar fik jeg løn, og der kom ro på.


Anne Marie Escobar Schytt, 46, er merkonom inden for markedsføring. Hun bor i Charlottenlund, er separeret og har tre børn. Tvillingerne på 20 er flyttet hjemmefra, mens datteren på 10 stadig bor hjemme.Søger i alle hjørner
Anne Marie Escobar Schytt har skiftet job fem gange i løbet af sin karriere, og det er altid sket uden de store problemer. Hun betragter sig selv som erfaren, åben over for nye udfordringer og fleksibel.

– Men jeg kan mærke, at det var nemmere at finde et nyt arbejde tidligere. Jeg har søgt i flere måneder nu uden resultat. Indimellem får jeg den her stikkende fornemmelse i maven og tænker: Finder jeg nogensinde noget? Jeg søger i alle hjørner af, hvad jeg kan og har nok efterhånden søgt omkring 40 stillinger, men er end ikke blevet kaldt ind til samtale. Det føles, som om samfundet er gået helt i stå.
– Jeg har lavet en regel om, at jeg hver dag skal sende en ansøgning eller gøre noget andet helt konkret for at finde et job, så jeg bagefter har en fornemmelse af, at der sker noget. Ellers tager den ene dag hurtigt den anden, og jeg får en følelse af at stå stille.

– Det har hjulpet meget på min motivation, at jeg er kommet med i det, de kalder en jobklub i min fagforening, De Frie Funktionærer. Der møder jeg andre, som også har mistet deres arbejde, og der er dygtige coaches, som hjælper med at genopbygge ens selvtillid, der jo nemt bliver lidt flosset i sådan en situation. De instruerer også én i at skrive sit cv på en anden måde, end man plejer. Indtil videre har Anne Marie Escobar Schytt formået at holde skuden i vandet økonomisk, men hvis hun bliver ved med at skulle leve af dagpenge, kan det blive nødvendigt for hende at sælge sin bil.

– Uden mit job er jeg ikke længere afhængig af den, så det er et luksusproblem. I forvejen er jeg holdt op med at købe tøj og gå til frisør. Alle mine penge går til mad og faste udgifter. Hendes bedste råd til andre jobsøgende er at komme ud ad døren og møde andre med samme problemer. – Ikke for at ynke dig selv og de andre, men for at få nye idéer og inspiration. Der findes ikke noget nemmere end at sætte sig ned og sige: Jeg er nok for gammel, nok for under- eller overkvalificeret, nok for ditten eller datten. Det kan du bare ikke bruge til noget som helst.


„Jeg har lavet en regel om, at jeg hver dag skal sende en ansøgning eller gøre noget andet helt konkret for at finde et job.“
„JEG GIK IKKE I PANIK PÅ NOGET TIDSPUNKT“

Klokken 23 en søndag aften i februar i år, da Lene Nissen lå i sin seng, indløb en besked på mobiltelefonen fra hendes nærmeste chef om, at hun skulle møde op til et fællesmøde næste morgen kl. 9. På det tidspunkt havde hun arbejdet halvandet år hos modefirmaet IC Companys, hvor hun var designer på mærket Cottonfield og tog sig særligt af herrestrik og accessories. Et job, hun var meget glad for. – Det undrede mig godt nok lidt med den besked, siger hun.

– Jeg var jo allerede indkaldt til et møde om den nye kollektion på det tidspunkt, så hvorfor nu denne ekstra indkaldelse? Men jeg anede ikke uråd og lagde mig til at sove uden at være specielt nervøs. Jeg vidste selvfølgelig godt, at finanskrisen havde haft en negativ indvirkning på firmaet, men der havde været en stor fyringsrunde i september sidste år, så jeg tænkte, at vi vel var fredet nu – os, der var tilbage.

– Næste morgen, da jeg kom på arbejde, hentede jeg en kop te og mødte en af mine kolleger, der var på barselsorlov. Hun var også indkaldt. Så begyndte jeg virkelig at undre mig, og det strejfede mig, at det kunne være, at firmaet skulle lukke helt. – Ved mødet var hele ledelsen til stede. Pressen havde åbenbart fået opsnuset noget om en fyringsrunde, og det var derfor, det hele pludselig skulle gå så stærkt. Ledelsen meddelte, at der ville blive fyret 140 i alt, og at det mest ville gå ud over design og indkøb. Så vidste jeg, at jeg nok var en af dem, der ville ryge. Mit job var delvist blevet oprettet for at aflaste min chef, og i en krisesituation er det oplagt, at chefen tager sine gamle arbejdsopgaver tilbage, fortæller Lene Nissen.


Lene Nissen, 39 år, er designer og stylist. Hun er gift, har to børn på 3 og 5 år og bor med sin familie i en lejlighed på Østerbro i København.– Derefter trådte en masse regler i kraft, som sikkert er lavet for at sikre, at fyringerne sker på en ordentlig måde, men lige i de dage føltes det, som om det hele blev trukket lige lovligt meget i langdrag. Jeg tror, vi alle sammen gik rundt og spekulerede og egentligt gerne ville have det overstået hurtigst muligt. I stedet skulle vi først vælge én, der skulle forhandle med ledelsen. Derefter gik der nogle dage med forhandlinger, hvor vi alle sammen gik lidt forvirrede rundt, og så blev fyringerne ført ud i livet. Men det skete alt sammen på en ordentlig måde.

– Efterfølgende har vi også fået tilbudt fælles og individuel rådgivning hos et coachfirma, der skal hjælpe os hver især til at søge mere effektivt efter et andet arbejde. Det har jeg naturligvis taget imod. – Jeg gik egentlig ikke i panik på noget tidspunkt. Jeg har været selvstændig i otte år, før jeg fik dette job, og har bl.a. haft mit eget tøjmærke. Jeg tror på, at jeg nok skal finde noget at lave. Jeg ser sådan på det, at det er et job, jeg har mistet. Det er ikke familien, der er gået i opløsning, der er ingen dødsfald.

Jeg har været allermest ked af at skulle sige farvel til mine virkelig gode kolleger. – Jeg ved godt, at det kan blive svært at finde noget andet lige nu, men samtidig ser jeg det som en ny mulighed. F.eks. vil jeg gerne have en mere fleksibel hverdag. Jeg har to små børn på hhv. 5 og 3 år, som jeg gerne vil hente tidligere fra institution i de her år, hvor de har glæde af det.

– Jeg har også allerede gang i freelancearbejde, gør det selv-artikler for flere magasiner, og det har jeg foreløbigt tænkt mig at skrue op for. Jeg er optimistisk og tror, der vil blive endnu mere brug for freelancere, nu hvor der skæres ned på den faste medarbejderstab alle steder.
– Min økonomi bliver selvfølgelig lidt strammere, men jeg tror ikke, vi behøver foretage store ændringer. På den led er jeg privilegeret. Vi har sørget for ikke at sidde ret hårdt i det og har næsten ingen gæld.


„Jeg ved godt, at det kan blive svært at finde noget andet lige nu, men samtidig ser jeg det som en ny mulighed“