Gå offline: 3 fordele ved at læse i sommerferien

Gå offline: 3 fordele ved at læse i sommerferien

Der er mange grunde til at snuppe en bog med under armen, når du skal på stranden eller i haven i din ferie! Litteraturen gemmer på store oplevelser, men den kan også give ny indsigt, styrke din empati og skabe rum til den slags fordybelse, flere af os savner i en travl hverdag.

Hvis du er glad for at læse, kender du garanteret følelsen: du sætter dig godt og blødt til rette, slår op på første side, gør hovedspring ned i historien, karaktererne og ordene, og mærker langsomt roen sænke sig omkring dig.

Alene dét er grund nok til at sætte læsning højt på listen over rare og afslappende sommeraktiviteter. Men det er ikke det eneste, litteraturen kan, fortæller professor i Nordisk Litteratur, Anne-Marie Mai. En spændende bog kan gøre os klogere på både os selv og verden omkring os - og så er feriedagene da ærligt talt rimelig godt givet ud, ik?

Tilværelsen i perspektiv

Har du mærket March-søstrenes ulykkelige forelskelser, Karen Blixens rodløshed eller delt Joona Linnas store fortvivlelse over en kold mordsag?

Det er helt almindeligt at føle, at man faktisk møder de personer, der bliver beskrevet i en bog, siger Anne-Marie Mai. Når vi læser, sætter vi os nemlig i karakterernes sted – i en sådan grad at det stimulerer vores evne til at forstå andres følelser, tanker og handlinger.

- Litteraturen har både at gøre med forstand, følelse, fornuft, tanke og eftertanke - og nogle gange det hele blandet på én gang. Vi anerkender andre menneskers erfaringer, når vi læser om dem og genkender ofte også oplevelser, vi kender fra vores eget liv. Vi ved også noget om, at litteratur kan fremme empati – altså netop evnen til at sætte sig ind i andres situation, forklarer Anne-Marie Mai.

- Og så er det selvfølgelig også viden. Når jeg fx læser Thomas Bobergs bog om Afrika, får jeg en viden om hele kontinentet set fra hans synsvinkel, som gør mig klogere på, hvad det er for en verden.

Drømmer du om at komme ekstra ned i gear i din sommerferie, er det kun endnu en grund til at overgive dig til bøgernes verden. Ifølge Anne-Marie Mai er læsning den perfekte opskrift på fordybelse, og det behøver ikke nødvendigvis at være et tidskrævende projekt.

- Læsning kan også give en god oplevelse, som mange trænger til; nemlig fordybelse. Det er som om, vi kommer helt ind i bogens univers, at verden forsvinder omkring os, og vi får sat tilværelsen i perspektiv. Det behøver ikke at være noget, der tager flere dage. I virkeligheden kan man fordybe sig i et digt i ganske få minutter og stadig få noget med sig.

 

Den gode (sommer-)læseoplevelse

I dag er der mange måder at læse på; på farten, på en skærm og endda med ørerne i stedet for øjnene. Men det klassiske scenarie med en fysisk bog i eksempelvis sofaen eller en liggestol i haven kan stadig noget, mener Anne-Marie Mai. Især hvis afslapning er målet.

- Omgivelserne har stor betydning for den stemning, man kommer i, og den måde man læser bogen på, tror jeg. Man skal finde et sted, hvor der er rart at være. Selv kan jeg godt lide at sætte mig ud i en park, hvor det rigtig dufter af sommer, og så læse der.

- Vi ser helt bestemt, at flere og flere låner lydbøger. Men jeg tror også, at mange godt kan lide – og især i ferien – at sætte sig med en fysisk bog. Når man ikke lige er på farten, og kun kan lytte, så kan det være rart at sidde med en bog i haven eller ved stranden. At være med bogen i sin analoge verden er en god måde at gå offline på, når man har fri.

Udover at omgivelserne har betydning, afhænger den gode læseoplevelse naturligvis også af, at du finder et stykke litteratur, der passer til dig, påpeger Anne-Marie Mai. Man skal læse det, man godt kan lide – og er man i tvivl om, hvad det er, er der hjælp at hente.

- Hvis man er optaget af spændingen i en hamrende god krimi, skal man kaste sig over sådan en, hvis man elsker ordenes musikalitet, skal man måske finde sig en digtsamling, og hvis man interesserer sig for personkarakteristikker, tror jeg, man skal vælge en roman eller en novellesamling. Brug også eksperterne, hvad enten det er på biblioteket eller boghandleren, til at få anbefalinger. De er der, og de ved lige, hvad de skal pege på.

- Bøgernes verden er et skattekammer, og man skal give sig selv lov til at gå derind – også om sommeren.

Om eksperten

Anne-Marie Mai er professor i Nordisk Litteratur. Hun leder forskningsprojektet Uses of Literature, hvor hun og et hold af forskere undersøger, hvordan vi som læsere bruger litteratur, hvad det er, litteraturen kan, og hvad den vil med os.

5 gode bøger til din sommerferie

 1. ’Døden er kun et øjeblik’ af Lisa Holm Fjord

Psykologisk thriller om løgne, intriger og mænds vold mod kvinder
Døden-er-kun-et-øjeblik-til-brug.jpg
 Esther er flygtet fra sin voldelige mand, den respekterede læge Andreas, og er gået i skjul på et krisecenter. Hun drikker, har psykiske problemer og kommer dårligt ud af det med de andre kvinder. Og så frygter hun den dag, Andreas modtager skilsmissepapirerne, for hun ved, at han aldrig vil give slip på hende.

2. ’Sjælemaleren’ af Ildefonso Falcones

Storslået historisk roman om kærlighed, splittelse, passion og kunst Barcelona, 1901: Kontrasten
Sjælemaleren.jpg mellem rig og fattig er stor, og de politiske spændinger ulmer i gaderne. Kunstneren Dalmau Salas er fanget mellem to verdener. Han er født og opvokset blandt byens stolte håndværkere, og hans store kærlighed, Emma, er stærkt engageret i arbejderbevægelsen. Men gennem sit kunstneriske virke får Dalmau indblik i en helt ny verden, og snart opsluges han af et overflødighedshorn af rigdom og kreativ nytænkning.

3. Næste af Nina Lykke

Med denne roman får betegnelsen ”lægeroman”  et twist.

Nina-Lykke---Næste.jpg

En skarp og underholdende samtidsroman om lægen Elins ægteskab og de uventede hændelser i kølvandet på hendes utroskab.
Næste! er et befriende ærligt kvindeportræt, en moderne kærlighedshistorie og en skarp samtidsroman med masser af bid, humor og uventet lykke.

4. ’Hvor lyset er’ af Malene Ravn

Medrivende historisk roman om kærlighed, utroskab og familiehemmeligheder
hvor-lyset-er_tilbrug.jpg
 Den unge kunstner Carl gør skuespileleven Ely gravid. Men da han skuffer hende dybt, bliver barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører det unge par sammen igen, og da plejemoren dør, må de også tage deres nu fireårige søn til sig. Et ulmende følelsesfuldt familieliv begynder – og udvikler sig dramatisk, da Ely beder sin yngre søster sidde model for Carl.

5. ’Drengen fra Napoli’ af Viola Ardone

Historisk roman om sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet
drengen-fra-napoli-bog.jpg

 Napoli 1946: Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af byens fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger