Gertrud Højlund
SPONSORERET indhold

Gertrud Højlund er træt af ét særligt ord blandt kropspositivister: ”Vi bilder hinanden en løgn ind”

Når tv-værten støder på kropspositivister på de sociale medier, mener hun, at de bakker op om et helt forkert fokus. Gertrud Højlund forklarer i podcasten ’Skål søster’, at vi i stedet bør tale om noget helt andet, når det gælder skønhedsidealer.

Af: Redaktionen Foto: Anthon Unger/Her & Nu
04. maj. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Tv-vært Gertrud Højlund er en flittig bruger af Instagram, men især en type opslag er hun ikke så glad for: De kropspositivistiske.

Det fortæller hun i seneste afsnit af podcasten ”Skål Søster”, hvor snakken falder på modellen Ashley Grahams meget omtalte billede af sin post-fødsel-mave.

LÆS OGSÅ: Klumme: Nej, det er ikke altid nemmere at være tynd

Billedet fik modellens følgere til at overdænge hende med kommentarer, som ”So so beautiful”, ”absolutely gorgeus” og ”Beautiful mama”.

Men Gertrud Højlund er ikke med på det hold.

”Jeg synes, at der er noget i det kropspositivistiske, som handler om, at alle folk er smukke ud fra en præmis om, at det er utroligt vigtigt at være smuk. Jeg vil egentlig hellere sige: ”Fuck det, hvorfor tror folk, det er så pissevigtigt at få at vide?”. Når jeg har været på arbejde og gjort mig umage med alle mulige ting og lægger noget op om noget, jeg er stolt af at have gjort, så er der en eller anden mand, der skriver ”hvor er du smuk”… I dont give a shit! Jeg har øvet mig NUL på det,” siger Gertrud Højlund i podcasten.

Det er selve det at have fokus på at vurdere en persons ydre skønhed, som tv-værten ønsker at bryde med.

LÆS OGSÅ: Helene er tyk-aktivist: "Min krop har ikke gjort noget forkert"

”Det der med at skulle sige til alle, at de er smukke… Alle er ikke smukke, men det er ligegyldigt, og jeg vil hellere have, at hvis vi SKAL beskæftige os med det, så skal vi beskæftige os med, at vi har en bias over for skønhed og prøve at se, hvad vi kan gøre for at se bort fra den latterlige bias,” understreger hun i podcasten.

”Man bliver skør i hovedet”

Det er ikke første gang, at Gertrud Højlund taler om dette emne.

Tv-værten har også tidligere sat fokus på, at hun mener, at tilgangen om, at alle er smukke, OGSÅ er at godtage, at det stadig er vigtigt at være smuk.

"Skønhed har gennem tiderne været en vigtig valuta i kvindelivet, det har ikke nødvendigvis været vores eget valg, men vi har brugt den efter det forhåndenværende søms princip. Men sandheden er jo, at det er en svigefuld valuta, som kan være umulig at optjene,”  skrev hun sidste år i en klumme.  

LÆS OGSÅ: Gertrud  Højlund om skønhedsidealer: "Hvis alle rent faktisk var smukke, var det ikke noget at stræbe efter"

Men er det ikke et umenneskeligt krav at være blind på sine øjne, bliver Gertrud Højlund spurgt i podcasten af Rikke Dal Støttrup, som er chefredaktør på ALT for damerne.

”Jo, men vi arbejder hele tiden med alle mulige bias. Når vi bliver bevidste om det, lige meget om det handler om køn eller overvægt eller whatever, så kan vi begynde at tage os selv i det, når det sker,” lyder det klare svar fra tv-værten.

”Der er mere at hente på den lange bane ved, at vi knokler lidt for at lære os det, end at vi går rundt og bilder hinanden den løgn ind, at alle mennesker er lige smukke. Og at det i øvrigt er vigtigt at være smuk. For man bliver skør i hovedet, når man jo godt ved, at man ikke er lige så smuk som hende den anden, og samtidig bliver mødt med, at det er vigtigt at være det… det er der ikke nogen, der bliver glade af,” understreger Gertrud Højlund.

Hør hele afsnittet af podcasten: Skål, Søster!

Tv-vært Gertrud Højlund og komiker Natasha Brock skal faktisk ikke bede om kropspositivisme på Instagram, til gengæld elsker de dating-programmer og er oppe at køre over ”Vild Kærlighed”, hvor man med egne øjne kan se, at sexistiske jokes ikke rigtigt fungerer mere. Det og meget mere i ugens afsnit af ”Skål Søster”.

Medvirkende: Gertrud Højlund, Natascha Brock og Rikke Dal Støttrup Vært: Josefine Stork 

Anbefalet til dig