Ghita Nørby scroll-down
Foto: Franne Voigt

Ghita Nørby: "Det er meget almindeligt, at der opstår jalousi fra morens side, når datteren bliver en ung kvinde"

Ghita Nørby har lige rundet 85 år og arbejder stadig på fuldt tryk. Det har hun tænkt sig at blive ved med, til hun bliver tvunget til at stoppe. Kroppen er dog begyndt at sige fra, og det hader hun. For hendes hoved vil stadig det hele.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil

Ghita Nørby bor på en lille blind vej i Holte. Hun står allerede på trappen foran bjælkehuset, da jeg parkerer ude på vejen. ”Hej”, råber hun med det samme, da jeg står ud af bilen. ”Vil du ikke hellere holde inde på gårdspladsen, det er meget bedre”. Jo, det vil jeg da, så jeg hopper ind i bilen igen og svinger ind på gruset i stedet. ”Det var godt”, siger Ghita tilfreds. ”Her holder du godt”. Hun lyser godt op i en mørkerød kjole med pink blomstermønster, og indenfor i huset dominerer farverne og kreativiteten også. Hendes langbenede persiske mynde, Aki, kigger køligt på mig. Jeg får at vide, at jeg bare skal ignorere hende, hun er reserveret over for fremmede. Det er Ghita ikke. Vi har dårligt sat os ned ved køkkenbordet, før den kendte latter ruller igennem rummet. Vi taler om hendes barnebarn, Barbara, som måske kunne tænke sig at blive skuespiller.

– Jeg tror, hun er blevet lidt smittet.

Taler du med hende om faget?
– Jahhh, det gør jeg da. Det er klart. Men jeg er meget tilbageholdende med at anbefale det. Det er det værste erhverv, du kan drømme om.

Og det siger du, der har haft 60-års jubilæum for et par år siden, og som stadig arbejder …?
– Ja, det gør jeg. Du kan da ikke foretage dig noget mere forfærdeligt. Det ødelægger alt. Dit liv. Det ødelægger alt undtagen din kunst. Hvis du ellers er god til din kunst.

Hvordan kan du så blive ved?
– Jamen, jeg er jo skuespiller! Det har sin pris og sine store konsekvenser.

Hun griner højt. Ingen tvivl om, at hun mener det. At hun kan se på mig, at jeg synes, det er underligt. Og at hun nyder at sætte lidt fut i samtalen.

Men … Hvordan kan du stadig sidde og se så glad og frisk ud, når det er så forfærdeligt?
– Det er jo mit arbejde. Det er mit liv. Det er ikke så mærkeligt. Men jeg kan da godt kigge på mit liv og sige, at nej, jeg har ikke været meget hjemme for nogen. Jeg kan ikke være gift, for når han kommer hjem, så går jeg jo. Hele tiden. Det går jo ikke. Hvis jeg får en invitation, så står der: ”Ghita Nørby med ledsager”, og det er der da heller ingen, der synes er sjovt. Det er også en konsekvens. Da min søn var lille, blev han somme tider syg, som alle børn gør, og det var ikke fordi, jeg efterlod ham alene, men mor måtte jo gå. Mor skulle på arbejde. Det er også en konsekvens. Sådan er det ikke på samme måde i dag for de unge skuespillere, det er kun fordi, jeg er sådan en gammel en. Vi gjorde sådan, da jeg var ung. I dag er det helt anderledes. Ork, ork.

Har det været prisen værd?
– Ja, ja. Og du siger jo selv, at jeg ser glad ud.

Hun slår en perlende Ghita-latter op igen.
– Nej, jeg beklager mig sandelig ikke. Tværtimod. Jeg er dybt privilegeret og forkælet, og jeg er et menneske, der er lykkedes i mit arbejde. Det kan da ikke være bedre. Men alting har jo sin dyrebare pris. Hvad end du gør eller ikke gør. Nogle er mere bevidste om det end andre. Og man bliver mere og mere bevidst om det med alderen. Hvis man ellers gider tænke over det. Det gider jeg godt. For jeg er ikke sådan en, som kryber i skjul eller sidder og aer mig selv på kinden. Det gør jeg ikke. Jeg har aldrig gjort det. Jeg går direkte ind i løvens hule. Hver gang. Og jeg holder ikke op med at arbejde, før jeg bliver tvunget til det.

Ghita Nørby, 85 år

Uddannet ved Det Kongelige Teaters Elevskole i 1956.

Debuterede i 1955 som Johanne i Hostrups ”Eventyr paa Fodrejsen”. Har siden medvirket i over 100 film og en lang række af teaterforestillinger.

Har modtaget et væld af priser for sine roller på film, scene og tv.

Har været gift fire gange men lever i dag alene.

Har sønnen Giacomo med Dario Campeotto og børnebørnene August, 25, og Barbara på 22 år.

Ghita har lige rundet 85, men det afholder hende altså ikke fra fortsat at arbejde. Teater laver hun dog ikke mere, det er for krævende, synes hun, men film, tv og koncertaftener fylder stadig kalenderen.

Senest har man kunnet se hende i filmen ”Harpiks”.
– Der spiller jeg en mor, som dør. Hun bliver kvalt, og det havde jeg ikke prøvet før, så det ville jeg gerne, ha ha. Jeg var også med i en norsk julekalender i december. Der spillede jeg en KOL-patient, som røg hele tiden. Det, syntes jeg, kunne være meget sjovt, så det sagde jeg også ja til.

Kan du godt lide at udfordre dig selv?
– Ja, sådan har det altid været. Der er to forskellige skuespillertyper. Der er personality-skuespillere, hvis egen personlighed skinner igennem, og så er der karakterskuespillere. Og jeg tilhører den sidste del. Jeg interesserer mig ikke så forfærdelig meget for mig selv. Om jeg er køn, klog eller dum. Det interesserer mig slet, slet ikke. Jeg er interesseret i den historie, der skal fortælles. Jeg interesserer mig for karaktererne. De fiktive personer, som ikke er mig.

Du skal fotograferes til forsiden af ALT for damerne, har du nogen drømme om det billede?
– Det virker som om, jeg er et vanvittigt selvoptaget menneske, hvis jeg siger noget om det, så derfor vil jeg slet ikke kunne svare på det. Jeg elsker at blive fotograferet. Det kan jeg sige. Men ved du hvorfor? Fordi jeg elsker at arbejde med et kamera og en fotograf. Det, synes jeg, er spændende. Jeg har ikke noget som helst idiotisk, personligt ønske om at stå på en fem-meter-vippe. Altså, jeg synes, det er selvoptaget, kedeligt og kælent. Slet ikke noget for mig. Så sig til fotografen, at han har frie hænder.

Hvorfor tror du, at vi har valgt dig til denne serie med ti kvinder, ti forsider, ti hemmeligheder?
– Fordi jeg er gammel. Og der er jo ikke så mange aktive skuespillerinder, som er 85. Og der er især ikke ret mange skuespillerinder i min alder, der ikke har fået pustet og blæst deres hoved i stykker. Det kunne jeg aldrig finde på. Og så har I vel også valgt mig, bare fordi jeg har været med i så mange år. Jeg er blevet folkeeje.

Hvordan er det at være det?
– Jeg er så vant til det. Det er ikke noget, du kan øve dig i at være. Det er noget, du enten er eller ikke er. Jeg ved ikke, hvad der gør det. Men tænk også på f.eks. Poul Reichard og Dirch Passer. De var det også. Og så er der nogle skuespillere, som er meget dygtigere end os, som ikke er blevet det. Det er meget mærkeligt. Men alle er i familie med mig, og jeg er i familie med alle her i Skandinavien. Sådan er det. Og jeg har vænnet mig til det gennem alle årene. Der er jo ikke nogen, der kommer og slår mig. Ikke mange, i hvert fald. Og hvis der er, så slår jeg jo igen …

Hun smiler underfundigt og holder en lille pause.

– Nej, ved du hvad, jeg møder kun venlighed. Når jeg går i Irma eller til frisøren, så ved de, hvem jeg er, ja, men det har de jo altid gjort. Jeg tænker ikke over det. I Amerika har de store stjerner privatfly, og folk synes, de praler og er krukkede, men det er de ikke. Det er ren praktik. De kan ikke holde ud at blive genkendt og tiltalt alle steder. Der har vi jo en helt anden mentalitet i Danmark. Jeg bliver ikke flået halvt ihjel, når jeg går rundt med min lille vogn i Irma og køber lidt sommersalat. Der er højst nogen, der siger go’dav. Jeg tilhører en generation, hvor vi var meget lidt selvoptagede, og hvor vi lo meget af os selv. Vi fik aldeles ingen penge for vores arbejde, og vi havde det sindssygt sjovt. Det prægede os jo. Vi var ingenting. Vi var bare nogle unge nogen, der skulle opføre sig ordentligt. I dag er ungdommen jo en kraft i sig selv, som er af en helt anden styrke, end da jeg var ung. Dengang var der ingen status i at være ung. Det var bare ”hold din kæft og hør efter”. Og det er faktisk et mægtig godt råd. Men det skal du ikke vove at sige til de unge mennesker i dag, så bliver de jo vrede på dig.

Hvilke andre gode råd har du fået gennem livet?
– Da jeg var ganske ung, kom jeg på et tidspunkt fra Det Kongelige Teater og ud på Allé Scenen for at spille en stor rolle. Erling Schroeder var instruktør, og da jeg gik på scenen første gang, råbte han: ”Stands, stands, stands, det var dog forfærdeligt. Forestillingen skal vare to en halv time, og den er kedelig fra første sekund, fordi du kommer ind ad døren og ikke ejer en hemmelighed eller en tanke. Du er fuldstændig ligegyldig”. Nå, tænkte jeg så, det var jo ikke så godt. Men så sagde han til min store glæde, at han godt kunne hjælpe mig. ”Prøv at gå ind ad den dør og tænk en tanke. Det behøver ikke være nogen stor tanke. Bare en lille tanke. Hvis du gør det, bliver du synlig med det samme”. Og han havde fuldstændig ret. Det råd kan man bruge i hele sit liv.

Bodil Udsen og jeg sagde altid til hinanden ”tænk-tænk-tænk”, lige før vi gik på scenen. Man skal bruge det råd for sin egen skyld. Ikke for at please, som det hedder på dansk i dag. Det er for selv at blive bedre. Og jo ældre man bliver, jo bedre bliver man til det. Jeg har praktiseret det i over 60 år nu, og jeg er blevet bedre til det år for år.

Ghita har oplevet mange heldige tilfælde i sit liv. Kryds, kalder hun det. Når ens liv krydser med et andet menneskes, og det er med til at skubbe livet i en ny retning. Man skal dog være åben over for den slags kryds, mener hun.

– Og man skal have mod til at gå med. Det har jeg altid haft. Det er ikke noget, jeg kan prale af, for jeg tror bare, at jeg er født sådan, og så er det med tiden blevet bevidst for mig, at jeg tør gå ind i nye ting. Nye relationer. Jeg har aldrig været bange for, hvad folk mente om mig. Og det er et stort, stort held i livet. Det kan jeg se nu.

Hvor kommer den livsindstilling fra?
– Jeg tror, det er fordi, jeg har haft en fantastisk lykkelig barndom. Virkelig. Min mor var pianist, og min far var operasanger og kammersanger på Det Kongelige Teater. Vi boede i Nyhavn, og det var et meget kreativt og musisk hjem for sådan en lille unge at vokse op i.

Og der var plads til dig?
– Ja, jeg var elsket. Mine kvaler kom først, da jeg blev skuespillerinde. Pludselig blev det tydeligt, at mor var ældre end mig. Og så opstod problemet. Det gør det jo ofte. Det er meget almindeligt, at der opstår jalousi fra morens side, når datteren bliver en ung kvinde. Og det gjorde der. Enormt meget.

Hvordan var det?
– Jamen, det er ikke sjovt. Det er det ikke. Det må jeg sige.

Men I beholdt kontakten?
– Nej, min kontakt med min mor slap op. Helt indtil hun døde. Vi nåede aldrig at finde hinanden. Det gjorde vi faktisk ikke.

Gjorde du noget forsøg på det?
– Njaaa, jeg ved det ikke …

Hun holder en lang pause.

– Det mærkelige var, at da mor døde for snart 18 år siden, så glemte jeg på én gang alle mærkelige historier om, hvad hun havde gjort og ikke gjort. Det forsvandt totalt op i luften. Så i dag tænker jeg kun på hende som en spændende og meget, meget smuk kvinde. Jeg kan slet ikke huske nogle af alle de der ganske forfærdelige ting, hun også har gjort. De er sluppet væk. Det er skønt.

Er det en form for tilgivelse?
– Næh, det er bare væk. Det er det faktisk.

Så det er ikke en sorg i dit liv?
– Njaaa, det vil jeg ikke sige. Det tror jeg nu nok, at det er. Jo, det er en sorg. Det er en skygge, i hvert fald, i mit liv. Og det ville være underligt, hvis det ikke trak spor. Det er et spørgsmål om at lukke det ind, synes jeg, og det gør jeg. Jeg lukker smerten ind. Jeg undgår den ikke. Jeg flygter ikke fra den. Eller jo, jeg flygter fra den et stykke tid, men så vender jeg mig om og kigger på den. Så synker den som regel altid. Hvis man løber fra noget, tårner det sig op bag en, men hvis man vender sig om og kigger, så synker det og bliver til at have med at gøre. Det er sådan, jeg håndterer smertepunkterne i mit liv. Jeg går ind i dem. Og så koster det det, det koster. Og jo, jeg ville da gerne have haft et forhold til min mor, som havde været et menneskeligt godt forhold. Men det kunne ikke lade sig gøre.

Hvordan var dit forhold til din far?
– Det var ganske anderledes. Min far og jeg havde et fantastisk forhold til hinanden. Vi havde så meget humor tilfælles. Min mor ejede ikke humoristisk sans. Og det er meget svært at være sammen med mennesker, som ikke har humoristisk sans. Min far og jeg havde det så skægt. Min mor satte bare blomster i vand. Det var hun mægtig god til.

Hvordan er dit forhold til din egen søn?
– Jeg er heldig at have født et barn, som både er min søn og min ven. Der er jo ingen garanti for, at ens barn bliver ens ven. Men vi er venner. Virkelig. På den måde, at vi kan betro hinanden ting. Sige ting til hinanden, som vi måske ikke siger til andre. Det er en stor værdi. Jeg er meget glad og taknemmelig for ham.

Og så er vi tilbage ved børnebørnene. August og Barbara. Ghita vil ikke blande sig i, hvad de laver, men hun elsker at høre om det og bakker gerne op og kommer med gode råd, hvis hun bliver spurgt. Hun har altid haft et nært forhold til dem begge og har lavet mange skøre ting med dem.

– Det er vidunderligt at være farmor. Vi har det så skægt sammen, og vi har altid gjort alt det forkerte. Når mor og far sagde, at vi skulle gøre sådan og sådan, så sagde vi ja ja, og når de var gået, gjorde vi noget andet. Sådan har vi altid haft det. Og jeg har f.eks. lært August, hvordan man røver en bank. Jeg hentede ham fra skole en dag, da han var lille, og så spurgte jeg: ”Skal vi røve en bank?”. Han kiggede op på mig og sagde: ”Det, synes jeg, er en god idé, farmor”. Så jeg tog ham med ind i en bank og sagde: ”Nu står du her, og så holder du godt øje med alle mennesker. Imens tager jeg det her lille kort ud af min pung, putter det ind i den her kasse, trykker på nogle tal, og så kommer der nogle penge ud. Vi tager pengene, og så LØBER vi ud ad banken”.

Hun griner højt.

– Og da vi kom ud på gaden, sagde August: ”Hør farmor, er du ikke lidt småtosset?”. Jo, det er jeg, svarede jeg, og så spurgte han: ”Skal vi så ikke gå lidt småtosset hen ad vejen?”. Det gjorde vi. Det er den måde, jeg er farmor på.

Når Ghita fortæller, tænker man ikke et sekund over hendes alder. Men hun har selv tanker om, at tiden går. Faktisk er den hemmelighed, hun har lovet at dele med ALT for damernes læsere, lige præcis, at hun har langt flere tanker om det, end hun bryder sig om.

– Jeg spekulerer meget over min alder. Over livets afslutning. Og det vanskelige ved at forholde sig til de ting. Jeg synes, det er svært. Mit hoved tror stadigvæk, at jeg kan alt, men min krop siger, nej, det kan du ikke. Og jeg kan ikke forene de to ting. Jeg gør nogle ting, som jeg kommer til at bøde forfærdeligt for bagefter. Kropsligt. Men jeg er dårlig til at forstå det. Og ja, det er jo alderens problematik, at man ikke aner, hvordan det er at blive gammel, før man er det. Men for mig er det meget svært. Det vil jeg gerne indrømme. Jeg har virkelig svært ved at blive gammel.

Hvordan oplever du det?
– Jeg har nogle gode hundevenner, og for nogle søndage siden gik vi fra den ene til den anden ende af Bernstorffsparken og tilbage igen. Hundene kan løbe løs der, de elskede det, og vi havde det vidunderligt. Men næste dag kunne jeg næsten ikke gå. Og det er jo fordi, jeg pludselig ikke kan gå fem-seks kilometer mere. Det kan jeg ikke. Men det synes jeg, at jeg kan. Og skal. Oppe i hovedet. Og jeg nyder det, mens jeg gør det, men så kommer regningen altså. Og den er ikke sjov. Men selvom jeg får den ene regning efter den anden, så er jeg dårlig til at tage højde for det. Og så er der måske mange mennesker, der vil sige, jamen du bestiller da også alt for meget. Har du ikke haft sommerferie? Men ved du hvad, jeg ANER ikke, hvad en sommerferie er. Det har jeg aldrig haft. Jeg har kunnet holde fri en onsdag, torsdag og fredag somme tider, men sommerferie … Nej. Jeg har jo bestilt noget. Om sommeren har jeg filmet, jeg har ikke holdt fri.

Tænker du også på livets afslutning?
– Det kan man jo ikke lade være med. Og det er ikke, fordi jeg har nogen angst for døden. Men jeg spekulerer på, hvornår det sker, og hvad der sker. Jeg vil så forfærdelig gerne kunne bo i mit herlige hus og klare mig selv. Og jeg håber virkelig ikke, at jeg pludselig bliver helt forringet, så jeg ikke kan klare mig. Det er så sørgeligt. Gud være lovet er der jo nogen, der kan tage sig af en, hvis det sker, men det må også være mærkeligt. Jeg har altid været et vældig selvstændigt menneske.

Taler du med dine venner om de her ting?
– Ja, det gør jeg bestemt. Og så har jeg hele mit liv haft stor glæde af at kende nogle gode psykologer og analytikere, som jeg kan ringe til og bestille en tid hos. Når jeg har nogle ting i mit hoved, som løber rundt, og som jeg ikke kan finde ud af, vil jeg gerne tale med et menneske, som jeg betaler for at gøre det. Det er ikke det, man skal bruge venner og familie til. De bliver trætte af, at man snakker så meget om sig selv. Det er der ingen, der gider høre på. Men det er godt at få sat ord på over for en professionel. Det har jeg gjort brug af altid.

Jeg er heldigvis begavet med et lyst sind, men jeg er jo ikke altid i vanvittig godt humør og utrolig oplagt. Jeg kan sagtens synke ned i det sorteste hul, og det kræver blod, sved og tårer at grave sig op igen. Men sådan er livet. Fyldt med bølgedale. Somme tider er der nogle skumtoppe, men for at komme op på dem, skal du først have været nede. Mit liv går ikke bare ligeud, det går op og ned, og det er jeg blevet endnu mere bevidst om med alderen og erfaringen. Du tænker ikke på sådan noget, når du er ung, og det skal du heller ikke. Du skal ikke tænke på, hvordan det er at ”møde ottetallet”, når du er i tyverne.

Var det svært for dig at møde ottetallet for fem år siden?
– Ja, men jeg lagde det ned, og så blev det et uendelighedstegn!

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Kendte
Tilbage til toppen