"Hvis den dræbte er meget ung eller et barn, kan det være svært at komme ud til et gerningssted"
De fleste af os oplever kun uhyggelige mord i fiktionens verden. Men for nogle er drabene den skinbarlige virkelighed – de skal finde morderen, sidde ansigt til ansigt med vedkommende eller nærstudere den krop, det er gået ud over. Kom med til forhør af kriminalassistenten.
"Jeg kan blive ringet op om natten og skulle ud til et gerningssted. Når jeg ankommer, handler det om at sikre bevismaterialet. Vi undersøger gerningsstedet sammen med politiets kriminalteknikere, og et eventuelt gerningsvåben – en kniv, en pistol, et slagvåben – sikres. Desuden sikres eventuelle blodspor og spyt, og der laves aftørringer med vatpinde på steder, gerningsmanden kan have rørt. Der kan også være tabte eller efterladte ting. Det hele lægges i dna-poser og sendes til for eksempel retsgenetisk afdeling. Dna kan knytte en gerningsmand til overfaldet og bruges som bevis i retten."
LÆS OGSÅ: "Jeg kan godt blive påvirket ude på selve gerningsstedet"
"Ofte har vi på stedet anholdt en formodet gerningsmand. Det er vigtigt at skabe en form for tillid ved første afhøring, for her er muligheden for tilståelse størst. Det lyder måske skræmmende at sidde over for en mulig drabsmand, men jeg er sjældent bange. Jeg vælger ofte at tage disse forhør alene, for det handler om tillid, og det kan være svært, hvis vi sidder flere over for den anholdte. Opklaringsarbejdet fortsætter, vi afhører vidner og indsamler bevismateriale. Vi skal have puslespillet til at passe og gøre klar til retssagen. Jeg er grundig, for jeg vil ikke have, at forsvarsadvokaten senere spørger til for eksempel, hvorfor vi ikke kontaktede et særligt vidne."
"Jeg går i et særligt ”mode” på et gerningssted. Det er et arbejde, og jeg er vant til det – men det var da lidt sværere, da jeg var helt ny. Nogle sager påvirker også mere end andre. Hvis den dræbte er meget ung eller et barn, kan det være svært at komme ud til et gerningssted. Jeg har haft en sag med en niårig pige og én med en ung mand, som dræbte sin bror, far og mor. Det var voldsomt og svært at slippe."
"Jeg husker tydeligt min første drabssag. Jeg var slet ikke forberedt på, hvad jeg blev kaldt ud til. Vi havde mistanke om narko i en bil, men da vi anholdt personerne og åbnede bagagerummet, var det ikke narko, vi fandt. Der lå et lig. Vi blev overraskede, men sikrede os, at han var død, lukkede bagagerummet og ventede på lægen. Jeg var næsten lige blevet kriminalassistent på det tidspunkt."
LÆS OGSÅ: "Jeg havde en sag med en mand, der havde kørt en lille dreng over"
"Jeg bliver ikke følelsesmæssigt påvirket, selv om det drejer sig om drab. Men til tider kan jeg have travlt, og jo hurtigere jeg løber, jo hurtigere bliver sagen måske opklaret. Så har jeg computeren med hjem og kan have svært ved at slippe sagen. Det hjælper at komme ud og få frisk luft, se mine børnebørn og være sammen med familien; det kan heldigvis få mig til at slippe arbejdet lidt."
"Jeg er til psykolog minimum en gang om året. Det er et tilbud gennem mit arbejde, og hvis der sker noget ekstraordinært, kan jeg altid søge hjælp. Det er dog ikke noget, jeg benytter mig meget af."
"Jeg var kun 20, da jeg fik ideen om at søge ind til politiet. Jeg talte med en studievejleder, som ikke mente, det var muligt, fordi jeg var kvinde. Men tilfældigt mødte jeg en betjent, som gik på Politiskolen og fortalte, at der også var kvinder. Jeg bestod optagelsesprøven og var i praktik på Glostrup politistation. Der skete mange ting i det område, og jeg blev godt rustet. Jeg har været kriminalassistent i snart 25 år, og selv om jeg savner at være gadebetjent, brænder jeg virkelig for opklaringen og at indsamle bevismateriale i for eksempel drabssager."