Grimes: Jeg er ikke god til bare at se pæn ud
SPONSORERET indhold

Grimes: Jeg er ikke god til bare at se pæn ud

06. mar. 2013 | Livsstil | Eurowoman

Sangerinden Grimes har været en af de mest omtalte på den internationale popscene det seneste år. Den 24-årige canadier formår som få andre at samle undergrunden og det brede publikum med sin drømmende electropop. Vi har talt med sangerinden om kometkarrieren, ambitionerne og kampen for at holde fast i sig selv.

Jeg har tinnitus og høretab, og jeg har også problemer med trommehinden og en af knoglerne i det venstre øre. Det er ret smertefuldt.”

Grimes befinder sig i sin fødeby Vancouver i Canada stik imod det planlagte program. Den 24-årige sangerinde, der i virkeligheden hedder Claire Boucher, skulle nemlig have besøgt København i efteråret 2012 til en på forhånd udsolgt koncert i Pumpehuset, men pga. høreskaden måtte hun aflyse hele sin Europa-turné.

“Jeg må helst ikke udsættes for det lydniveau, der er ved koncerter, i så lang tid som muligt,” fortæller hun i et temmelig optimistisk tonefald, omstændighederne taget i betragtning.

“Det er faktisk o.k. Jeg tror ikke, det bliver et særlig stort problem, så længe jeg bare tager nogle måneder fri fra koncerter. Jeg får tid til at arbejde på min næste plade. Det må jeg heldigvis godt,” siger hun.
 
Pladeproduktion i skoven
Der er måske ikke noget at sige til, at Grimes har fået tinnitus. Siden hun udgav sit anmelderroste album Visions i februar 2012 med hits som Genesis og Oblivion, er opmærksomheden omkring hende nærmest eksploderet, og det samme er antallet af koncerter. Albummet er bl.a. blevet kaldt et af årets mest imponerende album af The New York Times, avisen The Guardian har udråbt hende til en af de største stjerner på musikscenen i 2012, mens det toneangivende musiksite Pitchfork har belønnet albummet med prisen ‘Bedste nye musik’.
Senest har også modebranchen kastet sin kærlighed på Grimes. Gucci bruger bl.a. hendes sang Oblivion i en kampagnevideo, Victoria Beckham åbnede sit seneste forår/sommer 2013-show til lyden af Grimes, fotograf og Saint Laurent-designer Hedi Slimane har fotograferet hende iført Givenchy til forsiden af Dazed & Confused, og hun har optrådt i fuld Céline-styling i New York Times’ mode- og livsstilsmagasin T Magazine. Hun har desuden været på forsiden af V Magazine og har lavet interviews med bl.a. amerikansk og britisk Vogue, britisk Elle, Interview Magazine foruden aviser som The Guardian og en lang række musikmagasiner.

Grimes har brugt det meste af det forløbne år på at turnere verden rundt med sin særlige synthpop-electronica. En lyd, der vækker referencer til sangerinder som Jenny Wilson, Robyn og Lykke Li, tilsat Grimes’ karakteristiske engleblide stemme. Selv tøver hun ikke med at kalde sin musik for pop, selv om hun ikke ligefrem ser sig selv som en klassisk ‘Rihanna-popstjerne’. I modsætning til mange af sine kolleger har hun desuden skrevet og produceret hele albummet selv. Kort forinden havde hun skrevet kontrakt med det uafhængige og velrenommerede pladeselskab 4AD, der også udgiver navne som Bon Iver, Ariel Pink og danske Efterklang. Grimes producerede Visions, mens hun isolerede sig fuldstændig fra omverdenen i tre uger – noget, hun har planer om at gentage i løbet af de kommende måneder.

“Jeg skal ud at se på huse senere i dag i en skov her i Britisk Columbia (provins i det vestlige Canada, red.). Jeg vil gerne flytte alene ud i en hytte i skoven i et par måneder, hvor jeg kan lave min næste plade. Man kan finde et kæmpe sted til et par hundrede dollars her. Hvis jeg skal skabe noget nyt, bliver jeg nødt til at være alene, så jeg ikke bliver konfronteret med, hvad andre folk mener om mig hele tiden,” siger Grimes og forklarer, at det bl.a. betyder, at telefon og internet er forbudt, og at døgnrytmen bliver vendt på hovedet med arbejdsdage, der slutter ved 8-9-tiden om morgenen og som regel først genoptages midt på eftermiddagen.

Det er på ingen måde overraskende, at Grimes foretrækker at bo i en canadisk skov i et par måneder frem for at arbejde i et professionelt studie. Hun har tidligere frivilligt sovet i telt under sine turneer, hun foretrak at blive interviewet af britisk Vogue på en græsplet i vejkanten frem for på en café, og hun bruger sine venner og indimellem tilfældige forbipasserende i sine ofte improviserede musikvideoer.

“Stemningen i mine videoer er ofte meget naturlig og afslappet, og det tror jeg kommer af, at de alle sammen kender hinanden rigtig godt og har det sjovt sammen. Jeg er slet ikke til det med at have en instruktør, der bare står og råber ad folk, fordi han får penge for det,” fortæller Grimes.


Fortsætter på næste side...

Fra hjemløs til verdenskendt
Det er svært at forstå, at der er gået mindre end tre år, siden Grimes kastede sin kærlighed på musikken, når man ser på den massive interesse for den unge sangerinde. Forinden gik hun på universitetet i Montreal, hvor hun læste neurovidenskab og russisk, men det endte med, at hun blev smidt ud pga. for meget fravær. For selv om hun aldrig før havde lavet musik, var hun sideløbende med studierne begyndt at synge backup for nogle venner i det lokale musikmiljø. En interesse, der voksede sig så stor, at hun til sidst valgte universitetet fra.

“Jeg stod derefter med valget mellem at arbejde 9-17 på en eller anden kaffebar eller at hengive mig til musikken. Det betød, at jeg var hjemløs i en periode og ingen fast indtægt havde. Jeg boede en overgang i et industrikvarter i Montreal, hvor huslejen var vanvittig lav, og jeg kunne købe ekstremt billig mad en gros lige om hjørnet. Jeg betalte heller ikke for varme, så jeg gik med jakke på indenfor hele tiden. Det var sindssygt koldt, men jeg valgte den fysiske komfort fra. Det var ikke noget stort offer, for til gengæld havde jeg hele dagen fri til musikken, og det har været det hele værd for mig,” siger hun.

Trods den afslappede tilgang til sin berømmelse er Grimes ikke bange for at kalde sig selv og sit musikalske projekt et ‘brand’, hvor der er tænkt nøje over den samlede pakke. Men det er en pakke, hun kan stå 100 % inde for.

“Branding bliver tit associeret med store firmaer og har en ret negativ klang, men jeg elsker ideen om, at verden er min legeplads, og jeg bryder mig ikke om bare at sidde og se tv. Når jeg har tid tilovers, arbejder jeg på mine projekter. Og jo større, projektet Grimes er blevet, jo mere har jeg lyst til at arbejde med det, lave plakater, hjemmeside og alt det andet. Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt.”

Det visuelle aspekt er også vigtigt for Grimes, som bl.a. selv har lavet artwork på coveret til sit album.

“Jeg har det meget mere afslappet med den visuelle del, fordi det er noget, jeg har dyrket, siden jeg var fem år gammel (Grimes har tegnet og malet, siden hun var barn, red.). Med musikken føler jeg, at jeg kom lidt for sent ind i klubben, hvor alle folk ved, hvad de laver, og jeg stadig er ved at lære det. Jeg har kun lavet musik i to et halvt år, og selv om jeg nok er god til det, er det slet ikke et område, hvor jeg har fuldstændig styr på, hvad jeg laver,” siger hun og indrømmer, at hun også nyder at lave noget, der ikke konstant bliver evalueret og anmeldt.

“Folk kan godt have en holdning til det visuelle, men jeg får ikke karakter for det på samme måde. Man læser sjældent i en anmeldelse, at pladecoveret var forfærdeligt.”


Ikke til salg
Det meste af tiden læser Grimes dog slet ikke, hvad der står om hende i pressen, og hun er ret ligeglad med, hvad folk skulle mene om hende. Helt tilbage i de tidlige skoleår vænnede hun sig til, at hun var anderledes.

“Jeg var ekstremt upopulær som barn, men havde sjovt nok en del venner. Vi var bare de der goth-kids, som alle de andre hadede. Jeg blev mobbet virkelig meget, men jeg havde det egentlig o.k. med det, fordi jeg havde mine egne venner. Jeg var faktisk ret ligeglad.”
Og det er måske netop den atypiske fremtræden, der virker appellerende på såvel anmeldere som publikum i en tid, hvor mange opnår pludselig berømmelse via talentshows, YouTube-hype – eller blot ved at se godt ud.

At Grimes alligevel stiller op stylet og sminket til diverse magasiner, gør dog ikke, at hun vil sige ja til hvad som helst. Fx kommer vi nok ikke til at se hende i et større samarbejde, som fx Lana Del Rey for H&M har lavet. Hun har nemlig ikke tænkt sig at lade sig overtale af kommercielle og økonomisk fristende tilbud.

“Jeg ville aldrig lave en reklame for Gap eller noget i den stil. Det ville jeg ikke engang overveje. Men jeg kunne godt forestille mig at samarbejde med en eller anden cool undergrundsdesigner. I mange af mine videoer har jeg fx tøj på, som mine venner har lavet. Jeg er meget til DIY hele vejen rundt og kan godt lide ideen om at arbejde sammen med folk, som er virkelig kreative, men som ikke har særlig mange penge og bare laver det, de gør, fordi de elsker det. Det er meget mere meningsfuldt for mig.”

Der har ellers tidligere været episoder, hvor grænserne blev overskredet – bl.a. de første gange, Grimes blev fotograferet i forbindelse med artikler i magasiner og aviser.

“Jeg har aldrig følt mig tilpas, når jeg er blevet bedt om at stille op som pæn pige med masser af makeup, men i starten vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle sige fra, så jeg gjorde bare det, jeg blev bedt om. I dag er jeg meget bedre til at sætte grænser. Jeg bryder mig virkelig ikke om at have makeup på, og jeg har efterhånden fundet ud af, at folk jo ikke flipper helt ud over det, når jeg siger det. De siger bare: “O.k., så lader vi være med det.””

Selv om Grimes stadig har svært ved helt at forstå, at hun er blevet så kendt, som hun er, er udviklingen alligevel noget, hun mærker.

“De første par gange (jeg blev fotograferet, red.) vidste ingen på skydningen, hvem jeg var. Der er kommet lidt mere respekt omkring mig. Der er ikke længere nogen, der prøver at overtale mig til at blive fotograferet i bikini. Jeg tror, jeg gør så mange underlige ting, at folk har opgivet at lave om på mig. Jeg er ikke særlig god til bare at se pæn ud.”


Grimes’ bedste Twitter-posts

Lær Grimes bedre at kende på bl.a. Twitter, @Grimezsz, hvor hun kommenterer på alt mellem himmel og jord. Vi har samlet nogle af hendes seneste opdateringer:


“Jeg har undret mig over, hvorfor jeg hele tiden føler mig en smule fuld for tiden – har lige indset, at det er, fordi jeg har puttet Bailey’s i min kaffe, fordi vi er løbet tør for mælk.”


“Jeg er producer. Jeg finder det fornærmende, når fyre konstant spørger, om de må producere for mig. Jeg synes, jeg gør mit arbejde udmærket, tak.”


Dem, der bor i værelset ved siden af mig (på hotellet, red.), har sex til Nina Hagen, det er ret cool.”


“Er der nogen, der kender nogle talentfulde og atletiske poledansere i Toronto? Seriøs forespørgsel.”



Læs også: Livslektioner fra Suzanne Bjerrehus