Hækkerup
Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix Hør Hækkerup-brødrene fortælle om, hvad det vil sige som politiker at skulle leve op til forældre og forfædre, der har været med til at definere dansk politik.

Ole Hækkerup: ”Da jeg åbnede min Twitterkonto et par år efter, jeg var gået ud af politik, burde jeg have lavet et stort tweet, hvor der stod: Undskyld, undskyld”

Hækkerup-klanen går så langt tilbage i dansk politik, at de første Hækkerup’ere var med til at underskrive Grundloven. Den slags forpligter, når man som yngre generation vælger selv at blive politiker. Hør det seneste afsnit af podcasten ’Politiske Dynastier’.

To gange har der siddet fire Hækkerup’ere i Folketinget på én gang. 10 har været folketingsmedlemmer, flere har været ministre og den første, Lars Andersen Hækkerup, var endda været med til at stemme for Grundloven. Det forpligter at være en Hækkerup – selv når man blot bliver gift ind i familien, som Ole Hækkerups kone, Karen Hækkerup, der da også har levet op til navnet ved at have bestredet hele tre ministerposter.

I femte afsnit af den nye podcastserie ’Politiske dynastier’, der handler om politiske familier, møder journalist Knud Brix de socialdemokratiske politikerbrødre Ole og Nick Hækkerup. Serien, som er produceret for Talk Town, dykker ned i, hvad det vil sige som politiker at skulle leve op til forældre og forfædre, der har været med til at definere dansk politik. 

”Nick sagde det rigtigt engang: ’Det er vigtigt at finde ud af at være sin egen.’ Politik kan være et giftigt miljø. Folk har en tendens til at sige, at det, der går godt, nok er på grund af dit efternavn, og det, der går dårligt, nok er på grund af dit fornavn,” siger Ole Hækkerup, som dog mener, at der er en fordel i at have et kendt navn – i hvert fald når man stiller op til Folketinget.

Mens Nick i dag er justitsminister og har haft flere andre ministerposter bag sig, har Ole været borgmester i Hillerød og ellers været menigt medlem af Folketinget igennem en årrække. I dag har Ole forladt politik til fordel for en karriere i erhvervslivet, hvor han arbejder med public affairs og nu er administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

”Ole siger, at der findes et hæderligt liv uden for politik. Jeg ved ikke endnu, om jeg tør teste det,” siger Nick om Oles karriere.

Selv siger Ole, at han arbejder med politik uden at være i politik. Og at der er rigtig meget i klassisk politik, som han synes er spild af tid.

”Da jeg åbnede min Twitterkonto et par år efter, jeg var gået ud af politik, burde jeg have lavet et stort tweet, hvor der stod: Undskyld, undskyld. For alt det, jeg havde hældt ud, som bare var en del af orkestrerede kampagner, der rullede hen over skærmen og samråd, der skulle indkaldes til, som var rent politisk teater, som intet havde med noget at gøre.”

Grundlæggende mener de to brødre, at Hækkerup-navnet dog giver flere positive reaktioner end negative. Også på trods af det sejlivede, politiske rygte om, at farfaren, tidligere udenrigsminister Per Hækkerup, solgte Nordsø-olien til nordmændene over et glas whisky. Men selv om Nick kalder det en direkte løgnehistorie, vælger han at grine af det og sige:

”Vi skal jo alligevel af med de fossile brændstoffer! Nogle gange har man haft lyst til at sige: ’Prøv at høre her: Du kender det fra dig selv - du går i byen, det bliver en lidt for glad aften, og du har brugt lidt for mange penge.’”

Generelt griner Nick og Ole meget, når de er i selskab med hinanden, men politik er også alvor. En alvor, som deres børn også deltager i og som påvirker, hvordan børnene er blevet opdraget.

”Jeg bruger jo hele mit vågne liv på at overbevise andre mennesker om, at det Socialdemokratiet gør, det som vi gør, det som regeringen gør, er det rigtige. Så ville det være underligt, at jeg i forhold til det allermest værdifulde jeg har – mine børn – sagde, at det var ligegyldigt. Så derfor påvirker jeg selvfølgelig mine børn. Skal de blive engageret i politik? Det ved jeg ikke – men jeg ville blive ked af, hvis de var ligeglade med samfundsforhold,” siger Nick. Ole tilføjer:

”Hvis du som forældre ikke vil præge dine egne børn, hvad kommer så til at præge børnene? Det gør pædagogerne, skolen, de andre systemer, de sociale medier, alt muligt, mens du bare opgiver at give børnene noget at navigere efter. Det er jo ikke sådan, at de ikke bliver præget – de bliver bare præget af alt muligt, som nogle andre vælger i stedet for dig. Der synes jeg, at man som forælder skal tage nogle bevidste valg.”

For ham handler det eksempelvis om, at han har givet sine børn lommepenge, fordi de har haft et legitimt behov – ikke fordi de har hjulpet til derhjemme. For så præger man dem med ubevidste værdier, siger han og uddyber:

”Hvis jeg gav dem en belønning for at deltage i familien, var jeg jo ved at opdrage dem til at være liberalister.”

Mens liberalist selvfølgelig er lidt af et skældsord i Hækkerup-klanen, kan du også høre i podcasten, om Nick Hækkerup alvorligt mener, at hans børn ligeså godt kan melde sig ud af familien, hvis de en dag stemmer på Enhedslisten. Og om hvad Ole Hækkerup ville ønske, at han havde gjort, da en pædagog fortalte hans lille datter, at det var fars skyld, at de var underbemandende i institutionen.

Du kan høre episoden i Egmonts podcast-app Talk Town lige her

PolitiskeDynastier900x900.jpg

Talk Town - Historier du ikke kan slippe

FB_profilbillede.jpg

Lyt til de bedste podcasts i appen Talk Town.


Find stærke personlige fortællinger og masser af inspiration om alt fra parforhold og børn til mode og sundhed. Talk Town er et nyt podcastunivers med kvalitetsindhold fra velkendte brands som ALT for damerne, Euroman, FIT Living, Vores Børn, ALT.dk mm.

Prøv 14 dage GRATIS nu.

Kun 59 kr./md. efter endt prøveperiode. Ingen binding

Download via iTunes lige her

Download via GooglePlay lige her

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Politik, Samfund og Podcast