Hanne Boel
Foto: Sara Skytte Hanne Boel blev regnet for at være hende, der hverken kunne spille klaver eller synge rent, da hun var barn - det har heldigvis ændret sig siden dengang.

Hanne Boel: "Tænk, hvis jeg ikke havde fundet Søren"

Da sanger Hanne Boel fandt sin mand Søren, fandt hun en, som støttede hende 100 procent, da hendes karriere kørte derudaf. Den dag i dag er han stadigvæk den, der sørger for, at hun kan gøre, hvad hun vil. Her fortæller hun om de vigtigste begivenheder i forskellige årtier i sit liv.

0-10 år

Uheld og solstråle

– Jeg ved ikke, om jeg var et uheld, men jeg var i hvert fald en efternøler. Mine søskende var 12, 14 og 16 år, da jeg blev født i en murermestervilla i Bagsværd. De første ti år var jeg familiens lille solstråle. Min mor gik hjemme, indtil jeg skulle i 1. klasse. I dag tænker jeg: ”Gud hvor skønt” om den opvækst, for det var en privilegeret barndom på en villavej, hvor der boede masser af andre børn, og de stod udenfor på vejen om morgenen og ventede på mig. Mine ældre søskende var frække og lavede oprør derhjemme. Jeg kan huske, at jeg sad og lyttede udenfor, når min mor gik ind på deres værelser og lukkede døren bag sig. Jeg vidste også, at min søster var gravid, før mine forældre vidste det, for jeg blev god til at lytte. I skolen var jeg gammelklog – nok lidt af samme årsag.

10-20 år

Hun kan jo ikke synge rent

– Musikken kom ind i mit liv, da jeg var ni år og begyndte til klaver. Det fangede mig ikke, kan jeg se i dag. Jo, musikken gjorde, men det med at sidde derhjemme og øve etuder ved klaveret gjorde ikke. Min familie var meget musikalsk, men de opgav mig, og jeg blev regnet for at være hende, der hverken kunne spille klaver eller synge rent. 

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: "Jeg vil ikke sige det højt, for jeg er bange for at ødelægge det"

En dag skete der det, at min søster af en eller anden grund byttede en guitar for en lodenfrakke med min far, og han gav guitaren til mig. Dér tændte jeg. Jeg lovede at opføre mig bedre til guitarundervisningen, end jeg havde gjort til klaverundervisningen. Jeg sad og klemtede på værelset hver dag og blev hurtigt god. Jeg begyndte også at synge i et kirkekor og hurtigt kom det til at fylde alt: Kirkekor og guitar. I 8. klasse gik jeg død i folkeskolen og kom i stedet på Bagsværd Kostskole som dagelev. Her fik jeg en fantastisk musiklærer. Han skaffede mig et job som kirkesanger, et rigtigt voksenjob, hvor jeg fik rigtig løn og alting. Det vil sige, jeg sang mest klassisk, men når jeg kom hjem på mit værelse til min firesporsbåndoptager, var det rytmisk. Hvis man spurgte mig, ville jeg vist også være dyrlæge, og jeg kunne sagtens se mig selv som dyrlæge i dag. Jeg har både heste, høns, kat og en hund, så jeg har en del erfaring på området.

20-30 år 

Band og barn

– Jeg var søgende i mine 20’ere, og selv om jeg kom på musikkonservatoriet, nåede jeg nok at blive 27, før jeg var sikker på, at jeg skulle leve af musikken. Undervejs var jeg et år i USA for at gå på rytmisk college, og det fik mig til at vælge den rytmiske musik frem for den klassiske. Det var et godt år, for da jeg kom hjem, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg kom med i bandet Blast, jeg underviste på en musikskole og fik en amerikansk mand og et lille barn. Vi kunne dog ikke leve af at spille, så det var praktisk, at jeg også underviste. 

30-40 år

Guld ud af det blå

– Jeg blev hurtigt skilt igen, og som 31-årig udgav jeg en live jazzplade og kort tid derefter min første soloplade Black Wolf. 30’erne kom til at handle om at få hverdagen til at fungere og skaffe penge. Jeg underviste, spillede live, og så lavede jeg rigtig gode lommepenge ved at synge reklamesange som for eksempel ”BT, så sker der nooooget” sammen med drengene fra Shubidua, som havde fingrene godt begravet i den branche. Ved siden af sang jeg kor for Sanne, Anne og Kasper Winding. Det var godt, at jeg havde mine forældre, for de passede tit Andrea. Nogle gange passede det bedst, at vi begge to sov hos dem, og så kunne jeg lige nå at spise morgenmad med hende om morgenen, inden jeg var af sted igen. 

LÆS OGSÅ: Mette Rode Sundstrøm: Jeg blev helt paf, da min mand afslørede sin forelskelse i mig

Min soloplade tog tid at lave, for jeg ville synge på engelsk, og af den grund ville pladeselskabet kun lade mig få studietid om natten og i weekenden. Ud af det blå gik min debutplade guld, og fra at spille alle de små spillesteder gik jeg direkte til Grøn Koncert og Roskilde Festival. Af og til har jeg spurgt min datter, som i dag er 36 år, om hun selv synes, at hun sov for meget bag en scene i den periode, men det synes hun ikke. Det har formet hende. Der er i øvrigt ingen af mine børn, der har valgt musikken som deres levevej, selv om de er møghamrende musikalske og både kan skrive og spille musik. Måske fordi de kender branchen for godt, eller også er det mig, der har stået i vejen. Det er ikke altid så sjovt at være nogens datter eller søn.

40-50 år

Ikke uden Søren

– I den alder er der mange i min branche, der står af, fordi det er for besværligt at turnere og være væk hjemmefra, men for mig kørte det derudaf. På det tidspunkt havde jeg også fundet en mand, der støttede mig 100 procent, og han slap sin egen karriere for at støtte min og være hjemme hos vores børn. Tænk hvis jeg ikke havde fundet Søren. Han er stadig den, der sørger for, at jeg får lov at gøre, hvad jeg vil. 

Mange vil sige, at min tid var i begyndelsen af 1990’erne, dengang jeg var i starten af 30’erne, og hvad skete der så? Jo, jeg ændrede retning, og min musik blev i mindre grad publikum-succeser, men der var så meget andet musik, jeg gerne ville nå at lave. 

50-60 år

Det italienske eventyr

– Jeg var kommet i tvivl, om det var det med min karriere, selv om jeg stadig lavede plader. Mine børn fyldte mere, og i et anfald af samvittighed slog jeg mig sammen om familien. Andrea var blevet en stor pige, og jeg tænkte: ”Hvis ikke jeg er der for hende nu, flyver hun snart væk.” Det handlede også om, at jeg skulle holde lidt sammen på mit ægteskab i den periode. Vi ville gerne forfølge en drøm om at prøve at bo i udlandet. Vores søn var 12-13 år, og vi tænkte, det var nu eller aldrig, hvis vi skulle nå det, inden han skulle i gymnasiet. Så vi forlod Danmark og slog os ned i Napoli. Andrea var lige startet på universitetet og ville desværre ikke med. Det havde ellers været perfekt, hvis hun ville. Jeg er faktisk stadig ærgerlig over, at hun ikke tog med. 

Efter trekvart år i Italien kunne vi mærke, at vi stadig kun var i begyndelsen af vores ophold, så det, der skulle have været et år dernede, blev til to år. Jeg turnerede stadig i Skandinavien, og så havde jeg indrettet et rum i vores hus til at lave musik, for det kunne man med den teknologiske udvikling, der var sket. 

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: "Det er helt vidunderligt, at man er begyndt at bruge ældre modeller"

Da vi kom hjem til Danmark igen, tænkte jeg, at nu skulle den have en over nakken, og jeg skulle udgive ny musik, men jeg havnede hele tiden i blindgyder. For eksempel havde jeg hørt rigtig meget gammelt italiensk musik og oplevet kunstnere, der forstod at blande det med jazzede rødder. Den vej ville jeg, men da jeg havde prøvet at indspille et par sange, tænkte jeg: ”Nej, det går sgu ikke.” Faktisk har jeg lagt to-tre hele albums i graven over de seneste 10-12 år. Hver gang har jeg opdaget ret sent, at jeg ikke rigtig havde lyst til at gå den vej alligevel. Jeg har det sådan, at når en idé fylder så meget, at der ikke er nogen vej udenom, så gør jeg det, men jeg gider ikke bare gøre noget for at gøre noget. 

Muligheden for at blive professor på Rytmisk Konservatorium havde jeg aldrig set komme. Jeg havde været censor derude i 20 år, men at noget så fucking kedeligt skulle være mig, havde jeg aldrig drømt om. Men så var der en, der sagde til mig: ”Hvis det er så fucking kedeligt derude, er det så ikke dit borgerlige ombud at gøre noget ved det?” Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før, så jeg skrev ansøgningen om 100 gange, og da jeg afleverede den, vidste jeg, at der var det, jeg ville. Konservatoriet viste sig da også at være en sindssygt velgørende epoke for mig. Jeg følte mig i stand til at give den gas igen. Mine børn var blevet store, og jeg havde en fest. 

60+ 

En ny generation

– Jeg har brugt nogle år på at udvikle en trio med to guitarister. Det var et smart set-up, mens jeg var på konservatoriet. Dengang havde jeg tid til to turneer om året, men jeg havde ikke haft tid til at lave musik. Når jeg turnerede, fes jeg frem og tilbage mellem scenerne og konservatoriet, og jeg sad tit og rettede opgaver på et hotelværelse. Jeg var meget i tvivl, om jeg ville savne konservatoriet, da jeg forlod det i 2017, men det havde jeg faktisk ingen problemer med. Det tog en sommer, så var jeg i gang med et andet liv, og i januar i år udgav jeg så en rigtig studieudgivelse. Jeg savner dog stadig de studerende, for med dem fik jeg indblik i en ny generation og en anden måde at lave musik på. De er så pissedygtige, og jeg er så stolt, når jeg kommer og ser dem på scenen. De er fuldt ud ligeværdige musikere. 

Hvem er Hanne Boel

hanne boel fakta.jpg

  • Født 1957.
  • Uddannet musikpædagog. 
  • Har udgivet en lang række plader og har været professor og rektor på Rytmisk Musikkonservatorium i København. 
  • I januar kom hendes første studieudgivelse i otte år Between dark and daylight
  • 11. november starter hun turné, hvor hun står på scenen med to guitarister i en akustisk trio, som optræder med både numre fra Hannes eget bagkatalog samt andres numre i nye versioner. 
  • Gift med Søren, som hun har en søn, Frederik, med. Har desuden datteren Andrea fra et tidligere forhold.

Turné med Hanne Boel Akustisk Trio

11/11: Sankt Michaelis Kirke, Fredericia

12/11: Vershuset, Næstved

13/11: Aastrup Forsamlingshus, Stubbekøbing

14/11: Støberihallen, Hillerød

18/11: Kulturium, Ishøj

19/11: Folkets Hus, Struer

20/11: Norsminde Kro, Norsminde

26/11: Dexter, Odense

27/11: Bygningen, Køge

28/11: Trommen, Hørsholm

Billetter via Ticketmaster.dk m.fl.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Interview, Livsstil, Kvinder du skal kende og Musik