Hanne blev mor for sin syge far

Foto: Les Kaner

Hanne blev mor for sin syge far

“Det føles som en omvendt navlestreng, som er blevet koblet på igen”

Din rolle i familien ændres, når dine forældre bliver gamle eller syge. Pludselig er det dig, der skal følge dem til lægen, styre deres økonomi og måske endda skifte deres ble. Rollerne bliver byttet om, og samtidig har du dit eget liv ved siden af, som skal fungere. Mød to kvinder, der har og har haft udfordringen tæt inde på livet.

Din rolle i familien ændres, når dine forældre bliver gamle eller syge. Pludselig er det dig, der skal følge dem til lægen, styre deres økonomi og måske endda skifte deres ble. Rollerne bliver byttet om, og samtidig har du dit eget liv ved siden af, som skal fungere. Mød to kvinder, der har og har haft udfordringen tæt inde på livet.

Et halvt års tid efter vores mor døde, begyndte mine to søstre og jeg at tænke over, at vores far opførte sig anderledes. Han glemte ting og blev mere introvert. Vi tænkte, at det måske var en reaktion på vores mors død, men begyndte at holde ekstra øje med ham. Jeg bor tættest på min far, så jeg tog ham til lægen, hvor han fik lavet en hukommelsestest, der viste, at der var noget galt. Efter et forløb på omkring halvandet år fik han stillet diagnosen vaskulær demens.

LÆS OGSÅ: Rejs dig op, og bliv ved med at gøre det, du elsker. Igen og igen

– Den første store konflikt kom, da jeg bad lægen fortælle min far, at han ikke længere måtte køre bil. Min far bebrejdede mig, at kørekortet blev taget, men han ville jo aldrig have kunnet leve med sig selv, hvis han havde kørt et barn ned. På det tidspunkt begyndte følelsen af, at jeg var blevet forælder for min far. Jeg følte pludselig, at jeg skulle guide ham og føre ham rundt i livet, og hvordan gør man egentlig det?

– De sidste tre år er det gået meget ned ad bakke for min far, der nu bor på plejehjem. Hans demens betyder, at han f.eks. stikker tungen ud og laver pruttelyd med munden, hvis der er noget, han er utilfreds med. Præcis, som et lille barn ville gøre. Hvis jeg har min lille søn med, siger jeg: "Far – det er ikke pænt at gøre det der!" Min søn må jo ikke gøre sådan noget. Men hvis det er en dag, hvor jeg ikke har så meget overskud, så kan jeg godt komme til at sige det på en mindre pæn måde, selvom jeg godt ved, at han ikke kan gøre for det. Min far dyrker også fri prutning og bøvsning, og jeg synes efterhånden, det er flovt at tage ham med på restaurant. Jeg gør det alligevel, for han har jo stadig ret til et liv. At tage ham med ud kræver, at jeg skal samle mig sammen til at gøre det. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med ham, men jeg skal være sikker på, at jeg har det mentale overskud, så jeg ikke kommer til at skælde ham ud.

– Jeg er hos min far i hvert fald en gang om ugen. Jeg er den, der ringer til tandlægen og optikeren, hvis han skal have nye briller, og forbereder dem på, at nu kommer der en dement mand, som skal have særlig hjælp. Jeg styrer også hans lommepenge, for han har diabetes, og det kan ikke nytte noget, at han går i Netto og køber en masse kager. Måske eksisterer det kun oppe i mit hoved, men jeg gør alle de her ting for, at min far ikke skal blive udstillet alt for meget i forskellige situationer.

– Jeg bruger hele og halve fridage på at tage mig af min far – heldigvis har jeg et arbejde, hvor jeg har flekstid. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Min mand siger somme tider, at nu må jeg simpelthen slappe lidt af eller lade mine to søstre tage over. De gør også mange ting, men det er bare mig, der har nemmest ved at være der i dagligdagen. Det føles som en omvendt navlestreng, som er blevet koblet på igen. Og jeg kan ikke kappe den.

– Jeg har konstant dårlig samvittighed. Når jeg putter min søn, tænker jeg hele tiden, sov nu, så jeg kan komme ind og arbejde eller få planlagt de næste ting, jeg skal ordne for min far. Jeg er hele tiden on the go. Når jeg endelig har tid til at sidde med min mand i sofaen, taler jeg tit om min far. Det fylder bare enormt meget, så der er ikke så meget Hanne-tid. Det går jeg på kompromis med, og jeg har affundet mig med, at det bliver jeg nødt til. Min far har sådan et udtryk, han altid har brugt: Alt er kun en overgang. Når han fyrer det af i dag, tænker jeg: Ja, far, du har egentlig ret. Det er kun en overgang. Vi skal igennem det her, så er der lys på den anden side. Det er jo lidt det samme som at sige, at jeg ser frem til, at min far ikke er her mere. Jeg er ikke flov over at sige, at jeg tænker sådan somme tider, for demens kan være så uværdig en sygdom, at man bare tænker, stop, nu må det få en ende.

– Der er opgaver, jeg ikke påtager mig i forhold til min far. Jeg kan godt sige til ham, at han skal vaske sig i ansigtet eller gå ud og børste tænder, men jeg gør det ikke for ham. Jeg hjælper heller ikke med toiletbesøg, eller hvis han har gjort i bleen. Jeg kan simpelthen ikke. Der er bare noget, der blokerer i mig. Jeg er ved at brække mig. Min ene søster arbejder på plejehjem, så hun er god til at hjælpe min far med den slags, hvis vi har ham hjemme på besøg. Hvis jeg er på pleje-hjemmet, og han skal på toilettet, tilkalder jeg personalet. Så føler jeg, at vi stadig er far og datter, og det har jeg behov for. Det er min måde at forsøge at bevare et værdigt forhold. Jeg er ikke færdig med at være datter.

LÆS OGSÅ: Den højere mening med mit liv er ikke at arbejde

LÆS OGSÅ: Kvinders markedsværdi falder ikke efter de 40 – det er en medieskabt floskel

LÆS OGSÅ: Parret ønskede sig brændende et barn. En dag var de begge gravide

Hanne Rudolph

Hanne Rudolph, 42, er ansvarlig for drift og operation af et it-system hos Novo Nordisk A/S. Hun er gift, har en søn på 4 år, og hun har to ældre søstre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund og Demens