Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Hanne-Vibeke Holst
Foto: Franne Voigt Hanne-Vibeke Holsts sommerparadis.

Hanne-Vibeke Holst: "Jeg har en intens kærlighedsaffære med det her sted"

Siden forfatter Hanne-Vibeke Holst for 22 år siden blev inviteret ind i sin nye mand Mortens hjemmebyggede sommerhus og fik ham til at renovere det tilstrækkeligt, har hun været forelsket i stedet og naturen. Og efter brystkræften er kærligheden bare blevet dybere og mere intens.

Fra Vesterhavet til vandpyt

– Da jeg mødte Morten, var et af hans scoretricks, at han havde et sommerhus ved vandet. Men jeg kommer jo fra Vesterhavet, så den første gang, jeg så udsigten fra sommerhuset, i påsken 1996, tænkte jeg bare: "Det ligger sgu da ikke ved havet!". Men jeg blev forelsket i stedet lige med det samme. Jeg havde ellers aldrig kunnet forestille mig et hus ved havet, hvis ikke det lå ved Vesterhavet. Der er man der på havets betingelser og får vestenvinden og sandet lige i hovedet. Det er de rå elementer. Her på Odden er havet blidt, yndigt og romantisk, og man kan sidde nede ved vandet og gå ture uden at blæse væk, men det har jeg også lært at holde af.

– Huset var meget lille, første gang jeg så det. Morten havde selv bygget det af billige genbrugsmaterialer, fordi han ikke havde ret mange penge til at lave det. Der var kakler på gulvet, og det var enormt fodkoldt. Køkkenet var bygget op af ældgamle elementer, soveværelset var lille og klamt, det samme var køjerummet. Der var selvfølgelig ingen opvaskemaskine, og jeg kan huske den første sommer i huset, hvor vi bare vaskede op og vaskede op. Jeg sagde til Morten: "Jeg er fuldstændig vild med dig og dit sommerhus, men jeg holder ikke sommerferie her igen, hvis ikke vi får en opvaskemaskine". Det var den første forbedring, jeg fik gennemtvunget. Siden har jeg fået gennemtvunget det ene efter det andet, så huset nu er gennemrenoveret, ha ha.

– Efter opvaskemaskinen kom mit skrivehus. Jeg kunne ikke være en hel skolesommerferie i sommerhuset uden at arbejde. Jeg skrev "Strisser på Samsø" dengang og måtte gå op til min svigermor Grete, der boede oppe på bakken for enden af vores grund. Hun havde et ekstra værelse, som jeg lånte som arbejdsværelse. Morten måtte køre hele min it-park med computer og floppy drev på en trillebør op over bakken. Grete syntes, at det var så hyggeligt. Hun vartede mig op, serverede kaffe og kiks. Om eftermiddagen gik jeg så ned til familien igen. Efter et par år på den måde kunne Morten godt se, at det var uholdbart. "Vi bygger et skrivehus til dig", sagde han. Derfor fik vi tegnet et skrivehus, som lå over for vores eget hus. Det blev godt isoleret, jeg fik installeret et lille tekøkken og et fint badeværelse med varme i gulvet. Det ændrede alt for mig, da jeg fik det hus. Nu kunne jeg tage op i sommerhuset og være der alene – også om vinteren.

LÆS OGSÅ: Jes Dorph Petersens Læsø: "Her finder jeg ro, når alt andet forandrer sig"

En ny kvinde i huset

– Morten havde haft sommerhuset, længe før jeg kom ind i billedet. Han havde bygget det i 70'erne og haft det med sine ekskoner. Der var fotos på væggene af sommeridyl i en anden familie. De fik lov at blive hængende den første sommer, men så blev de fjernet. Nu var det os – med mine, dine og vores børn. Men jeg er ikke i tvivl om, at det var svært for Mortens børn, især de yngste. Oven i at deres familie var blevet opløst, var deres sommer og sommerparadis også blevet disrupted. De skulle dele huset og sommeren med mig, mine to børn og den baby, vi fik. Det kan jeg stadig godt have en snert af skyldfølelse over, but that's life.

– Jeg har faktisk altid haft dårlig samvittighed over for Mortens ekskone. Ikke så meget over, at jeg snuppede hendes mand, det skulle hun nok komme sig over, men mere over, at jeg tog hendes sommerhus! Det må alligevel have været det værste, tænker jeg tit.

– Jeg husker, at nogle af Morten og ekskonens gode venner kom og bankede på vores dør den første påske. De havde alle hørt historien om den der skrækkelige kvinde, der havde vippet den anden ud. De skulle lige se mig an, men de blev hurtigt mine gode sommervenner.

Hanne-Vibeke HolstHanne-Vibeke Holst på stranden. Foto: Franne Voigt. 

Årlig påskejagt

– Vores stolte familietradition er påsken. Mine to søstre og deres familier sejler med færgen over til Odden, hvor vi holder frokost efter samme koncept hvert år. Vi bliver flere og flere om bordet og er næsten 20 nu. Familien knopskyder med kærester og børnebørn. Efter vi har spist en masse mad, afholder vi den store påskejagt. Den tradition har vi også overtaget fra Mortens børn, men nu laver vores børn den i stedet. Og selvom alle er voksne nu, vokser vi aldrig fra den leg. Det er rigtig, rigtig sjovt. Vi bliver delt op i hold, og min datter, som er ved at uddanne sig til sceneinstruktør, og min søn, som har en grad i performancedesign, iscenesætter det hele. I år var temaet "Påskeoverenskomstforhandlinger", ligesom OK18. Vi skulle lave hashtags og demonstrere for burhønsenes befrielse. Det endte selvfølgelig med, at vi skulle finde den store præmie: påskeægget!

– Den påskefrokost betyder helt ekstremt meget for mig. Der er ingen undskyldninger for ikke at komme. Alle ved, at de hvert år skal sætte påskesøndag af til det. Det er svært at få samlet hele familien, og mine børn ser sjældent deres fætre og kusiner, så det er en meget vigtig tradition for familiens
sammenhold.

– Det er også til påskefrokosten, at vi ser, at tiden er gået. Hvert år tager vi billeder, og det er sjovt at se, at de små børn nu er blevet voksne mænd med skæg eller smukke, unge kvinder. Der er også nogen, der er faldet fra med tiden, blandt andet min svoger, min svigermor og min mor. Det er trist, men der er noget fint ved, at nogen går bort, mens andre kommer til.

Hanne og Vibeke

– Lige så meget som jeg elsker det sociale liv, vi har oppe i sommerhuset, lige så meget elsker jeg også bare at være i huset med Morten eller helt alene. Når Morten og jeg er her sammen, går vi hver morgen en tur ned til vandet, og senere løber eller går jeg i en time langs stranden og ud til skibsvraget. Morten og jeg har faste rutiner, når vi er her, og det har jeg også, når jeg er alene i sommerhuset. Når jeg skriver en ny roman, er jeg ofte heroppe et halvt år ad gangen. Jeg flytter som regel op i huset den 1. marts og bliver her indtil oktober. Det begyndte jeg på, da vores søn, Jonathan, tog på efterskole som 16-årig, og jeg elsker det!

– Naturen er rolig, der er en indbygget eftertænksomhed i naturen. Den har ikke travlt, den er langsom, og ens åndedræt bliver langsommere, tankerne falder til ro, og øjet finder hvile. I vinterhalvåret er her stort set ingen mennesker, og det betyder, at jeg ikke rammes af de konstante stimuli, som jeg gør i byen. I København er man under et konstant sansebombardement. Ens tanker flintrer rundt, og det er umuligt at tænke lange, ubrudte tanker, fordi man hele tiden bliver afbrudt af noget andet. Man skal forholde sig socialt til andre, og bare det at navigere i trafikken er en kompleks øvelse og anstrengelse, men det er selvfølgelig også det fede ved byen. At der er puls.

LÆS OGSÅ: Thomas Korsgaard: "Jeg har kun meget få venner. En af dem er 60 år og både alkoholiker, ludoman og pusher"

– Men når jeg skriver så store projekter som mine to seneste romaner, "Knud den store" og "Som pesten", har jeg været nødt til at isolere mig heroppe. Jeg har skullet have så meget stof i mit hoved, og for at kunne holde sammen på det over rigtig lang tid, holde fokus, have momentum og for at beskytte min skrivetid, har der ikke været andet at gøre end at tage væk fra byen. At skrive store romaner er ligesom at cykle. Hvis man cykler for langsomt, vælter man. Man skal have en vis fart for at holde fremdriften. Hvis jeg var i København, når jeg skrev, skulle jeg kæmpe for at beskytte min skrivetid og ikke falde for de mange, sociale fristelser.

– Jeg plejer at sige, at Hanne er den ekstroverte, og Vibeke er den introverte. Hanne er helt vild med at netværke, gå til foredrag, i biografen, på museum, til middage, hvorimod Vibeke siger: "Ej, nu trækker vi os lige tilbage og læser Virginia Woolf". Jeg holder meget af Vibeke, men hun må ikke overtage fuldstændigt. Så bliver det for indadvendt.

Hanne-Vibeke Holst ved havet. Foto: Franne Voigt. 

– Da jeg skrev "Som pesten", oplevede jeg, at jo mere jeg skrev, jo mere jeg kom ind i stoffet, mine karakterer og universet, jo sværere havde jeg ved at komme ud af det igen. Jeg tror faktisk, at jeg var ved at blive stresset. Jeg tænkte hele tiden: Bliver det her nogensinde godt? Kan jeg nå det? Fordi jeg var så meget alene heroppe, havde jeg alt for meget tid til uforstyrret at gruble over mig selv, mit arbejde og mine egne udfordringer – og det var skidt for mig. Jeg fik hovedet for meget op i min egen rumpe og blev for selvoptaget på en destruktiv måde.

– Der var et tidspunkt, hvor jeg virkelig var i krise og tænkte: "Nu kan jeg ikke mere, min hjerne brænder sammen". Jeg kunne ikke sove, sov kun tre-fire timer pr. nat. Søvnløsheden blev selvforstærkende. Jeg frygtede at skulle i seng, fordi jeg vidste, at jeg skulle kæmpe med at falde i søvn. Det tærede meget på mig, at jeg ikke kunne sove, for jeg havde brug for at være frisk, når jeg skulle skrive. Efter en lang, søvnløs majnat, stod jeg op ved femtiden og gik en tur ned til badebroen. Jeg tog et billede af solopgangen, som jeg sendte til Morten og skrev: "Nu kan jeg ikke mere". Da han vågnede til billedet, ringede han straks og sagde: "Jeg kommer med det samme". Han forstod, at nu havde jeg brug for en livline. Jeg var blevet for meget eneboer.

Ingen pylremor

– Selvom det ikke altid er godt at være så meget alene, er det også nødvendigt som kunstner. Det har taget Morten nogle år at forstå det. Han synes eksempelvis ikke, at han forstyrrer mig, hvis han er i sommerhuset samtidig med mig, men vi spiser jo sammen, vi er sammen, vi kommunikerer. Når jeg er alene, er tiden min. Jeg kan skrive, tænke, høre en podcast, lytte til jazz, læse en avis og gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Det med at kunne trække sig fra sin partner indimellem er en nødvendighed for en kunstner.

– Jeg tænker tit på, om familieliv og kunst egentlig kan forenes? Måske kan man kun få det ene? Mange store kunstnere som for eksempel Pablo Picasso har fået masser af børn, men han har ikke selv passet dem. Det har kvinderne gjort.
Den franske forfatter Simone de Beauvoir sagde engang, at man ikke kan være kunstner, hvis man lever et traditionelt kvindeliv, for man bliver ædt op af alle de sociale forventninger og krav, der er til kvinder. Det, tror jeg, er rigtigt.

– Jeg har heldigvis fundet en mellemvej, hvor jeg gudskelov – særligt i mit andet ægteskab – fandt en mand, som forstod, hvad jeg havde brug for. Han tog virkelig sit slæb, da børnene var små, og gav mig tid til at arbejde. Jeg har aldrig været mor med stort M. Det var ikke mig, der bagte boller til børnehaven eller syede fekostumer til fastelavn. Jeg var elendig til den slags, men jeg har også nægtet at gøre det af principielle årsager, fordi jeg ikke ville ligge under for de forventninger, der var til moderskabet. Jeg har også rejst langt væk og i flere uger, da børnene var mindre, men det gjorde min mand også som filmfotograf. Det var der bare aldrig nogen, der satte spørgsmålstegn ved.

– Mange kvinder opfatter det som deres identitet at være mor. Det har jeg aldrig forstået. Det er jo en lånt identitet, for når børnene er flyvefærdige, er de væk. Man skal have noget andet ved siden af moderskabet, der er ens identitet. Hvis ens identitet kun er at være mor, bliver man det moderdyr, der bliver sindssygt dominerende og ikke kan slippe børnene fri og hænger i telefonen og beklager sig over, at man aldrig ser dem. Der er nogle år, hvor ens børn skal flyve så langt væk, de kan, og se, hvordan deres vinger bærer. Mine børn ved, at jeg altid er der for dem, og som mor tænker jeg altid på dem. Jeg savner dem, men de skal også lave lov til at flyve frit.

– Jeg har altid gjort meget ud af at være en mentor for mine børn og snakke med dem om det, der optager dem. De har skullet mærke, at de var anerkendt og accepteret, lige meget hvad de fandt på. Men jeg har også lært dem sammenhængen mellem at tjene penge og have materielle goder. Jeg har vist dem, at det kræver hårdt arbejde og klejner i kassen at have et fedt sommerhus ved havet – og det er ikke en ringe ting at lære sine børn.

Jeg overlevede

– Sidste forår var jeg ikke så meget i sommerhuset, fordi jeg var i behandling for brystkræft og gik til stråling hver dag i tre uger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i år kunne holde påsken i sommerhuset. Det var en bekræftelse på, at jeg var blevet rask og havde lagt sygdommen bag mig. Sådan en: Ahh, jeg oplever foråret igen! Det var en meget intens følelse.

– Efter strålingen måtte huden ikke få sol, så jeg gik tildækket og med tørklæde draperet om overkroppen. Når jeg badede, skulle jeg hurtigt i vandet og hurtigt op igen for at undgå solen. Det var træls, og derfor er jeg glad for, at jeg i år må sole og bade som før. Der er mange ting, jeg ikke længere tager for givet. Når man får kræft, får man smasket døden lige op i sylten. Det er ikke længere en abstraktion, men en meget konkret ting. Jeg havde heldigvis ikke en særlig aggressiv kræft og er nu uden for risikogruppen, men det betyder ikke, at jeg kommer til at leve for evigt. Jeg slap denne gang, men før eller siden dør jeg, ligesom alle andre.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst: Jeg har altid haft dårlig samvittighed over for Mortens ekskone

– Hen ad vejen lærer man, at alting forandrer sig. Det er ligesom havet, der bølger frem og tilbage. Det samme og dog så foranderligt. Sådan er livet også, og det skal man acceptere for at bevare livsmodet. Det er vigtigt at tage imod det, der kommer, i stedet for at gå imod det. På den måde bevæger man sig hele tiden fremad. Livet er dynamisk, og det at kunne forsone sig med, at man indgår i et kredsløb, hvor noget forsvinder og andet opstår, er vigtigt.

– Jeg finder trøst i at vide, at jeg engang kommer til at indgå i naturens kredsløb, hvad enten jeg bliver brændt eller kommer i en kiste i jorden. På et tidspunkt bidrager jeg til, at træer vokser op, og humlebier summer rundt. Indtil da handler det om at få så meget ud af livet som muligt. Gå efter intensitet og nærvær. Efter min sygdom er mine relationer blevet dybere, og det samme er mit forhold til sommerhuset, havet, mine gåture og denne grund med det smukke kuperede terræn. Det er´blevet en intens kærlighedsaffære. Jeg føler mig omfavnet af den natur, der er heroppe. Den er fordomsfri, den elsker os allesammen lige højt, og den har ingen meninger om mig. Om jeg er pæn eller grim, ung eller gammel eller mangler et bryst. Naturen er ligeglad, jeg indgår bare i den og har lov til at være i den. Hvis jeg bliver syg igen, vil jeg virkelig gerne dø heroppe. Bare sove ind, stille og roligt. Den tanke kan jeg godt leve med – eller rettere dø med.

Oplev Sjællands Odde

Det skal du se

– Havnebyen. Gå en tur på havnen, køb fisk eller spis frokost hos fiskehandleren. Man skal også se røgeriet, der er tegnet af Arne Jakobsen, og som er virkelig fint. Her kan man også købe lækker nyrøget fisk. Bagefter skal man tage ud på Gniben. Det er Sjællands Grenen, hvor to have løber sammen ude på spidsen. Det er et fantastisk smukt område.

Det skal du opleve

– Lumsåsmølle. Det er en gammel mølle, som stadig maler mel og bliver passet af et møllelaug. Der er åbent hele sommeren, og der er forskellige stenhøje i området, som man også kan se. Kør også til Nykøbing og oplev Hempel Glasmuseum. Det er virkelig smukt, og der bliver også afholdt koncerter under Odsherreds Kammermusikfestival.

Det skal du spise

– Gårdbutikken Birkemosegaard drevet af den thailandske kvinde Kung, som dyrker biodynamiske grøntsager og økologisk kvæg. Deres jordbær er helt fantastiske, og vi køber en bakke hver dag i løbet af sommeren. Fredag og lørdag aften har de langbordsaftener, hvor forskellige kokke kommer og laver mad af gårdens grøntsager og kød. Maden kan både være thai og ny nordisk, og det er simpelthen SÅ hyggeligt. Man møder vildfremmede mennesker, som man ellers aldrig ville have talt med. I år har de også gjort det til et frokoststed.

Det skal du nyde

– Kastanjegaarden er et lysstøberi, der sælger hånddyppede lys, men de har også mange flotte boligting, tøj, fåreskind og en gourmetafdeling med blandt andet regionens produkter og den lokale vin, Ørnberg. Vinene har vundet mange priser. Særligt deres hvidvin Paulus er god. Ved Kastanjegaarden kan man også leje cykler og køre ud på smukke cykelruter i området.

Hvem er Hanne-Vibeke Holst?

  • Hanne-Vibeke Holst, 59 år.
  • Journalist og forfatter senest til romanen ”Som pesten”.
  • Gift med film-fotograf Morten Bruus, som hun har sønnen Jonathan på 21 år med.
  • Familien bor på Frederiksberg.
  • Har desuden to voksne børn, Mikael på 30 og Anastasia på 28, fra sit første ægteskab.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Kvinder du skal kende, Interview, Guide og Livsstil