"Det er ensomt at gå gennem livet som voksen uden forældre"
Forfatter og foredragsholder Heidi Kølle Andersen om at udrydde aldersfascisme, om at leve hver for sig med sin mand og om at have mistet begge sine forældre og være alene i voksenlivet.
Færdiggør sætningen: Hvis jeg kunne bestemme...
– ... ville jeg udrydde aldersfascisme og indføre højhastighedstog i hele landet. Jeg kunne også godt tænke mig, at folk var lidt sødere ved hinanden. Endelig ville jeg indføre et kursus i manerer. Jeg pendler en del og ser jævnligt folk sidde og klippe negle, rense ører, pille næse og tale med deres psykolog og bankmand, og jeg ved ikke hvad. Hér er jeg helt på linje med Lise Nørgaard. Afstanden mellem frontstage og backstage er blevet for kort.
Hvilken musik lyttede du til, og hvilke bøger læste du, da du var 13?
– Whitney Houstons stadig fuldstændig fantastiske album Whitney var det første, jeg købte til den cd-afspiller, jeg fik i konfirmationsgave. Ord som ”Oh I remember the way that we touch, I wish I didn’t like it so much” gik rent ind. Jeg læste Nattens Kys af Hanne-Vibeke Holst og Liv og Alexander af Tine Bryld. Og da jeg fyldte 14, ønskede jeg mig Politikens Ruslandshistorie i 3 bind. Jeg har elsket bøger siden Læs og forstå i 1. klasse.
LÆS OGSÅ: Rasmus Walter: "Det tester helt klart min personlighed"
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
– Der er tre, jeg må nævne: Da min far druknede i august 1983. Han var væk en uge, før han blev fundet. Den uge rummer for mig alle menneskelivets følelser. 16 år efter døde min mor af cancer. Da var jeg 24. At gå gennem livet som voksen uden forældre er ensomt. Jeg savner ofte min mor og tænker på hende hver dag. Det er et kapitel i livet, der ikke kan skrives, og flere følger, når man selv får børn: Mærkedage og højtider uden de ældre. Livserfaring, der ikke kan gives videre. Generationers bånd, der ikke bliver knyttet.
– Min yngste datter spurgte engang, da hun ikke var ret gammel: "Jeg savner mormor, selvom jeg aldrig har kendt hende. Kan man det?". Nu er mine piger så store, at det heldigvis er slut med bedsteforældre-juleklip i skolen. Og bortset fra psykopater, edderkopper og spøgelser er jeg ikke bange for en skid.
– Den sidste begivenhed var, da jeg i 2017 fik to alvorlige og langvarige hjernerystelser. De ændrede ikke på livet, men de ændrede på mig. Og så ændrede jeg en smule på livet. Min mand og jeg besluttede, at vi efter 24 år stadig skulle være sammen, men ikke bo sammen. Vi lever nu på hver sin adresse, og det er skønt. Vi har været sammen siden 1996, har vores piger og historie sammen. Han bor lige om hjørnet. Vi skar den sure praktik fra og de værste af hinandens dårligdomme (nu kan han f.eks. ryge i fred), men har bevaret os. De sidste år på samme adresse begyndte det at gå for meget op i livets materielle goder. Måske fordi vi kom til at kede os. Nu mærker vi os selv og hinanden igen og på ny.
Hvilken dag har betydet mest i dit liv?
– Da mine døtre blev født. Livet vrider en omgang rundt om sig selv, når vi bliver forældre. Den der store kærlighed. Rædslen for, at der skal ske dem noget. Jeg er simpelthen så glad for mine piger. En dag bliver jeg forhåbentlig en momse.
Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Et år var min far med til juleklip på skolen. Han var fiskeskipper, tit på havet og derfor ofte ikke med til nogle arrangementer. Jeg husker at gå ind i klasseværelset, mens jeg holdt min far i hånden. Han var den sejeste af alle fædrene og også den sjoveste. Jeg kunne mærke, at både børn og voksne gerne ville tale med ham. Men klippe nisser kunne han ikke...
Hvor er du henne om 20 år?
– Jeg håber, jeg til den tid har et lille hus i Bagenkop med stokroser og en hær af stauder. Jeg har lært at havbade og lave den mest vidunderlige bearnaicesauce. Og så har jeg børnebørn, som jeg vil forkæle til op over begge ører. Vi skal også fange krabber og bage snobrød og se solen gå ned i havet ud for Bagenkop. Jeg vil fortælle dem historier om deres oldefar Ole, der var en af Bagenkops dygtigste fiskere, og om deres oldemor Inge, der led af rengøringsvanvid og pudsede ruderne tynde, og som elskede en lille tår kaffe.
Hvad ved dig overrasker folk mest?
– At jeg har en enægget tvillingsøster. Og at jeg har været årets gymnast på Sydlangeland og engang uden at blinke med øjnene kunne glide ned i både spagat og split samt uproblematisk drøne benet op i et y.
Hvornår føler du dig værdsat?
– Når folk ringer og hører, hvordan jeg har det. At få blomster, fyldte chokolader, parfume og champagne. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Når mine piger skriver små rare beskeder til mig. I det hele taget er det ofte de små ting, der gør, at man føler sig værdsat. ”Vil du have en kop kaffe med?”. Den slags.
Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?
– Få en uddannelse, tjen jeres egne penge, og gør det af lyst.