Hella Joof: "Han smadrede min dør og truede med at slå mig ihjel"

– Dengang jeg sad på en flyttekasse og pustede og så på de nyafhøvlede gulve og nymalede vægge i en alt for dyr lejlighed på Dronning Olgasvej, vidste jeg, at jeg var stærk.

– Min gode ven Troels var så venlig at flytte med, for jeg havde ikke råd til atbetale huslejen. Men lejligheden måtte jeg have, for jeg var gået hen og blevet hjemløs efter et kedeligt drama i noget socialt byggeri i Struenseegade, som jeg var blevet anvist af kommunen, fordi jeg var blevet sagt op i den meget dyre fremlejede lejlighed, jeg havde beboet siden min traumatiske skilsmisse. Føj, hvor det lyder, når man pludselig siger det højt. Og det føltes endnu værre. Som en alt for stram rullekrave i akryl, der forhindrede mig i at trække vejret. Som nogle alt for små sko, der forhindrede mig i at bevæge mig frem i livet.

– Hvordan ender man i sådan en suppedas, når man ellers er nogenlunde pæn og klog og med en mellemlang uddannelse bag sig? Tja, man glemmer at lytte til stemmerne, der fortæller en, hvad vej man skal gå. Og man tror først og fremmest ikke, at man har ret til at være glad. For det har man ikke fortjent. For man er bare en taber, en skidespræller og en røvbanan, som ingen kan elske. Og slet ikke en selv.

– Og der var ikke meget kærlighed i den opgang. En dag ringede jeg til politiet, fordi min stereoid- og generelt misbrugende nabo, som bankede sin kone, når han ikke var i fængsel, igen havde gennembanket sin tynde, stakkels, svage kone, som i panik ringede på min dør og overlod sit spædbarn til mig, fordi hun var i gang med at få tæsk og var bange for, at hendes voldelige mand skulle ramme barnet med sine grimme knytnæver. Og så stod man der midt i en dårlig socialrealistisk film eller en sang af Suzanne Vega og tænkte, at nu kunne det være nok, og ringede til politiet, som kom et par timer senere. Og på det tidspunkt var manden gået på druk. Den forslåede kone havde hentet det fortabte barn, som formentlig blev tvangsfjernet og nu er i gang med at videreføre den sociale arv. Hun anmeldte ham for vold, men trak samme aften anmeldelsen tilbage, fordi idioten kom hjem og sagde undskyld.

– Og jeg, Hella, sad tilbage og tænkte, at der var sket en fejl i mit liv. Jeg skulle have siddet i en funkisvilla i Klampenborg med en sød mand og nogle pæne børn. Heldigvis havde jeg fået et dejligt, smukt, vidunderligt barn, som lå og sov fra det hele.

– Men det, at jeg havde ringet til politiet, blev taget meget ilde op af stereoidnaboen.Så han smadrede min dør og truede med at slå mig ihjel. Så jeg ringede endnu en gang til den søde betjent, som jeg var kommet på fornavn med. Han sagde til mig, at jeg skulle flytte, for som han sagde: "Vi kan jo ikke være sikre på, at vi når ud i tide, hvis din nabo mener det." Og det havde han jo ret i. Jeg spurgte for en god ordens skyld, hvor jeg skulle flytte hen. Han svarede, at jeg måske havde noget familie eller nogle venner, jeg kunne bo hos indtil...

"...Indtil hvad?" spurgte jeg. Og så sagde han noget vigtigt til mig: "Du finder nok på noget, du er jo en stærk pige i modsætning til dine naboer."

– Dette var mit Scarlett O'Hara-moment. I swear, as God is my witness, I will never be homeless again. Jeg pakkede mine ting, fik opmagasineret mine møbler og flyttede samme døgn. Uden at se mig tilbage. Boede hos min ven, Morten Kirkskov, og meget lidt hos min mor. Og så fik jeg tilbudt den alt for dyre lejlighed på Dronning Olgasvej.

– Siden har jeg kun boet gode steder med søde naboer, som ikke vil slå mig ihjel. De får mig ikke så let. Jeg er en stærk dame.

LÆS OGSÅ: Natasja Crone - I perioder har jeg virkelig været hårdt ramt af skyld og skam

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Coco O. - Jeg troede engang, at jeg skulle have 5 børn

LÆS OGSÅ på Euroman.dk: Euromans far, Peter Linck, er gået konkurs