Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Hella Joof
Foto: Les Kaner Hella Joof og Karen Thisted er aktuelle med bogen "Bryster skal hoppe, når man hikker" om alt det svære, men også fantastiske og finurlige i tilværelsen.

Hella Joof om sex: Det er meget bedre at føle sig elsket, end at skulle ligge og trække maven ind

Det kan være lige så skønt at spise en middag med rødvin og en klog mand ved sin side som at have sex. Det mener Hella Joof og Karen Thisted, der i denne uges ALT for damerne sætter modenhed under lup.

Sex stopper ikke med at være godt, når du runder et halvt århundrede. Det bliver anderledes, bevares. Men også mere trygt og mindre fysisk.

Det mener forfatter og instruktør Hella Joof og journalist Karen Thisted, der i denne uges ALT for damerne mødes for at tale om modenhed i anledning af deres nye bog ’Bryster skal hoppe, når man hikker’.

Nok er de rundet henholdsvis 56 og 72 år, men tallene i dåbsattesten betyder ikke, at de ikke stadig kan have det sjovt, når det kommer til den slags gymnastik, der foregår under lagnerne.

Faktisk følger der med alderen en langt større tilpashed, end nogensinde før, fastslår Hella Joof.

– Altså, da vi snakkede om det her i forbindelse med bogen, sagde du (Karen, red.) noget med, at mænd både bliver forelskede i ens krop og i ens sjæl, men jo ældre man bliver, er det vel sjælen, de forelsker sig i. Og selvfølgelig bruger man kroppen til at have sex med, men det handler altså lige så meget om, hvordan man taler og tænker. Det er jo det, der gør en sexet. Sådan noget glatbarberet ungdomssex, hvor man snildt kan have et kamera på, uden at der er nogen, der får varmt vand i munden… Ja ja, god tur, men det er endnu mere dejligt at ligge og rode rundt med noget sved og noget hud og føle sig tryg og elsket, end det er at skulle ligge og trække maven ind, fortæller forfatteren og instruktøren i magasinet, der er på gaden nu.

1-joof_thisted_14.jpg

Karen Thisted er i dag single, men har tidligere været gift med journalist Ole Thisted i 10 år og derefter med komponist Klaus Kjellerup i ni år. Sammenlagt er det lige så længe, som Hella Joof har været sammen med sin mand, lægen Henrik ’Snit’ Ibsen.

Går du efter sex i dag, Karen?

Karen: – Nej, jeg går ikke efter det, det har jeg aldrig gjort. Men hvis det kommer, så kommer det. Så er det okay med mig. Hvis det er en ordentlig mand. Jeg synes, at mange mænd på min alder er skønne. Jeg synes faktisk, at mændene bliver skønnere og skønnere. Og det kan være lige så skønt at spise en middag og drikke noget rødvin med en klog mand som at have sex. Det er ikke kun det fysiske. Sex er mange ting.

Hella, hvad tænker du om alder og sex?

Hella: – I min alder bliver tabet af ungdom meget present. Hvis man da synes, det er et tab. Det kan man jo vælge ikke at synes og i stedet tænke "nå, nu kommer der bare noget andet". Men ens krop begynder da at se anderledes ud, og her siger Karen noget klogt, synes jeg. Hun siger ”ja ja, men det sker jo meget, meget gradvist, det er ikke noget med, at man pludselig vågner op en dag, og så…”

Karen: – …er man blevet 30 år ældre i sin krop…

Hella: – Præcis, man vænner sig jo til det. Og jeg tænker ofte på, at da jeg var allermest ung og struttende, var jeg også allermest ked af det. Og vil jeg tilbage til det? Nej, aldrig i livet! Jeg vil hellere sætte lidt til på tyngdekraftkontoen og være glad og lykkelig i mit liv og føle mig elsket.

Læs meget mere i denne uges ALT for damerne, hvor Hella Joof og Karen Thisted også deler deres tanker om andre store emner i livet – lige fra døden til deres mødre og deres døtre. Her kan du blandt andet høre om en helt særlig aftale, der ikke helt er i overensstemmelse med loven.

Hvem er Hella Joof?

  • 56 år
  • Skuespiller, filminstruktør og forfatter
  • Har bl.a. skrevet ”Papmaché-reglen”, ”Båven om Gud” og senest ”Dage med mildhed, modgang og mirakler”
  • Gift med ”Snit” på 49 år, som er læge
  • Mor til Olivia på 30 år

Hvem er Karen Thisted?

  • 72 år
  • Journalist, debattør og forfatter
  • Har bl.a. skrevet ”Det skal mærkes, at vi lever”
  • Single og har datteren Marlene på 48 år og barnebarnet Adam på 8 år
Se, hvad vi ellers skriver om: Sex, Parforhold, Interview og Kendte