Helle Helle scroll-down
Foto: Peter Nørby Forfatter Helle Helle fortæller, hvordan livet bare bliver bedre og bedre med tiden.

Helle Helle: "Jeg var så lykkelig for, at jeg havde fået en chance for at opleve kærligheden igen"

For dronningen af hverdagsrealisme, der slog igennem med romanen ”Rødby Puttgarden”, er det konkrete, hverdagslige godt at fortælle historier med. Og Helle Helles egen historie kan ikke fortælles uden at give plads til en kæmpenyre, et hemmeligt bryllup og en søvnberøvende overgangsalder. Og et liv, der bare bliver bedre og bedre.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Udgangspunkt

– Når du siger udgangspunkt, begynder min hjerne at forestille sig, at den skal sige noget klogt. Og for mig er det stadigvæk sådan, at jeg har en form for akademisk kompleks, som gør, at jeg ikke tror, at jeg kan sige noget klogt. Og så tænker jeg, at alt, hvad jeg kan, er noget med at tale om alt det konkrete, der er i verden. Det er jo faktisk også sådan, jeg skriver. Det første, jeg tænkte, da jeg hørte ordet udgangspunkt, var døren lige bag mig. Vi er her i den gamle skovriderbolig, hvor jeg bor med min mand, og vi sidder i spisestuen, som er husets centrum. Et smukt, gammelt, langt rum. Og lige bag mig er så den franske dør, som jeg altid havde drømt om at få. Eller hedder det mon en fransk dør, når den går ud til terrassen? Nej, det gør det nok ikke, men det er en tofløjet dør med glas, som vender ud mod vores have, skoven og en landevej, man nærmest ikke kan se. Derude – på den anden side af døren – er jeg rigtigt meget. Og hvis jeg ikke er derude, så kigger jeg hele tiden ud. Også når jeg skriver. Øjnene søger mod udgangspunktet, og det er det, der er udenfor huset. Udsigten. 

– Selvom jeg måske ikke ser sådan ud, er jeg et naturmenneske. Jeg voksede op i Rødby, og der skete ikke så meget. Men i sjette klasse kom der en biologilærer til byen, og han var en rigtig ildsjæl, som fik utroligt mange unge mennesker til at interessere sig for biologi. Vi begyndte at gå til biologi om aftenen på ungdomsskolen, og hver weekend var vi på fisketur, fugletur eller botaniktur. For min første løn i mit første job købte jeg en sovepose og et liggeunderlag, fordi vi skulle til Norge på lejrtur. Og jeg forestillede mig, at jeg skulle bo for enden af en lang grusvej ude på landet. Ligesom Trille, sangerinden, der var mit store forbillede, og som sang om trin i gruset. Jeg forestillede mig også, at jeg skulle bo alene, og det var nok fordi, jeg var vokset op med en enlig mor. Eller rettere – hun var enlig med mellemrum. Det var nok medvirkende til, at jeg tænkte på mig selv som en, der skulle bo alene. Jeg tænkte: Hvis jeg bor alene, har jeg magten over mit liv. Men jeg blev gift og flyttede på landet med min første mand. Vi blev skilt efter nogle år, og så boede jeg her alene i tre år med mine børn, inden jeg lod min kæreste, som jeg nu er gift med, flytte ind. Han ligner ved gud heller ikke noget naturmenneske, men tænk, det viste sig, at han havde været spejder, til han var 20 år, og det blev jeg så forelsket i. Og i dag dyrker vi virkelig naturen. Det er ikke fordi, vi er havemennesker, men vi går mange ture, og vi holder øje med musvågen og viben. 

– I mange år havde jeg så dårlig samvittighed over, at jeg sad og kiggede ud ad vinduet 90 procent af tiden, når jeg skulle skrive. Jeg tænkte, jeg laver jo ikke en skid, men i virkeligheden er det så befordrende for min kreative proces at kigge ud. For der er ikke noget derude, der forstyrrer mig. Ikke noget eller nogen, jeg sidder og kigger på eller tænker over. Jeg kan godt have svært ved at koncentrere mig i visse sammenhænge. Og så er vi tilbage ved det akademiske mindreværd. F.eks. holder vi Weekendavisen, og hver uge går jeg i gang med artiklerne i første sektion, som jeg virkelig gerne vil læse. Men mit problem er, at når jeg har læst halvdelen, så har jeg så svært ved at koncentrere mig om resten. Uanset hvad det handler om. Jeg ved ikke, hvad det er. Det var det samme, da jeg flyttede til København og begyndte at studere. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at læse visse former for teori. Jeg kan faktisk slet ikke læse noget teoretisk. Hvis jeg ikke kan se det for mig, så kan jeg ikke forstå det. Men mit kompleks er efterhånden ved at forlade mig, for jeg tænker, at jeg ER jo forfatter, og jeg føler selv, at jeg arbejder på et vist niveau. Og nej, jeg er så ikke teoretiker, men det er vel også okay. 

Helle Helle

Skæringspunkt

– Hvis jeg skal holde fast i, hvad jeg først tænker på, så har jeg et skæringspunkt i 2005. Det var det år, hvor jeg besluttede, at jeg skulle skilles og blev skilt, faktisk. Og det var det år, hvor min roman ”Rødby-Puttgarten” udkom. Men det var også det år, hvor jeg var igennem en operation for noget, som havde påvirket mig, siden jeg var helt ung. Og da det var gået godt, var jeg omme på den anden side. Det vil jeg godt lige forklare, selvom det er frygtelig privat. Men nu fortæller jeg det bare. Grunden til, at jeg kommer til at tænke på den operation, er, at det var noget med at skære, ha ha. Så mit skæringspunkt var der, hvor jeg blev skåret op. 

– Da jeg gik i gymnasiet – og også før da – havde jeg meget tit nogle anfald af ondt i maven og ryggen. Jeg blev undersøgt for alt muligt, og der i starten af 80’erne mente alle, at det nok var noget psykosomatisk. Når jeg fik de her underlige anfald af noget, der gjorde så ondt, var det nok fordi, der var en slags smerte i livet. Jeg skrev faktisk til ALT for damernes brevkasse, og det var simpelthen så smukt, for selvom ens brev ikke kom i bladet, fik man alligevel et svar. Jeg prøvede at beskrive den smerte, jeg havde i siden, ryggen og maven, og så kom der et brev tilbage fra ALT for damernes læger. De mente, at jeg måske kunne lide af noget, de kaldte for abdominal migræne. En slags migræne, der sad i maven. Til min skriftlige studentereksamen fik jeg lov til at skrive på maskine, fordi man troede, at det måske var noget med den måde, jeg sad på. 

– Der gik nogle år, hvor smerterne kom og gik, og så blev jeg gravid først med min søn og så med min datter. Jeg var i starten af 30’erne, da jeg havde født min datter, og jeg kunne mærke, at der bare var noget helt forkert inde i min mave. Jeg blev scannet, og det viste sig, at min ene nyre var kæmpestor og var gået til grunde. Jeg havde et medfødt lille handicap, hvor det rør, der skal forbinde nyren med resten af systemet, havde et knæk, så vandet ikke kunne løbe ordenligt fra i den ene side. Det var ikke farligt, og jeg tænkte, at jeg gerne ville vente med at blive opereret, og jeg endte med at gå med det fem-seks år. Nyren blev ved med at vokse, det gjorde ondt, og jeg måtte ligge ned på en chaiselong, når jeg skulle skrive. Så flere af mine bøger – også ”Rødby-Puttgarten” – er skrevet liggende.  

– Jeg blev ved med at tænke, at jeg ikke kunne overskue den operation, for børnene var stadig så små, og jeg vidste, at det ville være en stor operation. Det var kun mig, der havde kørekort derhjemme, og jeg kunne ikke se for mig, hvordan familien skulle klare hverdagen, hvis jeg var på hospitalet. Men så en dag, på vej til min farmors 90-års fødselsdag, fik jeg så ondt, at jeg blev indlagt på Roskilde Sygehus. Og så blev jeg opereret. Jeg var meget ulykkelig, da jeg blev indlagt, for det var som sagt det år, hvor jeg senere blev skilt, og der var mange ting på det tidspunkt, der var svære, og jeg kunne slet ikke overskue det. 

Helle Helle

Hvem er Helle Helle

  • Helle Helle er født 1965.
  • Skønlitterær forfatter, der er kendt og hyldet for romaner som ”Rødby-Puttgarden” (2005), ”Ned til hundene” (2008), ”Dette burde skrives i nutid” (2011), ”Hvis det er” (2014) og ”de” (2018). Har modtaget en række priser og præmieringer. 
  • Debuterede med et digt i ALT for damerne i 1985.
  • Aktuel med romanen ”Bob” som udkommer 8. januar. 
  • Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har en søn på 26 år og en datter på 21 år fra sit første ægteskab.

– Da jeg vågnede på intensiv afdeling efter operationen, stod der en mand bøjet ned over mig, og jeg tænkte: Ham kender jeg da. Og så sagde han: ”Hej, jeg hedder Henrik, vi har gået i gymnasiet sammen, jeg har lige opereret dig, og du har tabt 2,5 kg!” Min nyre havde altså vejet 2,5 kilo, så det var ikke mærkeligt, at jeg havde været lidt hæmmet. Normalt vejer sådan en cirka 150 gram. Så hvilken kæmpe, kæmpe, kæmpe lettelse. Jeg havde det ad h til, for det havde været en lang operation, men jeg fik lov til at ligge og se ”Årgang 0” om aftenen. Det var min datters årgang, så det var spændende. Der lugtede sådan af pizza på intensiv afdeling, fordi sygeplejerskerne havde et rum inde i midten, hvor de kunne trække for, og så sad de der og spiste pizza, mens vi lå i vores senge rundt omkring. Meget mærkeligt. 

– Jeg var indlagt i fem dage og kom mig hurtigt over operationen. Det var som at få et nyt liv. Jeg havde længe været den, der gik først hjem fra alle fester, fordi jeg tit fik ondt, når jeg drak, men pludselig kunne jeg alting. Jeg kunne holde mig oppe hele natten, jeg kunne sidde op og skrive, jeg blev skilt, jeg mødte en ny mand, og jeg havde ikke ondt mere. Og min nyre kom på forsiden af et eller andet lægeblad, fordi den var så stor, ha ha. Det er ret vildt, hvor meget man kan udholde fysisk, men måske er det fordi, det først er, når det bliver fikset, at man finder ud af, hvor meget det faktisk har betydet for ens liv. Jeg har ikke tænkt på operationen i mange år, men da jeg hørte ordet skæringspunkt, dukkede den bare op med det samme. 

Omdrejningspunkt

– Det er svært for mig ikke at sige: At skrive. Fordi det at skrive har været mit omdrejningspunkt siden 1993. Selv i de år fra 2006 til 2009, hvor jeg var enlig mor i det her hus, lykkedes det mig at skrive. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg har fået skrevet en bog mindst hvert tredje år. Selvom jeg i begyndelsen havde fuldtidsarbejde ved siden af. Selvom jeg fik børn. Selvom jeg ikke havde ret mange penge. Og selvom jeg var alene i nogle år. Lige meget hvad, så holdt jeg fast i at skrive. Og da det for nylig gik op for mig, at det var sådan, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig altid har fået skrevet, uanset hvordan mit liv har været. Er det fordi jeg har haft behov for at bearbejde forskellige ting i mit liv? Tit tænker man jo, at der er noget terapeutisk i det at skrive. Men det gik op for mig, at det ikke er det terapeutiske, det handler om. Det er mere det at lave sig et rum, hvor man går ind og lukker døren, og hvor man så befinder sig i en verden, der er helt ens egen. En verden, der er fuld af liv og nærvær. Det er som at holde fri fra alle ens kvaler. Så selvfølgelig har jeg skrevet en bog hvert tredje år, for jeg har haft behov for det rum, hvor jeg kunne gå ind og lukke døren. Man kan ikke have en dårlig dag på kontoret, når man skal skrive. Der er noget meget befordrende i at skabe så stort et nærvær, som jeg føler, når jeg skriver. Så det terapeutiske er faktisk, at det føles så livsforlængende at skrive. Forstået på den måde, at tiden bliver længere, når man skriver. Og det har man brug for. Det er jo en kliché at sige, at livet går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver, men det GÅR hurtigere. Jeg synes, jeg henter Weekendavisen hver dag ude i postkassen, selvom den kun kommer om fredagen … Sådan føles det. Og det bliver værre og værre. Men når jeg skriver, føler jeg, at livet bliver lidt længere. På samme måde, som hvis jeg sætter mig og læser skønlitteratur. Så føles dagen også lidt længere. På grund af nærværet. I modsætning til, hvis jeg ligger og scroller på iPad. Så føles tiden kortere. 

Helle Helle

– Hver gang jeg går i gang med at skrive en bog, er det vigtigt for mig, at jeg udfordrer mig selv. Jeg vil gerne fortælle romanen på en anden måde, end jeg har gjort før. I min aktuelle bog, ”Bob”, ville jeg skrive en roman, hvor fortælleren næsten ingenting siger om sig selv. Hun fortæller udelukkende om sin kærestes liv. Også når hun ikke selv er der. Det er lidt mærkeligt, for det kan man jo egentlig ikke, vel, altså fortælle om, hvad en anden laver, når man ikke selv er der. For mig er det et forsøg på at forstå den anden fuldstændig eller give den anden al pladsen. Helt konkret har jeg forestillet mig, at de to helt unge mennesker i romanen har været sammen nogle år efter, at hendes mor døde. Hun har boet hjemme hos hans forældre, så hun skylder ham meget, men måske er hun på vej et nyt sted hen. Et sted, hvor han ikke er på vej hen. Og så tænkte jeg, at bogen kunne være hendes gave eller tak til ham. Alt, hvad hun siger i romanen, det er om ham. Det handler om at prøve at sætte sig i en andens sted, og det er noget, jeg har snakket rigtig meget med min mand om. Dengang vi lige havde mødt hinanden, spurgte han mig, om jeg havde tænkt over, at hver gang man mødes, så kommer man hvert sit sted fra. Når du f.eks. kommer kørende og kommer ind ad min dør i dag og sætter dig ved mit bord, så vil jeg jo gerne tage imod dig på en åben og venlig måde og have tænkt på din køretur herhen. Men jeg sidder jo med alt mit, og du kommer med alt dit. Og når man lever i den konstruktion, som et parforhold er, så kommer man også hele tiden udefra og hjem med alt sit. Eller man går rundt derhjemme med hvert sit. Jeg synes, det er så spændende at øve sig i at tænke over, hvor den anden mon kommer fra. At man i stedet for at blive irriteret på den anden tænker, at der nok er en grund til, at han gør, som han gør. Og at man tænker over, hvordan han egentlig har det.

– Det er ikke sådan, at mine bøger handler om mig, men det gør de alligevel på mange måder. Bob og hans kæreste bor f.eks. i Vanløse, og der har jeg selvfølgelig også boet. På Kastanie Allé. Fra 1988 til 1993. Jeg var flyttet til København og boede på kollegium, men kunne godt tænke mig at flytte i lejlighed, da der var gået nogle år. Jeg arbejdede på Den Blå Avis, hvor jeg tastede annoncer ind. En dag var der en, der ringede, som havde en lille toværelses lejlighed i en gammel villa i Vanløse på første sal. Det var også svært at få fat i lejligheder dengang, så jeg lod være med at sætte annoncen i avisen og ringede i stedet selv til ham. Han var svensker, så han forstod ikke helt det med Den Blå Avis. Han undrede sig over, at der ikke var mange, der havde henvendt sig. Der var faktisk kun mig. Så jeg kom til samtale, fik lejligheden og holdt op på Den Blå Avis, ha ha.

– Der er også noget af mig i Bob. Og han minder sjovt nok om alle de kvinder, jeg har i mine andre bøger. De unge kvinder. Som driver igennem tilværelsen. Og som kommer til at stige på et tog, fordi det holder der. Mange af mine bøger handler om at være ung, det er en tid i livet, jeg husker så stærkt. Der, hvor man lader sig rive med af det, der sker. Der, hvor tiden er evig, og man føler sig udødelig. Der, hvor man pludselig sidder i Hamborg med en eller anden, fordi toget kørte den vej, og han var sød. Og så er man pludselig 32 og er blevet gift. Og var det nu rigtigt? Den måde, tilværelsen bliver ved med at drive en rundt i kraft af så mange tilfældigheder. Jeg lader mig trods alt ikke rive sådan med mere i mit liv, men der, hvor jeg gør det bestandigt, det er faktisk, når jeg skriver. Og jeg tror måske, det er det, mine bøger afspejler. Hvordan jeg arbejder. For det at skrive den slags bøger, som jeg skriver, det kræver en stor villighed til at lade sig rive med. Der åbner sig nogle veje under skrivningen, og så går jeg ad de veje uden at vide, hvor de fører hen. Den måde, personerne i mine bøger opfører sig, afspejler måske bare mig, når jeg sidder ved mit skrivebord og kigger ud ad vinduet. Når jeg lader mig rive med. Det bliver bedst, når det ikke er så planlagt. Nå … Jeg kommer vist til at tale meget om at skrive … Det ER et omdrejningspunkt. 

Helle Helle

Højdepunkt

– Jeg synes, at livet bliver bedre og bedre. Jeg synes også, at det går hurtigere og hurtigere. Og jeg synes, at mange ting er hårde. Folk bliver syge. Man oplever at miste venner og familie. Sådan er det jo desværre at blive ældre. Men jeg glæder mig mere end nogensinde over alt muligt. Efteråret, for eksempel. Og foråret. Hvert år tænker jeg: Nej, altså, foråret er særligt smukt i år. Jeg var også så heldig at have en mor, der sagde: ”Livet bliver bedre”. Lige indtil til hun døde. Hun sagde det faktisk også på hospice. ”Livet bliver bedre – det bliver kun bedre”. Og jeg tror, at hun mente det. Hun havde sådan en helt grundlæggende lykke over at være i live simpelthen. Og det tænker jeg på. Jeg hørte engang en, der sagde: ”Mine bedste år lå fra jeg var 30-40”. Og jeg tænkte, what? Tænk at sige det, når man er 52. Det er da virkelig deprimerende. Tænk at forestille sig, at livet kun bliver dårligere herfra. Sådan vil jeg helst ikke tænke.

– Jeg vil helst heller ikke tænke, at DEN dag var jeg lykkeligst. Men jeg vil alligevel gerne fortælle om mit bryllup. Det var i juli 2010, og det var hemmeligt. Hele den måned op til brylluppet står i et særligt lys for mig. Det var en ny begyndelse. Efter en tid, der havde været svær. Jeg var så lykkelig for, at jeg havde fået en chance for at opleve kærligheden igen. Jeg håber hele tiden, at det lykkeligste øjeblik ligger foran mig, men jeg var virkelig meget lykkelig den juni måned.

– Jeg var så lykkelig, at når jeg ser billeder af mig selv fra den tid, kan jeg se, at lykken lyser ud af mig. Det, at der var noget, der ventede, som var større end noget, jeg kunne have forestillet mig. At der havde vist sig en ny åbning i livet. Det havde jeg aldrig troet, da jeg lå der på Roskilde Sygehuse med 2,5 kilo nyre.

– Hvis jeg skal nævne et helt aktuelt højdepunkt, så er det, at jeg igennem de sidste fire måneder har sovet SÅ godt. Da jeg gik i overgangsalderen, blev min nattesøvn helt forfærdelig. Jeg sov simpelthen ikke i fire år. Fra jeg var 50 og indtil for fem måneder siden. Jeg havde ellers altid haft det sådan, at når jeg vågnede om morgenen, var jeg glad. Jeg havde lyst til at gå i gang med alt muligt. Men pludselig var den følelse helt væk, og jeg kunne ikke forstå, hvad det handlede om. Lige da jeg kom i overgangsalderen, syntes jeg faktisk, at det var nyt og spændende. Pragtfuldt. Apropos den livsindstilling, jeg har med fra min mor. Nå, men pludselig kunne jeg ikke sove, og det var frygteligt. For fem måneder siden besluttede jeg så, at jeg ville begynde at tage hormoner. What a relief! Jeg har fået min søvn tilbage igen, og nu vågner jeg og synes igen, at hver morgen er et højdepunkt, fordi jeg er så glad over at have sovet. Jeg har fået lyst til at gøre ting igen, så jeg har malet hele huset. Der er plasket maling ud over alt, og det er et resultat af mine hormoner.

Nulpunkt

– Når man er ung, hører man tit ældre og midaldrende mennesker sige, at de stadig føler sig unge indeni. Som ung tænker man, at det er noget sludder. Men det er helt og aldeles sandt. Når mine bøger ofte handler om mennesker på 16, 18, 20 eller 25 år, så er er fordi, jeg føler mig voldsomt forbundet med den alder. Og det er jo meget mærkeligt, når jeg er 55 år. Min mor døde, da hun var 74, og det betyder, at hvis det bliver det samme for mig, så har jeg ikke så mange år tilbage. Så er jeg mere end midt i livet. Men lykkeligvis kan man ikke tænke sådan. Lykkeligvis er det sådan, at hver dag har sit eget liv, og måske er det det, der gør, at det er så dejligt at vågne om morgenen. Især, når man faktisk har sovet godt om natten. Ih, tænk engang, en dag til! Jeg elsker at vågne. Jeg er A-menneske, og jeg har så god energi om morgenen. Det er også der, jeg skriver. Men klokken 13 har jeg ikke mere sprog. Klokken 15 ikke flere kræfter. Klokken 17 er det slut med tankevirksomhed, og klokken 19 sidder jeg og ser ”Location, Location, Location” med en skål suppe. Men SÅ … Næste morgen kan alt lade sig gøre igen. Så maler jeg huset og skriver. Derefter går det nedad igen fra klokken 13. Jeg håber, at livet vil være en omvendt bevægelse af det. At det vil bevæge sig mod et højdepunkt og ikke mod nulpunktet. 

– Min far er lige blevet 83, og han har altid kunnet lave alting selv og har arbejdet fra morgen til aften, da han var yngre. Nu kan han ikke helt så meget mere, men han er god til at gøre det, han kan, og affinde sig med det, han ikke kan. Det beundrer jeg ham virkelig for. Jeg siger ofte til ham: ”Du beklager dig aldrig”. Og jeg kan høre, at han bliver glad, når jeg siger det. Jeg husker også at sige til ham, hvis jeg selv er glad. Jeg ved jo, at hvis mine børn siger til mig, at de er glade, så kan de ikke sige noget bedre. Så man skal virkelig huske at fortælle sine forældre, hvis man er glad. Som regel husker man kun at sige det, hvis man er ked af det, eller der er et problem, men man skal huske sig selv på også at sige det andet.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Kærlighed, Livsstil, Interview, Familieliv, Kendte og Kvinder du skal kende
Tilbage til toppen