Helle Hertz og Jan Maagaard har været venner i 40 år: “Vi er hinandens livsvidner”

Helle Hertz og Jan Maagaard har været venner gennem fire årtier.

Jan: – Jeg lærte først Helles søster, Lone, at kende, og hun inviterede mig ind at se "Hesteguden", som Helle havde en rolle i. Efter forestillingen skulle vi alle mødes. Sådan startede det faktisk. Og så udviklede det sig efterhånden til, at Helle og jeg blev mere og mere...
Helle: – Pals.
Jan: – At vi overhovedet stiller op til det her interview er faktisk første gang, vi sådan rigtig nævner det offentligt. Venskab er jo et privat rum.

Under arbejdet med forestillingen "Til livet os skiller" på Nørrebro Teater, som Jan instruerede, og Helle spillede den kvindelige hovedrolle i, kom de meget tæt på hinanden.

Jan: – Forestillingen handlede om et par, der går fra hinanden. Under prøverne på en utrolig intens opgørscene græd Helle, Flemming Enevold og jeg nærmest om kap, for vi havde alle selv lige været igennem en skilsmisse. Det var både helt forfærdeligt, men også meget givende. I udvekslingen af de voldsomme livserfaringer udviklede relationen mellem os. Det, at man havde fået lov til at se ind i den anden, var en åbning ind til en intimitet, der udviklede sig til et venskab.
Helle: – Der er forskel på at vise følelser på en scene – og så vise følelser privat. Jeg har arbejdet med masser af skuespillere og instruktører, som jeg aldrig ville blive venner med på den måde. Der opstod bare en fortrolighed mellem os. Og så har vi faktisk været venner lige siden.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen om bedstevennen Huxi Bach: “Vi har altid skullet forsvare, hvorfor vi ikke blev kærester”

Helle og Jan mener ikke, det har den store betydning for et venskab, om man er kvinde eller mand.

Helle: – Vi er jo opvokset med kvinde-frigørelse.
Jan: – Og du var Lommer-pige med de der herlige drukdrenge.
Helle: – Ja – og der har der aldrig været nogen forskel. Vi har bare haft det smaddersjovt. Og dem har jeg jo også ­altid bare været kammerater med.
Jan: – Men der er nu alligevel et eller andet helt anderledes i livssynet. Og det er supplerende og interessant. Jeg synes i hvert fald ikke, man diskuterer ting på helt samme måde. For det første er der nogle andre ting, der interesserer en. Selvom jeg ikke kan køre bil, det er faktisk Helle, der kører bilen, kan jeg derimod godt finde på tage på biludstilling i Tyskland. Og hvordan bilerne ser ud, er jo ikke noget, jeg taler med Helle om. Ofte definerer man også det maskuline som det dominerende.
Helle: – Ja, og der findes jo desværre mange mænd, der ikke tåler, at kvinden er det.
Jan: – Det er usikkerhed hos dem.
Helle: – En forbandet usikkerhed! Men sådan har det aldrig været mellem os. Jeg kan godt fylde meget, være dominerende og afbryde. Og det er der mænd, der simpelthen er blevet rasende over, men ikke Jan.
Jan: – Så er der også en anden ting. Jeg ser Helle som en meget smuk og attraktiv kvinde, og det er jo interessant at se, hvordan hun bevarer sin skønhed – også med alderen.
Helle: – Nårh, det var smukt sagt.
Jan: – Men jeg ved da – også fra venskabet fra andre af mine veninder, at der har været nogle dybe indåndinger, fordi man pludselig ser den andens erotiske skønhed. Men det betyder jo ikke, at man skal have den. Det er ikke noget, man censurerer bort, men det er noget, man måske ser med skjult fryd hos den anden.

Gennem det meste af Helle og Jans venskab har de boet i hver deres lejlighed i København K, begge en spytklat fra Rådhuspladsen. Helle i en lys og blomstret lejlighed, og Jan i en mørkt møbleret lejlighed med samme atmosfære som i en herreklub fra århundredeskiftet. De er forskellige, men supplerer hinanden.

Helle: – Nogle gange siger man, at venskaber er sådan noget, hvor man spejler sig i hinanden, men når jeg tænker over det, handler det jo også om, at man i venskaber søger forskelligheden. Noget man ikke selv har. Jeg lærer meget af Jan. Jeg ved så ikke, hvor meget du lærer af mig? Haha.
Jan: – Jamen, vi behøver ikke være enige om tingene, sommetider er vi rigtig uenige. For vi ser nu engang tit anderledes på forskellige livsudfordringer.
Helle: – Det må man sige.
Jan: – Men vi er jo hinandens livsvidner. Vi følges ad og bevidner hinandens liv. Og beder man om et råd, får man et ærligt svar – ikke bare et passende.
Helle: – Vi behøver ikke tale hinanden efter munden. Man har brug for nogle andre øjne og øre! Du har jo været min sjælesørger og har måttet høre de samme historier om og om igen, fordi jeg ikke har kunnet slippe dem. Sommetider har du nok måske tænkt for dig selv: "Hold nu kæft"...
Jan: – Nej, jeg ville nu nok have sagt hold kæft, hvis jeg syntes det. Haha.

LÆS OGSÅ: Venindetema: ”Jeg taler til Mai, som om hun var jævnaldrende”

Helle og Jan er hinandens fortrolige, og så deler de interessen for kulturen – for skuespillet, kunsten, musikken, maden.

Jan: – ...Og livet.
Helle: – I al almindelighed.
Jan: – Ja – og i al ualmindelighed.
Helle: – Ja, og dybfrosne frikadeller fra fryseren. Det ene med det andet. Alt! Men jeg ved faktisk ikke præcis, hvad vores venskab bygger på. Måske nogle menneskelige kvaliteter?
Jan: – Vores venskab er grundlæggende naturligt. Det er ­ikke bare et bekendtskab, for det er censurfrit. Det er næsten den ultimative tryghed, man kan have med et andet menneske. Men vi har aldrig krævet "den fulde sandhed" – et begreb, jeg i øvrigt ikke tror findes. Man skal ikke prøve at vide alt, for så ved man nemlig ikke noget. Det er jo interessant, at der findes en ny historie, en lille ny ­vinkel. Selv efter 40 års venskab. Jeg håber i hvert fald, der vil være en lille smule hemmelighed tilbage, når vi engang må sige farvel til hinanden.
Helle: – Det er der. Det kan jeg allerede sige nu.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

LÆS OGSÅ: Venindetema: ”Jeg taler til Mai, som om hun var jævnaldrende”

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: “Dette er det tætteste, vi kommer et bevis på fænomenet “evig kærlighed””