"Jeg vil gerne tale om noget af det, der var det allersværeste..."

Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store kvinder og små piger: Vi lever i et åbent land. Og I skal bruge alle muligheder.

Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt, da hun natten mellem den 18. og 19. juni 2015 trådte tilbage som statsminister og som formand for Socialdemokratiet. En bevæget nat og tale, naturligvis, som blev fulgt op af en mærkelig tid. For når man træder tilbage, er der et helt apparat af mennesker og service, der forsvinder fra det ene øjeblik til det andet.

– Det var da helt forfærdeligt de første dage, altså. Det var virkelig en trist oplevelse på mange måder. For det er nemlig fra den ene dag til den anden, at alt omkring en ændrer sig. Jeg tog også den hårde tur og holdt op med at være formand for Socialdemokratiet og stoppede som statsminister på samme tid. Jeg skulle sige farvel til alle de søde og dygtige mennesker i Statsministeriet og på partikontoret, og sådan noget som chauffør og livvagter stopper lige med det samme, når man træder tilbage.

– Det er så mærkeligt, at man den ene dag skal køres rundt i en bil, der er armeret, og med en livvagt, der skal åbne døren, og dagen efter kan man tage bus 1A og prøve at købe et rejsekort. Men det er sådan, det er. Og det er lidt af en mavepuster, man lige får. Men det er jo også godt lige at stoppe op og sige, okay, hvad skal vi så, du? Man bliver slået en lille smule hjem i Ludo. Ikke helt. Men en lille smule. Jeg skulle i hvert fald lige finde mig selv igen.

Hvad lavede du i begyndelsen?

– Jeg fik repareret min cykel, og så kørte jeg ellers rundt i København og drak drinks med mine veninder og opdagede ting om København, som jeg ikke lige havde opdaget endnu. Papirøen, som den var på det tidspunkt. De nye cykelstier i byen. Og når man cykler, kommer man i kontakt med mange mennesker, når man holder for rødt. Der var mange, der gerne ville tale om valget, der var sågar folk, der græd, for de havde stemt på mig og var rigtig kede af, at det ikke lykkedes for mig at blive genvalgt.

– Der var et eller andet meget fysisk ved at komme ned på jorden igen, være på min cykel, tage busserne, gå rundt i byen. Men jeg følte mig også lidt tom i det. Trist. Jeg havde ikke set ”Game of Thrones” på det tidspunkt, så jeg sad faktisk også og catchede op på fem sæsoner, ha ha, og det er jo ikke helt normalt. Men det var en proces, jeg skulle igennem.

Sidst, jeg interviewede Helle Thorning-Schmidt, foregik det på Marienborg, hvor det hele var stramt koreograferet, og hvor statsministerens suit var skarpt skåret og ulasteligt. I dag foregår interviewet på Brasserie Nimb i København. Helle er lidt forsinket, hun kommer blæsende ind ad døren med flagrende hår, kort kjole og høje, sorte støvler, der kravler op over knæet.

– Da jeg blev statsminister, holdt jeg op med at have opsat hår nærmest fra den ene dag til den anden, for der følte jeg, at jeg med den position trods alt kunne tillade mig den frihed at være LIDT mere loose og dermed også komme i tættere kontakt med, hvem jeg egentlig var som kvinde. Men der var stadig mange ting, jeg ikke gjorde. Tøj, jeg ikke tog på.

Hvorfor var det sådan?

– Jeg tror, at kvinder tænker, at hvis de bliver for meget kvinde, så har folk svært ved at tage dem alvorligt som politikere eller på andre ledende poster. Og der skal ikke særlig meget til. Jeg var en ret ung formand, og jeg følte virkelig, at jeg var nødt til at holde igen med min feminine side for at blive taget alvorligt. Der er også noget med kvinders stemme, som kan irritere folk helt utrolig meget. Så jeg gik til stemmetræning, fordi min stemme i virkeligheden er ret lys. For at få mere tyngde skulle min stemme være dybere.

– Hvis en kvinde taler med en lys stemme og så oven i købet kan finde på at afbryde, bliver mænd uforholdsmæssigt irriterede. Der er SÅ meget køn i det. Som sagt tror jeg, at det gælder for rigtig mange kvinder, der træder ind på ledelsesposter, at de føler, at de er nødt til at holde sig selv lidt tilbage. Det er fair nok, hvis man har lyst til det, folk er forskellige, men jeg kan mærke, at der er nogle ting, jeg gør nu, som jeg nærmest gør lidt i trods.

– Går i langskaftede støvler. Krøller mit hår. Har glimmer på neglene og store øreringe. Og jeg er jo også fra Vestegnen og har lyst til de ting, ha ha. Jeg giver meget mere los nu. Fordi jeg kan. Og fordi jeg har nået en alder, hvor jeg er lidt mere ligeglad med, hvad folk tænker. Det sjove er, at jeg kom mere og mere til at være, som jeg er, efterhånden som tiden som statsminister gik. Og jo mere jeg blev mig selv, jo bedre kunne danskerne lide mig. Jeg tror, at de syntes, at det hele passede bedre sammen til sidst. Fordi jeg var mere mig selv.

– Hvis man kigger på sådan en som Hillary Clinton, så var det nogenlunde samme situation, og jeg tror, det var en af grundene til, at hun ikke blev valgt. Jeg nåede heller ikke helt i mål med at være mig selv, mens jeg var statsminister, og jeg har mødt så mange mennesker, der har sagt til mig: ”Du er jo meget sødere i virkeligheden”.

Hun griner.

– Og det er da interessant. Nu skal det heller ikke forstås sådan, at jeg i virkeligheden kun er til sjov og ballade, eller at jeg ikke var mig selv, da jeg var statsminister. For jeg er også et meget seriøst menneske og kan godt lide at dykke dybt ned i tingene og tage meget ansvar. Være et alvorligt menneske, som tager sig af alvorlige ting. Så den del af jobbet var i høj grad mig. Jeg synes bare også godt, at man kan kombinere sin skøre festside med det alvorlige. Min mission er i hvert fald, at man godt kan tale om EU og finanspolitik og samtidig have glimmernegle.

Når du havde fri dengang, gav du den så gas?

– Ja, altid. Så kom de lårkorte frem.

Hun griner højt.

– Jeg har engang inviteret til nytårsaften, hvor alle skulle have lårkort på. I gamle dage, da jeg var ung, gik jeg altid i lårkort. Derfor er det blevet sådan en ting, der er forbundet med, at man har det sjovt og går til fester.

Da Helle havde forladt Statsministeriet, var hun i en periode næstformand i Folketinget og blev derefter direktør for Save the Children International, som har kontor i London. En post, der bragte hende tæt på en af hendes hjertesager, verdens børn, men også på ægtefællen Stephen Kinnock, som sidder i Underhuset for Labour.

Hvordan var det at flytte til London?

– Det var super fedt. Jeg var på vej til at fylde 50, og for mig var det en stor og positiv ting at få lov til at starte på et nyt kapitel, som var så meget anderledes end det, jeg havde prøvet før. Børnene var på vej væk, og det var virkelig det rigtige tidspunkt at prøve noget helt andet på. Jeg havde aldrig boet i London før, så det var også helt nyt for mig at prøve at finde rundt i London og bo i et nyt land. Stephen og jeg skulle samle op på vores vennekreds derovre og bygge nogle ting op sammen igen.

Hvordan var det pludselig at skulle bo sammen med din mand hele tiden?

– Det er ikke sådan, at vi er sammen hele tiden, for vi har begge meget travlt. Han er valgt i Wales, så han rejser meget frem og tilbage. Men det har simpelthen været så hyggeligt at bo sammen igen. Og på en helt anden måde end tidligere, fordi børnene ikke er der.

Skal man ikke lige finde hinanden igen?

– Jo, det skal man, men det var også derfor, det var meget godt, at alt var nyt. Vi skulle finde hinanden i en ny bolig og ligesom indrette os på en ny måde. Vi var da lidt bekymrede for det, for man kan godt lige tænke: Har vi stadig noget at snakke om? Synes vi, at de ting, vi plejede at synes var sjove, stadig er sjove? Og det gør vi heldigvis. Vi har også en stor familie i London og masser af venner. Man kan gå i teateret, gå ud og høre musik, gå fantastiske ture, tage til Wales eller Skotland – der er så meget, man kan lave derovre. Så vi fik meget forærende, synes jeg, ved, at jeg flyttede land, og vi flyttede sammen. Vi har hele tiden haft en lejlighed i London, men nu har vi solgt den og er flyttet, for den var lidt lille. Men vi boede faktisk i den lille toværelses i to år. Og når børnene kom, måtte de ligge på en fold-ud-seng i stuen, mens deres venner lå på luftmadrasser rundt omkring. Det var det rene kaos.

Var det så næsten som at være nyforelsket?

– Det var utrolig hyggeligt, og det skabte noget ny energi. Det var godt for sjælen at bo et meget lille sted. Indtil det så ikke var sjovt mere.

Har I skullet slibe nogle kanter gennem livet?

– Jeg kan ikke nævne en bestemt ting, men når man har været sammen i mere end 25 år, som Steve og jeg har, har det jo ikke været en dans på roser hele vejen igennem. Så der er da også nogle ting, vi har skullet arbejde os igennem, som ikke har været nemme. Det er vigtigt at sige højt, synes jeg, at når man er gift i så lang tid, så vil der komme svære tider, selvom man er utroligt glade for hinanden.

Hvordan har I arbejdet med det?

– Jeg tror, at vi har haft en tolerance overfor, at tingene ikke behøver at være gyldne hele tiden. Selvom man kan blive meget sur og irritereret på hinanden, så er der ofte rigtig god grund til at fortsætte sammen. Nogle gange er der bare lidt tomgang, og så må man jo finde hinanden igen bagefter. Hvis man skal være sammen i lang tid, må man acceptere, at tingene ikke altid er på fuldstændig samme niveau. Men den gode nyhed er, at man kan komme igennem det.

– Vi har været meget adskilt, og det har ikke altid været nemt, at vi ikke har boet sammen. Men det er heller ikke nemt at bo sammen, ha ha. Det kan jeg se på ægtepar, der bor sammen hele tiden. De har også udfordringer. Så man skal bare acceptere, at det kan gå op og ned, og at der er forskellige faser i livet.

Hun griner højt igen.

– Jeg skal ikke kunne sige det … det er muligt. Hvis man leder længe nok, ha ha.

Helle ved ikke, om hun skal blive boende i London for altid. Lige nu bor parrets to døtre begge i Danmark.

– Så det kommer meget an på, hvor børnene er henne, vil jeg sige. Lige nu bor de begge i København, og Danmark er et fantastisk sted at bo, også for unge mennesker. I Storbritannien kan det være rigtig svært at komme ind på boligmarkedet, og man taler faktisk om ”the rent generation” – generationen, der aldrig får mulighed for at købe deres egen bolig.

– Det er også nemmere at få børn og arbejde til at gå op i en højere enhed i Danmark, hvor vi prioriterer, at det skal kunne lade sig gøre at gå på arbejde og have børn samtidig. Og lige nu er min næste store ambition at blive mormor. Selvom jeg prøver at styre mig.

Punker du dine piger lidt for de børnebørn?

– Nej, det gør jeg altså ikke. Men de ved det godt. Jeg elsker børn. Jeg elsker at være sammen med børn. Tale med børn. Jeg glædes altid, når jeg har et lille barn i mit liv. Og jeg synes, at der mangler nogle små børn i mit liv lige nu.

Hvordan skal du være som mormor?

– Jeg skal være så hyggelig, som jeg overhovedet kan være. Vi skal lave nogle hyggelige ting hele tiden. Læse bøger, lægge puslespil og spille fodbold dagen lang. Børn behøver ikke altid de der store ting som at gå i Tivoli. Små børn kan sagtens synes, at det er sjovt at tage i indkøbscenteret og køre op og ned ad rulletrapper.

– Jeg skal være sådan en mormor, der har god tid til at gøre alle de ting. Det kommer jeg til at prioritere. Jeg er glad for, at jeg i dag kan tilrettelægge min egen tid meget bedre. Jeg er stoppet i Red Barnet og sidder nu i forskellige bestyrelser, holder foredrag, er rådgiver for forskellige virksomheder og formand for en lille opstartsvirksomhed, der hedder SelectionF. Det er en digital rekrutteringsplatform, hvor virksomhederne kan finde kvalificerede kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det er super spændende og noget, jeg virkelig brænder for. Vi skal have flere kvinder i bestyrelserne og på lederposterne.

Der er dem, der vil sige, at kønnet er lige meget, det skal bare være den rigtige på posten?

– Det er ikke lige meget. For mænd og kvinder kommer med noget forskelligt. Køn betyder rigtig meget stadigvæk.

– Man stiller ofte kvinder med krævende jobs spørgsmålet: Hvordan klarer du det hele? Og det bliver mange kvinder irriterede over, fordi man ikke spørger mænd om det samme. Men jeg har fundet ud af, at grunden til, at man ikke stiller mænd det spørgsmål, er, at mænd IKKE klarer det hele. De har ofte nogen, der klarer hjemmefronten. Sådan er det bare. Og derfor skal vi måske som kvinder holde op med at være sure over at få det spørgsmål, fordi det faktisk er unikt for kvinder, at de klarer så meget både i hjemmet og på jobbet.