Bloggeren ’HelseMatilde’ om selvværd og dickpics
SPONSORERET indhold

HelseMatilde får mange tilbud fra mænd: ”Nogle vil redde mig, mens andre sender dickpics”

Det er langt fra alle henvendelser fra sine godt 45.000 følgere, som bloggeren Matilde Trobeck aka ’HelseMatilde’ hilser velkomment.

Af:: Karen Grønning Mikkelsen Foto: HelseMatilde.com
28. jun. 2017 | Livsstil | Eurowoman

”Jeg elsker at være helt almindelig, dét kan jeg nemlig leve op til! #fuckidealet”

Sådan introducerer bloggeren ’HelseMatilde’ sig selv på sin Instagram-profil, som i øjeblikket følges af godt 45.000 personer, der tilsyneladende kan identificere sig med netop det budskab.

- Jeg får mange mails fra helt unge piger, der ikke kan navigere rundt på de sociale medier. De føler sig magtesløse og usikre, fordi de ikke ser ud som de kvindelige modeller og filmstjerner, som de følger og ser op til på Instagram, siger Matilde Trobeck, der har blogget som ’HelseMatilde’ siden 2009, fordi hun elsker den fortrolighed og tætte kontakt, der dagligt er til læserne.

Hun har selv været usikker på sig selv og sin krop i perioder af sit liv og håber, at hun gennem sin blog og Instagram-profil kan minde særligt unge kvinder om, at de er gode nok, som de er. Derfor blogger hun om alt fra dårlig hud til frygten for at træne i shorts.

- Jeg vil gerne være en rollemodel, som hverken er en størrelse 34, har det perfekte liv, hår eller kæreste. Det tror jeg, at mine læsere bedre kan relatere til, da det er de færreste, der har det perfekte liv, siger hun.

Valgte at omfavne usikkerheden

For Matilde Trobeck skulle der en alvorlig livskrise til, før hun forstod, at der er vigtigere ting at gå op i end taljemål og den perfekte hårfarve.

- Da min lillebror døde røg alle mine hverdagsproblemer i baggrunden. Før min brors død kunne jeg få en mindre krise over de mindste problemer, hvis livet ikke gik min vej. Nu er det langt vigtigere for mig at være der for mine venner og forældre, fremfor om jeg er trænet nok, siger hun og forklarer, at hun derefter valgte at ”omfavne” sin egen usikkerhed.

- Der er ikke noget galt med mig, og jeg ser ud, som jeg skal. Jeg er mere afslappet omkring min krop, end jeg nogensinde har været. Men selvfølgelig kan de usikre tanker stadig dukke op, for jeg er også bare et menneske.

- Det er ikke for at lyde selvoptaget, men jeg kigger ikke på en anden pige og tænker, at hun er pænere end mig, og jeg tænker heller aldrig om en anden pige, at jeg er smukkere end hende.

Bagsiden ved bloggerlivet

De usikre tanker dukker dog stadig op i ny og næ. Når en SMS med teksten ”du er under mit niveau” tikker ind, for eksempel.

- Beskeden kom fra en fyr, som jeg kun havde skrevet med i ganske kort tid. Det gjorde nas, men jeg fik grædt ud hos en veninde. Senere skrev jeg et indlæg til bloggen om oplevelsen og fik en del respons fra kvinder, der har oplevet det samme. Det hjalp mig med at komme ovenpå, fortæller Matilde Trobeck, der selv har medvirket i videoen ”Ord sætter sig fast” for at sætte fokus på, at grove kommentarer på sociale medier kan sætte dybe spor hos modtageren.

- Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan man kan få sig selv til at skrive så hård en kommentar til en anden person, man nærmest ikke kender. Hvis han synes, jeg er under hans niveau, har jeg ikke andet at sige end: Det tror jeg ikke. Han går glip af noget.

”Stop med dickpics!”

Og det er generelt én af bagsiderne ved bloggerlivet, fortæller Matilde Trobeck: At man ved at give så meget af sig selv også modtager en hel del grænseoverskridende ord – og billeder – fra sine følgere.

- Jeg oplever at få mange tilbud fra mænd. Nogle vil redde mig, mens andre sender dickpics. Det er underligt, at der er mænd, der vil købe trusser, som jeg har squattet i, siger bloggeren, der efterhånden er blevet ”hærdet” og vant til at modtage det grænseoverskridende materiale.

- Jeg synes, det er lige grænseoverskridende, ulækkert og vulgært hver eneste gang, og jeg må for evigt stille mig uforstående overfor konceptet. Jeg kender ingen kvinder, der tænder på det. Særligt ikke fra fremmede mænd, hvor man ikke har bedt om dem!