Anne Sofie Allarp uddeler dummebøder for 2014.
Foto: Flemming Gernyx Anne Sofie Allarp uddeler dummebøder for 2014.

Her er de 10 største bommerter i 2014 på ligestillingsfronten

Kritikken af en tidligere prostitueret, Klaus Riskjærs krav om juridisk abort og en sexistisk reklame er bare tre eksempler på årets værste ligestillingsbommerter, mener forfatter og debattør Anne Sofie Allarp. Heruddeler hun dummebøder til alle dem, der har fortjent det i 2014.

1. Den oprørte sex-kunde og hans groupies
Et kommentarspor til en artikel om ligestilling er altid en understregning af artiklens berettelse, det ved enhver, der kommer for skade at kaste sig ud i kønsdebatten. Men intet kommentarspor kommer i nærheden af det, som pædagog, terapeut, forfatter og tidligere prostitueret Tanja Rahm fik på nakken, da hun den 3. januar 2014 offentliggjorde et ærligt brev til sine tidligere sex-kunder (læs ALT for damernes interview med hende her, red.). Skældsord af nederste skuffe og vrede anklager om hykleri. Der er således ikke noget mere sårbart og højrøstet end en sex-kunde, mens hans illusioner om den demokratisk indstillede, altid lystne sex-arbejder brister. Og der er øjensynligt også en del kvinder og andre derude, der synes at folk, der én gang har taget penge for sex, skylder kunderne at opretholde den i Danmark så populære forestilling om prostitution som enhver anden handelsydelse mellem to jævnbyrdige parter for tid og evighed. Og at de søger at argumentere for dette med ukvemsord som "luder" og "kælling" er bare en fantastisk illustration af, hvor formørket og selvmodsigende diskussionen om prostitution er.

En kollektiv dummebøde til de mange kvinder og mænd, der i 2014 forgæves forsøgte at råbe Tanja Rahm og andre store sjæle, der er nået ud på den anden side af prostitution, til tavshed.

Juridisk abort
Rigmanden Klaus Riskær blev i år far for femte gang under omstændigheder, som vel kan kaldes ikke fuldt ud optimale. Det fik ham til ved årsskiftet 2013/2014 til at lufte ønsket om, at mænd kunne få foretaget en såkaldt juridisk abort ved at erklære sig uinteresserede i faderskabet. Et stort flertal af de adspurgte støttede ham i en relateret meningsmåling, hvor folk blev foreholdt det hypotetiske eksempel, at en kvinde bevidst narrer sin mandlige partner i et ikke fasttømret forhold til at tro, at hun ikke kan blive gravid, med det formål at blive det og fastlåse den stakkels lemmedasker i faderskabsfælden imod hans vilje for tid og evighed. Det er jo en klassiker, den om den svigefulde kvinde. Og det kom der en masse snak ud af, om forældreskabet og alenemødre og økonomisk uafhængige kvinder, men ikke så meget om børnene, og heller ikke så meget om at en abort, trods muligheden, er en lidt anden størrelse end en be- eller afsværgelse.

Klaus Riskær får en lille symbolsk bøde for ikke at have holdt i tilstrækkelig grad på arvematerialet og for at lufte ønsket om at mænd kan få lov til uden videre at fralægge sig ansvaret for deres ellers så aktive medvirken.

3. Presse og politikere
Presse og politikere får en kollektiv bøde for deres mangel på realitetsbehandling af den rapport om vold og chikane imod europæiske kvinder, som EU's Agentur for fundamentale rettigheder udsendte i marts i år. Rapporten tildelte Danmark en kedelig førsteplads i vold og chikane og kunne fortælle, at halvdelen af danske kvinder har oplevet kønsrelateret vold. Ikke en helt vild påstand, hvis du tænker på dig selv og dine nærmeste veninder. Agenturets danske direktør Morten Kjærum har i efteråret fået en spansk pris for rapporten, som også i mange andre europæiske lande har fået stor opmærksomhed. Bare ikke i Danmark, hvor man kunne læse i pressen at "alle vidste" at det måtte være værre på Balkan, eller, at de danske kvindelige respondenter i undersøgelsen løj i deres svar for at hævne sig på den sagesløse, uskyldige danske mand, eller, at alle de andre europæiske kvinder efterhånden var så gennembankede, at de ikke længere var i stand til, eller turde, at huske og identificere specifikke voldshandlinger, og at det derfor var lidt at en oprejsning for den danske nation at få en førsteplads i vold og chikane. En dummebøde til den totalt fraværende realitetbehandling af raporten og den bevidstløse fortsættelse af dogmet om, at den slags er et privat og ikke et politisk anliggende.

4. Vital Water
Ud på sommeren beviste drikkevarefirmaet Cult at markedsføring til dansken anno 2014 ikke kan blive for plat eller for lavpandet. Firmaet lagde et nyt bundniveau i sin samtale med offentligheden med plakater af henholdsvis en fin strutnumse og en mærkeligt 80'er-retro, wham-ved-poolen-agtig bagdel, der ved første øjenkast ligner en mands, men vist ikke er det, begge iklædt g-strengstrusse og teksten Jaloux? Og altså jeg er med på, at målgruppen formentlig ikke er mig, der er taknemmelig og fuldt tilfreds, hvis mine ballemuskler kan klare turen op ad trappen med indkøb og en pjevset 2-årig på skulderen. Men er der virkelig, altså overhovedet, nogen i dette land, der synes, at den reklame kan noget andet end allerhøjest at fornærme folks intelligens og samvær med hinanden? Jeg hører gerne fra jer i så fald og kan i øvrigt anbefale Bom og Bjerkes udmærkede anmeldelse af kampagnen: Jaloux på en røv uden ører.

5. Rasmus Jarlov
Den københavnske, konservative lokalpolitiker forsøgte sig sidst på året med nogle meget lidt originale fb-betragtninger om køn og partnervalg, hvilket afstedkom en storm på de sociale medier. Den snart midaldrende singleton skal imidlertid ikke have en dummebøde for indledningsvis at påstå, at mænd mest er interesserede i, at deres kærester er søde og pæne, og kvinder i at kunne se op til deres partner. Han skal have den for stædigt i sin opfølgende blogpost på Berlingskes hjemmeside at undlade at give sig af med en dybere analyse af, hvorfor dette misforhold kunne tænkes at eksistere. Han havde oven i købet gjort sig ulejlighed med at finde talmateriale, men den dybere refleksion udeblev totalt. Og uden et forsøg på en analyse, hvorfor så overhovedet kaste sig ud i en langskægget udredning om kønnenes partnervalg? Det kan gøres så meget mere elegant viste Martin Krasnik i den sidste Deadline før jul, da han i en intens bisætning undrede sig over, at så mange af hans veluddannede veninder havde sukket over Richard Gere i 1982-hitfilmen Officer og Gentleman. Ja, vi er alle underlagt socialisering, Rasmus, så svært er det ikke.

6. Biologiske determinister i alle lande
Nu er der både historisk og geografisk stor opbakning til det synspunkt, at kvinder fra naturens side er inferiøre eller i hvert fald meget anderledes skabninger. Der er bare ikke videnskabeligt belæg for det. Man kan måle, at kvinder og mænds hjerner udvikler sig forskelligt, men vi lever også forskellige liv og præges forskelligt fra starten. Faktisk er den største biologiske forskel på den mandlige og kvindelige hjerne positionen. Den mandlige hjerne sidder i en mands kranium og det gør den kvindelige ikke. Det skal imidlertid ikke forhindre mandlige debattører og særligt unghanner fra den borgerlige fløj i at forlade sig på naturens orden, når de kønsmæssigt ulige statistikker skal forklares. Senest lød det fra Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh og et andet medlem af foreningen i et debatindlæg i Politiken, at der "er en biologisk, basal og evolutionær forskel på mandens og kvindens natur". Det er ret eneståede, at man alligevel lægger så meget spalteplads til overtro og små-religiøs biologisk determinisme. En dummebøde til alt det.

7. Professor Hans Bonde
Inden for genren biologiske determinister er der en variant, som man måske kan kalde den ødipalt og livs-trykkede, biologiske determinist. Det er manden, der uafladeligt tegner billedet af kvinden som svigefuld, manipulerende, ondskabsfuld, dominerende og doven, og det kan meget vel være, at professor Hans Bonde falder i denne kategori med sin kronik i Jyllandsposten fra juli i år. Han skriver i hvert fald:

"Hvorfor er det i to af tre skilsmisser kvinderne, der tager initiativ til at opløse ægteskabet? Måske skyldes det, at mange af nutidens mænd er blevet overflødiggjort. Kvinden har både en seksuel magt via mandens generelt større begær og en reproduktiv magt i form af evnen til at føde og fastholde et hegemoni over børnene. Når skilsmissen truer, kan hun måske også udfolde en svaghedsmagt ved at gøre sig lille og afmægtig, så hendes egen farmand må trække tegnedrengen frem og investere i, at hun kan blive boende sammen med børnene."

"Svaghedsmagt", tag lige og tyg på den, de damer. Det kan godt være, at vi tjener mindre og tager langt det største slæb med hus og børn, men det er i virkeligheden en slags magtdemonstration, ifølge Hans Bonde, som pudsigt nok også fik en dummebøde på denne plads sidste år. Som professor må han næsten også vide, at de to køns seksualdrift er sådan ca. lige stor. Ifølge videnskaben altså, og ikke ifølge folkloren. Hans Bonde får en af årets ti dummebøder for indædt at forveksle de to under overskriften: Falskhed, dit navn er kvinde.

8. Bøje Larsen fra CBS
Berlingske tidende bragte i november en grundig artikel om det faktum, at 90 af i alt 95 direktionsstillinger i landets 25 største virksomheder er besat af en mand. I artiklen citeres adjungeret professor i ledelse og organisation ved CBS for forskellige løse overvejelser over temaet. Overvejelser, som kulminerer i denne perle nederst i artiklen:

"Ifølge Bøje Larsen kan man dog diskutere, om det er en fordel at få flere kvindelige topledere i dansk erhvervsliv. »Der er jo et argument om, at virksomhederne går glip af talenter. Men vi ved eksempelvis ikke, om det vil føre til, at der bliver født for få børn, hvis så mange flere kvinder skal ansættes i direktionsstillinger,« siger han."

Nu er det svært at vide, præcis hvor let det er at blive adjungeret professor ved CBS, men udtalelsen er først og fremmest komisk. De ekstra kvinder, som kunne tænkes at finde vej ind på i de danske direktionsgange, skulle den dag oprinde, hvor talent blev værdsat helt uagtet kromosomsammensætning, ville nok ikke have en målbar indflydelse på de 55.000-60.000 årlige fødsler i Danmark. De ville dertil formentlig alle være ude over den mest reproduktivt aktive alder, kunne man forestille sig, hvis deres alder flugtede med deres mandlige kollegaers. Og så emmer argumentet af kognitive fordomme og amatørisme i en grad, så man knapt tør tro på, at Bøje Larsen repræsenterer en videregående uddannelse. Han får en dummebøde for sine slap-stick-argumenter, og for ikke at vide noget så demografisk elementært som, at der fødes flest børn i de vestlige lande, hvor der er flest kvinder på arbejdsmarkedet. Antagelsen om at kvinder ved kødgryderne er lig med høje børnetal er for længst og ganske grundigt afmonteret af den økonomiske udvikling.

9. Movias bestyrelse
Man kunne have håbet, at en bestyrelse bestående af ene mænd, ville have grebet muligheden for at overraske kønspolitisk, men nej. Da Movias bestyrelse skulle tage stilling til en klage over Nygarts "Nye Bryster"-reklame, der nu i en årrække fra selskabets busser har opfordret danske kvinder til at få skiftet de gamle ud, blev det et forsvar for status quo, nemlig at bryster er velkomne i det offentlige rum, så længe de tjener et kommercielt og heteroseksuelt formål, men ikke, hvis de f.eks. bruges til at amme næste generation.

Movias bestyrelse får en kollektiv dummebøde for ikke at se den åbenlyse PR-værdi i at være sensitive overfor de mange af landets borgere, der synes Nygarts reklame er svær at forklare for deres børn eller bare svær at undgå i bybilledet.

10. Landets mest nidkære borger
I april måned fandt sagen om Bella Sky-hotellets kvindeetage sin afslutning i landsretten, idet hotellet ikke ankede sit nederlag til højesteret. Sagen opstod fordi hotellet indrettede en etage i et af sine tårne som et salgsfremstød til kvindelige handelsrejsende. Etagen består af 20 af de i alt 812 værelser på hotellet.

Dette salgsfremstød faldt en mandlig sønderjyde så meget for brystet, at han indbragte hotellet for ligebehandlingsnævnet, der fandt, at det var diskriminerende at mænd, der havde lyst til at bo på et af de 20 værelser frem for et af de øvrige 792, ikke havde mulighed for det. Sagen opstod ikke, fordi nogen var blevet afvist med henvisning til, at der kun var plads på Bella Donna Floor-etagen og at gæsten havde et forkert køn. Nej, denne nidkære, emsige og anonyme medborger har angiveligt aldrig sat sine ben på hotellet, og skal have en dummebøde for at afskære et privat foretagende retten til at drive deres forretning, som de finder mest hensigtsmæssigt.

Og han kan dele den med hele det parnas af meningsdannere og politikere, som ellers utrætteligt forsvarer de private erhvervsdrivende i alle andre henseender. De var nemlig påfaldende tavse om Bella Sky-sagen, og sådan er verden langt fra så rationel og stringent struet sammen, som man måske går og bilder sig selv ind.

Godt Nytår, De Damer!

Anne Sofie Allarp, 42 år

Cand.jur. og bor i Madrid med sin spanske mand, fem-årige datter og to-årige søn.

Hun havde en international karriere som embedsmand bag sig, da hun i 2011 debuterede som forfatter med den politiske thriller "Falske Stemmer", der blev nomineret til Debutantprisen. I 2012 udkom den psykologiske gyser "Hændelsen".

Hun er lige nu aktuel med "Den skandinaviske drøm", som er en politisk udgivelse om tidens store spørgsmål.

Når Anne Sofie Allarp ikke skriver bøger, bidrager hun til forskellige skrevne og elektroniske medier om indenlandske og udenlandske samfundsforhold. Hun er desuden forfatter til børnebogsserien om Magda og hendes usynlige ven, der bl.a. udgives i samarbejde med DR-Ramasjang.

Anne Sofie Allarp er fast klummeskribent på ALTfordamerne.dk.

Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund