Her skal du spise, shoppe og sove i London
SPONSORERET indhold

Her skal du spise, shoppe og sove i London

London er jo lige om hjørnet og flybilletterne koster ingenting- derfor foreslår vi, at I dropper skiferien i år, og tager et smut til den engelske hovedstad i stedet. Få de bedste tip til restauranter, hoteller og shopping.

Af: KARIN GRÅBÆK. Foto: LN-CC.com, JEFF MOORE og KARIN GRÅBÆK m.fl.
29. dec. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

SHOPPING

Luksusshopping
LN-CC er Londons mest cool overraskelse. Kældershoppen i det spirende hipster-område Dalston i det østlige London er en destination shop: Helt klart værd at begive sig på en udflugt for. Man skal bestille tid i forvejen for at få adgang til dette avantgarde mærkevare-mekka (Haider Ackerman, Balenciaga, Rick Owens med mange flere), som ligger i en kælder over for en tyrkisk moske og ved siden af en mekaniker. Butikken har også en meget unik boghandel og eksklusiv natklub med særlige arrangementer.

LN-CC
+44 203 174 0727
Appointments@ln-cc.com

Gemmested for insidere
London er stærk på kædebutikkerne, men så meget desto hyggeligere er det at opdage små lommer tæt på de kendte hovedgader. Tag nu King's Road i Chelsea. Mange bliver overraskede over at finde en lille enklave af unikke butikker, restauranter og grønthandlere omkring den lille plads Markham Place kun et par minutter fra den berømte gades leben.

Tjek for eksempel:
Felt
Det kan godt være, at den er lille, men Felt er stoppet med prangende, sjove, fine, gamle og nye smykker – blandt andet et godt udvalg af fine, gamle emaljebrocher. Og ejeren er altid god for lidt lokal snak og fif som "du får de billigste og bedste huller i ørene i Harrods".
Priserne går fra 5 til 5.000 pund.
Felt-london.com

Fifi Wilson
Katy Perry og Kelly Osborne er blandt de kendte fans af denne lille uafhængige kæde af butikker, hvor tøj er valgt efter devisen "afslappet og cool". Find mærker som By Malene Birger, Milly, American Retro og Bella Freud.
Fifiwilson.com

Sign of A Time
Den har ligget på Elystan Street ved Markham Place i 30 år, så navnet har i den grad vist sig at være velvalgt. I krisetider, hvor genbrugsbutikker lider under, at folk forærer mindre væk, er der stadigvæk masser af kunder i et dress agency (butik der videresælger privates mærkevarer) som Sign of A Time. Beliggenheden i det rige Chelsea sikrer, at der altid er masser af næsten ikke brugt Marni, Stella McCartney, Prada og Diane von Furstenberg på bøjlerne. Og butikken skal selvfølgelig med, fordi der let kan gå sport i den slags shopping, som man griber an med et åbent sind.
Signofthetimesdressagency.com

Læs også: Tag til det hippe Hamburg

STORMAGASINER
Et besøg i London er ikke rigtig fuldendt uden et besøg i det smukke stormagasin Liberty. Super udvalg af tidens tjekkede og populære designere fra franske Isabel Marant til Helmut Lang.

Og så er Libertys berømte stoffer med print i den grad i vælten. Som noget nyt har det gamle stormagasin for enden af Carnaby Street også fulgt OL-strømmen og rykket til det østlige London. I storcentret Westfield Stratford har Liberty åbnet en popup shop (som sandsynligvis bliver permanent) med tilbehør og kuriositeter. Den ligger lige på hovedpromenaden, hvor de olympiske gæster kommer forbi på vej til det store stadium.

SPISNING
Picnic i parken
Hvis vejret er godt (noget som denne sommer er sværere end nogensinde at garantere) er det toppen af storby-hygge at slå sig ned i en liggestol eller på græsset i en af de mange parker.

Et godt bud til madpakken er en luksus-madkurv fra det hæderkronede Fortnum & Mason, en boks fra Yo Sushi eller en takeawayboks med salater fra Ottolenghi, der er noget helt særligt med græskar, linser, bønner og alt grønt. Der er afdelinger tæt på Kensington High Street, på Ledbury Road i Notting Hill og i Islington.
Yosushi.com
Fortnumandmason.com
Ottolenghi.co.uk

Læs også: Få 5 tip til romantiske Firenze

En hurtig bid på gaden
New York har længe haft en cool flåde af mad på hjul. Nu vinder street food også frem i Londons gader. Ikke mindst i det kunstneriske betonmekka på Southbank er maden rykket ud i det fri.

Den populære mexicanske kæde Wahaca, der er kendt for frisk og delikat mexicansk mad og gode mojitos, har parkeret en vogn med mad tæt på Waterloo, hvor kæden i øvrigt er ved at åbne en ny restaurant bygget i otte shippingcontainere.

Ved Hayward Gallery bliver der serveret street food fra Yalla Yallas sort/gule vogn. Falafel, hummus og pitabrød med mere fra det libanesiske køkken.
Wahaca.co.uk
Yalla-yalla.co.uk

DEN HYGGELIGE LOKALE
Den skyhøje husleje gør det svært at finde små, uafhængige cafeer i det centrale London. Til gengæld finder man nogle vildt gode og charmerende, hvis man bevæger sig lidt ud i krogene. Det kulørte, etniske arbejderkvarter Dalston er det nye hotspot for kreative hipsters. Og kokken Elaine er rykket hertil fra Shoreditch, som nu er cool på den mere etablerede måde. Hendes charmerende café A Little of What you Fancy er indrettet med skæve loppefund, og maden er god hjemmelavet mad med passion og friske råvarer. Det er ikke usædvanligt at se en af de ansatte komme på job med favnen fuld af urter, som hun selv dyrker.
Alittleofwhatyoufancy.info

DEN ENGELSKE GADEDRENG
Jamie Oliver er her og der og alle vegne. For meget. For nogle ja, men han kører den som regel hjem på charmen og entusiasmen. Nu har den ustoppelige kok åbnet en ny kæde, der kæler for det britiske køkken. Og hvis der er nogen, der skal os få os til at overgive os til Fish pie og Treacle Tart, må det være Jamie-drengen.
Unionjacksrestaurants.com

OVERNATNING: 3 HOTELFAVORITTER
Gennem årene er der blevet skudt mange modeserier og portrætter af kendte i art director David Carters hjem i det hippe East London. Men siden 2009 har han drevet et af de mest personlige og roste hoteller, 40 Winks, i et gammelt byhus fra 1717. Gammeldags glamour møder shabby chik. Her bor stylister, modefolk, artdirectors og modefolk, når de har brug for en speciel base i London. Og måske gør du næste gang?

Alle med hang til det smukke og skæve er velkomne, men der er kun to værelser, så book i god tid, især i weekenderne.

Her er hverken room service eller personale. Det er som at bo privat, og til gengæld slipper du med at betale 105 pund for en nat inklusiv morgenmad.
40winks.org

Pris og kvalitet mødes også på The Hoxton, som sidste år blev kåret som Englands bedste hotel i den britiske avis the Guardian. Morgenmaden på det stilfulde byhotel i Shoreditch i det østlige London bliver leveret til værelset og kommer fra sandwichkæden Pret a Manager. Her kan du også være heldig at få et dobbeltværelse til omkring 99 pund. For udsalgshajer med is i maven er det også værd at holde øje med udsalget, hvor der er værelser til 1 pund pr. nat.
Hoxtonhotels.com

I et lille charmerende byhus ikke langt fra British Museum og tæt på mylderet i det centrale London ligger Arran Hotel – et godt, hyggeligt og nogenlunde billigt hotel.

Pris for et enkeltværelse fra 75 pund.
Arranhotel-london.com

Læs også: Oplev det ægte Paris med 5 gode rejsetip