Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Copenhagen Fashion Week 2012
Copenhagen Fashion Week 2012

Copenhagen Fashion Week 2012

Historien bag Modeugen

Fra den 8. augustløber Copenhagen Fashion Week igen af stablen, og vores smukke danske hovedstad forvandles endnu engang til én stor fest af begivenheder og events, som tiltrækker modeelskere fra hele verdenen. Men hvor startede det hele egentlig henne og hvem er det som står bag det her store arrangement? ALT for Damerne har ikke kun været i arkiverne, men også talt med en af modeindustriens Grand Ladies, modeskribenten Lotte Freddie, og vi er nu klar til at tage dig med tilbage i tiden og give dig alle svarene.

Historien om Copenhagen Fashion Week 





Copenhagen Fashion Week har rødder helt tilbage fra 60’erne, nærmere bestemt fra 1964. På dette tidspunkt hed den Dansk Mode-Uge og var udelukkende en damemodemesse, som årligt blev holdt som opvarmning til en større messe i Herning Messecenter. Sammen med Ikast og Brande, var Herning nemlig et af de store samlingspunkter for den danske modeindustri efter 2. verdenskrig og det var derfor hertil at folk kom langvejs fra. I løbet af 60’erne gik den industrielle opblomstring for alvor i gang og det betød, at der også blev sat skub i den danske modeindustri. Eksporten af dansk mode voksede, og det samme gjorde den danske modeuge, som hurtigt fik branchefolk og modeformidlere til at udråbe København som ”Nordens modecentrum”.


For at fremme eksporten yderligere, besluttede arrangørerne af Dansk Mode-Uge, at indgå et samarbejde med brancheorganisationer fra andre Skandinaviske lande. Dansk Mode-Uge skiftede derfor navn til Scandinavian Fashion Week og det nye samarbejde betød, at København nu også var åben for udenlandske udstillere, ligesom at der blev foretaget seriøse investeringer i at markedsføre messen overfor udlandet, hvilket viste sig at bære frugt. I 80’erne skiftede messen navn igen til Future Fashion Scandinavia og igen i 90’erne til Copenhagen International Fashion Fair, som det også hedder den dag i dag. Siden da er de danske modemesser flere og de er blevet større. Det samme gælder for de danske designere og modevirksomheder, som tidligere blev overskygget af de store messer under modeugen. Antallet af danske designere var begrænset og de havde ikke de samme muligheder for at holde store modeshows, som de har i dag. ”De fremviste kollektionerne i deres egne showrooms og somme tider på restauranter inde i byen. Så blev pressen inviteret og somme tider nogle bekendte”, fortæller Lotte Freddie. Dette betød dog ikke at omtalen af disse shows var prangende. ”Der blev aldrig nogensinde nævnt noget om modeindustrien på TV og heller ikke i radioen. Aldrig. Det var ikke en anerkendt branche og faktisk var det ikke før, at man fandt ud af hvilken millionbranche det i virkeligheden var, at man fik øjnene op for den.”



Det var derfor ikke før 2006, at en samlet dansk modeuge, som vi kender den i dag, skulle se dagens lys for første gang. Copenhagen Fashion Week blev navnet på en offentlig plan der havde til formål at markedsføre dansk mode overfor de udenlandske markeder, samtidig med at den skulle sætte København på landkortet som en af verdens fem modebyer efter London, New York, Milano og Paris. Copenhagen Fashion Week blev arrangeret og udarbejdet af Danish Fashion Institute og åbnet af daværende borgmester Ritt Bjerregaard, som samtidig indviede Rådhushallen som den officielle platform for Copenhagen Fashion Week. At Rådhushallen blev valgt til dette, var et klart bevis på hvor langt den danske modeindustri var kommet – Ikke kun i verden, men ligeledes i det danske samfund.

”Førhen var det fuldstændig utænkeligt, at sådan en begivenhed skulle finde sted i Rådhushallen, for det blev jo ikke taget seriøst”, fortæller Lotte Freddie. Man gik altså fra ikke at kunne forestille sig politik og mode blive sagt i samme sætning, til pludselig at se politikere stå med åbne arme og byde modeindustrien ind.

Den dag i dag er det stadig Danish Fashion Institute som to gange årligt stabler Copenhagen Fashion Week på benene, hvilket både omfatter fire individuelle modemesser, samt en lang række modeshows der er fordelt over modeugens fem dage. Aldrig før har modeugen været så stor, så struktureret eller så luksuriøs, som den er i dag. hvor pressen suser byen rundt i pressebusser og alt er organiseret i stramme skemaer. ”Førhen var der ingen pressebusser, hvor man blev opvartet. Dengang måtte man selv køre rundt til de forskellige shows og få masser af bøder fordi man holdte ulovligt”, fortæller Lotte Freddie. ”Derudover var der slet ikke så meget presse eller så mange indkøbere som der er i dag. Og der var ikke så mange celebrities. Det gjorde man bare ikke dengang.”

 

I takt med at interessen for modeindustrien er vokset, har Copenhagen Fashion Week flere gange fået kritik for at være en lukket fest for toppen – En begivenhed som stjæler byen og ikke vil lukke dens egne borgere ind. Allerede fra start tog arrangørerne den kritik til sig og i 2008 kunne de præsentere Copenhagen Fashion Festival. Festivalen foregår sideløbende med modeugen og har til hensigt at gøre denne mere åben og tilgængelig for alle, hvilket de kun har haft succes med.

Siden 2008 er festivalen vokset i størrelse og popularitet, og kan i dag tilbyde et bredt program med både udstillinger, konkurrencer, trend shows og shopping events. I 2011 udvidede de dette yderligere med skabelsen af ”Verdens Længste Catwalk” – En 1,6 km pink catwalk fra Rådshuspladsen til Kongens Nytorv, som inviterede hele byen til modeshow. Mere end 220 modeller, kendte og amatører gik ned af den lange catwalk i tøj fra mere end 500 skandinaviske designere og gav hundredvis af tilskuere en unik oplevelse.


 

I dag er Copenhagen Fashion Week Nordeuropas største modebegivenhed, som hvert år tiltrækker mere end 50.000 indkøbere, designere og international presse. I år skydes modeugen i gang med en showkalender som er mere presset end nogensinde før. Næsten 50 designere præsenterer i år deres forslag til næste sæsons trends og tendenser, hvilket både er nyere designere som Anne Sofie Madsen og Freya Dalsjö, så vel som veletablerede, som By Malene Birger og Bruuns Bazaar.

Derudover får Copenhagen Fashion Week dette år fint besøg fra udlandet, når Adidas og britiske French Connection begge gæster med store show og Wood Wood atter vender tilbage til de danske catwalks efter to sæsoner med shows og aktiviteter i Berlin.



Vi takker Lotte Freddie for at give os et billede af hvordan modeindustrien så ud inden den officielle Copenhagen Fashion Week blev til. Her ses hun sammen med ALT for Damernes stylist Palle Rahbek til Elise Gug Show 2012.

Se, hvad vi ellers skriver om: Michael Robak