"Mange siger, at det er som at komme på museum, når de besøger os"

20 minutter forsinkede ankommer Hendes Verdens journalist og fotograf stakåndede og undskyldende, fordi Sandved ligger langt ude på landet, og gps'en drillede og ...

– Det skal I overhovedet ikke tænke på, siger den høje kvinde, som iført forklæde og praktiske sandaler tager imod os på den lille gårdsplads.

– Jeg har god tid, smiler hun. Og mener det.

Berit er en vaskeægte hjemmegående husmor af den slags, som de fleste over 40 kan huske fra barndommen.

At træde ind i Berits køkken er som at besøge Matador-Katrines lille landkøkken. Her er både høkasse, brændekomfur til madlavning og opvarmning samt et tilstødende køligt spisekammer. Alt sammen vel at mærke i brug og ikke blot til pynt. Overalt hænger og står madam blå køkkengrej.

– Jeg bruger det, fordi det virker! Jeg har fravalgt kaffemaskine, mikroovn og opvaskemaskine, for det går alligevel i stykker. Desuden kan jeg ikke undvære opvasken. Det er her, jeg får de bedste snakke med familien.

LÆS OGSÅ: ”Tykke mennesker bliver behandlet som andenrangspersoner”

En tanke slår rod

Berit fik sine første tre børn, mens hun læste til sygeplejerske. Hendes mand Freddy arbejdede dengang på Nordsøen og var væk 14 dage ad gangen. Da hun senere fik arbejde, var mødetiden klokken syv om morgenen.

– Det var benhårdt at få tre små børn tidligt op og afleveret tre forskellige steder. Det var ikke det familieliv, jeg havde drømt om. Sammenlignet med min egen barndom med en mor, der havde systue hjemme, var det meget langt fra det, jeg inderst inde ville, husker Berit.

Hun er opvokset på Falster og tilbragte meget af barndommen på bedsteforældrenes gård.

– Jeg savnede min farmors livsstil med den tid, hun havde til rådighed. Det gjorde ikke noget, at det tog lidt længere tid at lave mad. Der var tid til en kop kaffe, når folk kom forbi. Og hun skældte aldrig ud. Vi børn vidste, at der var farlige ting, vi ikke måtte, men ellers var vi med i alt lige fra slagtning til kartoffelhøst, og det var trygt.

Livet som sygeplejerske var heller ikke, som Berit havde drømt om.

– Jeg savnede tid til at være der for patienterne. I stedet for at drage omsorg løb vi rundt som piskede eller sad ved computeren.

Da Berit blev gravid med sit fjerde barn, blev hun sygemeldt, og her modnedes tanken om at lægge livet om og blive hjemmegående husmor med tid til familien, hjemmebag, syltesager, håndarbejde – og manden som familiens forsørger.

– Jeg er vokset op i halvfjerdserne og har lært, at mænd og kvinder er lige. Samtidig var der stor arbejdsløshed i min årgang, og man skulle være taknemmelig for at have et job. På den måde var det et kæmpe skridt at gå ind til min leder og sige op. Indeni var jeg afklaret, men set med omverdenens øjne gik jeg imod strømmen. Det krævede overvindelse.

LÆS OGSÅ: ”Jeg havde jo fået at vide, at jeg ikke kunne få børn”

Det, der betyder mest

Berit rejser sig og smider et stykke brænde i komfuret. Så undskylder hun og går udenfor. Kort efter er hun tilbage med sit første barnebarn, Minna Rosa på 11 måneder, som er hos Berit i hverdagene.

– Da min datter spurgte, om jeg ville passe Minna Rosa, svarede jeg ja med det samme! Tænk at jeg kan give mit første barnebarn ro, omsorg og nærvær og samtidig hjælpe min datter og svigersøn til en hverdag uden stress.

Den lille trykker sig betuttet mod sin mormors bryst og får lov at sidde med sine røde sovekinder og vågne lige så stille. På spørgsmålet om, hvad det betyder for Berit at leve et liv, der gør hende i stand til at være fuldtidsmormor, svarer hun:

– Det betyder alt.

Berit passer sit barnebarn hjemme og nyder at give hende det nærvær og den ro, hun ikke havde til sine egne børn, inden hun sprang ud som hjemmegående husmor for 14 år siden.

Hun tier. Øjnene bliver våde, og hun sidder et øjeblik og holder sit barnebarn tæt ind til sig. Så kigger hun op.

– Min familie er det, der betyder allermest for mig. Jeg vil være der for dem. Det andet liv med udearbejde og stress og ingen tid til det vigtige, har jeg prøvet!

Berit har været hjemmegående, siden hun fik sit fjerde barn for 14 år siden.

– Jeg ville ønske, jeg havde gjort det før, så mine tre store havde fået den samme start på livet. Øv, at jeg ikke var der, og at det var pædagogerne, der fik de bedste timer med børnene.

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte, at der sad en knytnæve i solar plexus og prøvede at presse sig ud igennem mellemgulvet”

"Og hvad laver du så?"

Berit og hendes mand har for nylig købt et gammelt husmandssted kontant, som de sætter i stand gradvist, når der er råd til det. De har en gammel bil, som også er betalt. De tager ikke på charterferier, restauranter og cafeer. Og Berit laver alt lige fra bearnaise-essensen til de strikkede julegaver fra bunden. Haven leverer det meste grønt til husholdningen, Berit bager selv alt og kan ikke huske, hvornår hun sidst har været hos bageren.

– Mange siger, at det er som at komme på museum, når de besøger os. Jeg er glad for at have tag over hovedet, varme, vand og mad. Det er de basale behov. Men tid og nærhed er jo også et behov, siger Berit.

Da hun var 20, mistede hun et barn sent i graviditeten. Samme år mistede hun sin far.

– Det støber en. Det har lært mig, at vi skal passe på dem, vi har! Det betød også, at jeg er meget klar på, hvad jeg vil bruge min tid på.

Berit er hverken indebrændt eller martyrisk, som man husker nogle af fordums uforløste husmødre. Tværtimod.

– Når man er til selskab, spørger folk jo altid, hvad man laver. Jeg svarer "hjemmegående husmor", og jeg har flere gange oplevet, at folk så vender ryggen til mig. Men så prikker jeg dem på skulderen og siger "undskyld, du spurgte, hvad jeg laver, nu skal jeg fortælle dig om min arbejdsdag," ler Berit.

Hun rejser sig og kigger til lammestegen, som langtidssimrer i ovnen.

– Jeg oplever tit, at det inspirerer andre. Nogle bliver helt længselsfulde. Jeg er ikke ude på at missionere, men jeg er ked af, at kvindens funktion i hjemmet er nedgjort, og jeg vil gerne arbejde for, at vi får genskabt respekten for den som den sammenhængsskabende kraft, siger Berit.

Derfor blogger hun om sin livsstil og deler gerne sine personlige spare- og husholdningsråd.

– Rødstrømpebevægelsen gjorde noget godt. Jeg har stor respekt for kvinder, der gør karriere. Men for børnenes, familiernes og ægteskabernes skyld kunne jeg godt ønske, at arbejdsmarkedet var indrettet anderledes, så man kunne nøjes med 20-25 timers arbejdsuge, siger Berit.

Selv har hun planer om at undervise børn og unge i håndarbejde og etablere en strikkeklub i forsamlingshuset. Desuden er hun netop blevet valgt til menighedsrådet. Og hun har hjulpet mange med at rydde op i deres økonomi.

Men bliver det alligevel ikke et ensformigt liv? Hvad med kollegaer, cafébesøg og alt det andet derude?
– Jeg kan godt blive grebet af rastløshed. Jeg er som menneske ret udadvendt og har behov for kontakt med andre. Men vores hjem er åbent, og her kommer mange. Og så er jeg jo aktiv i lokalområdet. Det ville være angstprovokerende for mig at komme ud på arbejdsmarkedet. Der er sket meget på de 14 år, jeg har været væk. Effektivisering, endnu højere tempo. Jeg ville nok få stress, siger Berit.

Hun er bevidst om, at hun økonomisk er 100 procent afhængig af sin mand.

– Livsstilen er da usikker i den forstand, at jeg ikke er sikret, hvis der sker Freddy noget. Jeg har hverken fagforening eller a-kasse. Men det vil jeg ikke bekymre mig om. Hvis det sker, så er jeg robust og kan mange ting med mine hænder. Det løser jeg. Vi lever i nuet, og det er der, vi skal være.

LÆS OGSÅ: ”Jeg gider ikke diskutere, hvem der skal tage opvasken – det er bare lettere at bo hver for sig”

LÆS OGSÅ: ”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

LÆS OGSÅ: Annemette Voss: ”Jeg kastede op, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme mere”