Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen
SPONSORERET indhold

Hjemmets vurderingsdag 2018: Fine ting med gode historier

Ikke alt, der glimrede, var guld, da Hjemmets antikeksperter Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen tog fat på at vurdere de klenodier, Hjemmets læsere havde medbragt til Hjemmets vurderingsdag i Taulov. Men nu er det jo heller ikke altid den pengemæssige værdi, der tæller højst.

Af:: Ellen Jæger Foto: Søren Jansby
14. nov. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Det fine, tretårnede sølvbæger bliver nænsomt pakket ud af dets ejer, og pludselig mærker man Danmarkshistoriens vingesus.

Bægeret blev nemlig engang i begyndelsen af 1900-tallet givet til komponisten Carl Nielsen af sangerinden Emilie Uhlrich. Komponisten gav siden kruset videre til sin søn, Hans-Børge. Efter Hans-Børges død nåede kruset via hans mangeårige plejemor frem til dets nuværende ejer, Karen-Johanne.

Og en søndag i september står kruset så på bordet foran Hjemmets to marskandisere, Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen. Med den fantastiske historie i bagagen opnår det lille sølvbæger en flot vurdering på 3-4.000 kroner, men mon ikke det engang finder vej til Carl Nielsen-museet i Odense?

Hjemmets vurderingsdag 2018
 Jytte og Anders Clausens blå Kähler-vase var en jubilæumsgave fra Hvidovre Kommune og blev ikke meget brugt. Vurderingen lød på omkring 1.000 kr. og blev fulgt af et tip om, at en ubrugt vase med få midler kan blive til en flot lampe. Foto: Søren Jansby.

Hjemmets læsere var fra nær og fjern strømmet til Kryb-i-Ly Kro i Taulov for at få deres skatte vurderet, og kroen dannede en hyggelig ramme om de mange spændende historier, vurderingsdagen bød på.

LÆS OGSÅ: Smukke parker og gigantiske rejemadder: 24 timer i skønne Gøteborg

Fortællinger og følelser

For en ting er den pengemæssige værdi, noget helt andet er de fortællinger og følelser, der knytter sig til tingene. Og de var der i den grad.

Naja Lange fik for eksempel vurderet en flot, original tuschtegning af den grønlandske kunstner Alibak Johansen. Billedet havde hængt på et skib, der sejlede mellem Danmark og Grønland, og da skibet skulle ophugges, fik Naja lov til at overtage billedet, som ved vurderingen viste sig at have en værdi på cirka 2-2.500 kr.

Hjemmets vurderingsdag 2018
Anette og Per Mortensen kom med en skør, formentlig hjemmebygget lampe, som Anette havde fundet til 100 kr. på Korskro Marked. Vurderingen var 300 kr., men parret fik det gode råd at beholde den lyserøde skærm, som nok var fra 1920'erne, og smide understellet ud. Foto: Søren Jansby.

Dagen bød også på lidt skæve grin, for nogle ting var ikke helt, hvad de så ud til. Især to lamper var sat sammen af så forskellige dele, at det bedre kunne betale sig at vurdere delene hver for sig.
For eksempel viste understellet til den ene af lamperne sig at være en visitkort-opsats, som Mads og Jens vurderede til omkring 1.000 kr., mens resten af lampen ikke kom meget over de 100 kr., på trods af, at den skulle have stået på et gods.

LÆS OGSÅ: Mød Danmarks ukronede gin-dronning: "I begyndelsen skulle jeg bevise mit værd"

Dyr bamse

Mens Jens og Mads vurderede tingene, viste Hjemmets chefredaktør, Marianne Gram, nogle af de mest spændende eller kuriøse sager frem.

Hjemmets vurderingsdag 2018
Yrsa Østergaards tre flotte, blå Holmegaard-glasting, som Hjemmets chefredaktør viser frem, havde en samlet værdi af omkring 1.200 kr. Foto: Søren Jansby.

Blandt andet en lillebitte bamse med bevægeligt hoved. En Steiff-bamse viste det sig, og den fik en forsigtig vurdering på omkring 5.000 kr. Men man kunne sagtens forestille sig nogle ivrige samlere drive prisen op, hvis bamsen nogensinde skulle komme på auktion.

Hjemmets vurderingsdag 2018
Den fine, lille Steiff-bamse fik en forsigtig vurdering på 5.000 kr. Foto: Søren Jansby.

Og som dagen gik, var der masser af andre fine ting at kigge på – og stor variation. To skønne Axel Hansen-malerier fik en vurdering på omkring 1.500 kroner pr. stk., men der var stor enighed om, at affektionsværdien langt oversteg pengeværdien. For som ejeren Flemming Ørnsø sagde: – Jeg har kigget på det billede hver morgen i hele min barndom.

Hjemmets vurderingsdag 2018
Jonna og Flemming Ørnsø fik vurderet to Axel Hansen-malerier til cirka 1.500 kr. for hvert maleri. Jens måtte have luppen frem for at identificere signaturen. Foto: Søren Jansby.

Men højdespringere var der. En flot Royal Copenhagen-figur af en isbjørn med to diende unger blev vurderet til 5-6.000 kr. Et Saksisk Blomst-stel til 12 personer: 6.-7.000 kr. Og som en af de sidste ting kom dagens absolutte topvurdering: Et smukt, gammelt Omega-herreur til hele 55.000 kr.
Også Mads og Jens var tilfredse med dagen, da de summerede den op:

– Der var mange gode og sjove ting. Ikke bare loppefund, men gode ting folk havde arvet og værdsatte uanset den pengemæssige værdi.

Anbefalet til dig