Mange løfter øjenbrynene, når Andrew fortæller om sin hobby

– Måske skal jeg tage denne her på til foto?

Andrew Godshaw kommer ind i den lyse stue i en flot, mangefarvet strikvest i Kaffe Fasset-design. Han har selv strikket den. Det var en stor udfordring, fortæller han stolt. Måske hans største i de mange år, han har strikket.

Faktisk strikker Andrew, der kom til Danmark fra England af ren eventyrlyst i begyndelsen af 1970'erne, en hel del. Det er en hobby han deler med sin kone, Lone, og der findes derfor en hel del strik og garn i det lille, hyggelige byhus midt i Svendborg.

– Se det her garn, siger Andrew, og holder en stor bunke naturfarvet uldgarn op, – det bliver håndspundet af en kvinde på over 80 år, vi kender her på Sydfyn.

Der er engagement og stolthed i hans stemme. Stolthed ved håndværket og materialerne. Og en glødende interesse for strik, som man ikke møder hos mange mænd.

Fingernem far

For mange er strikketraditionen gået i arv fra mødre og bedstemødre. Sådan var det ikke i Andrews familie.

Det hele startede, da Andrews lillesøster skulle lære at strikke. Dengang var hun omkring seks år og Andrew var ti. Hele familien med fem børn boede i en lille by uden for London. Andrews far var jøde og flygtet fra Tyskland under Anden Verdenskrig. Hans kone – Andrews mor – havde psykiske problemer og magtede ikke at stå for strikkeundervisningen. I stedet viste hun faren, der var urmager og fingernem, hvordan man strikkede.

Hver aften satte han sig med hele børneflokken og strikkede. Hvis lillesøsteren skulle lære at strikke, skulle alle børnene lære at strikke. Også de tre brødre.
Kun den mindste søster var for lille til at svinge strikkepindene, men sønnerne strikkede på livet løs.

Andrews bror, Roland, strikker ligesom Andrew stadig i dag.

– Min bror er ligesom mig. Han strikker nogle flotte, komplicerede ting. Det skal være svært, ellers gider vi ikke. Vi udveksler tit billeder af det, vi har strikket, og driller hinanden på den måde. Han er et af de få mennesker, jeg taler om strikning med, fortæller Andrew.

LÆS OGSÅ: Strik for en god sag: "Alle kan strikke det her tørklæde"

Ekstra opmærksomhed

Andrew oplever ofte, at folk løfter et øjenbryn, når han fortæller, at han selv har strikket det, han har på. Der er så få mænd, der strikker, at han hurtigt bliver et kuriosum.

Det har da også sine fordele.

– Jeg får klart mere ros, end kvinder der strikker. Det er jo ikke normalt, at mænd strikker. Så jeg får noget ekstra opmærksomhed, siger han og griner.

– Folk synes jo, at det er sjovt, at jeg er en mand, der strikker.

Han har aldrig oplevet nogen negative kommentarer

Selvom han ikke har mødt mange mænd, der deler hans hobby, findes der faktisk en historisk tradition for mænd, der strikker, fortæller han.

– Før i tiden var det sømænd og fiskere, det sejlende folk, der strikkede. Det var der ikke noget mærkeligt i. Det var et stykke praktisk arbejde, de udførte. De strikkede f.eks. selv deres sømandstrøjer. I England var der områder og landsdele, der havde deres egne mønstre til trøjerne. Når en mand faldt over bord og skyllede i land, kunne man på den måde se, hvor han kom fra, forklarer Andrew.

Hvis Andrew skal komme med et bud på, hvorfor der ikke er flere mænd, der strikker i dag, hænger det sammen med to ting. For det første er det et spørgsmål om tradition. Kun de færreste mænd lærer at strikke som børn. For det andet er det et langsommeligt arbejde. Der er ikke et her-og-nu resultat, når man strikker.

– At strikke er en kontinuerlig proces. Du bliver ikke hurtigt færdig på samme måde, som hvis du graver have – eller reparerer en bil. Så skruer du på et eller andet, og så kører den igen. At strikke er en proces, der kan vare dage eller uger alt efter, hvor komplekst det er, pointerer han.

"Den har morfar strikket"

Måske er det fordi, Andrew har været ingeniør, men strikning skal ikke være let. Hvis han kan se tv samtidig med, at han strikker, er det ikke svært nok. Så gider han ikke.

– Hvis du bare strikker frem og tilbage, kan du ligeså godt få en maskine til det, som han siger.

Et par små babyfutter til barnebarnet Ruby, har han derfor udformet som et par andefødder. Et andet par endte som en tro kopi af et par Converse basketstøvler, komplet med det stjerneformede logo. I stedet for den traditionelle jordbærhue strikkede han en auberginehue.

Opskrifterne finder han på internettet. Sværhedsgraden er nemlig ikke den eneste fællesnævner for Andrews kreationer. De skal også have humor. Og så skal det have en brugsværdi.

– Nu hvor der er kommet børnebørn, kan jeg strikke hele tiden. De vokser jo fra det. Og det er sjovt at strikke til dem. Jeg bliver rørt, når mit barnebarn på to år kan sige, "den har morfar strikket", når nogen spørger til hendes hue.
Andrew er dog stødt på et enkelt problem som strikkende morfar.

– Jeg har forgæves ledt i garnforretninger efter en mærkat, hvor der står "strikket af morfar" til at sy i mine ting. Du kan få dem med "strikket af farmor" eller 'strikket af moster', men jeg har aldrig set en morfar-mærkat, beklager han.

Opfordringen er hermed givet videre.