Hugo Helmig
SPONSORERET indhold

Hugo Helmig: Dette er det vigtigste råd, mine forældre har givet mig

Sanger Hugo Helmig om at være et ­ordensmenneske, om at se tøseserier og om at lytte til sine forældre.

Af: Frederikke Pontoppidan Foto: Jannick Børlum
23. jan. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er den største ros, du har fået?
– Jeg har tit fået at vide af venner og familie, at jeg er god til at snakke om alt. Uanset om det er svært at tale om eller ej. Min mor er meget på samme måde. Så det betyder meget for mig, hvis folk synes, jeg er en ærlig person, for det lægger jeg selv vægt på at være.

Hvad er din guilty pleasure?
– Dem har jeg mange af, men en af dem er tøseserier. Jeg ser rigtig, rigtig mange tøseserier. Jeg har for eksempel set alle sæsonerne af "Gossip Girl", "Sex and the City" og "The Vampire Diaries". Og jeg har endda gjort det med stil, da jeg gik på efterskole. Der kunne de andre drenge godt sige: "Ej, ser du det?" Og ja, det gør jeg sgu. Jeg tror endda, jeg fik lokket nogle af dem med til det. Tøseserier er bare så ligegyldige og intetsigende, men det er derfor, de er så fede. Der sker jo ikke en skid. Det er bare drama, hvor du sidder og gnider hænderne.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Toft Simonsen: "Jeg elsker mine forældre overalt på jorden, men jeg synes, at det har været mere negativt end positivt"

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Det var andet år på ­efterskolen, da jeg var 16 år. Jeg havde fået min første guitar, og derfor brugte jeg de fleste af timerne oppe på mit værelse. Det var der, det gik op for mig, at jeg skulle bruge mit liv på musik. Jeg har altid spillet, men der skete et eller andet, hvor jeg dykkede ned i det på en anden måde.

Hvilken dag har indtil videre betydet mest i dit liv?
– Det var en periode på tre måneder i Malaga, hvor jeg gik på musikskole. Her var jeg kun sammen med mine ­forældre og gik i skole hver eneste dag, hvor jeg havde teori, guitar, klaver og sangtræning med sololærere. De tre måneder var vildt hårde, men til gengæld fik jeg lov til at dykke helt ned i musikken, lege med guitaren, træne min stemme og være sammen med mine forældre.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
– Jeg er total rengøringsfreak. Jeg går meget op i, at mit værelse ser pænt ud, mit tøj ligger pænt, og at mine ting står på en meget speciel måde. Der var engang, hvor jeg havde tre venner på besøg, og mens jeg var på toilettet, havde de stillet ti ting anderledes på mit værelse. Der gik under et minut, så stod de ti ting tilbage præcis, som de plejer. Jeg er et rigtigt ordensmenneske, og det er der nok ikke mange, der regner med, at en 19-årig dreng er.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
– Både min mor og far har altid lagt vægt på, at jeg skal huske at være ydmyg, uanset hvilken situation jeg står i, og at jeg kan komme langt med det. Jeg tror måske, det er, fordi de begge har haft lidt svært ved det. De har haft meget om ørene, og det hele har handlet meget om dem i deres liv. Men hold kæft mand, de har jo lært mig alt. De har jo været nogle rollemodeller hele vejen igennem.

Hvad har været dit livs ­længste minutter?
– Det var til P3 Guld, da jeg skulle spille. Lige inden jeg skulle på, stod jeg ude backstage og lavede nogle vejrtrækningsøvelser, som min mor har lært mig. Det gjorde jeg måske i 5-10 minutter, men det var nogle virkelig lange minutter. Jeg følte, jeg ­havde en klump i maven, hvor jeg tænkte: "Åh, jeg kan ikke det her, jeg kan ikke det her". Jeg gik totalt i panik inde i mit eget hoved. Men selve de minutter på scenen, de var faktisk ikke så lange. Der gik det vildt stærkt. 

Anbefalet til dig