"Nogle af mine faste læsere begyndte at græde, da jeg skrev om separationen"

Året efter flyttede parret sammen igen. Men hvordan redder man et ægteskab, der er gået i stykker?

Midt i parterapien sprang bomben. De sad foran terapeuten for at arbejde med deres ægteskab, længsler og konflikter, og pludselig hørte Annamette Fuhrmann sin mand gennem seks år og faderen til deres to børn sige: "Jeg tror, jeg skal have en pause fra det her".

Først forstod hun ikke, hvad det betød. Mente manden en pause her og nu, fra terapien eller fra... det hele? Det viste sig at være det sidste. En pause fra ægteskabet og den pressede hverdag i et moderne familieliv med to små børn.

– Alt blod forsvandt fra mit hoved. Jeg anede ikke, at han pludselig ville trække stikket på den måde. Jeg trængte sgu også til at finde mig selv, men vi havde fået to børn sammen, og så går man ikke bare. På den anden side kunne jeg godt forstå ham. Jeg forstod godt, hvad Thure mente, når han sagde: "Jeg elsker dig stadigvæk, men jeg kan simpelthen ikke holde det her ud". Sådan havde jeg det også selv, fortæller Annamette Fuhrmann, forfatter, journalist og i dag studievært på den fynske radiokanal Klubben.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig hverken som en god mor eller en god medarbejder"

To uger før skilsmissebomben sprang, sad hun ellers i en sofa på TV2's regionalstation Lorry for at fortælle om sin nye bog, hverdagsdagbogen "Længsler og leverpostej". En ærlig, personlig og humoristisk beretning om kampen for at holde fast i kærligheden, når man også skal hente to børn i institution – og har glemt sin sexlyst i Netto. Den kamp er hun ikke alene om, og derfor besluttede hun sig for at dele sin historie med andre. 10 dage efter bogen var udkommet, skulle hun skilles. De 10.000 ugentlige læsere af hendes blog "Fuhrmann for dig" blev næsten lige så chokerede, som hun selv gjorde.

– Nogle af mine faste læsere begyndte at græde, da jeg skrev om separationen. De havde fulgt os intenst gennem mine blog-indlæg og kunne slet ikke magte, at vi endte med at gå fra hinanden. Vi har altid været en god kærlighedshistorie, og jeg tror ikke, læserne kunne have, at det billede krakelerede. For så krakelerede håbet om, at deres eget ægteskab ville overleve, jo også.

Annamette Fuhrmann var både rasende og ulykkelig, men tog hurtigt en beslutning om, at hun ikke ville være bitter.

– Jeg har set så mange – især kvinder – bruge årevis på at være bitre og bebrejde ekspartneren for alt muligt eller skiftevis prøve at få ham tilbage og skændes med ham i statsamtet. Sådan ville jeg ikke være. Jeg håbede, at vi ville finde tilbage til hinanden, men betragtede det fra starten som et brud. Slut. Over and out. Jeg var simpelthen nødt til at give slip på ham i det omfang, jeg overhovedet kunne. Gu' var jeg vred, og gu' syntes jeg, han var en kæmpeidiot, men det var jeg jo også. Vi var nået til det punkt, hvor vi ikke kunne blive ved med at tale om det. Vi var nødt til at handle, fortæller Annamette Fuhrmann.

LÆS OGSÅ: "Jeg voksede op uden skolefester og fritidsaktiviteter"

Det begyndte ellers som en usædvanlig romantisk kærlighedshistorie. De mødte hinanden gennem telefonen, da journalisten Annamette Fuhrmann skulle interviewe Thure, der planlagde en ekspedition hen over indlandsisen. De talte godt og længe sammen. Så godt at Thure umiddelbart bagefter meddelte sin mor, at han nu havde mødt den kvinde, han ville giftes med. Annamette var ellers i et andet forhold og egentlig ikke ude på noget.

– En dag ringede Thure mig op på mit arbejde, og jeg blev helt befippet: "Jamen, er du ikke på Grønland?", og jo, det var han. Han sad i sit telt midt ude på indlandsisen og ringede til mig over en satellittelefon. Det er et ret godt scoretrick, og det virkede. Han tog direkte fra lufthavnen ind til mig, og så blev vi forelskede.

Seks år senere var hun en træt og udmattet mor til to små drenge. Imens de havde travlt med at få hverdagen til at fungere, sank kærligheden dybere og dybere ned i praktik, leverpostej og konflikter.

– Det kom langsomt snigende, og pludselig kunne vi ikke længere se, hvem den anden var. Og så siger alle jo, at man skal huske at være kærester, drikke et glas rødvin og have vild, hed sex, men hvordan skal man det, når man kun drømmer om at få lov til at sove?

Annamette Fuhrmann insisterede på, at de skulle separeres med det samme. Dels på grund af de økonomiske fordele, og dels for at få klare linjer og give slip på det, der ikke længere var. De var enige om, at drengene ikke ville trives med en fifty-fifty-ordning, men skulle bo fast hos deres mor og besøge far. Annamette Fuhrmann har selv været uden kontakt med sin far i en årrække, og det har haft stor betydning for hendes liv. Tanken om at udsætte sine to drenge for det samme savn af enten far eller mor gjorde ondt.

– Det føles jo fuldstændig biologisk forkert, at man ikke skal være sammen med sine børn altid. I starten forstår man det ikke og kan nærmest ikke trække vejret, når børnene er væk. Jeg var også meget optaget af, om Thure nu havde det bedre end mig. Jeg var sindssygt bange for, at han havde mødt en anden eller var glad, fordi han var sluppet af med mig. Når man bliver forladt, er den anden hele tiden et skridt foran. Det var ham, der havde taget beslutningen, og han havde måske brugt måneder på at forberede sig på det. For mig var det en gigantisk lussing.

Efter halvanden måned var separationen en realitet og ført ud i livet. Det lykkedes dem at være ordentlige over for hinanden og vise børnene, at mor og far stadig var venner og kunne være sammen.

– Der var også gnidninger og jalousi, men vi gjorde det så fint, vi kunne. Jeg var 38 år, midtvejs i livet og separeret, så det hele var lige efter bogen. Nogle dage lå jeg bare på sofaen og tudede, indtil jeg blev så træt af mig selv, at jeg ringede til mine veninder eller så sjove videoer på Youtube med folk, der faldt og slog sig. Andre dage åbnede verden sig for mig, og pludselig var der også andre mænd i den, siger Annamette Fuhrmann.

– Pludselig var Thure ikke den sidste mand, der havde kysset mig, eller den sidste mand, jeg havde rørt ved. Det hjalp mig til at give slip, og jeg anbefaler altid andre i den situation at gøre det samme. Du behøver ikke at kampdate, det gjorde jeg langtfra, men jeg sørgede for mandligt selskab. Jeg gik blandt andet ud med mine veninders mænd. Ikke som en date, men fordi jeg savnede mænd i mit liv. Når du bliver skilt og er i krise, slår veninderne kreds om dig og passer på dig. Det har man brug for, men det er også godt med mandligt selskab. Mænd tænker på en anden måde.
Siger nogle andre ting, og selvom jeg sad og tudede ned i min rødvin igennem nogle af de middage, tvang det mig til at komme ud i verden, siger hun.

Seks måneder efter separationen skete der en forandring. Til sin fødselsdag fik Annamette to koncertbilletter og sin yndlingscreme i gave af sin eksmand.

– Det er ikke helt almindeligt, at en eksmand giver dyre gaver til ekskonen, men måske ville han bare vise, at vi var gode venner. Eller også pønsede han på noget.

Den første april 2013, cirka ni måneder efter bruddet, postede Annamette Fuhrmann et foto af en flyttekasse på sin Facebookprofil. Og skrev denne opdatering:

"Har syv års bryllupsdag med Thure Kjær i dag. Det kan man da lige så godt fejre ved at flytte sammen. Igen. I Vejle."

De fleste troede, at det var en aprilsnar. Eller udtryk for en meget syg form for humor, men det var det ikke. Hun havde fået tilbudt sit drømmejob som radiovært på en station
i Odense, men det ville være svært som delemor til to børn med bopæl i København.

– Vi faldt begge to ret hurtigt over ideen om at flytte til Vejle, selvom det virkede helt absurd. Det kom som en overraskelse, at vi lige pludselig havde den snak. Vi anede ikke, om vi ville bo sammen igen og da slet ikke i Vejle. Jeg er opvokset i den by, og der var en grund til, at jeg flyttede til København. Jeg troede aldrig nogensinde, jeg skulle tilbage til det sted. Men når man har to børn og to fuldtidsjob, har man brug for hjælp, og vi havde familie, der ville hjælpe. De boede bare i Jylland.

Efter en weekend på Kullen med vandringer, samtaler, spørgsmål og overvejelser traf de beslutningen. Og satsede.

– Den første nat i vores nye hus lå jeg og undrede mig over, at der kunne være så stille og roligt. Der sker ingenting i Vejle. Her er bare sindssygt smukt. Det har været godt for os. Vi kom væk fra alt det, vi havde i København. Der er ikke nogen storby
lige uden for døren og tusind steder, du kan tage hen hele tiden. Vi savner vores venner og liv i København, men flytningen gav os det overskud, som vi manglede, fortæller Annamette Fuhrmann.

Det tvang dem også til at starte forfra og bygge et nyt netværk op. De inviterer jævnligt til fredagsbar for at lære flere mennesker i Vejle at kende, men tager selvfølgelig også på besøg hos vennerne i København. Det sværeste har været at finde helt tilbage til hinanden og leve med tankerne om de måneder, hvor de var fra hinanden. Hvad lavede han eller hun i de måneder og med hvem?

– I starten var jeg sindssygt bange for, at han skulle smutte igen. Mennesker forandrer sig grundlæggende ikke. Heller ikke os. Vi er fuldstændig de samme mennesker med fuldstændig de samme problemer som før. Forskellen er, at vi begge har fået nogle erfaringer med i tasken, det har givet os mere overskud, og vi har besluttet os for at være ærlige over for hinanden. Det er jo ofte der, det går galt. At vi ikke er ærlige over for hinanden eller er bange for at fortælle om vores behov, siger Annamette Fuhrmann.

I dag er hun bedre til at holde sig selv glad. Hun går for eksempel mere ud end før
og gør det uden dårlig samvittighed.

– De fleste kvinder kæmper med deres hønemor-gen, og så siger de til manden: Gå du bare. Så putter jeg børnene. Og så går de rundt derhjemme i et par gamle joggingbukser og løse hængebryster og glemmer at stille krav eller tage pladsen. De fleste mænd vil hellere end gerne samarbejde, men når ikke man melder noget ud, så er det lidt svært at byde ind med et samarbejde. Det er der jo ingen, der bliver glade af. Thure siger, at jeg er holdt op med at være sur. Jeg er ellers ikke en sur type, men det er rigtigt nok, jeg VAR sur. Jeg fik ikke sagt fra og fik ikke valgt mig selv til. I stedet gik jeg martyragtigt rundt derhjemme og blev sur.

Indtil videre bliver familien boende i Vejle. Mens Annamette Fuhrmann pendler frem og tilbage mellem Odense og Vejle som fastansat radiovært, er Thure blevet selvstændig arrangør af motionsløb. Mange skriver til Annamette Fuhrmann for at få opskriften på, hvordan man finder hinanden igen efter et brud. Sådan en har hun ikke, men sine egne erfaringer deler hun gerne ud af.

– Giv slip, giv slip, giv slip! Det er det vigtigste. Jeg tror, Thure kunne mærke, at jeg gav slip med det samme, og at han ikke var bundet til mig mere. Vi kender det alle sammen. Når man selv er i tvivl, har man ikke brug for et menneske, der løber bagved dig hele tiden ligesom osten i de gamle Pacmanspil. Det gør ondt, men du er nødt til at lade ham eller hende løbe. Også for din egen skyld.

Du kan ikke gå og holde vejret i otte måneder, mens du håber på, at han kommer tilbage. Måske møder han en anden imens, og først DER kan du give slip og komme videre med din sorgproces. Så. Du skal give slip og bruge dine veninder. Og drikke en masse vin, tilføjer Annamette Fuhrmann, der som en serviceinfo oplyser, at et barnesæde på en cykel har præcis samme mål som en boks vin. Det har hun og hendes veninder benyttet sig meget af.

Når Annamette Fuhrmann taler om at give slip, er det, fordi de fleste mennesker, der bliver forladt, ikke forstår, at den anden går. De synes, at det er forkert, strengt og synd for børnene.

– Det er det også, men du kan ikke vide, om det er den rigtige beslutning for ham
eller hende. Du kan mene, at det er forfærdeligt og trist, men du kan ikke vide, om det er forkert. For modparten er det måske det eneste rigtige.

Separationen har lært Annamette Fuhrmman at være ærlig og gå mindre op i detaljer. Hun har også lært at være mere tydelig både i forhold til sine egne og andres behov.

– Når jeg siger ja til, at Thure kan cykle i fire timer, mener jeg det. Ellers siger jeg nej. Før sagde jeg måske ja, men mente nej, og så gik jeg og blev sur over det. Jeg gik alt for meget op i, hvad han lavede, fordi jeg ikke selv sørgede for at gøre det, der gør mig glad. Nu siger jeg bare nej eller ja. Jeg behøver ikke forklare hvorfor eller komme med lange udredninger. Det gælder også for ham.

Hun har også forstået, at der er forskel på, hvordan de mærker og viser kærlighed. Hun kan lide at blive nusset på fødderne. Og han bliver glad, hvis hun serverer en kold øl efter træning og mest af alt sørger for at være glad og tilfreds.

Annamette Fuhrmann ville gerne sige, at parret nu har indgået en særlig pagt og aldrig skændes mere, men det ville både være løgn og kedeligt. Hun glæder sig tværtimod over, at han er lige så irriterende som før – og omvendt.

– Så har vi noget at arbejde med. Vi kommer aldrig til at kede os, og han overrasker mig stadig. Han er meget passioneret omkring cykler for eksempel, og da jeg spurgte, hvordan han nåede frem til, at han ville tilbage til mig, svarede han: "Det var lidt ligesom at mangle sin allerbedste cykel. Det kan godt være, at den ikke er ny længere, men det er den bedste cykel, jeg har."

Det var så mig, der var den cykel. Det, tror jeg, er den største kærlighedserklæring,
jeg kan få.

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag

LÆS OGSÅ: Debat: Slip din mand fri

LÆS OGSÅ: Barnløshed skyldes manglen på den rette mand