Dette brev må min mor aldrig læse

Kære mor. Undskyld.

Jeg ved, at du og far har ofret alt, hvad I har kært for min sikkerhed. Jeg ved, at I har forladt alt det, I kendte, for mig. Undskyld for at tænke på mig selv.

Undskyld mor, jeg er homoseksuel.

Mit første kys

Jeg husker stadig mit første kys. Akavet, men perfekt. Jeg var 18 år.

Jeg havde kendt ham i en måneds tid – og jeg var ikke helt sikker på, om vi bare var venner eller på vej til noget mere.

Dagen før min fødselsdag skulle jeg blive klogere. Vi gik tur – vi gik så mange ture. Men lige der, midt på Lille Torv i Århus, dagen før min 19-års fødselsdag, tog han min hånd. Han tog min hånd og førte den op til sit ansigt. Han kiggede mig i øjnene, blinkede med et af sine. Og så kyssede han mig.

Jeg husker, at jeg i det splitsekund, var ligeglad med alt. Jeg var ligeglad med om nogen så, at jeg var en fyr, der kyssede en anden fyr.

Jeg var ligeglad med, at jeg var en fyr, der kyssede en anden fyr.

Det er ikke noget, jeg sådan lige fandt ud af her til morgen. Jeg har vidst det i noget tid nu. Faktisk har jeg vidst det i længere tid, jeg mindes, end jeg ikke gør.

Men jeg ved, at du godt ved, at jeg ikke er som andre drenge. Du spørger mig jo altid til råds, når du skal have nyt tøj. Og dengang i fjerde klasse, hvor jeg tvang dig til at lære en danseserie, som jeg havde øvet mig på i ugevis helt for mig selv. Og vi dansede den igen og igen. Det er sjovt, for jeg havde glemt det, men du mindede mig om det, sidst jeg var hjemme. Du fandt cd’en frem og satte den på fars gamle anlæg, og så dansede vi, som var der ingen dag i morgen.

Min første og eneste kæreste

Mit første kys blev min første kæreste. Mit første kys blev også første og eneste gang, jeg var ligeglad med andre. Når vi gik tur, holdt vi ikke i hånd. Når vi var i biografen, sad vi aldrig tæt. Og når han mødte mine venner, var han bare en ven. I starten var han forstående. Spurgte ind og respekterede. Men som tiden gik, mistede han tålmodigheden.

En sen sommeraften gik vi igen en tur - og han stoppede op på Lille Torv. Tog min hånd. Kiggede mig i øjnene, blinkede og kyssede mig. Da jeg forstod, hvad der skete, afveg jeg. Jeg græd og løb. Den sommeraften blev første og eneste gang, jeg havde en kæreste.

Jeg kan huske, at du engang sagde til far, at det var OK, at jeg ikke ville gå til fodbold. Vi skal ikke alle sammen være ens, sagde du. Men alligevel tør jeg ikke fortælle dig, hvem jeg er. At jeg ikke er som andre drenge. Ikke fordi, jeg er bange for, at du ikke vil elske mig, mor. For det ved jeg, du gør, uanset. Men jeg er bange for, hvad andre vil tænke om dig og far.

Var far ikke mand nok til at opdrage en ’rigtig’mand? Var du ikke stærk nok til at opdrage en søn, nu hvor far var blevet syg? For jeg ved, hvordan de snakker mor. Jeg ved, hvad de siger. Og jeg ved, hvor ked af det, du bliver. Dem med vores baggrund, de har så travlt med at snakke om hinanden i stedet for til hinanden, som du plejer at sige.

Ikke som Isak og Even

I dag bor jeg på Vesterbro for mig selv i en lille 2’er. Jeg er 23 år gammel, nyudklækket akademiker med et job, jeg er mere end glad for. Jeg er en kliché af en eksiljyde: klimabevidst, når det lige passer mig, og skabs-Uber-savner. Mit instagram feed er ligeså lol som min LinkedIn-profil er on point. Jeg danser med mine venner til Ariana Grande på Nevermind om lørdagen, og drukner mine hverdagssorger i billig rødvin om tirsdagen. Men så stopper mit jævne gennemsnitlige 23-årige københavnerliv også der. For desværre er livet ikke Isak og Even for alle.

Jeg holder stadig ikke i hånd på åben gade. Og jeg kysser stadig ingen offentligt af frygt for, at andre ser mig. Jeg vil aldrig kunne lægge et foto af mig selv og en anden mand, jeg elsker, på Facebook. Og jeg går altid på æggeskaller.

Mine forældre er ikke fra Danmark. De har oplevet mere, end hvad jeg nogensinde kommer til. Og de har ofret endnu mere.

De er skyld i, at jeg forbinder helikoptere med sightseeing fra luften over Manhattan, og ikke en desperat følelse af at skulle gemme mig i en hjemmebygget bunker, fordi statsstyrkerne er kommet for at bombe vores landsby.

Jeg har dem at takke for, at jeg kan sidde på Christianshavn, sippe kaffe til overpris, skrive klummer til danske blade, uden at bekymre mig om, at den hvide varevogn, der lige kørte forbi mig, betyder, at jeg bliver bortført og tvunget til at tjene i et militær i en kamp, jeg ikke støtter.

Og derfor. Derfor har jeg ikke fortalt dem, at jeg er en mand, der længes efter at elske en anden.

Mange af mine venner forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare fortæller jer det. I elsker mig jo, siger de. Selvfølgelig gør I det. Og så fortæller jeg om jer. For jeg vil ikke have, at de skal tro, at I er onde homo-hadende mennesker.

Når jeg fortæller om dig og far, fortæller jeg om jeres kærlighed. Jeg fortæller, at du ventede otte år på at blive forenet med ham. I var adskilt på to kontinenter i otte år. Før Skype og Whatsapp. At jeres kærlighed også var forbudt.

Jeg fortæller, at jeg har spurgt dig, hvorfor det var værd at vente så mange år på far. Du svarede mig ikke. Men spurgte mig: hvad er livet værd, hvis man ikke elsker?

Kender I mig overhovedet?

Hver dag tænker jeg på, at mine forældre slet ikke kender mig. Jeg siger til mig selv, at det er ligegyldigt. At min seksualitet er så lille en del af, hvem jeg er. Men så tænker jeg. At hvis de ikke kender mig, altså dem som burde kende mig allerbedst. Er der så overhovedet nogen, som gør?

Og så bliver jeg i tvivl. Jeg bliver i tvivl, om jeg har lært at elske. Ved jeg overhovedet, hvordan man elsker, når jeg ikke tør fortælle dem, jeg elsker, hvem jeg har i sinde at elske?

Mor, tro ikke at jeg bebrejder dig for noget som helst. For hvis jeg bebrejder nogen, er det mig selv. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig så meget. Så meget, at din lykke betyder mere end min. Det er det eneste, jeg kan give dig. ’Du skylder ikke dine forældre noget’, siger mine venner. Men mor, vid, at jeg ved, at jeg skylder dig alt. Så undskyld, at jeg holder hemmeligheder. Men den her hemmelighed er for dig.

Jeg er en mand, der elsker mænd

Af og til stiller jeg mig selv spørgsmålet, hvordan jeg nogensinde vil kunne være sammen med en anden mand til døden skiller mig fra ham, hvis ikke jeg tør indvie ham i alt det, jeg elsker?

Og når det er allerværst, strejfer tanken om at forsvinde. Helt væk fra det hele. Det virker nemmere. Så skuffer jeg ingen.

Jeg er en mand, der elsker mænd.

Jeg håber, at jeg en dag kan sige det til dig. Men indtil da mor: undskyld. Jeg elsker dig. Min kærlighed til dig er større, end hvad andre nogensinde kan give mig.

Og hvis det betyder, at jeg skal tage hensyn, være varsom og kæmpe med mørke tanker af og til. So be it. For mor, hvad er livet værd, hvis man ikke elsker?