Lea Korsgaard
Lea Korsgaard

Familie er et fuldtidsjob - men hvem skal passe det?

Klummeskribent Lea Korsgaard efterlyser en løsning på børnefamiliernes dilemma.

Mens jeg skriver det her, ligger min lille søn inde i sin tremmeseng og sover. Det er onsdag, klokken er 11. Netop som vi stod og skulle ud ad døren til vuggestuen, åbnede han munden og sendte en stråle af bræk ud over sig selv, mig, plankegulvet, en enlig strømpe, en playmobilmand uden hår og en forholdsvis stor legetøjstraktor. Bagefter smilede han. Det gjorde hverken jeg eller hans far. Vi så på hinanden. Han skulle på kursus, jeg havde planlagt en hjemmearbejdsdag i et forsøg på at komme gennem bare nogle af alle bunkerne på mit bord. Kursus stak hjemmearbejdsdag.

Nu sover ørleren så. Jeg har taget fat på bunkerne. Bag mig ligger vores rene vasketøj på gulvet og har taget form som et decideret bjerg, ude i køkkenet står gryden med havregrødsrester stadig i blød, vaskemaskinen snurrer, bagtrappen er fyldt med vores skraldeposer (sorry, naboer), inde i stuen ligger der på gulvet en tromme, to legetøjssværd, et par Angry Bird-underbukser, en dyne, en enlig strømpe (også her!), min taske, min taskes indhold spredt i en radius af to meter rundt om tasken, et sugerør, noget brugt gavepapir, et Brio-tog, en teske, en gul gummistøvle, en sort herresko, et krøllet efterårsblad og en lyserød plysgris. I aften skal min mand til forældremøde i børnehaven, jeg skal til stiftende generalforsamling i en ny forening for fortællende journalistik, som jeg i princippet godt kunne springe over, bortset fra at jeg har glædet mig og synes, det lyder superfedt. Min søster, alias moster Lise, kommer og passer drengene.

Vi – måske især vi kvinder – skylder historiens feminister utroligt meget. Vi skylder dem tak for at have givet os stemmeretten, muligheden for et skamløst sexliv, prævention, fri abort, afskaffelsen af patriarkatet, opgøret med puritanske samfundsnormer. Vi skylder dem lige så stor tak for at have vist os alternativet til kødgryderne, at have givet os muligheden for at arbejde, tjene vores egne penge, realisere den del af os selv, der ikke kan foldes ud inden for hjemmets fire vægge. Vi skylder dem tak for at have åbnet mulighederne op, vist os, at det at være kvinde ikke nødvendigvis er synonymt med det at være nogens datter, nogens mor og nogens kone.

Og det tak bør virkelig være et stort tak. Et dybfølt tak.

LÆS OGSÅ: 5 sætninger du ikke skal sige til ungerne

Men paradoksalt nok har feministernes revolutionerende løsninger på et hav af problemer efterladt os med et nyt problem: Hvem skal gøre alt det derhjemme, kvinderne gjorde, før de kom ud på arbejdsmarkedet?

Med kvindefrigørelsen er der i enhver børnefamilie blevet et fuldtidsarbejde ledigt, som ingen har tid til at besætte. Det er et fuldtidsarbejde at gøre rent, lave mad, købe ind, vaske tøj, gå ned med skrald, tage opvasken, samle enlige strømper op fra gulvet, aflevere børn, hente børn, passe syge børn, hjælpe med lektierne, tage til juleklip i vuggestuen, drage omsorg for familiens ældre, træde til, når moster Lise har født og har brug for nogen, der kan stikke en tur i Irma for hende. Hvem skal gøre alt det?

Hvem skal gøre alt det, der får hjemmet til at køre, hverdagen til at være rar, aftnerne til at være hyggelige, rammerne til at være tydelige, nærværet til at føles ægte, livet til at være andet end en uendelig hundredemeter mod et diffust mål i det fjerne?

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at min søn inde i tremmesengen har brug for, at vi løser dilemmaet kollektivt. I fællesskab. For to mennesker kan ikke lave tre menneskers arbejde. Så hvad gør vi?

LÆS OGSÅ: Delebørn: Skab det bedste liv for dit barn

Lea Korsgaard

Lea Korsgaard, 34 år, journalist, forfatter og partner i medieforlaget Zetland. Bor med sin mand og deres tre drenge i København