Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Alamy

Hvis du drømmer, at du er gravid, betyder det, at...

Jeg har kastet mig over drømmetydning.

KLUMME: Der findes tykke lærredsindbundne bøger, der findes imposante coffee table-bøger, der findes små fine lyriksamlinger og så findes der min nye bog om drømmetydning.

Den er uhandy, den er fedtet, plastomslaget er blevet hakket i ryggen, den er generelt lidt nusset og den lugter lidt. Til gengæld kostede den i modsætning til nogle af de ovennævnte pragteksemplerer kun en rund femmer - ja: en rund femmer.

Det er en af den slags bøger, som ikke kommer nemt til en. Faktisk er der stor sandsynlighed for, at den aldrig var kommet til mig, hvis ikke jeg i den forgangne påske havde befundet mig i en fjern del af Vestsjælland, hvor dagens højdepunkt var et visit til biblioteket i nærmeste større by.

Her diskede de op med et bogudsalg af meget vekslende kvalitet. Det blev til glade gensyn med 'Fæhunden' og 'Sten og Stoffer' samt en cd med Savage Rose. Men bortset fra det, var der ikke meget at byde på indtil jeg så:



Sagen er nemlig, at jeg er begyndt at drømme igen. Hvis ikke sammenligningen var så upassende, ville jeg mene, at mit sind, når jeg sover, svarer til København i mørklægningstiden under 2. Verdenskrig: mørkt, øde og med lyssky aktiviteter under overfladen. Men på det seneste er det som om min underbevisthed glemmer at tage sine billeder ned ad hjernebarken (eller hvor sådan nogle nu sidder), når natten er blevet til morgen. Så jeg vågner med forvildede minder om graviditeter, der aldrig har fundet sted, racerkørsel i Formel 1-klassen – trods at jeg ikke har kørekort – og naturligvis de obligatoriske fald fra tinder af vekslende højde.

Det hele er meget forvirrende. Indtil jeg altså mødte Russel Grant, som jeg ikke kan finde en nærmere introduktion af i bogen. Briter plejer ellers ikke at være karrige med fornemme titler. Hvad end hans baggrund er, har RG skrevet en alfabetisk drømmeordbog med mere end 2.000 opslagsord over personer, begivenheder, steder og ting.

"Den er en fortrinlig hjælp til dem, som gerne vil forstå drømmenes forunderlige sprog og budskaber," står der på bagsiden. Og ærlig talt: hvem har ikke lyst til det?

Som om det var nødvendigt, tilføjer han det chokerende faktum, at: Vi frem til vi er 75 år i gennemsnit sover i 25 år. Og i ti af disse år drømmer vi. 10 års drømme. Det kunne næsten lyde som et valgslogan, hvis ikke politikerne for længst havde forladt det der pjat med drømme og visioner.

Jeg ved altså ikke meget om RG's uddannelse, men tvivl og nuancer er ikke noget, der nager ham. Hans princip er: svesken på disken og ikke så meget pjat. Sig mig, hvad du drømmer, og jeg skal sige dig, hvad det betyder. Så here goes:

Alf
Ser du en alf, nisse eller lignende, kan du inden længe møde vanskeligheder i dit kærlighedsliv. Du har også en rival på dit arbejde.

Bil (se også kørsel)
Hvis du køber en bil, er du af en eller anden grund ved at få et dårligt ry. Ser du dig selv køre bil for første gang i lang tid, har du magt over din tilværelse. Jo hurtigere en motor er i din drøm, jo flere trængsler og prøvelser vil du opleve.

Fald
Denne drøm symboliserer en frygt i det virkelige liv, måske for ikke at slå til på arbejdet eller i kærlighedslivet. Et fald er ofte udtryk for, at du har behov for at give mere slip på dig selv og i højere grad nyde livet. En drøm om at falde kan ofte skyldes isolation (..) og denne drøm er meget almindelig hos meget karrierebevidste mænd og kvinder. (..) Det er en drøm, der ofte dukker op, når den drømmende føler sig misforstået eller ikke accepteret. (dette er kun en lille snas ud af en meget grundig behandling af faldets betydning i drømme)

Graviditet
Det er en hård tid for dig i øjeblikket. For en kvinde betyder det, at huun kun kan nå sine mål med tålmodighedens hjælp. Hvis en mand drømmer, at han er gravid, må han kæmpe hårdt for at opnå den succes, han håber på.

Kakao
Denne hyggedrik er tegn på, at du snart bliver forelsket til op over begge ører. Ser du dig selv drikke den, kan du være sikker på, at du har pålidelige venner.

Rulletrappe
Som det er tilfældet med andre drømme antyder retningen opad succes, mens nedad betyder det modsatte. Men hvis du drømmer, at du er på vej ned ad en rulletrappe, kan du alligevel få heldet med dig, hvis du er fast besluttet på det.

Seksualitet
Hvis du er kvinde og drømmer, at du skifter køn, varsler det succes i famlien. For en mand er det tegn på, at der venter ham en pinlig fiasko i sengen! (udråbstegnet er ikke mit og her blev jeg så paf, at jeg sprang videre til:)

Slankekur
Ser du dig selv på slankekur, vil forretningen gå strygende. Hvis du i virkeligheden er på slankekur, betyder drømmen sikkert, at du er sulten!

Toilet
Et vigtigt anliggende, der i øjeblikket er på vippen, vil blive ført til en succesfuld løsning.

Den perfekte sovestilling
Der er så mange andre fascinerende fakta, at det er svært at stoppe. Her får du nogle af mine favoritter:

- Ting der sker i drømme følger den virkelige verdens tidsskala. For eksempel tager simple ting som at købe ind eller spise lige så lang tid i en drøm, som det gør i virkeligheden.

- Ved komplicerede drømme der foregår fjerne steder, ser man blot "redigerede højdepunkter"

- Den ideelle kropsstilling for en god nats søvn er at ligge på højre side.

- Sengen bør være orienteret nord-syd, så kroppen kan få maksimalt udbytte af de magnetiske kraftlinjer, der løber fra polerne.

- Skyl dine hænder i koldt vand, før du går i seng, det fjerner statisk elektricitet (der står dog ikke hvorfor, det er vigtigt??).

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg føler mig klogere på mine drømme efter at have stiftet bekendtskab med Russel Grant. Men min stolthed over at kunne huske dem er begyndt at forvandle sig til ærgrelse over, at jeg ikke drømmer noget mere interessant og detaljeret om for eksempel våbenstilstand, æsker, zink eller om at jeg spiller banjo – eller retteret at andre spiller banjo, så er det nemlig tegn på, at jeg vil opleve glæde i modsætning til, hvis jeg selv klimprer på instrumentet. Det varsler fattigdom. Men det er jo også sidst på måneden.

Kilde: Russel Grant, Drømmeordbogen - læs hvad dine drømme betyder, forlag: Borgen

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur og Drømmetydning