Iben Hjejle: "Jeg har så dårlig samvittighed"

Iben: Kender du det, når man læser en bog og kan genkende alle følelserne? Jeg har lige læst sådan en dejlig bog, ”Kastevind”, som er erindringer fra barndommen. Det er Alberte Winding, som flytter til Ærø med sin far, da hun som 7-8-årig mister sin mor. Hun beskriver et segment, jeg kan genkende, med nogle forældre, der både var kunstnere, men også politisk aktive og måske prøvede at ændre på verden på deres egen måde. Og det var simpelthen sådan en fin beskrivelse af en barndom og sådan en fin bog. 

Signe: Åhh ... 

Iben: Og når man er mig, som også har mistet sin mor, så skal man græde virkelig meget – men den simpelthen også ret sjov!?

Signe: Jeg kan jo ikke læse en bog, det er alt for stillesiddende for mig. Men jeg lytter til bøger. Og lige nu er jeg gået i gang med at lytte til en bog af en person, som – jeg ved godt, det lyder vildt tarveligt at sige – som jeg altid har syntes var en lidt irriterende type. 

Iben: Prøv at sige, hvem det er?

Signe: Okay så … Det Leonora Christina Skov ...

Iben: Som ofte er klædt meget som en person fra ”Matador”?

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle og Signe Lindkvist: Kan man spise sit kæledyr?

Signe: Ja! Vi har lavet ”Mads og Monopolet” sammen et par gange – og hun er typen, som altid kommer ulasteligt klædt og altid i højhælede sko og perfekte røde læber. 

Iben: Så alle andre ser ud, som om de har rullet sig i en bunke nullermænd ...

Signe: Præcis. Hun er nemlig kontrol-perfekt på sådan en måde, hvor man tænker ”Okay slap lige af, Søster Lystig”. Men jeg lytter så altså til en bog, hun har skrevet om sit liv, som hedder ”Den, der lever stille”. Den er sindssygt god og handler om hendes fuldstændig uduelige barndom. Og det er så vildt, at jo mere man læser, jo bedre forstår man, hvorfor hun er blevet sådan et lidt emsigt kontrol-menneske?!

Iben: Er det ikke vidunderligt? 

Signe: Det er pragtfuldt! 

Iben: At litteratur kan dét? Altså dem, der er gode til at skrive det?

Signe: Lige præcis! Jeg startede med virkelig at synes, at hun var dødirriterende, og nu har jeg det sådan ”Meremeremere, jeg vil vide alt om dig! Jeg er vild med dig!”. 

Iben: Det er jo det magiske med det skrevne ord! Æv, jeg har siddet og kigget ALT for meget ned i den skide telefon på det sidste ... Og jeg kan mærke, at det er svært for mig at komme i gang med at læse bøger – og det gør mig virkelig bange?! Jeg tror, man er nødt til at være opmærksom på at huske at få læst bøger og læse højt for sine børn!

LÆS OGSÅ: "Jeg får KÆMPE gøjseren af det! Jeg bliver så forskrækket"

Signe: Det er slet ikke noget problem for mig med de bøger, for det bedste, jeg ved, det er at gå og ordne min have og lytte til lydbog. Det kan jeg finde på at gøre så tidligt som klokken fem om morgenen, når resten af familien ligger og bobler.

Iben: Jesus ... 

Signe: Jeg er sådan en slags morgen-psykopat! Så det der med ikke at få læst eller lyttet, det problem har jeg simpelthen ikke.

Iben: Nå ... Jamen så tillykke med det ... Uhu, se mig! Jeg står bare pissetidligt op og lytter bøger og ooooordner.

Signe: Det hedder selvdisciplin, Fru Hjejle!

Iben: Æuv ... 

Signe: Ved du godt, at din telefon har sådan en funktion, der fortæller, hvor mange timer man har ...

Iben: ØH JA! Jeg hader den! ”Her har du en ugentlig rapport om, hvor ussel en slave du er af din telefon”. 

Signe: Jamen så tag en beslutning … 

LÆS OGSÅ: Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40.... troede jeg

Iben: ”Se her, slave-Iben, tusind timer på Instagram og en million timers Angry Bird” – det gider jeg da ikke se på?! 

Signe: Sådan siger telefonen altså ikke, og det hjælper jo heller ikke, at du skælder ud på den? Du må da hanke op i dig selv, kvindemenneske?!

Iben: Det var dog satans til opdrage-butik, du har åbnet i dag ... 

Signe: Sig til dig selv: Jeg må kun bruge 3 timer ... 

Iben: STOOOP! Jeg har så dårlig samvittighed i forvejen. Over om jeg får læst højt for de mindste i familien, eller om jeg får taget dem nok ud i naturen, hvor de kan rode i en lort med en pind! Det er min opgave, og jeg gider ikke, for der er snegle ude i skoven og ÆÆÆÆÆÆUV!

Signe: Hihihihi ... 

Iben: Nu føler jeg, at det er Alberte Windings skyld, at jeg ikke tager alle de små børn og flytter til Ærø. Og hende den anden forfatters skyld, at jeg altid er klædt som en uglebunke! Og det er i hvert fald alle mulige andres skyld, at jeg ikke kan tage mig sammen og lade være med at glo på min lortetelefon hele tiden! Nu er det din skyld, Signe! 

Signe: Det er ok, det kan godt lægge på mig!

Iben: Nej altså?! Nu giver du mig skyld over, at jeg vil give dig skylden? Vi spiller skyld-squash, og du tæver mig for voldsomt!

Signe: Jeg kigger også for meget på min telefon – hvis det er en trøst, så gør vi det alle, du er bare en af dem, der har dårlig samvittighed over det og egentlig gerne vil lave det om ...  

Iben: Ja! Det er rigtigt! Jeg er faktisk et meget ansvarsfuldt voksent menneske!

Begge: Hahahahaha