Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Radiovært Iben Maria Zeuthen
Foto: Peter Nørby Få en status på #metoo-bølgen.

Iben Maria Zeuthen om #MeToo: "Flovheden skal placeres hos den part, der spilder sin seksualitet ud over andre"

Radiovært Iben Maria Zeuthen gør status over, hvad #metoo-bølgen har ført med sig – for Iben personligt og for kvinder generelt. For hvad skete der lige? Og hvad kan vi bruge det til?

Den 16. oktober vågner jeg og tjekker Facebook. Min gamle ven Peter, som bor i Amsterdam, har delt en opdatering med overskriften "Me too?" og en tekst om en gartner, der kiggede langt efter Peter, da Peter var en lille dreng i Århus. Han spørger, om hashtagget #metoo også omfatter mænd? Jeg scroller Facebook igennem for at blive klogere og opdager hurtigt et par opdateringer fra kvinder, der under hashtagget #metoo deler oplevelser, hvor de har følt sig krænket seksuelt af en overordnet.

Jeg sms'er kækt til min ven Dan, som er ansat på Ekstra Bladet: "Jeg fornemmer, at det bliver en #metoo-dag i dag". Det skulle vise sig at være århundredets underdrivelse.

I det halve år, der er gået, siden min rejse gennem #metoo-land begyndte, har jeg fået flere erkendelser end nogensinde på så kort tid, både arbejdsmæssigt, personligt og politisk.

For lige at tage det sidste først, det politiske element: Jeg har i mange år flirtet med ligestillingsspørgsmålet, allerførst som afstandtagende antifeminist. Jeg har stået i et tekøkken på Vesterbro i København og holdt ubevidst kvindefjendske brandtaler for en fyr, jeg datede på det tidspunkt, som var erklæret feminist. Jeg følte mig aldeles ikke undertrykt, og hvis der overhovedet nogensinde var foregået nogen form for forskelsbehandling mellem kønnene, så var det da kun til kvindernes fordel, idet vi kunne sno vores mandlige chefer, som vi havde lyst til.

LÆS OGSÅ: Carla voksede op i en kristen sekt: "Mor sagde, at vi var en synd"

Men afsky er jo altid tegn på interesse. Man er ikke indigneret, hvis man er ligeglad. Så jeg begyndte at opsøge information på området og skruede ned for brandtalerne, da jeg opdagede de kønsmæssige forskelle på løn og pension. Forskelle der ikke hjælpes på vej af den måde, danske par fordeler deres barsel på. Netop denne problematik indkapsler de to fløje, som ligestillingsdebatten hovedsageligt pendler imellem: Er der tale om et personligt eller strukturelt problem, og skal det i forlængelse af dette løses af individet eller med lovindgreb? Debatten om #metoo skulle vise sig at forstærke disse to fløje: Er overgreb og chikane noget, man løser selv ved at sige fra, eller er det en udfordring, som samfundet skal hjælpe med at løse?

Ligestillingsdebatten blev personligt relevant for mig, da jeg som delemor blev opmærksom på, hvordan systemet af og til fastholder forældrene i et konservativt familiemønster ved at nudge moren til at indtage den bærende rolle i et forældreskab efter skilsmisse. Det er en banal indsigt, men det gik op for mig, at der sagtens forsat kan eksistere uligestilling på trods af, at jeg personligt føler mig ligestillet. Første lektie: Altid godt at indse, at andre med fuld retfærdighed kan opleve en situation anderledes end en selv.

Således var det en gryende feminist, der om morgenen den 16. oktober begyndte at følge #metoo på timebasis. Efter at have bekendt min ideologiske vækkelse for mine chefer, skabte vi på få dage et nyt program på radio24syv. Programmet fik navnet "Stille før optagelse" – opkaldt efter det norske hashtag for #metoo.

Vi vidste ikke og ved stadig ikke, om #metoo vil ende som en parentes i Facebooks historie, eller om man vil kunne se et før og efter. Programmet var hovedsageligt tænkt som et arkiv for eftertiden, for at man senere kan klarlægge, hvordan #metoo-kampagnen udfoldede sig i Danmark.

Men uanset hvor #metoo-bølgen skyller i land, er hashtagget en kærkommen lejlighed til at tage temperaturen på vores indre ligestillingsbarometer. For debatten i kølvandet på #metoo er mere end en snak om et klap i numsen. Det handler om forholdet mellem mænd og kvinder, om magt og magtmisbrug, om kreativitet over for strømlinethed, om kunst, vold og ligeløn. Ja, det her handler i virkeligheden om ligestillingens vilkår i hele verden og om, hvordan vi ønsker at omgås hinanden.

Den anonyme

I min telefon er hun stadig ikke kodet ind med navn. Kun med nummer. Og det på trods af at vi har sms'et sammen i over to måneder nu. Jeg er så panisk angst for at komme til at nævne hendes navn, at jeg lader hende være unavngiven i alle de sammenhænge, jeg kan. Jeg håber stadig at glemme hendes navn. For det er noget rigtigt rod, hvis det slipper ud.

Hun ringede en formiddag, hvor jeg gik rundt og tømte opvaskemaskinen, og det første, hun sagde, var: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så rasende".

Hun havde været udsat for både fysiske og psykiske overgreb af sin tidligere chef. Han havde kontaktet hende konstant og ville have møder, gerne hjemme hos hende, som han vidste, hvor boede (uden hun havde oplyst om det) eller i mødelokaler uden vinduer, hvor han fysisk forgreb sig på hende blandt andet ved at presse sit lem i munden på hende, selvom hun sagde nej. Min kilde var fast besluttet på at forsætte sin karriere i dansk erhvervsliv og havde derfor indgået et forlig og underskrevet en tavshedsklausul, hvor hun stod til at betale flere hundredetusinde kroner, hvis hun brød aftalen. Hun havde indgået aftalen med den klare overbevisning, at sagen ville få konsekvenser for hendes tidligere chef, hvilket så viste sig ikke at blive tilfældet. Hun var vred og kontaktede mig. Jeg interviewede hende under krav om fuldkommen anonymitet, og jeg lyttede indslaget igennem et utal af gange for at sikre mig, at man ikke kunne genkende hende på noget af det, vi havde talt om. I så fald ville jeg havde pålagt hende at skulle betale en bøde på uoverskueligt mange penge. Med denne sag oplevede jeg for første gang, hvad det egentlig er, der er på færde, når liderlighed og psykopati møder magt. Jeg havde en trykken for brystet, da jeg forlod hendes lejlighed. Jeg fik en irra-tionel lyst til at vaske mig på hendes vegne.

LÆS OGSÅ: Audrey Castañeda: "Han forvandlede sig til en rød, spansk knytnæve og tog alle pengene fra mig"

Emina

Emina ringede ind i et liveprogram, men vores producer var snild nok til at se, at her lå en mere følsom historie, end man burde tage på live-radio. Jeg tog derfor kontakt til Emina efterfølgende, og historien var enkel og brutal. Der indgik ikke et formelt magtforhold mellem krænker og krænket, som ellers er kendetegnende i de sager, hvor #metoo tog sit udgangspunkt. Men Emina var blevet voldtaget til en efterfest, da hun var promotor på en københavnsk natklub, af en af de mere erfarne og ældre promotorer. Emina fortalte lige ud af posen, med et barns sproglige direkthed og uden gråd, pauser eller tilløb. Det var som at blive hevet i håret igen og igen at sidde og lytte til hende.

Jeg sagde farvel og tak og viste hende ned til buffeten, så hende sidde med sin uldsweater og sit unge ansigt, og jeg gik op ad trappen og ind i et lukket mødelokale, hvor der til min egen kæmpe overraskelse gik hul på mine øjne. Jeg græd, så min næse stoppede til, jeg græd, så vinduet, jeg trykkede mit ansigt op ad, duggede. Jeg græd med lyd på. Det kom komplet bag på mig og var lige så spontant, som når en bil foran én drejer uforudset til højre. Det overrumplede mig, der var ingen optakt. Det virkede ikke som min gråd. Det virkede som en gråd, der var plantet i mig. Jeg spurgte en psykiater med speciale i voldtægtsofre om, hvorfor jeg havde reageret så kraftigt efter 14 år i journalistbranchen med adskillige voldsomme formidlinger bag mig. Han fortalte, at hvis offeret ikke synes at have det raseri og den hævntørst, der ville stå mål med overgrebet, så indtager samtalepartneren eller den pårørende rollen som det, der hedder "container". For at udligne de karmiske love bliver man simpelthen beholder for de følelser, der burde være hos ofret, og reagerer helt spontant med sorg og raseri. Det var sandsynligvis det, som skete for mig den dag, jeg mødte Emina. Der var to mulige årsager til hendes urasende og ligefremme adfærd, tænkte jeg bagefter. Enten havde hun bearbejdet det meget grundigt. Eller også var hun slet ikke begyndt at indse omfanget af overgrebet endnu.

Politikvinden

Det var hendes advokat, der tog kontakt. Hun var blevet chikaneret af sin chef i politiet fra maj til september 2014. Hun skrev det ned i en dagbog allerede fra første dag. Der var en hånd på et lår, når de var ude og køre. En kæk bemærkning om, hvornår hun sidst "havde fået det frække". Sagen føltes underligt dobbelt for mig, da jeg sad over for ofret og hendes advokat. Jeg forsøgte at sætte mig ind i det, men jeg kunne ikke forstå, at man knækker så hårdt på det, som "bare" er ord. Og samtidig kunne jeg tydeligt se på hende, at det var tilfældet. Hun VAR skadet. Og hun var skadet af DET. Det vidste jeg, fordi hun var blevet undersøgt af speciallæger, som var kommet frem til, at hun
ingen disponering for psykisk sygdom havde, før chikanen fandt sted. De sagde også, at hun havde ptsd-lignende symptomer. De mente ikke, hun nogensinde ville komme tilbage på job for fuld styrke. Kvinden, der var ansat i politiet, er et eksempel på, at det at få sit nej overhørt kan føre til en arbejdsskade. Også selvom der ikke er tale om voldtægt. Det kan skade et menneske at "få taget sit nej fra sig".

Alle kigger indad

De fleste, jeg har talt med, siger, at #metoo har fået dem til at tænke over og i visse tilfælde revurdere, hvorvidt de selv har været udsat for krænkende henvendelser eller udsat andre for krænkelser. Præcis denne effekt af #metoo oplevede jeg selv, og jeg nævner den ikke for at bevise, at verden er ond og patriarkalsk, men for at understrege noget af det positive ved #metoo-kampagnen.

Jeg kom i tanke om en hændelse, som jeg ikke hidtil havde tillagt nogen betydning, og nej, det har ikke traumatiseret mig, men i lyset af #metoo forekom det mig at være en relevant oplevelse. Det drejede sig om en chef (som jeg intet personligt eller produktionelt forhold havde til, og som jeg i øvrigt ikke havde givet mit nummer), der, da jeg beværtede mit første børne-tv-program, skrev en sms, der lød noget a la: "jeg drømmer om at ligge på en seng i et rum med dig kun omgivet af hvide lagner, du er nøgen, og jeg kan gøre med dig lige, hvad jeg vil". Jeg var 19. Han var vel i 40'rne. Pludseligt dejavu: Jeg står på terrassen med en dum Nokia 3210 i hånden og er på sommerferie med min far, og jeg føler mig utrolig flov over at have fået den sms. Og det er underligt. For jeg er flov over en sms, som en fremmed mands ukultiverede seksualitet bød ham at skrive. Først i lyset af #metoo indså jeg, at der er noget galt med en mekanisme, der pålægger kvinden flovhed over at være påduttet en solariebrun chefs liderlighed. Lad mig servere en festlig metafor: Hvis vi står til en koncert, og jeg taber min fadøl ned i nakken på hende, der står foran mig, hvem siger så undskyld og henter en ny? Flovheden skal placeres hos den part, der spilder sin seksualitet ud over andre. Og ikke hos den, der bliver spildt på. Det er en af de ting, #metoo kan hjælpe os til at få blik for.

Eftertanker

Jeg sidder på mit kontor i midten af København og skriver. Jeg har siden oktober penduleret mellem forskellige indsigter, har været både for og imod selve #metoo-kampagnen. #metoo kan med rette kritiseres presseetisk og i forhold til den åh så fortærskede debattone. Skeptikerne får en hård medvind, og spørgsmålet er, om rabiate #metoo-tilhængere giver andre mulighed for at bruge den ytringsfrihed, de selv benytter sig af? Lige her er der nogle punkter, der for mig at se ikke altid hænger lige godt sammen. Desuden er der eksempler på kunstcensur samt selvmord som følge af #metoo-relaterede anklager, så det står hævet over enhver form for tvivl, at man må agere varsomt i afdækningen af problemernes omfang. Som er det, #metoo for mig at se egentlig bør handle om: Vi må have undersøgt, hvor stort et problem magtmisbrug og overgreb er i den vestlige verden. Det er desværre ikke altid det, som er i fokus, og både tilhængerne og især skeptikerne har, efter min mening, været alt for hurtige til at drage konklusioner om bevægelsens styrker og svagheder. Og rigtigt er det, som sagt, at #metoo kan kritiseres for mange ting.

Men det at nogen stiller sig op og fortæller, hvad de har været udsat for, kan og bør vi altid som demokratisk samfund og som medmennesker bakke op omkring.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Ligestilling er ligesom licens, det er noget, vi giver til hinanden"

Når man samler trådene og ser på kampagnen som helhed, er det egentlig bare en anledning til at tage en gammel sang frem fra gemmerne. For er vi ligestillede, når det egentlig kommer til stykket, eller ligger der rester og venter på at blive fikset? Noget kunne tyde på, at vi har brug for at tage endnu en tørn med ligestillingen. Først skulle kvinderne anerkendes som ligeværdige borgere og opnå stemmeret. Så skulle kvinder anerkendes som ligeværdig arbejdskraft (her er vi ikke helt i mål endnu). Og nu skal kvinder anerkendes som ligeværdige i seksuelle relationer. Det er en naturlig forlængelse af en, i Norden, lidt over hundrede år gammel sag, som nu er hevet ind i en digitaliseret verden og blevet til et hashtag. Jeg har i løbet af de seneste måneder i momenter følt en nærmest religiøs vækkelse, men mærker her, hen på det tidlige forår, mine fødder ramme mulden igen. De givne vidnesbyrd er uhyre vigtige, og nok er problemet langt større end antaget. Men metoden, hvormed det hele orkestreres, kalder på vores alle sammens omtanke. Omvendt vil jeg til stadighed mene, at det at benytte sig af de traditionelle kanaler som for eksempel at melde sagerne til politiet eller gå til sin fagforening eller "selv sige fra" i stedet for at skrive om hændelserne på de sociale medier, ikke altid er en mulighed, og derfor er og bliver der noget stærkt over en så anti-autoritær bevægelse som #metoo, der tager sit udgangspunkt et sted, hvor alle har en stemme.

Således møder 32-årige Iben den 25-årige Iben i hendes køkken på Vesterbro, og de rækker hinanden hånden over gaskomfuret, inden de hver især går ud i natten for med egen krop at være del af et urgammelt mønster, som ingen til syvende og sidst er hverken herre eller dommer over. Ligegyldigt hvor meget vi taler om det. Og nå ja, for resten, jeg har droppet aftenløbeturene...

For nok er jeg gennem #metoos feministiske mobilisering blevet en modigere journalist. Men historierne har gjort mig til et mere forsigtigt menneske.

#Metoo kalender

5. oktober
Skuespilleren Ashley Judd anklager i en artikel i New York Times Hollywoodproduceren Harvey Weinstein for seksuelle overgreb.

15. oktober
Skuespilleren Alyssa Milano opfordrer under #metoo på Twitter alle til at komme ud med deres historier.

29. oktober
Første anklage mod skuespilleren Kevin Spacey, der bliver fyret fra sin rolle i serien "House of Cards". En række anklager rammer Hollywoodpersonligheder,
politikere og komikere.

10. november
Den danske filmmand Peter Aalbæk får mundkurv på af Zentropa, der tager al indflydelse fra ham, efter han har erkendt at have klasket ansatte bagi.

16. november
705 svenske sangerinder protesterer under #metoo mod overgreb og sexisme i musikbranchen.

17. november
490 norske skuespillerinder forlanger i et åbent brev, at film- og teaterbranchen tager ansvar for krænkelser.

17. november
En gruppe kvindelige politikere i Sverige indsamler 250 sager med vidnesbyrd om sexchikane og misbrug i Sveriges politiske elite.

22. november
En medarbejder i en chefstilling i Dansk Journalist-forbund bliver suspenderet, efter en tidligere studentermedhjælper i et #metoo-opslag har anklaget ham for
sexchikane og seksuelle krænkelser. Efterfølgende har forbundet konkluderet, at der ikke var tale om sexchikane, men at "der var noget at komme efter". Chef-medarbejderen er siden fratrådt.

6. december
Time Magazine kårer "The Silence Breakers" som Årets Person.

1. januar
Mere end 300 Hollywood-kvinder danner sammen-slutningen Time's Up med frivillige advokater og penge til at føre retssager.

7. januar
Ved Golden Globe møder kvinderne op klædt i sort. Oprah Winfrey lægger salen ned med sin Time's Up-tale.

13. februar
48 anonyme kvindelige studerende på tværs af danske universiteter skriver i et åbent brev til deres rektorer, at de oplever sexchikane i hverdagen.

9. april
Filmproducenten Meta Louise Foldager lancerer en film, hvor 100 skuespillere genfortæller historier fra almindelige kvinder og mænd, der har oplevet krænkelser af seksuel karakter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Ligestilling, Kvinder du skal kende og Iben Maria Zeuthen