Instagram flyder over med veltrænede gravide. ”Skræmmende tendens,” mener eksperter
SPONSORERET indhold

Instagram flyder over med veltrænede gravide. ”Skræmmende tendens,” mener eksperter

"Det helt vildt så hurtigt tiden går og hvor langsomt at maven vokser, man kan hurtigt gå hen og blive meget utålmodig." #preggo #week17

Foto: Chontel Duncan.
20. sep. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Som så mange andre bruger jeg alt for mange timer på at scrolle rundt på de sociale medier. Særligt Instagram bliver dagligt set efter i sømmene for billeder af fremmede menneskers perfekte privatliv.

Forleden resulterede min rutinemæssige rundtur på Instagram i, at jeg fik øje på en ny slags billeder: Flere slanke og ekstremt veltrænede kvinder er begyndt at poste billeder af deres næsten usynlige gravide maver. Gerne foran spejlet i træningscenteret iført en sports-bh og med sved på panden. Bulen på deres maver er så lille, at kun en omgang god fantasi vil kunne overbevise én om, at der rent faktisk er en lille ny på vej.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om disse billeder har en positiv indflydelse på andre gravide, fordi de føler sig inspireret til at hoppe i træningstøjet – eller om denne grad af kropslig perfektion er decideret foruroligende, fordi andre gravide ikke kan eller bør leve op til de veltrænede billeder og usynlige maver.

Det har jeg sat mig for at undersøge. Derfor har jeg taget kontakt til Nina Thysk Sørensen, der er psykolog med speciale i træningsafhængighed, generalsekretær Steen Ledsager fra Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskadesamt to veltrænede kvinder, der poster billeder af deres gravide maver på Instagram.

Skræmmende tendens
Ifølge Nina Thysk Sørensen er billederne af de gravide maver på Instagram et tidstypisk fænomen, der vidner om samfundets overdrevne fokus på sundhed og træning.

– Billederne er et tegn på, at det ekstreme sundhedsfokus, vi har, nu også er begyndt at omfatte det at være gravid, hvilket for mig at se, er en skræmmende tendens. Hvis man ikke engang, når man er gravid, kan slappe af, men stadig har fokus på kroppen, og hvordan den ser ud, glemmer man jo essensen af det hele, nemlig det faktum at man er i gang med at skabe et nyt liv, fortæller hun.

Nina Thysk Sørensen mener ikke, at billederne motiverer andre gravide til at træne. Tværtimod.

–Jeg kan godt være bekymret for de "normale" kvinder, der føler, at de skal leve efter de her sundhedsregler. Jeg oplever selv, hvor store konsekvenser de sociale medier har for de teenagere, jeg har i stolen, der spejler sig i sådanne billeder. De føler ikke, at de kan leve op til normen, fordi det ekstreme er gået hen og blevet det normale, hvilket de ekstremt veltrænede gravide også peger i retning af.

Også i Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade er man nervøse for billedernes potentielle negative konsekvenser.

–Jeg kan godt være bekymret for dem, der ikke kun har en lille fodbold på maven, fordi de endnu engang skal føle sig kasserede, når de ser billederne. Der vil selvfølgelig være dem, der ser billederne som et godt incitament for at holde sig i form, mens andre vil føle, at de ikke har succes. Vi ved, på baggrund af et hav af undersøgelser, at mange kvinder ikke trives og har dårligt selvværd, og da mener jeg ikke, at denne type billeder hjælper på problematikken, siger foreningens generalsekretær Steen Ledsager og fortsætter:

–Lige nu bliver der sat lighedstegn mellem, hvordan man ser ud, og hvordan man har det. Dette er tomme værdier, vi skal væk fra.

De gravide er uenige
28-årige Mette Lyngholm har netop født sin datter, men inden fødslen delte hun jævnligt billeder af sin gravide og veltrænede mave på Instagram, hvor hun har knap 80.000 følgere. Mette Lyngholm er uenig i, at hendes billeder har en negativ indvirkning på andre gravide. Hun mener derimod, at billederne er med til at nedbryde fordomme om træning under graviditet.

–Der er en udbredt opfattelse af, at det kan være skadeligt, hvis moren træner under graviditeten. Netop den myte forsøger jeg at gøre op med, da der er utrolig mange fordele for både mor og barn, når den gravide holder sig aktiv. Jeg synes, det er superfint, at kvinder (inklusiv mig selv) poster træningsbilleder af deres gravide mave. Måske det kan rykke på opfattelsen af træning under graviditeten, siger Mette Lyngholm, der netop er aktuel med bogen 'Gravid og fit'.

 

Efter fødslen deler Mette Lyngholm fortsat letpåklædte træningsbilleder. Nu viser hun bare billeder af sin flade mave frem, fire uger efter den lille ny er kommet til verden. 

 

Også Julie Thomsen på 29 år, der er i uge 17, deler flittigt letpåklædte gravidbilleder foran spejlet. Det seneste billede, hun lagde op, havde teksten: "Det helt vildt så hurtigt tiden går og hvor langsomt at maven vokser, man kan hurtigt gå hen og blive meget utålmodig. #preggo #week17"

Julie Thomsen har ikke tænkt over, at hendes billeder kan presse andre gravide, men hun erkender, at andre kvinders billeder påvirker hende selv.

–Jeg træner seks dage om ugen, og jeg kan sagtens misunde andre kvinder, som levet et mere normalt liv og tager sig flere friheder i form af det mad, de spiser, og de ting de laver. Men efter min mening, skal vi ikke diktere, hvad andre gør. Man skal gøre det, man føler, der er rigtigt for en selv.

Vi spurgte de to kvinder, hvorfor de overhovedet poster denne slags gravidbilleder. Hertil svarede Mette Lyngholm:

–Jeg kunne næsten ikke lade være med at vise maven frem, man er jo pavestolt af det lille væsen, man har skabt. At være gravid er fascinerede, og maven er jo det største symbol herpå. Jeg tror det er meget naturligt at tage mavebilleder – veltrænet eller ej.

Ligeledes lød det fra Julie Thomsen:

–Vi poster vel alle sammen billeder for at få anerkendelse.

Julie Thomsen har valgt at gøre sin Instagram-profil privat efter interviewet med Eurowoman.dk 

Flere gravidbilleder

 

DONE 👊🏽 botando a Carmel para treinar também 😄💪🏽 look all @alekta 💚 #alekta #babyfitness #pregnant #baby

Et billede slået op af T H A I S E DE M A R I ™ (@thaisedemari) den 9. Sep 2016 kl. 7:37 PDT

 

 

LÆS OGSÅ: "Jeg flyver rundt og har knap nok tid til at spise eller gå på toilettet"

LÆS OGSÅ: "Billederne er et udtryk for mange unges manglende moral"

LÆS OGSÅ: Kvinder er nogle humorforladte kællinger, der ikke kan begå sig på de sociale medier