Nyome Nicholas-Williams
SPONSORERET indhold

Instagram ændrer nøgenhedspolitik: ”Vi kan se, at folk med større kroppe hyppigere får taget indhold ned”

Instagram indfører nye retningslinjer for nøgenhed, efter de er blevet kritiseret for at favorisere hvide, tynde kvinder. Selv kalder de det en fejl, at det har ramt plus-size modeller.

Af: Cille Lewinsky Foto: Instagram / Alexandra Cameron
29. okt. 2020 | Livsstil | ALT.dk

I juni måtte Instagram undskylde overfor den sorte plus-sizemodel Nyome Nicholas-Williams, fordi de havde slettet et billede af hende i bar overkrop.

Den 1. oktober delte 50 tyk-influencere fra hele verden et billede af sig selv – enten afklædt eller som et sjovt ”fashion”-foto – på det sociale medie, som en del af den amerikanske plus-size-blogger Kayla Logans kampagne og hashtag #DontDeleteMyBody. Efterfølgende blev mange af influencernes billeder slettet.

Og den 15. oktober censurerede Instagram den kendte, australske komiker og mediepersonlighed Celeste Barbers billede, hvor hun imiterer og parodierer et Instagram-foto af den tidligere Victoria’s Secret-model Candice Swanepiel, der næsten afklædt holder om sit bryst. Herefter undskyldte det sociale medie for ”denne fejl”.

Efter flere sager om diskrimination af visse kropstyper og hudfarver har et af verdens største sociale medier valgt at ændre deres retningslinjer. De nye regler gælder ikke kun Instagram, men også Facebook, som ejer det billedbårne medie.

Lige behandling – uanset kropstype

Med de nye politikker ønsker Facebook og Instagram at skabe en mere inkluderende og alsidig fremstilling af kvindekroppen og underrepræsenterede grupper på de sociale medier, lyder det fra Facebook i Norden.

Ændringen omhandler blandt andet politikken for “breast squeezing”, der egentlig var tiltænkt indhold af pornografisk karakter, men som er kommet til at ramme folk med plus-size kroppe, siger Camilla Nordsted, kommunikationskonsulent for Facebook i Norden, til ALT.dk.

"Vi har kunnet konstatere, at en del af vores nøgenhedspolitik har haft en utilsigtet slagside, hvor en kvinde med en større krop og dermed større barm hyppigere ville få taget indhold ned end en kvinde med en mindre barm. Vi har set eksempler på, at de kvinder i højere grad har oplevet at få fjernet indhold, hvor de er nøgne, men dækker deres bryster, selvom det ikke bryder med vores retningslinjer. Det siger sig selv, at den forskel i håndhævelsen af vores regler ikke er okay, og derfor opdaterer vi nu vores politik på området for at sikre en mere lige behandling af vores brugere, uanset kropstype."

Hvorfor skal der store Instagramprofiler eller kendisser til, før I ændrer jeres politik? Hvordan vil I sikre, at I ikke censurerer bestemte kropstyper fremadrettet?

"Vi opdaterer løbende vores retningslinjer på baggrund af de tilbagemeldinger, vi får både fra brugere, fra NGO’er, fra vores indholdsmoderatorer og mange andre. Den konkrete ændring er en, vi har arbejdet på i flere måneder, efter vi blev bekendt med, at den desværre havde en utilsigtet slagside. I løbet af de måneder har vi været i dialog med blandt andre Nyome Nicholas-Williams samt eksterne eksperter for at få deres input og sikre, at vi fik de nødvendige nuancer med. Nuancer, der er helt afgørende for, at vores mange tusind indholdsmoderatorer kan håndhæve vores regler ensartet, så det er fair for alle."

Hvilket ansvar mener I, at I har i forhold til at fremme diversitet?

"Instagram er et globalt fællesskab, og der skal selvfølgelig være plads til den mangfoldighed, der følger med, når så mange forskellige kulturer, aldersgrupper og overbevisninger er samlet. Det har vi et ansvar for, samtidig med at vi skal sikre, at Instagram både er sikkert og åbent for alle."

Som en del af de nye politikker har Instagram også hyret en ny chef for diversitet og inklusion, som skal hjælpe med at gøre mediet mere inkluderende.

Anbefalet til dig