Amalie Dollerup: "Gud, hvor havde jeg meget til fælles med en herre, der var så meget ældre end mig"

Hvilken beslutning har du fortrudt?
– Da jeg boede i Aarhus og gik på skuespillerskolen, fik jeg en opringning fra min far om min farmor. Personalet på pleje­hjemmet havde sagt, at hun var blevet dårligere, men at det ikke var nødvendigt, at vi kom. Fire dage senere døde hun. Der var jeg meget ked af, at vi ikke bare smed alt, hvad vi havde i hænderne og besøgte hende i hendes sidste tid. Det har jeg fortrudt.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg er virkelig dårlig til at planlægge min tid og vurdere, hvor lang tid tingene tager. Det betyder, at jeg af og til kommer for sent eller i hvert fald, at jeg stresser rundt, inden jeg skal ud ad døren. Eller hvis jeg tænker, ej nu har jeg rigtig god tid, så ender jeg altid med at stresse rundt til sidst.

Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?
– Det seneste, jeg har ­oplevet, er fra en mandlig ­kollega, én jeg ikke kender vildt godt. Lige pludselig udbryder han, mens vi står og snakker med nogle andre: "Ej, hvor kunne jeg godt tænke mig at presse den bums ud, du har på hagen". Jeg fik svaret et eller andet igen med, at jeg da også bare har lyst til at ruske dig, og så gik jeg. Jeg gad ikke bruge mere energi på ham, og det har måske også noget at gøre med den alder jeg har nu. Jeg er blevet mindre høflig og bedre til at beskytte mig selv.

Hvad er det vigtigste din mor har lært dig?
– Hun har altid vist mig stor tillid gennem min opvækst, og at der medfølger et ansvar – på en god måde! Når folk viser mig tillid og tildeler mig en ansvarsfuld opgave, passe min søsters barn eller give mig en stor rolle, så giver det mig lyst og mod til at gøre mit bedste. Hvis en person bryder min tillid, så er jeg til gengæld også meget firkantet og har ikke lyst til at give tillid igen.

Hvad kan få dig til at grine?
– Meget kan få mig til at ­grine, men særligt akavede situationer. For eksempel at stå nede i metroen og skulle lave "dansen" med et andet menneske – så går du til højre, så går han til venstre, og så støder vi sammen og frem og tilbage. Jeg synes, det er så sjovt, fordi det er så dejligt akavet. Men det er også forfriskende. Man stopper lige op midt i travlheden og husker at være til stede her og nu.

Hvad indebærer feminisme i dag for dig?
– Hvor lang tid har vi? Hvis vi tager det lidt i det små. Jeg kæmper mine små kampe, og jeg har ikke en overordnet kamp. Jeg er ikke på tæerne hele tiden, nok også fordi vi er rigtig langt i udviklingen. Men der er en tendens til, at hvis kvinder skal vinde respekt i diskussioner og forhandlinger, så skal vi vise os som en mand og have en hård, maskulin attitude for at få respekt. Der ville jeg ønske, at vi ikke behøvede at skulle have den form for attitude, men at vi kunne blive ved med at være kvinder.

Hvem har gjort særligt ­indtryk på dig og hvorfor?
– Jeg var til en middag med holdet fra "Badehotellet", og der kom jeg til at sidde ved siden af Paul Hüttel, der nu er blevet en ældre herre. Det var bare så dejligt at snakke med en ældre herre, som ikke var nedladende, som ikke var "lille du" til mig, men som viste stor respekt. Og gud, hvor havde jeg meget til fælles med en herre, der er så meget ældre end mig. Det var skønt at få den samtale på tværs af generationer og køn, som bare handlede om interesser.