Sanne Salomonsen: "Man ældes med ynde, hvis man er glad for sit liv"

Hvornår er du helt dig selv?
– Jeg er altid mig selv, for jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg har en tæt kontakt til den, jeg er. Jeg kalder det en livslang romance med mig selv. Jeg har det godt i mit eget selskab og finder roen alene. Det kan være en ensom stund, men det kan jeg godt lide. Når jeg går ture med mine hunde, er det også som mental hygiejne. Jeg har mine hunde med på turné og går med dem overalt.

Hvornår har du været mest bange?
– Dengang jeg var syg, og det gik op for mig, at jeg kunne dø. Den angst opstod efter et døgn, da jeg begyndte at tænke og kommunikere normalt. Jeg var ikke bange for at dø, men bange for at dø fra min søn. Jeg blev blød og svag og ville ikke efterlade ham alene. Det var den største angst nogensinde, men da jeg kunne se, at jeg ikke døde fra ham, blev alting lettere.

Hvordan ældes man med ynde?
– Jeg synes, at jeg ældes med ynde. Ej, det kan godt være, at det måske ikke er med ynde, men med cowboystøvler og jeans, ha ha. Man ældes med ynde, hvis man er glad for sit liv. Man skal nyde sit liv og leve det så godt, man kan. Det handler ikke om at jogge og drikke en masse vand, men det handler om livsindhold og om at tage ansvar for sit liv. I år gjorde jeg for første gang noget, jeg gerne har villet gøre i mange år, nemlig at rejse væk over vinteren. Jeg har ellers altid arbejdet om vinteren. Det var fantastisk at tage to måneder væk.

Hvad er det bedste ved din alder?
– Så langt og fantastisk et liv, jeg har haft, giver en noget at synge om. Og det meste har en virkelighedsdækning. Det er det fede ved at have levet et langt liv. Men jeg bliver heller ikke hylet ud af tingene længere. Jeg var fuldstændig ligeglad med min alder, da jeg blev 50, men da jeg blev 60 kom tanken: Hvor mange ­somre har jeg mon tilbage?

Har du en tatovering, der fortæller en særlig historie?
– Jeg har mange, og de fleste betyder noget specielt. På min ene arm har jeg tatoveret nogle fjer, og den fik jeg i San Fransisco, hvor jeg var med i et slægtsprogram. Her fandt jeg ud af, at min grand-grand-grand-grandfader var grundlægger af San Fransisco. Han var god ved indianerne og byggede skoler og boliger til dem. Det var inspirerende for mig. Jeg blev stolt af, at jeg ikke havde forfædre, der var onde koloniejere, der piskede sine slaver. Og det passede også godt til, at jeg gennem mit liv har kigget meget på indianernes filosofier. Så mens de andre fra produktionen gik ud og shoppede den sidste dag, fik jeg mig en ny tatovering.

Hvilken sang betyder mest for dig?
– "Overgiver mig langsomt", som Mads Langer skrev. Den handler om mig og min søn. Dér, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville overleve. Den blev Mads' hit, fordi jeg ikke kunne synge den selv. Jeg tudede hver gang. Det var den rene terapi for mig. Jeg har været med ind over teksten, og derfor er den så personlig. Jeg tuder stadigvæk, når jeg hører den. Folk, der ikke har prøvet at være syg, forstår ikke, hvad det vil sige. Når man først har børn, er man vanvittig sårbar.

Hvis du kun havde en dag tilbage at leve i, hvad ville du så gøre?
– Så ville jeg samle dem, jeg elsker omkring mig og tilbringe den sidste dag med dem. Og forhåbentlig få lov til at dø i deres arme.