Jacob Haugaard
SPONSORERET indhold

Jacob Haugaard: Jeg blev først forelsket i min kone, da jeg blev ædru

Siden sin ungdom i Aarhus har Jacob Haugaard taget for sig af både alkohol og stoffer. Men da hans kone gennem snart 40 år gik fra ham, gik han i behandling. I dag er de lykkelig sammen igen.

Af:: Marie Varming Foto: Sara Skytte
19. dec. 2018 | Livsstil | Hendes Verden

– Jeg er den mand i Danmark, der har fået flest bank. Det her er ingenting, griner Jacob Haugaard, da han kommer ind ad døren.

Den 66-årige komiker entrerer ikke et rum som en kontormus. Tværtimod er han klædt i et skriggult jakkesæt med rødt revers. Han har også et rødt slips, mønstrede sokker og kulørte træningssko på. En smule mere grå i toppen end dengang med Jydekompagniet, og med lyseblå øjne, som konkurrerer med en god gang århusiansk speedsnak om at fortælle mest.

Han peger på en rift på hånden, som er kommet, da han ville løbe lidt på gåturen med hunden, men han afviser venligt et plaster.

– Der er ikke en knogle i min krop, der ikke har været brækket. Ribbenene, næsen flere gange og et kraniebrud. Faktisk rettede de bruddene på næsen lidt op, da de åbnede mit ansigt for at reparere kraniebruddet, husker han med et bredt grin.

Kort efter finder han alvoren frem igen.

– Det var dengang, jeg drak. Jeg var provokerende og god til at finde folks svage punkter – især hos dem, som havde let ved at slå, indrømmer han.

– Jeg manglede evnen til at gå væk. Når alle andre gik hjem, og jeg stod alene tilbage og hørte en rockertype, der ikke talte pænt til sin dame, skulle jeg over og sige noget til ham.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: "Der gik desværre lidt tid, før han så, hvor lækker jeg var"

Fuld i en uge

Det er næsten 50 år siden, Jacob Haugaard begyndte at drikke. Han kan endda huske den første rus, hvor han tænkte: ”Så godt har jeg aldrig haft det før!”

Han begyndte at drikke og ryge hash som 15-årig, og som 17-årig var det hverdagskost. Han holdt sig heller ikke tilbage med andre stoffer. Men efterhånden blev det sværere at styre, og rengøringsjobbet på et sindssygehospital havde unge Jacob svært ved at passe.

– Hvis nogen gav en øl om onsdagen, var jeg jo først tilbage på jobbet igen næste onsdag, husker han.

I dag er det 26 år siden, Jacob Haugaard satte flasken fra sig for sidste gang og blev ædru alkoholiker. Han var 40 år og kendte ikke til et voksenliv uden substitutter. Han har valgt at være åben om både sit misbrug og sit ægteskab med Ilse, som nær var blevet byttet ud med alkoholen. Karrieren klarede han uproblematisk i alle årene, for at være beruset var ingen hindring for at blive landskendt komiker dengang.

– Jeg fik min første pladekontrakt ved at gå nøgen rundt i Aarhus og spille tværfløjte i en kæmpe brandert, som han siger.

Alle ville bolle

I dag kan Jacob Haugaard ikke forstå sit eget held som ung. Der var mange damer, der kunne være blevet gravide, for ”alle ville jo bolle dengang”, som han siger. Alligevel blev han ikke far, før han som 28-årig mødte Ilse og kom i fast forhold – så fast, som det nu kunne blive med en alkoholisk entertainer på landevejen som den ene part.

Ilse var forelsket i Jacob, men Jacob følte ikke meget gennem alkoholen.

– For mig var hun sådan et skuffedarium, siger han.

– Nederste skuffe var sex, anden skuffe var bryster, og øverste skuffe var intellekt. Jeg stod bare og rykkede i skufferne, alt efter hvad jeg skulle bruge, og de to nederste kunne godt fungere i samspil.

Flere gange prøvede han at holde op med at drikke, og en enkelt gang holdt det i fem år, men så blev Ilse gravid, og Jacob syntes pludselig, hun lignede ”et avanceret badedyr”, så han tog en snaps.

– Jeg tog bare et lille bløp, og så var jeg væk i 48 timer, siger han.

Jacob Haugaard
Foto: Sara Skytte.

LÆS OGSÅ: Linda P var afhængig af stoffer, druk og damer: "Jeg var ligeglad med at dø"

Han ved i dag, at hans børn indimellem var flove over ham. Alligevel lykkedes det ham både at være en succesfuld komiker og far.

– Det ligger nok ikke til mig at gå voldsomt op i forældremøder og den slags, og det ville det nok heller ikke gøre, selv om jeg var ædru, indrømmer han.

– Jeg var mere typen, der vågnede om morgenen og spurgte ungerne, om vi skulle springe morgenmaden over og spise en lagkage i stedet. Så kørte jeg til bageren efter en othellolagkage. En enkelt gang kørte jeg ned efter én til, da vi havde spist den første.

Forelsket i Ilse

En dag fik Ilse nok. Hun pakkede sine fire børn, hvoraf Jacob er far til de to yngste, og flyttede.

– I starten var det meget fedt. Så kunne jeg drikke bajere og se tv-avis i fred. Men en uge efter tog kurven et ordentligt dyk. Alt faldt fra hinanden rundt om mig, fortæller han.

– Det var ligesom at have spillet fodbold med vennerne hele livet og så holde op. Der var ingen tilbage, og det gik op for mig, at vi ikke havde haft andet sammen end alkohol, forklarer han.

– Jeg ville ikke ønske de år for min værste fjende. Det er det allersværeste at sidde der og tænke: Hvad skal jeg bruge resten af mit liv på? Jeg var 40 år, og alle mænd på min alder var godt i gang med at lede efter en ung dulle.

I den periode overvejede Jacob Haugaard at tage livet af sig selv, og en dag kom Ilse hjem for at hente noget tøj og fortalte ved samme lejlighed, at hun havde mødt en dejlig mand.

– Hvis jeg på det tidspunkt hang i det yderste af neglene, så føltes det, som om hun trampede på mine fingre, da hun sagde det, husker Jacob.

LÆS OGSÅ: Jacob Lohmann: "Vi mænd skal passe på ikke at blive nogle passive, usexede indkøbsvogne"

Næste morgen, 31. maj 1992, slog Jacob Haugaard op i telefonbogen under A og fandt nummeret på Anonyme Alkoholikere, og i de næste fem uger var han i behandling. Han har ikke rørt alkohol eller stoffer siden.

Ilse og Jacob blev ved med at ses, mens de var separeret, og så skete der med Jacobs ord noget mærkeligt.

– Jeg troede sgu, jeg var blevet syg. Jeg havde det, som om jeg havde influenza, men det var forelskelse. Det havde jeg aldrig prøvet før, siger Jacob, som i dag ikke kan leve uden Ilse.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige ”den af os, der dør først, er heldigst”.

I dag lever Jacob Haugaard af at holde foredrag om sit liv som alkoholiker, politiker, gøgler, far og mand. Ilse holder styr på kalender, budget og aftaler, og det gør hun fra deres fælles hjem på Fyn med udsigt til Lillebælt.

– Jeg har det tit, som om jeg har været med i en Jules Verne-roman: Jeg er tilbage fra de døde eller fra verdensrummet, siger Jacob Haugaard.

Anbefalet til dig