Janni Pedersen
SPONSORERET indhold

Janni Pedersen om hysteriske juleaftener: “Der har været nogle scener”

Alle vil gerne bestemme, når de holder jul i nyhedsvært Janni Pedersens familie, men i virkeligheden er der én faktor, der definerer julen mere end noget andet: jobbet.

Af:: Frederikke Pontoppidan Foto: TV2
21. dec. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvordan er juleaften hos dig?
– Min jul afhænger meget af vagtplanerne på TV 2, for nyhederne holder jo aldrig fri. Men i år skal vi holde jul hos min mor på landet sammen med min storesøster og nieces familie. Så der bliver fire generationer i det lille hus.

Har I nogen juletraditioner?
– Det er nok ikke en tradition, men hver jul kan vi godt blive lidt hysteriske, hvor vi råber og skriger af hinanden, fordi både min mor, storesøster og jeg fylder enormt meget. Der har været nogle scener, fordi jeg vil bestemme over sovsen, min storesøster vil bestemme over, hvordan anden skal skæres, og min mor bare synes, vi skal blande os fuldstændig udenom.

Hvad er den bedste gave, du har fået?
– Da min mand og jeg lige havde lært hinanden at kende, kan jeg huske, at jeg fik en digtsamling af ham og et par flotte, personlige øreringe. Og da jeg slog op i bogen, havde han skrevet: "Ny by, nyt liv sammen med mig". Det var simpelthen så fantastisk. Og ved du, hvad jeg gav ham? En brødkniv fra Global... Det er nærmest blevet nævnt hver eneste jul siden.

– For ti år siden fik jeg også et par røde læderstøvler af min mand. Der blev jeg simpelthen så overrasket, fordi det var en ret unik gave. Min mand er simpelthen rigtig god til at købe gaver.

Hvad er den bedste gave, du har givet?
– Da min mand fyldte 60 år, købte jeg ham en elguitar og forstærker, der havde tilhørt hans afdøde bedste ven. Jeg kom også på, at min datter og hans søn skulle give ham en globus. Den blev han så glad for.

– Jeg fandt engang et vildt fedt tørklæde til min søster, det var oven i købet vildt billigt, og jeg glædede mig til at give det, fordi det var så flot.

Anbefalet til dig