Janni Pedersen: "Skilsmisse har simpelthen ikke været en mulighed for mig"

Lyset stormer ind ad stuevinduerne i hjørnelejligheden på Nørrebro i København, hvor Janni Pedersen bor med sin mand, Kim Faber, som har ejet lejligheden siden 1987. Reolen er fyldt med bøger, og den afslører hurtigt, at her bor to læseglade og samfundsinteresserede journalister.  

I køkkenet byder Janni på kaffe – den sorte slags – som automatisk indikerer, at denne her kvinde er fra landet. Der, hvor ægte kaffemaskiner stadig eksisterer, og hvor kaffeduft og dryplyde danner rammen om tidlige morgener. Den lille pige fra landet er blevet en moden kvinde i byen, og vejen til at være en af Danmarks mest profilerede nyhedsværter har ikke været uden kamp.

– Jeg har virkelig arbejdet meget. Der var mange år, hvor hver gang der var skud i gaden, så stod jeg der, også selvom det var fredag aften klokken kvart over elleve, og jeg måske havde fået et glas vin for meget.

Den fightervilje, Janni er gået til arbejdet med, har dog aldrig været for at ligge nummer et eller som del af et stærkt konkurrencemindset. Det handler udelukkende om, at hun ikke vil overses, og at hun ”knuselsker” sit arbejde.

– Altså jeg knuselsker mit arbejde. Jeg har fire eller fem forskellige funktioner ude på TV 2 lige nu, og jeg kunne arbejde hele tiden, hvis det skulle være. Havde jeg ikke mand, børn og barnebarn, så ville jeg sidde ude på mit arbejde eller sidde herhjemme og arbejde hele tiden, siger Janni med passion i stemmen.

– Jeg kan huske, at en af mine gamle chefer for nogle år siden sagde til mig: ”Du skal bare lige vide, at der er ikke noget, der er blevet givet til dig. Du har arbejdet dig til det hele”. Og det har jeg. Jeg har virkelig arbejdet, og det gør jeg stadig. Det er ikke for at være den bedste, men for at de ikke har kunnet komme uden om mig. 

– Jeg får da sådan nogle ”Hvad laver du inde i fjernsynet, TV 2 har da kønnere studieværter end dig”. Der må jeg jo bare konstatere, at der reagerer folk jo entydigt på, hvordan jeg ser ud, og ikke på, hvad der kommer ud. Og det synes jeg er skidetræls.Derfor kan Janni heller ikke helt undgå at overveje, hvordan hun tager sig ud på skærmen for netop at komme potentielle reaktioner i forkøbet.

– Jeg prøver på mange måder rent udtryksmæssigt ikke at fylde så meget. Jeg har ikke spraglede bluser på eller store øreringe i. Jeg har noget meget kort hår – hvilket selvfølgelig også kan provokere nogen. Men jeg prøver at lade være med at fylde supermeget i mit udtryk.

Dog fylder overvejelserne aldrig mere end det journalistiske arbejde, og derfor fokuserer Janni mere på, hvordan hun folder en historie ud, end hvordan håret sidder.

– Jeg tænker på, at det ydre ikke skal forstyrre for det, der kommer ud af munden. Der er jeg virkelig journalist helt ind i maven. Og så er det lige meget, hvordan jeg ser ud, eller hvordan folk opfatter mig. Det er jeg simpelthen bedøvende ligeglad med, for jeg synes, at det handler om at stille det helt rigtige spørgsmål, eller måden jeg reagerer på over for den, jeg interviewer. Så er jeg græsk-katolsk med, hvordan jeg ser ud, mens jeg gør det. Det må jeg sige.

Én ting har Janni dog måttet overveje i sin fremtoning på skærmen – ikke med henblik på, hvordan hun ser ud, men fordi det muligvis påvirker hendes troværdighed og gennemslagskraft hos seerne.

– Altså på skærmen bliver jeg nødt til at smile noget mere. Jeg bliver nødt til at finde noget mere … ikke ynde, men en form for sødme, fordi ellers ser jeg simpelthen for hård ud.

På trods af at udseende fylder meget i seernes bevidsthed, når de ser nyheder, så er det ikke noget, Janni har oplevet som en afgørende faktor for at klare sig i branchen.

– Der er jo tit nogen, der siger, at det kun er de kønne kvinder, der kan komme på skærmen. At man nærmest skal være model, før man kommer på. Men der kan man bare kigge på mig. Det handler jo om at være til stede og at være et ordentligt menneske, når man skal ud i folks stuer, siger Janni og forklarer, at det ikke er fordi, hun har en planlagt agenda med sin fremtoning.

– Det er ikke fordi, jeg er bevidst om, at nu skal jeg huske at være mig selv og meget naturlig. Men det får vel en eller anden værdi, fordi der ikke er så mange, som har min alder. Jeg er jo den ældste kvindelige nyhedsvært ... Det må jeg være, for Tine Götzsche er stoppet, siger Janni med en vis forbavselse i stemmen, da realiteten går op for hende, at hun som 51-årig er den ældste i Danmark til noget.

Med stritører og strittænder

Janni vandt titlen som årets kvindelige nyhedsvært ved Billedbladets årlige tv-guld i februar, hvor branchen fejres. Det er anden gang, at Janni vinder prisen, og begge gange har det betydet rigtig meget for den garvede journalist.

– Jeg kan også huske, da jeg blev ”årets nyhedsvært” for to år siden, var det, som om lille Janni fra landet med stritører og strittænder blev rost for noget, siger Janni med melankoli i stemmen.

– Alle mine veninder var meget smukkere. Min storesøster var meget dygtigere end mig til alt – det var lidt følelsen. Så da jeg fik den pris, så tror jeg, at den gjorde et eller andet. Altså jeg er fandme god nok.
Janni har altid vidst, at hun er en god journalist. Alligevel falder en sådan anerkendelse på et tørt sted, fordi den roser meget mere end blot hendes faglighed. Ifølge Janni selv skyldes trangen efter anerkendelse blandt andet, at hun giver så meget af sig selv, når hun arbejder. Derfor bliver det også mere personligt, når hun modtager grimme og hadefulde beskeder.

– Det er vel egentlig fordi, at når jeg er på skærmen, så er jeg bare mig, Janni Pedersen, mere end jeg er studieværten Janni Pedersen. Så der rammer man mig også personligt.

Den mere bløde side af Janni Pedersen er for mange måske ukendt. Men det siger noget om, at selvom man er benhård nyhedsjournalist og kriminalreporter, der ikke kan huske, hvilken minister man gik i kødet på sidst, så er man også et følende medmenneske, der kan blive ramt.

– Når du spørger mig, hvad det betyder at få sådan nogle hak i tuden, så tror jeg, at for mig er det voldsomt, fordi jeg så vidt muligt forsøger at være mig selv, når jeg sidder inde i det studie. Og så kan jeg tænke: ”Ej, men hvis du bare lærte mig at kende … Jeg har en hund, jeg er bedstemor, jeg er fra landet, jeg kan tale den sygeste vestsjællandske dialekt. Du kender mig jo ikke. Men hvis du kendte mig, så ville du virkelig synes, jeg var sød”. 

Dybest nede rammer kommentarerne noget ganske eksistentielt i Janni.

– Men altså, jeg bliver sgu da stadig ked af det, og jeg undrer mig over, at folk kan have så skarpe holdninger til én, de ikke kender. For i virkeligheden er jeg jo bare sådan en, der gerne vil elskes af alle – som alle jo er flest. 

Projektpar gennem 25 år

I køkkenet er det store spisebord dækket af papirer, computer og bøger. Det er helt tydeligt en forfatters værksted. I dette tilfælde et forfatterpars værksted. Janni og Kim har været gift i et uvist antal år. Det går ingen af dem synderligt op i. Men de har været sammen, siden Janni gik på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvilket snart er 25 år siden.

– Kim og jeg er meget et projektpar. Vi er gode til at lave ting sammen. Vi er gode til at tapetsere sammen, vi er gode til at sætte telt op i regnvejr sammen. Der kommer vi sjældent op at skændtes. Vi skændes om så meget andet.

Selvom skænderierne og kriserne har været at finde, så har de aldrig været tæt på et brud.
– Når vi har haft kriser, så har jeg lagt mig lige i det spor, der hedder ”Vi to – vi skal være sammen, og vi fortsætter uanset hvad”. Skilsmisse har simpelthen ikke været en mulighed for mig. Og så må man jo bare arbejde for det, selvom det kan være svært. Og det tror jeg er fordi, jeg selv er skilsmissebarn. Uden at det som sådan har været det store traume, for det var egentlig meget fint, at mor og far blev skilt, men for mig har det ikke været et alternativ.

– Spørgsmålet om, hvad man skal bruge sit liv på, er jo noget, mange kan tumle med i vores alder. Man kan tage ud at rejse og være sådan en Politiken Plus-type, der tager til Kina. Man kan bruge noget mere tid på børnebørnene eller bygge et nyt sommerhus. Jeg er dybt taknemmelig og ydmyg over, at når man puljer vores kompetencer, så kommer der sådan en lille, lækker bog ud af det. Snart to. Der har jeg det sådan, hold da kæft, vi er godt nok privilegerede. 

Janni har dog aldrig overvejet, om forfatterskabet skal overtage journalistikken helt, ligesom det har gjort det for Kim. Hun er faktisk slet ikke i tvivl, da jeg spørger hende, om det er en mulighed.

– Nej! Udbryder hun stålfast og uden tøven.

– Men resultatet af det hårde arbejde er så overvældende. Ret beset er det lige før, jeg godt kunne stoppe og gå all in på det her. Men det kommer jeg ikke til.

Hvorfor ikke?

– Jamen jeg tror, jeg ville dø, hvis jeg skulle sidde herhjemme hver dag. Jeg får energi af at samarbejde, jeg får energi af at være sammen med andre mennesker. Så det er kombinationen af de to jobs, der gør det for mig.

Ud over tanken om at arbejde ved det rummelige, men tæt pakkede køkkenbord hver dag, så trækker kærligheden til den nuværende arbejdsplads også helt tydeligt i Janni.

– Jeg kan bare stadig rigtig godt lide at komme på arbejde. Jeg har ikke en kollega, jeg ikke ville gå ud og drikke en fadøl med. Og det er vel også derfor, jeg har været der i så mange år, siger Janni og læner sig frem i stolen. Det her betyder åbenlyst noget for hende.

– På TV 2 løfter vi i flok. Og selvom jeg måske sidder i et meget profileret job, så er jeg ikke bedre end det tandhjul, der kører ude bagved. Det kan jeg godt lide, for det er også sådan, jeg er opdraget. Min mormor sagde altid: ”Man skal være god ved hverandre”, siger Janni med gammeldansk dialekt, som levede en lille bid af hendes mormor bag de varme blå øjne. 

– Det der med at være lidt mere sig selv, være lidt mere fræk. Det kan jo så også betyde, at man får nogle skrammer engang i mellem, men det er den chance, man må tage.

Hvorfor har du valgt at tage chancen med Go’ Morgen Danmark?

– For nogle år siden ville jeg ikke kunne have set mig selv stå i Go’ Morgen Danmark og bage briocher. Jeg havde jo sådan en skarp profil som benhård udspørger og hende, der står ude foran Københavns Byret og udlægger voldsomme retssager. Men der er sket noget. 

Hvad er der sket?

– For eksempel er jeg blevet bedstemor og plus 50. Så bliver man måske bare lidt blødere og rundere både fysisk og psykisk. Så derfor ser jeg det ikke som noget, jeg ikke kan længere, siger Janni og forklarer, hvad det er, hendes profil alligevel dur til i den nye værtsrolle.

– Jeg er god til at få folk til at føle sig trygge på kort tid, og jeg er god til at hjælpe dem, hvis de synes, det er svært i en interviewsituation. Nu tror jeg bare, jeg skal skrue på nogle andre journalistiske værdier end dem, jeg måske er vant til har fyldt i News-studiet. Hele tiden benhård og kritisk i forhold til det, der bliver sagt. Jeg glæder mig til at skrue lidt mere op for det mere personlige og det, der går tættere på mennesker.

Nok glæder Janni sig til at arbejde med de mere personlige historier. Der er dog én ting, der vækker en snært af frygt i skiftet til det lune morgenprogram.

– Jeg er nervøs for at skulle stå og lave mad!, siger Janni og smågriner, selvom hun tydeligvis mener det seriøst.

–Jeg laver selv sindssygt meget mad, så at skulle stille spørgsmål om, hvorfor det bliver skåret eller bagt på den og den måde, mens jeg samtidig ved det selv, det bliver virkelig en udfordring. 

Hun har dog gjort sin research og ved allerede, hvordan hun vil gå til opgaven.

– Jeg kan godt lide, når værterne er med til at lave maden, så det vil jeg også være. Jeg skal i gang med at snitte og alt det.