”Jeg bliver tiltrukket af komplicerede kvinder. Jeg elsker karakterer, som har noget at sige”

Der sker noget, når hun træder ind i et rum. Stemmer forstummer, og blikke søger uvilkårligt mod hendes aristokratiske træk og snehvide teint. Måske fordi de fleste har set hende så mange gange på film, at hun nærmest fremstår uvirkelig. Måske fordi Nicole Kidman er lavet af det der særlige og udefinerbare stof, som kun findes i Hollywood.

LÆS OGSÅ: Patti Smith: "Jeg kunne aldrig forestille mig at gå op i likes"

Ubestrideligt talent og en aura af glamour, som for den 48-årige skuespillers vedkommende har et stænk af autentisk old school star quality, får hende til at skille sig ud fra mængden. Nicole Kidman er indbegrebet af Hollywood. Men hun er også meget mere end det. Hun tager chancer, når hun vælger sine roller, og derfor er der på CV'et, der lister over 40 film, både store blockbustere som The Hours (2002) og mere smalle produktioner som The Paperboy (2012).

Hun søger gerne væk fra filmlærrederne og mod teaterscenen for at udfordre sig selv og har netop afsluttet et teaterstykke i Londons West End, hvor hun spillede kemikeren Rosalind Franklin, der var med til at kortlægge dna'et, i stykket Photograph 51. Og så bor hun langt fra de bakkede bjerge med det kendte hvide skilt. Sammen med sin mand, countrysangeren Keith Urban, og deres to døtre, Sunday Rose – kaldet Sunny – på syv år og Faith – kaldet Fifi – på fire år, deler hun sin tid mellem en ranch i Nashville og en farm i delstaten New South Wales i fødelandet Australien.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Vi møder Nicole Kidman i Milano i anledning af Omegas verdensomrejsende udstilling Time for Her, som præsenterer urgigantens design til kvinder gennem de seneste 100 år. Nicole Kidman, som har været ansigt for brandet i 10 år, skal kaste glans over en festaften for indbudt presse.

At der er tale om en af Omegas mest værdsatte samarbejdspartnere, er tydeligt, da hun klædt i sort perlebesat halterneck-kjole fra Mugler tilsat Harry Winston-diamanter og Giuseppe Zanotti-stiletter entrerer scenen badet i spotlys og pompøs musik til en snak om sin passion for ure og trang til at være punktlig. Alt andet er uhøfligt, som hun siger. Og hun ankommer da også på minuttet, da der dagen efter er tid til interviewet med Eurowoman. Stiletterne, der nu er fra Christian Louboutin, er lige så høje som aftenen før og lægger mindst 12 cm til hendes allerede 180, mens den sorte kjole er skiftet ud med en skjorte og nederdel i lyse farver. Hun er smilende, venlig og klar til at tale. Først om de mange stærke kvinder, hun gennem tiden har portrætteret, og som indbragte hende en Oscar for rollen som Virginia Woolf i The Hours i 2002.

- Jeg bliver tiltrukket af komplicerede kvinder. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg elsker karakterer, som har noget at sige, hvor der er en særlig grund til at fortælle deres historie, eller hvor jeg føler mig følelsesmæssigt knyttet til personen. Sådan har jeg det med Rosalind Franklin, som jeg netop har spillet på teateret. Da jeg læste stykket, blev jeg oprevet, og samtidig begyndte at græde, siger hun og tilføjer, at hun vælger sine roller ud fra sin mavefornemmelse.

Ikke et ord om Scientology
Nicole Kidman er født på Honolulu, Hawaii, hvor hendes australske forældre i sin tid opholdt sig for at studere, men hun voksede op i Australien. Hendes far var biokemiker og hendes mor sygeplejelærer, og det var på deres opfordring, at hun som ung teenager læste Dostojevskijs Forbrydelse og straf og Guy de Maupassants Bel-Ami. Deres datter skulle uddannes og kende litteraturens største klassikere. Gennem bøgerne forsvandt hun ind i en anden verden, hvor det var muligt at leve sig ind i en rolle.

- I stedet for at tage på stranden som teenager sad jeg derhjemme og læste bøger, som jeg efterfølgende diskuterede med min mor. I dag er jeg glad for, at mine forældre inspirerede mig til at læse, for det motiverede mig til at blive skuespiller. Men det fik mig også til at føle mig udenfor. Jeg tænkte bare anderledes end de andre. Hver lørdag morgen, hvor alle mine venner stadig sov, stod jeg op klokken seks for at bruge halvanden time på at komme ind til byen og tage dramatimer, og jeg kunne aldrig gå ud fredag aften, fordi jeg skulle tidligt af sted næste morgen, fortæller Nicole Kidman.

De akademiske forældre så skuespildrømmen som en midlertidig besættelse, men Nicole Kidman holdt fast. Som 16-årig var hun med i sin første film, Jul i vildnisset (1983), men det var Døden om bord fra 1989, der gjorde hendes navn kendt i bredere kredse. Og med Days of Thunder året efter havde verden fået en ny stjerne. Med dengang stort, rødt, krøllet hår og en kærlighedshistorie, der ikke var til at komme uden om. Under indspilningerne forelskede hun sig nemlig i kollegaen Tom Cruise, og parret giftede sig i 1990.

Ægteskabet og skilsmissen 10 år efter er det eneste, Nicole Kidman ikke vil tale om. Dokumentaren Going Clear: Scientology and the Prison of Belief fra 2015, der går tæt på den omstridte religion, hævder, at det var kirkens bagmænd, der pressede på for at ødelægge forholdet mellem den inkarnerede scientolog Tom Cruise og hans mere skeptiske hustru. Selv har hun aldrig udtalt sig om det ud over de bemærkninger, der kom frem i retsbøgerne i forbindelse med skilsmissen. Her fortæller hun, at Tom
Cruises krav om skilsmisse kom ud af det blå, og at hun derefter aborterede med det barn, hun netop var blevet gravid med. Parret har sammen adopteret to børn, Connor og Isabella, der i dag er 20 og 22 år og ligesom deres far begge medlem af Scientology. Der er blevet gravet heftigt i Nicole Kidmans forhold til sine store børn, men både hun og de har for nylig slået offentligt fast, at de ses og respekterer hinanden.

Et omrejsende familiecirkus
Lige så modig, som Nicole Kidman blev anset for at være, da hun påtog sig rollen som syngende kabaretdanserinde i Moulin Rouge! (2001), og da hun valgte at medvirke i Lars von Triers kulisseløse Dogville (2003), lige så modig ser hun sig selv dette efterår, hvor hun efter mange overvejelser har besluttet igen at træde op på de skrå brædder. Det er 17 år siden, hun sidst stod på scenen i teaterstykket The Blue Room på Broadway i New York.

- Det var skræmmende at vende tilbage til teateret. Da jeg sagde ja, vidste jeg ikke, hvor bange jeg ville blive. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget andet tidspunkt har mærket den samme form for frygt. Bare det at lære alle de replikker. Du tror, du kan, fordi du er skuespiller, men når du så rent faktisk skal sætte dig ned og bruge hele din sommerferie på at lære 100 siders dialog, bliver det lidt angstprovokerende. Men jeg er så glad for, at jeg gjorde det, fordi det har skubbet mig ud af min comfort zone og ind i et rum, hvor der kun er en vej, og det er fremad.

Projektet har krævet, at Nicole Kidman har flyttet Keith Urban og deres to små piger til London i tre måneder.

- Det rejsende cirkus, kalder hun familien med et grin. Beslutninger om både hendes og hans karriere tages altid i fællesskab. Også med de to døtre.

- Jeg tager aldrig en beslutning alene. Alt hos os er en familiebeslutning. Er der en af pigerne, der siger, at de ikke vil være med til en af vores ideer, gør vi det ikke. Men lige nu er de små eventyrere, og det samme er min mand, som har turneret hele sit liv. Så han er vant til at udforske verden. Min familie og tiden med dem er det allervigtigste for mig. Jeg vil ikke misse et minut sammen med dem, selv om jeg ved, det er en kliché, siger hun.

Hvor Nicole Kidman er som en lukket bog, når det gælder hendes første familieliv med Tom Cruise, er hun overraskende åben, når det gælder hendes nye familie. Næsten alle hendes svar på spørgsmål om kvalitetstid, glæde og kærlighed bliver drejet over på Keith, Sunny og Fifi.

- Jeg har en fantastisk mand, som er villig til at hoppe på et fly blot for at være sammen med mig en aften. Til premiereaftenen på mit teaterstykke fløj han 10 timer fra USA for at være sammen med mig. Det er ekstraordinært og ægte kærlighed for mig, siger hun om ham.

Og om døtrene:

- Hvis jeg havde mere tid i hverdagen, ville jeg bruge den sammen med mine børn. Jeg elsker at sidde på gulvet og lege med dem. Det er en kunst at sætte tempoet lidt ned. Når du får børn, bliver det tydeligt, hvor hurtigt tiden går. Jeg elsker tankegangen bag slow-bevægelsen, hvor du spiser langsommere og bevæger dig langsommere, for der er en tendens til, at vi spurter gennem livet uden at nå at opleve det.

Moren var feminist
Til trods for at Nicole Kidman er tilhænger af at sætte farten ned, er der fuldt smæk på hendes karriere. 2016 byder på hele fire film med hende på rollelisten. Thrilleren The Secret in Their Eyes, hvor hun spiller sammen med Julia Roberts, Genius om forlagsredaktøren Max Perkins, The Family Fang instrueret af Jason Bateman og Queen of the Desert, hvor Nicole Kidman portrætterer endnu en historisk kvindefigur, nemlig forfatteren og eventyreren Gertrude Bell. Og så bruger hun tid på sit arbejde for FN-agenturet UN Women, der kæmper for kvinders rettigheder.

- Jeg er i en position, som gør, at jeg kan besøge udsatte steder, rejse penge og forsøge at påvirke lovgivninger. Jeg kan give en stemme til de kvinder, der ikke har nogen. Samtidig er jeg via min profession i stand til at ansætte kvinder, give dem fleksible arbejdstider og lange barsler, og så kan jeg arbejde med historier om kvinder, som jeg mener er værd at fortælle.

Hendes kvindesyn stammer fra en barndom omgivet af kvinder, hvor såvel hendes mor som tanterne og bedstemoren spillede en stor rolle for hende.

- Min mor har altid haft en enorm indflydelse på mit liv. Hun var glødende feminist, og hun har altid opdraget min søster og mig til, at vi kunne opnå alt, hvad vi ville, fortæller Nicole Kidman.

Hun ville være skuespiller. Det blev hun. Og en af de allerstærkeste af slagsen. Og skal hun give sit unge jeg et godt råd med på vejen, bliver det også fra et af familiens kvindelige medlemmer.

- Min bedstemor blev 90 år. Hendes sidste ord til mig var: "Vær lykkelig, Nicole." Det er så simpelt, selv om det nogle gange kan virke så svært. Hver gang jeg tænker på hendes lille stemme, der siger det, tænker jeg: "Selvfølgelig", for i sidste ende er det det eneste, der betyder noget. Hvis jeg havde lært det langt tidligere, kunne jeg have sparet mig selv for en masse tårer.

LÆS OGSÅ: "For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse"

LÆS OGSÅ: Vi vil alle sammen gerne have mere af alt det gode. Men hvad er det der er godt? 

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"