Da ”#Girlboss” udkom i 2014, skrev den sig ind i en ny feministisk tendens.
SPONSORERET indhold

”Jeg fandt ud af, at jeg har brug for at give slip på en masse forventninger til mig selv og mit arbejdsliv"

Kan en bog ændre dit liv? Måske ikke, men denne bog er i hvert fald med til at inspirere en hel generation af unge kvinder.

Foto: Cille Veje
22. mar. 2016 | Livsstil | Eurowoman

I 2014 gik Cille Veje ind i en boghandel i New York. Hun havde netop sagt sit faste job som PR-medarbejder op, købt en dyr lejlighed og en bil, hendes venner mente, hun var vanvittig. Hos boghandleren var der en hylde med bøger skrevet af en ny generation af kvinder til andre unge kvinder. En af de bøger, Cille Veje tog med sig hjem til Danmark, var den med hashtagget #Girlboss skrevet hen over coveret.

- Da jeg læste "#Girlboss", gav den mig kuldegysninger. Det var befriende lige pludselig at læse en bog, der var så anderledes. Pludselig at læse en bog, som kunne være den der veninde, jeg havde brug for, det var stort for mig, fortæller hun til Eurowoman.dk.

En #girlboss følger ikke reglerne – hun skriver dem
Ifølge Sophia Amoruso, bogens forfatterinde, er en girl boss en kvinde, der er ansvarlig for sit eget liv. Hun får, hvad hun vil have, fordi hun er det værd. Hun tager ved lære af sine fejl, stiller spørgsmål, kan finde ud af at bruge sine styrker. Hun ved, hvornår hun skal følge reglerne, og hvornår hun skal omskrive dem. Og vigtigst af alt beder hun læseren have de følgende tre råd i baghovedet: 1: Bliv aldrig voksen. 2: Bliv aldrig kedelig. 3: Lad aldrig en mand styre dit liv.

LÆS OGSÅ: 9 ting der pludselig går op for dig, når du er i 20'erne

Det ville være synd at kalde "#Girlboss" for en selvhjælpsbog. Måske 'selvbiografisk manifest til fri inspiration' er en bedre betegnelse. "#Girlboss" er den sande historie om Sophia Amoruso, der lever den amerikanske drøm ved at have kæmpet sig op ad rangstigen fra at være skralder og butikstyv og banker sit eget modeimperium, Nasty Gal, på benene.

Til trods for, at bogen har to år på bagen, har den og dens budskab bidt sig fast, og hashtagget fra bogens titel bliver flittigt brugt på de sociale medier. Blot på Instagram er hashtagget brugt over en million gange.

En helt ny kvindelig identitet
Da "#Girlboss" udkom i 2014, skrev den sig ind i en ny feministisk tendens.

- Især var Lena Dunham for alvor brudt igennem på vores radar, ligesom Caitlin Moran udkom med bogen med "How To Be a Woman" på det tidspunkt. En hel bølge af 'third-wave feminisme' slog igennem på rigtig mange fronter samtidig, fortæller Julia Lahme, der er direktør i kommunikationsvirksomheden Lahme og bl.a. beskæftiger sig med forbrugertrends og livsstil.

Det var ifølge hende en kvindelig identitet, der ikke var set før, Amoruso repræsenterede.

- Hvis man kigger en del år tilbage, var den konfronterende kvindelige identitet i popkultururen i høj grad manifesteret i først Madonna og senere Spice Girls. Så kom vi ind i 00'erne, hvor kvindelig identitet også blev hægtet meget op på fænomener som Britney Spears, og vi havde også "Sex and the City", som jo handler om fire singlekvinder, men som alle sammen har det bedst, hvis de har en mand eller i det mindste adgang til det mandlige kønsorgan. Den form for kvindelig identitet var i høj grad hægtet op på det maskuline, fortæller Lahme.

Derefter kom finanskrisen, og den fik større indflydelse på popkulturen, end man måske umiddelbart tror. Krisen betød, at kønsforskellene i England og USA udlignede sig en smule. For mens kvinder i de lande før havde som vigtigste opgave at være kvinden bag manden, blev det nu nødvendigt, at de i lige så høj grad som deres mænd blev familiens forsørger.

- I den amerikanske husholdning i 2007-09, begyndte vi at se, hvordan kvinder havde større økonomisk ansvar for husholdningens fællesøkonomi. Det gjorde det at være en god mor og kæreste ikke bare handlede om at støtte sin mand, men faktisk også at pleje sin karriere, fortæller Lahme og fortsætter:

- Sophia Amoruso sælger godt nok tøj, men hun leder ikke efter en mands godkendelse. Vi ser en masser andre kvinder, der bryder ind på nogle maskulint dominerede områder og ikke har brug for en far, en kæreste eller en mand til at holde sig i hånden.

LÆS OGSÅ: Her er 20 erfaringer jeg vil give videre til min teenagedatter

Feminismen er mere sexet end nogensinde
Samtidig lægger Amoruso ikke bånd på sig selv. Hun giver sig selv lov til, at være den, hun er.

- Her har vi en super sexet kvinde, der er knivskarp og præcis ved, hvad hun vil og arbejder målrettet uden at skylde nogen en krone, og samtidig kræver hun sin ret til at være sig selv. Hun tillader faktisk sig at være sig selv i lige så høj grad, som Steve Jobs tillod sig at være sig selv. Den her excentricitet, som vi som kvinder i mange år har skullet undertrykke, den lever vi nu på.

Sophia Amoruso skriver selv, at "#Girlboss" ikke er et feministisk manifest. Men er det alligevel det?
- Det synes jeg faktisk, at det er. Hvis hendes bog ikke var skrevet i '13 og '14, men i '15 og '16, så havde den fået lov til at være et feministisk manifest. Der er sket rigtig meget omkring feminisme det sidste halvandet år, der gør, at feminismen er blevet mere sexet, end den nogensinde har været før. Uanset hvad, er hun stadig en del af en bevægelse, der handler om kvinder og magt.

#Girlboss - ikke #girlbossy
At være en girl boss er ikke det samme, som at være bossy. Hvis du tror det, tager du fejl, forklarer Cille Veje.

- Folk tror, det er denne her bossy type, at det er en kvinde, der bare skal føre sig frem og har tjek på det hele. Det er helt misforstået. At være en girl boss handler om at være boss over sit eget liv, at turde sætte sig selv i førersædet i sit eget liv, der rummer alt fra følelser til intellekt og mavefornemmelse. En girl boss er en, der prioriterer sit eget privatliv lige så vel som karrieren. Det handler om, at hvis du vil have noget i livet, må du faktisk selv gå ud og tage det.

Men er det så nødvendigt, at man er chef for noget eller nogen for at være en girl boss?
- Nej, det behøver du ikke. Men du behøver at tage ansvar for dig selv, hvis du f.eks. sidder i et job, hvor du de sidste to år har hadet at gå på arbejde hver eneste dag, og du har ingen passion har for, hvad du gør. Hvis du bare bliver i det hamsterhjul, så har du ingen bevidsthed eller nærhed over for dig selv i det, du gør. Det er egentligt ligegyldigt, om du er studerende, om du er selvstændig eller fastansat.

Det behøver ikke kun at være de store ting i livet som f.eks. dit job, du tager ansvar for. Det kan også være en veninde, der taler grimt til dig, du beslutter dig for at sige fra overfor, eller at vælge at turde bede om mere i løn til den årlige lønforhandling. Sophia Amoruso selv siger, at hun selvfølgelig forventer af hendes medarbejdere, at de forhandler deres løn. Hun er jo selv skyld i det, når hun opfordrer dem til at tage ansvar i sin bog. Lige som hun opfordrer sine læsere til at dele deres så kaldte 'girl boss moments' på de sociale medier.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

Træd ud af hamsterhjulet
Æren kan nok ikke tilskrives bogen alene, men Cille tog i den grad ansvar for sit eget liv dengang for to år siden. I dag har hun eget firma, hvor hun laver PR, udvikler strategier og idéer for forskellige brands og musikere.

- For to år siden, da jeg sagde mit job op, var jeg i slutningen af 20'erne. På det tidspunkt har man har måske haft et fast job i noget tid. Man har brugt sine 20'ere på at tage en universitetsuddannelse, man skal have rå til denne her lejlighed, man har måske også fundet manden i sit liv, og så har man lige den her to do-liste i mit hoved over vores perfekte liv. Og så sidder man alligevel og tænker, "jeg bliver bare ikke lykkelig på denne her måde". Det var det, jeg oplevede for to år siden, fortæller hun og sammenligner hverdagen med et hamsterhjul, som hun overhovedet ikke havde lyst til at stå op til og træde ind i hver morgen. Så Cille besluttede sig for at omprioritere i sit liv.

- For mig blev det en rejse med meditation, mindfulness og yoga. Jeg havde brug for at finde frem til, hvad det var, der gjorde mig glad. Jeg fandt ud af, at et af svarene var, at jeg havde brug for at give slip på en masse forventninger til mig selv, mit arbejdsliv og mine omgivelser. Det har været en kæmpe befrielse for mig at fjerne presset og være mere til stede i det, jeg er i lige nu. En ting ad gang, fortæller hun.

Meget mere #Girlboss
For nylig lancerede Sophia Amoruso sin podcast-serie "#Girlboss Radio", hvor hun interviewer kvinder med ben i næsen. Til april udkommer hun med endnu en bog: "Nasty Galaxy" – en scrapbog med illustrationer, billeder og essays. Og sidst men ikke mindst har Amoruso netop skrevet kontrakt med Netflix, der skal producere en hel serie baseret på hendes liv. "#Girlboss" er aldrig udkommet på dansk – men man har vel lov til at håbe på, at det sker nu.


"#Girlboss" og "Nasty Galaxy" - to bøger fra Sophia Amorusos pen. Lyt også til hendes podcast "#Girlboss Radio".

LÆS OGSÅ: 30 ting jeg heldigvis gjorde, inden jeg blev 30

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 20'erne er de sværeste år af dit liv

LÆS OGSÅ: Fik 12 for specialet men intet job: "Jeg har aldrig følt mig så umyndiggjort, ligegyldig og lille"