Marie Key
SPONSORERET indhold

"Jeg syntes ikke, jeg havde noget at bidrage med"

Da Marie Key Band gik i opløsning i 2008, stod forsangeren Marie Key pludselig alene. Hun røg ind i det, hun kalder ”en passiv periode”, men et tilbud om at komme med i satiregruppen ”Rytteriet”s husorkester gav hende troen på, at hun kunne komme videre.

Af: Simone Anet Bodholdt Foto: Per Morten Abrahamsen
04. maj. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

− Det var ikke min beslutning eller et aktivt valg, men trommeslageren, der valgte at gå ud af bandet i 2008. Vi andre tre stod tilbage og tænkte, at nu var kollektivet brudt, måske var det godt at prøve nye ting og komme videre. Vi havde spillet sammen i syv år. Bandet havde altid været omkring mig – i alt hvad jeg oplevede med musikken. Og det var skræmmende at stå alene. Vi sluttede et sted, hvor vi hverken solgte en masse plader eller havde mange folk til vores koncerter. Vi sluttede op ad bakke, og jeg havde egentlig ikke energi til at komme videre. Efter det røg jeg ind i en passiv periode. Jeg gik ture og holdt mig lidt for mig selv. Det er nok meget naturligt, hvis man ryger ned, at man tager noget tid, hvor man sunder sig og trækker sig tilbage. Jeg tænkte meget over, hvem jeg var uden bandet. Uden fornemmelsen af at have nogen i ryggen, som holdt med mig uanset hvad. 

− At jeg pludselig stod alene, gjorde, at jeg kastede mig ud i ting, jeg ellers ikke havde turdet. Jeg fik mod til at satse, fordi jeg ikke havde noget at miste. Og selvom jeg ikke syntes, at jeg havde noget at bidrage med, sprang jeg ud i det, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille keyboard i ”Rytteriet”s husorkester. Jeg kunne slet ikke spille keyboard, men jeg havde jo ikke andet at lave. Jeg blev en del af en gruppe, hvor jeg for første gang ikke var i centrum, men skulle bakke andre op. Det gav et frirum, hvor jeg kunne suge til mig og lære af de andre uden at skulle bygge en masse op selv. Lige dér, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle, var det godt for mig.

LÆS OGSÅ: Birthe Kjær: Valgte karrieren frem for børn

− Jeg blev inspireret og fik pludselig lyst til at skrive sange igen. Indtil da havde mine sange været historiefortællinger med en sjov pointe til sidst. Folk sagde, at den der sang med ”mormor” var så sjov, og at jeg skulle skrive flere af den slags. Jeg ville gerne levere mere af det, folk kunne lide. Men jeg var gået død i det. Jeg har altid skrevet kærlighedssange, men lagt dem til side og tænkt, at de ikke interesserede nogen. Derfor blev det et vendepunkt for mig, at jeg fik hul til kærlighedssangene. I begyndelsen var det som at gå ud i koldt vand – man tager et lille skridt ad gangen.

− Jeg følte, at jeg blottede mig, men jeg kunne mærke, at det sagde andre noget. Jo mere jeg åbnede mig, jo mere ramte det. Og når det betød noget for folk, kunne jeg finde modet til at stå ved det. For mig er kærlighedssange meget mere personlige, fordi de har en anden følelse og stemning. Når jeg fortæller historier, handler det ikke om min person. Det var godt for mig at blive ældre og finde styrken til at stå ved det. Det kræver modenhed at turde blotte sig.

− Tidligere efter en koncert, vinkede jeg hurtigt til publikum og løb ud af scenen, når de klappede. Nu har jeg lært, at jeg skal stå stille, smile og tage imod det. Jeg sætter pris på hver koncert og hver gang, der kommer nogen til koncerterne. Jeg har jo også prøvet at spille for 20 mennesker i Skive. Det er det tydeligste billede på min udvikling. At nu står jeg ved mig selv og det, jeg gør, og tror på, at jeg har erfaringerne og intuitionen til at navigere rigtigt. Jeg ved nu, hvor meget jeg egentlig kan – også når jeg står selv. Faktisk har jeg altid haft det i mig. Jeg er enebarn og har altid fået lov til at styre mit eget liv. Jeg har fået en opdragelse, hvor der var plads til at være mig selv og følge mine egne lyster. Så jeg er vendt tilbage til mit udgangspunkt.

LÆS OGSÅ: Henriette Zobel: Det var en kæmpe, kæmpe sorg