”Jeg følte mig overvåget, når jeg gik ned ad gaden, men jeg var jo bare en helt almindelig pige”
SPONSORERET indhold

”Jeg følte mig overvåget, når jeg gik ned ad gaden, men jeg var jo bare en helt almindelig pige”

På en dårlig dag kunne vores klummeskribent føle, at hele verden dømte hende.

Af: Amalie Nebelong Foto: Privat
16. nov. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: "Man kan se det hos de unge piger, når de skal række hånden op i klassen. De tvivler på, om de ser godt nok ud til at sige noget."

Udtalelsen kommer fra Kvinfos direktør Nina Groes, da jeg tidligere på året interviewer hende om kropsidealer til Eurowoman.

LÆS OGSÅ: 7 tegn på, at han aldrig bliver den kæreste, du drømmer om

Jeg kan ikke huske, hvornår fænomenet opstod hos mig. Men det har været omkring de tidlige teenageår. Denne her konstante optagelse af, hvordan andre så på mig. Hvordan så jeg ud i andres øjne, når jeg talte? Hvordan så jeg ud i andres øjne i kraft af min nøje sammensatte beklædning?

LÆS OGSÅ: 30 ting, jeg helt sikkert burde have droppet, før jeg blev 30

Alle havde en holdning til mig
Når jeg gik ned af gaden, følte jeg mig - på en dårlig dag - overvåget. Som om alle, der passerede mig, kiggede på mig og havde en holdning til mig – en dømmende én af slagsen. På en god dag solede jeg mig i opmærksomheden og følte mig nærmest, som en kendis ville have følt sig under beundrende blikke fra sine fans.

Problemet var bare, at det hele var noget, der foregik i mit hoved. Folk kiggede jo ikke specielt på mig. Hvorfor skulle de det? Jeg var jo bare en helt almindelig pige. Bevares, ofte med en svinedyr misundelsesværdig taske henslængt over armen, men det var også dét. De blikke, jeg følte, hvilede på mig, når jeg gik rundt i indre by, hvilede slet ikke på mig i virkeligheden.

En overgang gik jeg til en psykolog, da jeg havde nogle familieproblemer, jeg ikke selv kunne klare mig igennem. Da jeg havde været hos hende tre gange, vurderede hun, at jeg ikke havde behov at komme mere. Det havde jeg heller ikke, for jeg var selv i stand til at løse familieproblematikken med de værktøjer, psykologen havde givet mig.

En iboende narcissimse
Da der var ti minutter tilbage af min sidste psykolog-session, fik jeg nævnt over for min psykolog, at jeg ofte følte det ubehageligt, at gå rundt i gader og stræder, fordi jeg følte, at alle kiggede på mig. Min psykolog tænkte sig lidt om og sagde så, at det i bund og grund handlede om en iboende narcissisme, hvor jeg som person forestillede mig, at jeg var SÅ interessant, at alle mennesker kiggede på mig. Hun sagde derudover til mig, at hun gerne ville se mig igen til en snak om dét.

Jeg ringede aldrig og bestilte en ny tid. Det var simpelthen for grænseoverskridende at tage hul på en problematik, der havde taget så meget over i mit liv.

Efter jeg er blevet ældre, har jeg ikke problemet mere. Det kan stikke sit grimme hoved frem i ny og næ, men det fylder ikke på samme måde, som det gjorde, da jeg var teenager og i start tyverne. Men jeg tænker ofte over fænomenet og kan se det hos mange kvinder – især de yngre. Den der usikkerhed. Er jeg god nok? Og som Nina Groes pointerer, er jeg god nok til at sige noget?

Skønhedsidealet er integreret i vores selvbillede
Ifølge Nina Groes, da jeg interviewede hende tidligere på året, så er det kvindelige skønhedsideal blevet en så central del af vores kultur og det, vi bedømmer hinanden på,

- at det bliver enormt integreret i vores selvbillede. For os er udseendet også en målestok for en helt masse andre ting; har man succes på sit arbejde, har man det godt osv., sagde hun.

Jeg har selv – og er det til dels stadig – været et produkt af det selvoptagede selvbillede, der har ædt sig ind på så mange af især os kvinder, hvor vi død og pine mig skal være identiske med de myndelignende piger på modebladenes sider og på de sociale medier. Ellers føler vi os ikke gode nok – med mindre vi er udstyret med en gigantisk portion selvværd hjemmefra. Og det handler ikke kun om udseendet, selvom det vægter tungest. Vi skal også være omvandrende orakler, når vi åbner munden.

Samfundet er ligeglad med dig
At være så optaget af egen fremtoning er dødhamrende anstrengende i længden. Det gør én træt helt ind i knoglerne, og får én til at trøstespise søde sager, fordi man har lagt så mange bånd på sig selv i sin higen efter at være perfekt. Hjernen reagerer med at hamstre, når den bliver båndlagt.

Personligt har jeg fået nok af at føle, at jeg skal leve op til dit og dat. For hvem har jeg gjort det for? Mine veninder? Samfundet? Mine kærester?

Jeg føler, at mine veninder er blevet endnu gladere for mig de seneste år, hvor jeg har taget ærligheds-hatten på. Jeg er ikke bange for at være med til at vise, at vi kvinder ikke er perfekte, vi kan godt have selvironi, og vi er ikke nødvendigvis bange for at fortælle om vores fejl.

Jeg har erfaret, at mine parforhold er gået bedre, når jeg er mig selv og ikke forsøger at spille komedie eller spille kostbar.

Og med hensyn til samfundet, så har jeg fundet ud af, at samfundet er ligeglad. Det kigger ikke specifikt på mig. Og der er faktisk heller ikke nogen, der griner, når jeg kun får ti likes på et semikedeligt billede på Instagram. Verden ræser videre i sit hektiske tempo, selvom jeg ikke tænker lige så meget over, hvem jeg er, hvordan jeg ser ud, og hvad den store mening er med det hele. Og mit liv bliver bedre, når jeg ikke hele tiden tænker på mig selv.

LÆS OGSÅ: "Min typiske patient er en kvinde, der gerne vil gøre noget ud af sit udseende"

LÆS OGSÅ: Derfor falder du for badboys – selvom du ved, de er slemme

LÆS OGSÅ: "Jeg brugte apps til at lave om på min ansigtsform, gøre min talje mindre og mine tænder hvidere"