"Jeg forelsker mig konstant, men elsker sjældent"

KLUMME: Jeg forelsker mig ret hurtigt. Når jeg møder et nyt menneske, som jeg finder interessant på den ene eller anden måde, så bliver jeg varm i kinderne, får småsvedige håndflader, mit hjerte banker hurtigere og min mave slår knuder på sig selv. Jeg kan ikke umiddelbart huske, hvornår jeg sidst ikke har været forelsket i mindst to personer på samme tid. Når det er sagt, så må jeg lige tilføje, at mine forelskelser som oftest går over efter et par uger. Det gør dem dog ikke ligegyldige.

LÆS OGSÅ: "Jeg frygter, at jeg aldrig kan forelske mig igen"

Når jeg bliver forelsket, så er det ret intenst, og personen/personerne fylder ret meget i mit hoved. Jeg opfører mig lidt folkeskoleagtigt og sidder og skriver mit navn ved siden af hans eller hendes, og så tegner jeg et hjerte rundt om navnene. Jeg kan bruge flere timer om ugen på at sidde og kigge på deres Facebook og Instagram-profiler, og hvis de skriver til mig, så begynder jeg at fnise, som havde jeg både fået lattergas og blev kildet under fødderne.

Forelskelse er mit drug. Jeg er forelsket i forelskelsen. Ofte er det mere følelsen af at være forelsket, som jeg higer efter, end det er en bestemt person. Det kan både være ganske nyttigt men også ret frustrerende. Hvis jeg bliver forelsket i en person, som ikke en gang ænser, at jeg eksisterer, så finder jeg en anden, som jeg kan projicere min forelskelse over på. Det er nyttigt, hvis man gerne vil undgå at blive såret. Men når mine forelskelser falmer lidt, og intensiteten ikke er så overvældende, så begynder jeg at kede mig.

Jeg lægger mærke til, at personen, som jeg var forgabt i blot nogle dage tidligere, faktisk ikke er perfekt. Surprise. Det burde selvfølgelig være indlysende for mig, at ingen er ufejlbarlige, men ikke desto mindre, så overrasker det mig hver eneste gang.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var lige begyndt at holde af mine bryster, inden jeg skulle amme. Men så...”

Min pastelfarvede verden falder fra hinanden, når en person ikke længere får mit hjerte til at hoppe ud af brystet på mig. Det er ikke personen, som jeg er bange for at miste, men følelsen. Det er i nok mere idéen om personen, jeg forelsker mig i, og ikke selve personen. Så det slår hårdt, når virkeligheden sætter ind og viser mig, at min fantasi bare var netop det; en fantasi.

Jeg har et par forskellige teser om, hvorfor det forholder sig sådan. Der er klassikeren; jeg er blevet såret alt for mange gange og har derfor bygget en lille bastant mur rundt om mit hjerte. Så er der den kolde og kyniske; jeg kan faktisk ikke føle ret meget for andre mennesker, fordi jeg i bund og grund er egoistisk og narcissistisk. Og så er der den lyserøde; jeg har set alt for mange romantiske komedier og Disney-film, så har jeg fået banket ind i hovedet, at der findes én person ude i den store vide verden, som kan fuldende mig. Én person, som jeg kan leve sammen med i en konstant lykkerus resten af mit liv.

Ingen af disse teser bryder jeg mig rigtigt om. Måske er det en blanding af dem alle tre, som gør, at jeg bliver mere forelsket i et koncept end i en person. Måske tænker jeg i virkeligheden bare alt for meget over det der med at være forelsket. For engang imellem sker det, at min flygtige forelskelse udvikler sig til oprigtig kærlighed. Det er for eksempel tilfældet med min nuværende kæreste. Det er nok bare ikke meningen, at man skal elske alle, som på et tidspunkt har givet en kriller i maven.

LÆS OGSÅ: "Kærlighed behøver ikke at gøre så ondt"

LÆS OGSÅ: "Jeg tænker stadig: Fuck mand, han er min. Wauw"

LÆS OGSÅ: "Hun skyllede min rocker-coke ud i lokummet, og fortyndede min vodka"