Oh Land: "Jeg forventer for meget af mig selv"

Når man er en ualmindeligt veldresseret arbejdshest, som næsten har fået ind med modermælken, at man skal være ambitiøs, kan det være en stor udfordring at acceptere, at det er okay at tage en slapper. At man ikke hele tiden skal stræbe efter at være den bedste og forvente det ypperste – og lidt til – af sig selv. Sådan et menneske er Nanna Øland Fabricius. Som du sikkert bedre kender under kunstnernavnet Oh Land.

Siden hun sendte sit debutalbum på gaden i 2009, har en tornado hvirvlet den nu 28-årige sanger og hendes særlige indiepop-lyd rundt på scener både herhjemme og særligt i USA. Her har hun nemlig boet siden 2010 og kører en ganske fornuftig karriere med optræden hos den legendariske talkshow vært David Lettermann og middage med Elton John og andre prominente navne i branchen.

Oh Lands strenge selvdisciplin er danset ind i hendes smukke, spinkle krop. Indtil hun var 19-20 år, troede hun fuldt og fast, at hun skulle være balletdanser. Men som 18-årig fik hun en skade på en af sine ryghvirvler, som tvang hende til at pakke tåspidssko og drømmene om en stor balletkarriere langt væk. Hun havde danset sin krop i stykker.

Brændt ud
Og pludselig sidste år, efter 200 koncerter inden for et års tid, indså hun så, at historien var ved at gentage sig. Hendes nye store passion, musikken, truede med at brænde hende op og efterlade hende i en krop, der hang i laser. Igen.

– Pludselig kunne jeg se et mønster – at jeg kunne brænde mig selv ud på det her også. Pludselig så jeg et skrækscenario – jeg så mig selv med slidte stemmelæber og ben, der ikke ville gå. I to år havde jeg bare arbejdet så hårdt, og det er helt sikkert også derfor, jeg har opnået så meget på så kort tid. Men jeg forventer for meget af mig selv. At jeg kan for mange ting på én gang.

– Jeg vil jo gerne vise, at jeg mener det her seriøst. Men min sult bliver alligevel aldrig helt stillet i den retning, og så er det spildt energi at brænde sig selv ned.

Men brandet Oh Land voksede sig hurtigt så stort, at den unge Nanna indeni slet ikke kunne følge med og derfor sidste år måtte kæmpe med alvorlig fysisk stress – en meget medtaget krop og nedsat immunforsvar – som kulminerede under en koncert i England. Scenebelysningen var helt elendig, og Nanna fik tunnelsyn og endte med at falde ud over scenekanten. Efterfølgende forsøgte hun at ignorere skrammerne og bare fortsætte sin tour, indtil en læge meddelte hende, at hun havde sprængt et ledbånd i hoften og et i ryggen og blev nødt til at tage sig en slapper. Og med en blandet følelse af stolthed og stor ærgrelse valgte hun at aflyse resten af sommertouren.

Tanker og knogler
Det er da også præcis det dilemma, hendes nye album handler om. At der ingen begrænsninger er i hovedet, men i kroppen er der. Sangene er netop inspireret af det liv, hun har levet de seneste tre år, som har kørt på fast forward, og hvor hun hele tiden har fulgt et skema, der har sat sig hårdt på hvert minut i døgnet…

– Og undervejs har jeg samtidig skullet følge med i mine egne tanker. Jeg kørte virkelig ud fra tanken om, at ”jamen, jeg kan da godt synge to koncerter den dag OG lave et fotoshoot OG tre interviews OG besøge min bedstemor OG være til stede, når min veninde fortæller mig noget dybt personligt”. Og pludselig finder jeg ud af, at det kan jeg ikke. Ligesom ens telefon har brug for en oplader jævnligt for overhovedet at virke, har man som menneske brug for mentalt at lade op.

”Wishbone” hedder albummet, inspireret af det lille ønskeben i en kylling, som forener de flygtige drømme og helt håndgribeligt knoglerne, som vi fysisk er afhængige af. Og på samme måde handler albummet om det, man gerne vil, og hvad man rent faktisk kan. Forholdet mellem krop og sjæl – tanker og knogler. Og om hvor høje krav, vi stiller til os selv.

LÆS OGSÅ: Harlou: "Drop dramaet og sæt pris på, at mænd ikke er kvinder"

Udlængsel
Nanna Øland Fabricius er i den grad vokset op i et hjem med klaver, hvor det at synge lå på linje med at kunne sin ABC. Moren var operasanger i koret på Det Kgl. Teater, og faren var organist. Hjemmet var altid fuld af musik, og Nanna følte tit, hun befandt sit i et lidt cirkusagtigt univers. Nanna havde sin helt egen lille mini-zoo med alskens husdyr, som kunne dulme den ensomhed, hun ofte følte. Hendes to søskende, som er 11 og 13 år ældre, flyttede nemlig hjemmefra, da hun var fem. Udefra set var det Øland Fabriciuske hjem en lille villa i et trygt og helt gennemsnitligt kvarter op til mosen i Søborg uden for København, hvor Nanna fik frit løb for sin livlige fantasi og var del af en lille pigebande, bestående af otte-ni jævnaldrende piger, som mødtes ved bageren og jagtede børnelokkere og hekse. Og i øvrigt drømte hun om at være med i ”Alle vi børn i Bulderby”.

Til hendes værelse på første sal hørte en lille balkon. Og ganske som i den nok så kendte scene fra ”Romeo & Julie” var det herfra, hun lod de store tanker og den anden drøm, der boede i hende, vandre ud i aftenmørket. Balletdrømmen og den udlængsel, hun følte så kraftigt. Fra sit arbejde på Det Kgl. Teater kendte Nannas mor Balletskolen på godt og ondt og var ikke ubetinget begejstret for sin 10-årige datters ønske om at søge ind. Hun vidste, at der skulle slås et par knuder på hendes noget sprælske datter for at få hende til at passe ind i de stramme rammer.

Nanna kom ind i første forsøg.

– Og med ét gik jeg fra at være skørt barn til pludselig at blive en meget disciplineret, alt for ung voksen. Nærmest fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at lege. Det påvirkede mig meget, at folk opførte sig anderledes, end jeg var vant til. Folk omkring mig plejede at sætte pris på mine fantasifulde og skæve input, og pludselig oplevede jeg det modsatte. At folk gik enormt meget op i sprog og formalia. Opførsel. Jeg kendte ikke til, at man skulle holde ind til højre på gangene og sige ”hva’be’har?” og ikke ”hvad?” og ”værsgod” og ikke ”her!”. Jeg mente det jo ikke ondt, og derfor tog jeg det meget personligt og begyndte lidt at undergrave min egen personlighed.

– En dag ramlede det hele. Jeg kom hjem fra skole og græd og græd og ville ikke i skole igen. Og der gjorde min mor mig opmærksom på, at man ikke behøvede at vente på, at man blev smidt ud. Man kunne også gå ud af egen fri vilje. Det gjorde meget stort indtryk på mig, fordi det netop er sådan en skole, hvor man skal føle sig så heldig over at komme ind, at man nærmest ikke kan tillade sig af egen fri vilje at forlade den.

Dresseret vildbasse
Efter to år på Balletskolen, valgte hun at stoppe. Modsat dem, der blev smidt ud, som man efterfølgende aldrig så mere og ikke turde ringe til, holdt Nanna en festlig afslutning med kager og gaver til lærerne. Følelsen af befrielse var berusende.

– Når man tager et rigtigt valg i livet, bliver man bare rolig. Faktisk tror jeg, at den oplevelse gav mig meget styrke senere i livet. For første gang havde jeg virkelig taget et helt bevidst valg selv. Som bare 12-årig.

Nanna kom tilbage i sin gamle klasse på friskolen Busses Skole i Gentofte. Og her var det en tydeligt ændret Nanna, der trådte ind ad døren. Faktisk kunne hendes klasselærer slet ikke kende hende.

– Jeg havde bare været sådan en vildbasse. Jeg gik fra at være en, der altid stod på hovedet, til at være hende, der sad helt forsagt bagerst i klassen og pænt rakte fingeren op. En dresseret vildbasse.

– Jeg røg ind i en periode med angst. Fordi jeg bearbejdede den undertrykkelse. Pludselig blev jeg meget bange for døden. Det ramte mig virkelig hårdt i et par år og udviklede sig til en meget voldsom angst i forhold til, om mine forældre eller mine søskende skulle dø. Kom de fem minutter for sent, var jeg sikker på, at de var kommet ud for et uheld.

Ensom i Stockholm
Oplevelsen lagde ikke låg på udlængslen. Nærmest tværtimod.

– Egentlig tror jeg ikke, at det bare er en negativ ting, når man føler, at man ikke passer ind, når man er ung. For finder man ud af, at man ikke passer ind, bliver man også søgende efter, hvor man så passer ind. På Balletskolen oplevede jeg, at jeg elskede at danse, det var bare ikke her, jeg skulle gøre det, og det gav mig en længsel efter at høre til eller passe ind.

Den følelse fandt hun som 12-årig, på Danseværkstedet på Nørrebro i København, hvor man ellers skulle være voksen for at deltage. Her mødte hun en fantastisk kvinde, en sort dame fra Harlem, Martha Gardner – høj, slank og med voluminøse pelshatte og gigantiske plakater hængende af sig selv fra Broadway.

– Hun var fantastisk! En stormvind. ”Little Miss Nanna” kaldte hun mig. Hun fik virkelig rusket liv i mig igen! Hun satte pris på vildskaben og skævheden, her kunne jeg bande og være den, jeg var.

Og så pustede hun for alvor liv i Nannas drømme om et liv i New York. Men 15 år var for ungt til den brusende metropol, mente man hjemme i den lille villa i Søborg. Til gengæld kunne hun godt få lov at tage til Stockholm og danse på Kungliga Svenska Balettskolan, så der flyttede hun op, da hun fyldte 16. Det vil sige til et forstadskvarter, Søborg bare på svensk, hvor hun lejede en kælderlejlighed hos et ældre ægtepar.

– Det er meget tidligt at flytte hjemmefra. Det kan jeg helt klart ikke anbefale! Jeg forstod ikke svensk og vidste jo knap nok, hvordan man kogte et æg, eller hvordan man vaskede tøj. Jeg levede af rugbrødsmadder og tabte mig 15 kilo-agtigt!

– Det var ekstremt ensomt. Jeg skrev dagbog. Skrev og skrev. Tit gik jeg ned til ned til Mälaren, som er en smuk, smuk sø med skov på begge sider. Jeg havde hverken tv, radio eller internet. Og heller ingen penge. Så jeg skrev rigtigt mange breve – hver dag til mine bedste venner og min daværende kæreste i København. Jeg kom ret meget i kontakt med mig selv. Det har helt sikkert været en del af min uddannelse som musiker – uden at jeg vidste det.

Venskaberne dryssede ikke ligefrem ned fra himlen. For på en elitedanseskole er det ikke det sociale, der er i centrum.

– Der er en hård pris at betale i forhold til ens sociale udvikling, og det finder man først rigtigt ud af, når man kommer ud af det – hvor fantastisk det er pludselig at få et socialt liv. Jeg var ikke fuld én eneste gang i mine teenageår. Først efter jeg stoppede med at danse. Jeg led ikke under det… jo, det gjorde jeg, men der lå også noget i, at passion både betyder kærlighed OG lidelse. Man vidste godt, at man ofrede noget – for at få noget andet, endnu større. Og det var ret motiverende, for det beviste jo, at man havde en eller anden form for kontrol.

LÆS OGSÅ: Malene Birger: Nemmere at være halvgammel end halv ung

Fra danser til musiker
Men tre måneder inden den store eksamen nægtede hendes hårdt pinte krop at samarbejde. Dansere er vant til at have led- og muskelondt, men det her var en anden og helt fremmed knivskarp smerte, som ikke kunne danses væk.

– Det tog mig nok to-tre år at fatte, at det var definitivt. De første to år fik jeg… jeg vil ikke kalde det en depression, men i hvert fald en stærk sorg. Jeg sørgede over, at jeg havde mistet mit livs kærlighed. Jeg havde følelsen af, at det var en skilsmisse. Jeg kunne ikke gå i teatret, for så var det ligesom at se min ekskæreste – med en anden!

Nanna besluttede sig for for første gang i sit liv at være uambitiøs og drukne sine kærestesorger i kaffe – helt bogstaveligt, på Paludans Bogcafé i Fiolstræde i indre Købehavn, hvor hun bare skulle koncentrere sig om at lave god kaffe til kunderne. Pengene, hun tjente, gik til en måned i Thailand, hvor hun for alvor fik sat de sociale kompetencer i spil. Da hun vendte hjem, røg hun på dagpenge og i jobaktivering på Rytmisk Center på Vesterbro i København.

– Det var et vildt skud i tågen, for det var noget, jeg virkelig havde lyst til, men aldrig rigtig havde turdet gøre. Når man har en mor, der er operasanger, siger man ikke lige pludselig, at man gerne vil være sanger – som hobby – og tror, at det er noget, man bare lige bliver. I mit barndomshjem herskede der stor seriøsitet omkring det – bare fordi du kan synge, er du ikke sanger.

Nanna fik blod på tanden og omdannede efterhånden sin lille lejlighed på Vesterbro til hjemmestudie og dristede sig til at smide tre sange på MySpace. Kun en måned efter var der bud fra Kasper Bjørke, som dengang var talentudvikler på Fake Diamond Records – pladeselskabet, som også endte med at stå bag Nannas debutalbum ”Fauna” fra 2008.

Nygift
Faktisk var det kæresten, den ti år ældre billedkunstner Eske Kath, der havde opfordret hende til at tage sine evner som musiker seriøst.

– Eske har altid været meget opmuntrende og forstående. Er man sammen med en anden kunstner, er der en gensidig forståelse for, hvor vigtig kunsten er. Og der har vi helt klart været. Nu, tror jeg, er vores forhold blevet sådan, at vi sætter hinanden som det vigtigste i vores liv.

Kæresten har blandt andet lært hende at tage lidt lettere på ting. Og det er måske derfor, hun ikke sidder her mandag morgen og stresser som en anden bridezilla over det kæmpe bryllup, som skal stå i weekenden, hvor hun og Eske skal i det helt store skrud – Nanna med slør og slæb og lang kjole fra Ole Yde og Eske med høj knækflip og sko med snoede snører fra Alexander McQueen – og holde fest i det gamle elefanthus i Zoologisk Have, efter de har givet hinanden deres ja i den katolske Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro. Kontrasterne klæder arrangementet, mener de. Religionen over for naturvidenskaben.

– Det er jo overhovedet ikke nødvendigt, at man lover hinanden sig selv resten af livet, og vi ved, vi kommer til at være sammen for evigt, men vi havde bare virkelig lyst til at give hinanden det løfte over for en masse vidner. Og det, jeg glæder mig allermest til, er at være gift – at være nogens kone.

Friet til på vej ind i taxaen
Siden 2010 har de boet i Brooklyn, New York, og faktisk friede Eske allerede for godt et år siden – efter at have gået rundt med ringen i lommen i et halvt år, mens han ventede på det helt rigtige øjeblik… som så endte med at blive fem minutter inden, Nanna hoppede ind i en taxa på vej på tour i to måneder.

– Og så fejrede vi det med rugbrødsmadder, som var det eneste, vi havde i køleskabet!

Det allerførste møde fandt sted for seks år siden en sen aften på Riesen Bar på Vesterbro i København. Baren lå lige under Nannas lejlighed, så derfor havnede hun tit der med sine veninder og kusinen Clara-Sofie, som også er musiker.

– Pludselig kom den her høje, flotte mand ind, iført blå regnfrakke og høj hat. Der var lidt H.C. Andersen over ham, det var, som om han var fra en anden tid, og jeg husker, at jeg tænkte, ”det er den flotteste mand, jeg nogensinde har set!”. Eske er ikke klassisk smuk overhovedet, der var bare en ekstrem varme omkring ham, og jeg tænkte, ”shit, ham bliver jeg bare nødt til at sige hej til”.

– Vi endte med at snakke hele natten, indtil vi blev smidt ud. Vi snakkede om dybhavsfisk, og hvor fascinerede vi begge to var af lygtefisken! Og siden inviterede jeg ham i Den Kongelige Ballet, hvor vi begge mødte op i fuldt læderlook. Megasjovt – som om det er dresscoden i Balletten... Jeg husker ikke, hvad vi så. Jeg tror kun, jeg koncentrerede mig om, at jeg sad ved siden ham.

– Eske er et meget velovervejet og analyserende menneske, som er helt ekstremt rummelig over for andre mennesker. Jeg er meget mere impulsiv og intuitiv, og handler tit, før jeg tænker. Vi supplerer hinanden godt. Jeg tror, der skulle en selvsikker mand til at håndtere mig. Eske hjælper mig især i konfliktsituationer og lærer mig at tænke ud over mig selv. Det er en kæmpe gave. Og så har han lært mig at opleve det, der sker lige nu, i stedet for hele tiden at være ti skridt foran. Jeg føler, jeg bliver et bedre menneske af at være sammen med ham.

LÆS OGSÅ: Julianne Moore: "Åh nej, ikke det samme fjæs igen"