”Jeg har aldrig overvejet at stoppe, for hvad skulle jeg så?"
SPONSORERET indhold

”Jeg har aldrig overvejet at stoppe, for hvad skulle jeg så?"

Musikken er udgangspunktet og omdrejningspunktet for Bent Fabricius-Bjerre. Han har ikke tænkt sig nogensinde at holde op med at komponere, for han vil bestemt ikke flytte sydpå og bare sidde og kigge ud over vandet. For så dør man jo, mener han, og det gider han ikke.

Af: Marie Louise Truelsen Foto: Les Kaner
12. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Udgangspunkt
– Mit udgangspunkt er musikken. Den har fulgt mig altid i mit omskiftelige liv. Fra jeg var 5 år. Der begyndte jeg at spille. Dengang var klaveret jo det almindelige instrument, hvis man kom fra det, der hedder "et hjem med klaver". Man underholdt hinanden ved at spille, der var ikke så meget mekanisk musik som nu. Vi havde et flygel stående derhjemme, det fyldte næsten hele lejligheden. Der kom en lærerinde hver uge og underviste mig og min søster i små salonstykker, men jeg begyndte ret hurtigt at synes, at det var sjovere at spille noget af det, jeg selv lavede. Jeg begyndte at lave små melodier, fra jeg var omkring 6 år. Både min far og min mor spillede klaver, og min far havde to brødre, der også spillede en smule, men der var ingen, der var musikere af erhverv.

– Da jeg var 10-12 år, begyndte jeg at spille lidt med nabodrengene, og da jeg var 12-13 år begyndte jeg at spille til amatørkonkurrencer. Der var jo ikke X Factor dengang, men der blev afholdt amatørkonkurrencer rundt omkring på restauranterne. Jeg samlede et lille orkester, der fortrinsvis spillede jazzmusik, og vi spillede til skole- og foreningsballer. Da jeg var 14-15 år spillede jeg så meget, at jeg gik ud af skolen. Den kedede mig lidt. I stedet begyndte jeg at spille professionelt. Jazz var dengang meget progressivt og lidt fremmedartet, og på et tidspunkt blev jeg kontaktet af filminstruktøren Jørgen Roos, der lavede dokumentarfilm og var meget avantgarde. Han ville gerne have jazzmusik til en af sine første film, og den opgave fik jeg. Det var Jørgen Roos, der lærte mig, hvordan musik og billeder fungerer sammen.

– Mine forældre var lidt kede af, at jeg gik ud af skolen, for man var af tradition akademikere i min familie. Det var udsædvanligt, at jeg ville spille musik. Dengang var der ret stor klasseforskel i Danmark. Akademikere lå højt på klasseranglisten, hvorimod musikere, tjenere og frisører lå nede i bunden. Vi indgik det kompromis, at jeg tog en uddannelse til pianist på Konservatoriet.

– Musik er min hobby, men det er også mit arbejde, så jeg synes jo ikke, at jeg arbejder. Jeg laver bare musik, det er sjovt og festligt, og så kan jeg leve af det samtidig – det er jo dejligt. Så når folk spørger, om jeg stadig arbejder, siger jeg, at jeg ikke synes, at jeg arbejder. Jeg skriver musik stadigvæk, som jeg altid har gjort. Jeg skriver dog ikke bare musik af mig selv, jeg har altid betragtet musik som en opgave, der skal løses.

Nulpunkt
– Jeg har en meget enkel filosofi om, at man ikke skal ærgre sig, for man kan jo ikke gøre noget ved det, der er sket. Der er ingen grund til at bruge sine tanker og energi på det, det er spild af energi at gruble over noget, som er sket. Det er en meget enkel og primitiv filosofi.

– Jeg gemmer heller ikke billeder, scrapbøger og den slags. Væk med det. Man skal ikke læne sig op ad fortiden, så sker der ingenting. Men jeg har da ét billede af mine børn som små, det står oppe i soveværelset.

– Jeg blev alene med mine fire børn i 1975, hvor min første kone døde. Det var et nulpunkt, det er klart, men jeg fik det jo til at fungere. Min datter var allerede gift på det tidspunkt, og min ældste søn på 18 år var flyttet hjemmefra, men han flyttede hjem igen, så der var tre drenge i huset. Jeg fik organiseret det, så vi fik noget hjælp i huset, for jeg var meget væk hjemmefra. Mine børn har samme indstilling som mig, vi ser ikke så meget tilbage. Og ja, det er da muligt, at det er mig, der har præget dem i den retning.

Lighedspunkt
– Der er desværre ingen af mine børn, børnebørn eller oldebørn, der beskæftiger sig med musik. Det er egentlig mærkeligt, når man tænker på, hvor mange jeg har. Men min ene søn er meget interesseret i heste – det er jeg også – og vi rider sammen to gange om ugen.

Holdepunkt
Min kone betyder meget for mig, og min familie. Både mine "hele" børn og "halve" børn, og mine stedbørn. Jeg har kontakt med dem alle sammen. Det er en stor flok. Hvis vi er der alle sammen med børnebørn og oldebørn, kommer vi op på 40-45 stykker.

– Da Camilla og jeg mødte hinanden, var jeg blevet skilt året før, og hun havde mistet sin mand. Det var vel kemi, der gjorde, at vi faldt for hinanden. Det var ikke ud fra en speciel udvælgelse eller noget med, at hun skulle være yngre eller ældre. Vi er hinandens soulmates, og det er ikke rigtigt noget, jeg kan forklare. Men det har måske også noget at sige, at man har de samme interesser, hvordan ens hjem ser ud, og hvordan forholdet er til ens børn. Det skal jo helst fungere. Instinktivt søger man vel en, man kan tage med ind i familien, så der ikke opstår et skel mellem børnene – hendes børn og mine børn. Det er vigtigt, at familiemønstrene passer sammen. Jeg har været gift tre gange, jeg har det bedst i parforhold og har haft hjemmeboende børn stort set konstant, siden jeg var 23-24 år. Det har været skønt, jeg savner det nu, men jeg gifter mig altså ikke en gang til!

Omdrejningspunkt
– Mit firma Metronome var et omdrejningspunkt i mange år. Jeg startede det som et grammofonselskab i 1950, da jeg var 26 år, og så var jeg pludselig erhvervsmand med alt, hvad der følger med. I begyndelsen importerede jeg grammofonplader, og lidt senere begyndte jeg selv at indspille plader. Den første var med Lise Ringheim, hvis nogen kan huske hende. Jeg har været hele turen igennem. Vi begyndte med 78-plader, så 45-single-plader, derefter EP-plader, LP-plader, album, kassetter og så cd'er. Vi trådte også ind på filmområdet og solgte spillefilm til biograferne, senere videoer og dvd'er. For at have et vindue til filmene havde vi Dagmar Teatret og Kinopalæet, og jeg var også med til at bygge Scala i sin tid, hvor vi havde syv biografer.

– I dag streamer man jo stort set kun musik, og det har jeg det fint med, det gør jeg også selv. Det er dog lidt svært at kontrollere indtægterne på den måde. Jeg har været pisket til at følge med i, hvad der sker på området gennem alle årene, og det har været spændende. Da computeren kom, og jeg skulle til at skrive noder på sådan en, skulle jeg lige vænne mig til det, for jeg var så vant til at skrive i hånden. Og jeg gør det stadig, skriver i hånden, men i det øjeblik, jeg har skrevet skitsen, knalder jeg det ind på computeren. Fordelen ved computeren er, at man kan simulere, hvordan det kommer til at lyde, inden det bliver indspillet, så rent teknisk er det blevet meget sjovt.

Punktnedslag
– Som musiker har man hele tiden ambitioner om at nå lidt længere. Min ambition blev ret hurtigt, at jeg gerne ville lave hits, og det kom jeg også til med nummeret "Alley Cat", som blev et verdenshit. Jeg fik også ambitioner om at lave musicals og komme inden for dørene på Det Kongelige Teater. Det kom jeg med musicalen "Esther", og bedre kunne det ikke blive med hele det apparat, man har i ryggen der. Jeg har også skrevet musik til flere balletter, og for nogle år siden lavede vi den store Matadormusical på Den Nye Opera.

– Nu, hvor jeg snart fylder rundt igen, er jeg glad for at kunne sige, at der stadig er folk, der beder mig lave musik til forskellige ting. Det er vel, fordi jeg holder det ved lige. Jeg kunne også gøre, som andre har gjort, tage ned i varmen og bo der, men så bliver man jo glemt. Så sidder man bare der og kigger ud over vandet, og det bliver man jo ikke yngre af. Jeg har aldrig overvejet at stoppe, for hvad skulle jeg så? Så dør man jo. Og det gider jeg ikke, for jeg har det jo rart. Det er vel genetisk, at jeg bliver ved med at have så meget energi, jeg kan ikke gøre for det. Min mor var også meget energisk og blev 104 år. Hun havde ikke noget arbejde, men hun gik altid op i mange ting og var frisk til det sidste.

– Der er mange mennesker, der er oldgamle, når de er 80. Jeg er jo langt over gennemsnitsalderen for mænd, men jeg tænker ikke spor over min alder. Jeg glæder mig til min 90-årsfødselsdag, men jeg har endnu ikke besluttet, hvordan den skal fejres. Hvis jeg SKAL tænke over min alder, så er 90 jo et alvorligt tal. Og desværre kan jeg se på andre mennesker, at man fysisk bliver dårligere mellem 90 og 100. Det kunne jeg også se på min mor. Men der er jo ikke noget at gøre ved det, altså, så det er ikke noget, der bekymrer mig. Jeg lever mit liv, som jeg altid har gjort, men når det er sagt, så går jeg jo ikke ud og investerer i et projekt, hvor man først får pengene ind om ti år, ha, ha.

Midtpunkt
– Jeg har altid været vant til at være meget i medierne, men jeg har aldrig selv
ringet op til en journalist for at bede om at blive promoveret. Jeg går heller ikke til premierer for at komme i Billed-Bladet, jeg går, hvis det er en forestilling, der interesserer mig, og fordi det er sjovt at følge med i, hvad der sker. Og så er det jo bare lettere at komme af sted, når man får en invitation, end hvis man selv skal tage initiativet.

– Jeg er på facebook, men jeg bruger det stort set ikke. Hvis nogen skriver til mig, svarer jeg, men det er ikke sådan, at jeg slår op, hvad jeg laver og bliver glad, hvis jeg får nogle likes. Det havde jeg jo nok gjort, hvis jeg havde været 20-25 år i dag og skulle starte en karriere, for det er vist vigtigt i musikbranchen at blive kendt den vej.

– Jeg følger med i, hvad der sker, for jeg synes, at det er spændende, og jeg bruger jo både computer og smartphone. Jeg kan også godt lide at arbejde sammen med yngre mennesker. For eksempel Kato, som inviterede mig på scenen til Grøn Koncert i 2013. Jeg kan jo huske, da diskotekerne begyndte at komme, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det da ikke kunne være rigtigt, at folk ville gide danse til grammofonplader – jeg var vant til levende musik på danserestauranterne og god kontakt mellem publikum og orkester. Men diskoteker viste sig jo at være en god form for nærvær også, og da de professionelle DJ's begyndte at komme til, fik de pludselig en enorm indflydelse. Kato er et godt eksempel på sådan en dygtig DJ, der uden at være musiker, kan skabe en fantastisk stemning for tusindvis af mennesker til Grøn Koncert. Så ja, for mig var det lidt af en oplevelse at optræde med ham.


LÆS OGSÅ: Ulrik Wilbek: Sværere at arbejde med kvindehold end herrehold

LÆS OGSÅ: William Kvist: Det har skilsmissen lært mig

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: Mick Øgendahl: "Kør mig til psykiatrisk afdeling"